Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the category “Prædikener”

Katten, der blev væk

Prædiken til 3. søndag efter trinitatis

Jesus fortæller i teksten til i dag en lignelse om en hyrde, som har 100 får, hvoraf det ene bliver væk i bjergene. Så siger han som noget ganske selvfølgeligt, at hyrden forlader de 99 for at finde det ene, der blev væk. Denne lignelse er anbragt sammen med lignelsen om en kvinde, som har ti drakmer og taber én. Hun sætter himmel og jord i bevægelse for at finde den ene, og da hun finder den, bruger hun sandsynligvis meget mere end denne ene drakme på at fejre det. Det er ikke uden humor.

Jeg kunne have lyst til at fortælle en anden historie om at blive væk nemlig om en kat, jeg havde for nogle år siden. En sommer løb den væk, og det lykkedes mig at finde den igen, inden vinteren kom. Men næste sommer løb den væk igen. Jeg ledte efter den nede ved åen, og her stødte jeg en aften i mørket på en ræv, som var ganske tæt på. Vi stod ubevægelige og kiggede på hinanden, indtil jeg bevægede mig, og den forsvandt.

Men i den tid, der gik, mens ræven og jeg vogtede på hinanden, var det som om en anden verden åbnede sig for mig. En vild verden, som ræve, katte og andre vilde og halvvilde dyr er fortrolige med, men som jeg nu kun oplevede et svimlende strejf af. En verden af årvågne sanser og agtpågivenhed i en kamp på liv og død.

Nu åbner Bibelen sig for os og vi kommer ad denne omvej ind i historien om den tolvårige Jesus, der selv blev væk fra sin far og mor; og da de fandt ham i Templet i samtale de skriftkloge, sagde han til dem: “Hvorfor leder I efter mig? Ved I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?

Således sker der noget afgørende med historien om at være blevet væk, når vi lader hovedpersonen være en kat i stedet for et får. Vi hører ikke noget om katte i Det ny Testamente, selv om katte var elskede dyr i det nærliggende Ægypten, hvor jøderne havde en fortid. Man skulle tro, at der også har været katte i Israel på Jesu tid.

I 1. Petersbrev sammenlignes djævelen dog med en brølende løve, som leder efter nogen at sluge. Ikke engang slangen i Paradiset bliver i 1. Mosebog lagt så uforløst for had.

Der er det særlige ved apostelen Peter, at han irettesættes flere gange i Det nye Testamente. Jesus siger ligefrem “Vig bag mig satan!” til ham, fordi han ikke vil, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil, når det gælder Jesu egen skæbne. Senere bliver han sat på plads af Paulus i spørgsmålet om bordfælleskab med såkaldte hedningekristne. Et tredie sted har Peter så svært ved at forstå Jesu dispositioner i forhold til en anden discipel, Johannes, at Jesus må sige til ham: “Hvad kommer det dig ved?”

Ifølge Darwins udviklingslære om Arterne Oprindelse er der et slægtskab mellem arterne på den måde, at de store kattedyr som løven og tigeren er stamfædre til vore dages huskatte. Det hedder sig, at de små katte har tilpasset sig mennesket. Det er et godt billede på, hvad det vil sige, at Gud blev menneske.

Salme her.

19. søndag efter trinitatis

I søndagens tekst fra Makusevangeliet 2, 1-12 er der denne scene, hvor de fjerner taget for at fire en lam ned til Jesus. Jeg blev engang gjort opmærksom på ingeniørkunsten i dette forehavende. Hvor præcist fire personer skal arbejde sammen for at emnet ikke kæntrer. Læsningen var så den, at det er dette samarbejde, den hentydes til, hvor der står: Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: “Søn, dine synder tilgives dig”. Der var altså ikke tale om direkte medlidenhed med den lamme men om en anerkendelse af dennes hjælperes tro. Men tilgivelsen af den lammes synder helbreder tilsyneladende ikke vedkommende. Det sker igen på indirekte foranledning, da Jesus opdager, at farisæerne sidder og skumler over den frimodighed, hvormed han tilgiver synder. Så siger han til den lamme: “Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!” Det gør han så. Men alt sker på indirekte foranledning.

Herren er her.

Det er den dejligste morgen i hundrede år, og jeg lever!
Gnags

Prædiken til 2. søndag i advent.

Det er en vidundelig lignelse, Jesus fortæller i dagens tekst fra Lukasevangeliet. Efter at have repeteret sin tids gængse forventning om dommens dag, flytter han fuldstændig fokus fra forventningens flimrende tåger og tager udgangspunkt i, hvad han ser lige foran sig:

“Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær”.

