Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Sokrates som livsfilosof

1. Livsfilosofi

Livsfilosofi er en særlig form for filosofi, som med baggrund i romantikken kritiserer den traditionelle akademiske filosofi for at være for abstrakt. I stedet kan livsfilosofien siges at fokusere på det gode liv. En titel hos en central dansk livsfilosofisk tænker, Ludvig Feilberg (1849-1912) hedder således “Om størst udbytte af sjælsevner”. Feilberg var ingeniør af uddannelse og havde således en naturvidenskabelig baggrund, og det bærer hans metode til selviaggtagelse og tænkning præg af.

Også teologien kan antage livsfilosofisk karakter hos K. E. Løgstrup (1905-1981), og det tyvende århundredes store ikke-guru Krishnamurti (1895-1986) formulerede sin lære helt på livsfilosofiens præmisser uden nogen tydelig forankring i hverken filosofiske eller religiøse traditioner.

Ikke desto mindre trækker livsfilosofien på både filosofiske og religiøse traditioner, og en ikke uvæsentlig livsfilosofisk opgave ligger i at tilegne sig disse i et livsfilosofisk perspektiv. En grundsten i dette arbejde er lagt af den russiske filosof Vladimir Solovjov (1853-1900) i hans essay, der i engelsk oversættelse bærer titlen “Life Drama of Plato´s Life”. Bogen formidler et indtrængende portræt af den filosof, der gjorde så stort et indtryk på Platon, at han gjorde ham til en central figur i sin egen filosofi nemlig Sokrates. Men den gør det så at sige på modernitetens præmisser. Det er et portræt af Sokrates som livsfilosof.

2. Tragedien i Platons liv

Vi kan hver især  bruge ordet “livsfilosofi” om vores egen private livsfilosofi, men livsfilosofi er altså også en ganske bestemt form for filosofi, som i begyndelsen af 1900-tallet begyndte at tage form som et opgør med den akademiske filosofi, som blev fundet for abstrakt. I stedet ønsker livsfilosofien at forankre filosofien i generelle livsspørgsmål.

Denne definition skulle gerne have almen gyldighed; men den udspringer her af netop den begrundelse, som den russiske filosof Vladimir Solovjov i sit essay om “Tragedien i Platons liv” giver for denne filosofs udvikling af sin idélære nemlig den, at den blev til i en tilbagetrækning fra verden forårsaget af det chok henrettelsen af Sokrates foranledigede hos hans unge discipel.

Her har vi netop en begrundelse for filosofien i et alment livsforhold. Fordi det var sådan, at i den bedste af alle verdener, Athen, valgte byrådet efter omhyggelig overvejelse, at Sokrates, sandhedens apostel, hvis en sådan overhovedet kan tænkes, måtte dø. Stillet overfor denne afgrund af velovervejet, samvittighedsfuld ondskab trak Platon sig ind i sig selv og levede fordybet i skuen af det sande samfund, hvor Sokrates gik omkring i filosoffens egne dialoger og udviklede sine synspunkter. Skam få den, der tænker ilde herom, for ellers ville vi slet intet have vidst om Sokrates.

Især i dialogen “Symposion” sker der imidlertid det, at Eros træder ind i Platons liv. Den erotiske kærlighed som en mægtig løftende magt, som leder Platon tilbage til den materielle verden og dens krav. Men i det græske samfund er eros en bredspektret kvalitet bestående af både heterosexualitet, homosexualitet og pædofili, og derfor lykkes det ifølge Solovjof ikke Platon at identificere den i en definitiv opbyggelig skikkelse.

For at foretage en sådan identifikation må vi anlægge et synspunkt, som var Platon fremmed, men ved hjælp af hvilket vi kan identificere de udviklingsveje eros tilbyder et mennreske. Solovjov nævner fem sådanne veje, hvoraf den første er den infernalske, hvorom han intet vil sige. Men han må vel tænke på relationer af en sådan karakter, som i oldtiden fandtes mellem gudinden Kybele og hendes mandlige præster, som i indvielsesritens rituelle ekstase foretog en blodig selvkastraktion.

