Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Sundar Singh
Hvad vil det egentlig sige at tro på Gud? Er det at tro på en såkaldt metafysik størrelse, som udefra kan række magtfuldt ind i vore liv med trøst og hjælp, eller er det en dybere dennesidig udfoldelse af det liv, vi har med hinanden båret af gode menneskelige kvaliteter? Jeg hungrer mere efter det sidste end efter det første. Men jeg er kommet i tanke om en lille episode, som bringer mig i tvivl.
I slutningen af min studietid havde jeg den fornøjelse af og til at spise frokost med en flok phd-studerende på Teologi. De var alle begyndt at studere senere end jeg, men havde overhalet mig indenom. En dag kom samtalen ved bordet ind på et emne, der gjorde mig mundlam. De phd-studerende omkring mig begyndte nemlig ganske frimodigt at diskutere karriere. Jeg blev som sagt ganske målløs, og det lykkedes mig ikke at formulere et eneste spørgsmål til den flydende debat.
I stedet tårnede et billede af den kristne inder Sundar Singh (1889-1929?) sig frem for mit indre blik. En dag havde bibliotekaren på Det Teologiske Bibliotek foræret mig fire bøger af denne inder, og jeg havde læst dem flere gange uden dog at gøre nogen brug af dem. Nu trådte denne skikkelse frem for mig og manede mig til tavshed med sit liv og skæbne som prædikant i Indien og Europa og til sidst i Tibet, hvor han som så mange andre kristne missionærer forsvandt sporløst. For mindre end hundrede år siden var Tibet åbenbart ikke så fredsommeligt, som det skal forestille at være i dag.
Men cremen af Det Teologiske Fakultet var i al uskyldighed optaget af deres karriere. Først mange år senere faldt det mig ind, at det muligvis var en del af pensum for phd-studerende at karriereplanlægge. Men der var ikke et pensum, der nogensinde var kommet min vej, og jeg forestillede mig vel bare, at jeg skulle have min eksamen i hus og lægge min videre skæbne i Guds hænder for en dag at forsvinde sporløst i Tibet.
Kirken i Gyngen 