Det overraskende er, at Jesus gengiver undergangsvisionen i et nærmest paradisisk billede. Han siger ganske vist, at “når I ser dette ske”, altså undergangen, så skal I vide, at Guds rige er nær. Men alligevel er det som om, at der ikke er sten på sten tilbage af det univers undergangsvisionen overhovedet trivedes i. Figentræet med sin frugt fylder hele billedet.

Da Jesus ifølge Apostlenes gerninger viste sig for Paulus på vejen til Damaskus og lod ham omvende, sagde Jesus samtidig til ham: “Det bliver hårdt at stampe imod brodden”. Det vil sige, at det bliver svært at slippe de feberhede syner om egen og andres undergang eller mulige frelse.

De vanvittige syner om himlens og jordens undergang skal gå i opfyldelse for enhver, der tror på dem. Himmel og jord skal forgå. Alene skal Jesu ord om figentræet og alle de andre træer ikke forgå. Heller ikke skal alle Jesu andre ord forgå og heller ikke skal noget af det, som siden er talt ved helligånden forgå.

Pinseunderet skal ingenlunde forgå og heller ikke omvendelsen af Paulus på vejen til Damaskus. Heller ikke Luthers optræden skal forgå eller Grundtvigs salmer og heller ikke den opmærksomhed, som Grundtvig lod Indien omfatte af i henseende til fuldendensen af den kristne kirkes levnedsløb, skal ingensinde forgå.

I Pupul Jayakars biografi om Krishnamurti kan man læse om, hvordan Krishnamurti havde kontakt med Indiens premiereminister Indira Gandhi, da hun fandt ro i sig selv og besluttede at storme Det (besatte) Gyldne Tempel i Amritsar i den indiske delstat Punjab. Det fremgår af fremstillingen, at hun var afklaret med, at det kunne få en konsekvens på niveau med den som det fik, da hun kort efter blev myrdet af sine egne shikiske livvagter netop fra Punjab. Hvis ikke hun havde handlet, som hun gjorde, havde der eksisteret endnu et “Pakistan”. Indira Gandhi blev frelst ved mødet med Krishnamurti og gik sit matyrium i møde.

Selv om vi ikke ved nøjagtigt hvilke ord, der blev udvekslet mellem Indira Gandhi og Krishnamurti, så er der rige kilder til, hvad man kunne kalde Krishnamurtis forkyndelse. Det er et ord, vi ellers bruger om især en kristen forkyndelse. Men det er også hensigten her at forstå, hvad der ellers med et lidt ubekvemt ord kaldes Krishnamurtis lære, som netop en kristen forkyndelse.

Det er et godt spørgsmål, hvordan et menneske, der egentlig ikke forstår sig selv som kristen, alligevel er i stand til at levere en forkyndelse, som i sit væsen opleves som værende i overenstemmelse med den kristne kirkes overlevering. Det letteste vil være at sige, at det er den heller ikke. Men så synes jeg man går glip af selve forvandlingen.

“Iagttagelse indebærer ingen opsamling af viden, selv om viden åbenlyst er nødvendig på et vist plan: viden som læge, viden som videnskabsmand, viden om historien, om alt hvad det sket. Når det kommer til stykket er det hvad viden er: Information om hvad der er sket. Der er ingen viden om imorgen, kun formodninger om, hvad der kan ske i morgen, baseret på viden om hvad der er sket. Et sind, der iagttager med viden er ude af stand til at følge tankens kvikke bevægelse. Det er kun ved at iagttage uden en skærm af viden, at De begynder at se den hele struktur af Deres egen tænkning. Når De iagttager, som ikke er at fordømme eller acceptere, men blot at se, vil De opdage at tanken ophører. Hvis de blot lejlighedsvis iagttager en enkelt tanke fører det ikke til noget, men hvis De iagttager tankens proces og ikke bliver en iagttager adskilt fra det iagttagne, hvis de ser hele tankens bevægelse uden at acceptere den eller fordømme den, så vil denne iagttagelse i sig selv bringe tanken til ophør, og derfor vil sindet være lidenskabeligt, det vil være i en tilstand af vedvarende forvandling”.
Jiddu Krishnamurti, The Collected Works, Vol. XIII”, 299, (min oversættelse).

Vi klan ikke rykke os selv op ved håret, men ved at kaste et blik på dette kompleks ophører det med at have relevans, og vi tilbydes et nyt indhold. Så længe vi som iagttagere er adskilte fra det iagttagne eksisterer vi i lidelse, men når vi bliver ét med synden, ophører vi med at eksistere med selvbevidsthed og er alene genstand for Guds blik.