En sådan frigørelse af erotikkens svangre magt må siges at være uforenelig med enhver forestilling om menneskelig værdighed, ligesom også den anden vej, den dyriske, må siges at være det. Den, hvor eksistensen af det blotte behov er ensbetydende med et forsøg på at opfylde det. Den tredie vej er ægteskabets vej, og dette er den første velsignede vej i modsætning til de to første fordømte veje.

Men alligevel er der ikke nogen højere udvikling forbundet med denne tredie vej,  da den blot er en reproduktion af en eksisterende tilstand og hele tiden er den i fare for at falde tilbage i de lavere stadier. En fjerde og højere vej for kærligheden er derfor askesen og cølibatet – ikke for afsavnets egen skyld men for at lutre kærligheden og rense den fra den fornedrelse, den har været genstand for i århundreder. Men man skal lægge mærke til, at selv i sin mest udviklede form i det kristne klostervæsen har askesen ikke forstået sig selv som andet end en mangelfuld livsform påtvunget af omstændighederne.

Den femte og sande kærlighedens vej er derfor den, som igen vender sig mod legemet og ser det som sit formål at frelse den elskede og skænke hende udødelighed. At hun må vide sig elsket med hud og hår af sit guddommelige ophav om ikke af elskeren selv, der i sin tur skænkes den samme ophavets kærlighed ved elskerindens mellemkomst.

Men denne erkendelse har vi ikke fra Platon selv, som for vild, og hvis teori om kærligheden Solovjof sammenligner med en knop, som aldrig foldede sig ud – og dog skal vi ikke kimse ad denne arv overdraget menneskeheden af den store filosof. En mulighed mennesker imellem for altid knyttet til hans navn, den såkaldte “platoniske kærlighed” har gået sin sejrende gang igennem den kristne kultur ved at muliggøre relationer mellem kønnene uden at der nødvendigvis er tale om ægteskab.

I sit eget liv udviklede Platon i sin ensomhed en totalitær tankegang, som afspejles i hans alderdomsværker “Staten” og “Lovene”. I disse udvikler han teorien til en mønsterstat, der i stedet for at udvikle ansatserne i demokratiets fødeby, Athen, ligefrem gør denne bys modstykke Sparta til idealet og foreskriver så strenge love at – selve Sokrates  – som i sin tid vandt den unge Platon for filosofien, på forhånd ville være dømt til døden. Dette er den store trageide i Platons liv.

Tragedien i Platons liv er ikke, at han skræmt af den uretfærdige og onde henrettelse af Sokrates trak sig ind i sig selv og levede i skuen af sandheden i den såkaldte ideernes verden. Dette er ikke tragisk men på sin vis lykkeligt, for derved frelstes sandheden som begreb over i åndens verden, da den ikke kunne finde fodfæste i den materielle verden. Tragedien er heller ikke, at Platon ved mødet med Eros endte med at give op og lod den platoniske kærlighed stå som den eneste frugt overgivet menneskeheden. Også dette er en stor lykke, for herigennem har det ikke-seksuelle forhold mellem kønnene fået sin egen kategori. Ikke som ideal men som mulighed. Tragedien i Platons liv er, at han i mangel på sand erotisk forløsning hengav sig til udarbejdelsen af regler og love for en mønsterstat og aktivt søgte alliancepartnere blandt samtidens tyranner til denne stats virkeliggørelse – og dette var en stat så stramt reguleret, at hans eget livs store forbillede, Sokrates ikke ville have kunnet tåles i den. Solovjof kalder dette for den dybeste tragedie, der findes, men den skyldes ikke nogen digters geni. Den fandt sted i det virkelige liv.