Krishnamurti siger det på den måde, at sindet befinder sig i en tilstand af vedvarende forvandling. Det lyder næsten betænkeligt.

Så kunne man mene, at det var mere opbyggeligt at blive taget i skole af Poul Hoffmann, som i Kristeligt Dagblad den 29. november under overskriften ”Mens vi venter på den store advent” besvarede spørgsmålet om Jesu genkomst i en kronik.

Poul Hoffmanns skrifter har en lysende kvalitet, som ikke lader en upåvirket. Men der er også noget bibelsk osteklokke over det, når han absolut vil se Jesu genkomst virkeliggjort bogstaveligt ved mirakler i form af helbredelser og opvækkelse af døde nøjagtig, som da Jesus gik rundt på jorden for 2000 år siden.

Her er det ganske nyttigt at inddrage en prædiken af Ricardt Riis: ”At tro ud i den blå luft” fra samlingen ”Kristne prædikener imod islam”. Her udfoldes nemlig ikke blot en bibelsk men også en historisk anskueliggørelse af, hvad underet er: ”Igennem alle de institutioner, vi har udtænkt, for at give diskussionen iblandt os bedre muligheder, er det den kristne tros ånd eller sprogets ånd, der har gjort sin gerning”.

Hos Riis tales der ganske vist om underet og hos Hoffmann om Jesu genkomst. Hos Riis er det ånden, der virker underet, og hos Hoffmann er det Jesus selv. Men spørgsmålet er, om det giver mening at vente Jesu genkomst så bogstaveligt som Hoffmann gør, eller om en sådan forventning er udtryk for slet ikke at have forstået talen om genkomsten.

Når Paulus kan tale om at møde Herren i luften (1. Tess. 4,17), hvor ved han det så fra om ikke fra sin egen omvendelse, som jo også var en Jesu genkomst. Således bliver begivenheden på vejen til Damaskus et fænomen på linje med pinseunderet i Jerusalem, som var galilæernes version af Jesu genkomst, og ligeledes vil enhver menighed eller ethvert menneske, der kommer til tro erfare sin egen version af Jesu genkomst.

Hvis i forlængelse heraf også den historiske kirke er at forstå som en enhed, skal også denne have sin egen version af Jesu genkomst, som må forventes at kunne være en fællesnævner for alle kristne menigheder. Så det giver virkelig også mening at forvente Jesu genkomst som en historisk begivenhed.

Det er overvældende, at der findes en forestilling om dette forhold indbygget i Grundtvigs udfoldelse af, hvad han kalder den kristne menigheds levnedsløb i det lange kirkehistoriske digt: “Kristenhedens Syvstjerne”. Ikke sådan at Grundtvig gør sig forestillinger om Jesu genkomst, men derved at han udfolder hele kirkens livsløb over et spand af ca. 2000 år. Lidt købmandsregning afslører, at enden på disse 2000 år – regnet fra Jesu fødsel – er vor egen tid! Grundtvig forventede, at den syvende og sidste af syv historiske menigheder, skulle oprinde i Indien.

 

Tro som søvngængeragtig sikkerhed

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis holdt i Kirken i Gyngen på Gallo Skolen den 28. oktober 2012.

I dagens tekst fra Lukasevangeliet fortæller Jesus en lignelse, som lyder sådan her:

»En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.«

Hvis vi læser denne lignelse meget opmærksomt, er der flere ting at lægge mærke til. Når lignelsen for det første handler om et figentræ i en vingård, kan man vel godt tillade sig at spørge om, hvorfor det vokser der? I en vingård skal der vel vokse vinstokke, og figentræer skal vel vokse i en figenplantage. Men sådan er det altså ikke her. Et enkelt træ er åbenbart kommet på afveje og har fået lov til at stå. Men det trives bare ikke – måske fordi det kræver en helt anden slags pleje end de vinstokke, det står iblandt.

Og måske fordi vingårdens ejer ikke har blik for dette forlanger han at få træet hugget om. Men gartneren har derimod en idé om, hvad der er galt, og han går i forbøn for figentræet. Det har sandsynligvis brug for gødning, siger han. Hvis det så ikke hjælper, er der ikke andet at gøre end at hugge det om.

Da der i sommers blev plantet et nyt blommetræ i Gallo Skolens have, var det med strenge ordre fra Johannes om, at vi skulle huske at købe såkaldt