3. Øjeblikket hos Sokrates

Men der findes en oplysning, i øvrigt fra Platons dialog “Sokrates´ forsvarstale”, som gør det muligt at unddrage sig en så fatal udvikling på baggrund af henrettelsen af Sokrates, I sin tale har Sokrates det opdrag at foreslå en passende straf til sig selv. Han foreslår livsvarig bespisning i Snapstinget. Vi forlader Sokrates her idet øjeblik, hvor han i sin forsvarstale vurderer sig selv tilsyneladende uden at være tynget af omstændighederne. Øjeblikket er af altafgørende betydning, fordi der her i et enkelt billede vendes op og ned på begivenhedernes gang. Det var ikke det, der skete. Men vi kan huske på det som et udtryk for sandheden og lade det stemme sindet til videre færd.

4. Øjeblikket hos Ludvig Feilberg

Netop en sådan opmærksomhed overfor særligt udfoldede øjeblikke er praktiseret af den tidligere nævnte Ludvig Feilberg, som i “Store Nordiske Konservationsleksikon” fra 1917 kaldes Nordens genialeste psykolog. Den, som i en dansk sammenhæng har udfoldet livsfilosofien til en sammenhængende disciplin er Mogens Pahuus, som i bogen “Livsfilosofi – lykke og lidelse i eksistens og litteratur” 1994 giver en fremstilling af Ludvig Feilbergs såkaldte “levelære”.

Ludvig Feilberg anvender et begreb, status nascendi, dvs. den tilstand, det er at blive født. Denne tilstand beskrives som værende af såkaldt “mulighedsforøgende” karakter, og den er nøje knyttet til omgivelserne. Om en sådan følelse skriver feilberg: “Et Blink af fyldig Ungdomsfølelse slog igjennem ham med en saa ejendomelig Styrke, at det vakte hans Opmærksomhed”. I det konkrete tilfælde er der tale om en spadseretur, hvor den nævnte følelse indfinder sig ved overgangen fra trafikeret byliv til et roligere strøg. Feilberg spørger nu om årsagen til dette stemningsskift og finder, at det skyldes at al den opmærksomhed, som trafikken tiltrak sig med ét sættes fri, da larmen kommer på afstand. Han erindrer i det samme en lignende tilstand samme morgen ved stensætningen i Botanisk Have, hvor solstrålerne spillede i dråberne på brombærbusken. Tilstanden er altså forbundet med oplevelse af den ydre verden. I den førstnævnte var der tale om det larmende byliv oplevet på afstand, og i det andet om en naturoplevelse. Også dagen før på en gåtur langs Strandvejen til Helsingør havde der været lignende øjeblikke i slutningen af turen oppe ved Humlebæksbugten, hvor fiskerne satte net ud efter solnedgang. Her havde oplevelsen været nøje forbundet med at høre fiskernes tale og årenes forskellige lyde hen over vandoverfladen. Ligeså havde det været igennem Snekkersten by, hvor fiskere stod og snakkede og røg tobak. Det forekom ejendommeligt hyggeligt og mindede ham sært om hans barndom, skriver Feilberg.

Der er alså også en særlig form for erindring med i spillet i forbindelse med disse øjeblikke, en følelse af tryghed og erindring om barndommen. Det er karakteristik for Feilberg, at der egentlig ikke er tale om at ‘leve i nuet’ men om en række af sammenhængende og forbundne øjeblikke, som i sidste ende også er forbundet med en form for erindring.

Det vil ellers være nærliggende at opfatte erindring som noget netop mulighedsformindskendde i henseende til den “ungdomsfølelse” eller det livsmod, som er genstanden for Feilbergs interesse. Dette er Feilberg også ganske klar over; men ved konsekvent iagttagelse er det alligevel ikke muligt at opretholde denne fordom. Der er nemlig en lille del af erindringen, som knytter sig til det mulighedsforøgende øjeblik nemlig erindringen om andre mulighedsforøgende øjeblikke, som – netop i anledning af at et sådant øjeblik indfinder sig igen – forløses. I Feilbergs analyse af lignende fænomener nemlig ‘bevidsthed’, ‘selv’ og ‘personlighed’ præciseres denne opfattelse af det individuelle i en bestemt skikkelse som mulighedsforøgende.

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...

%d bloggers like this: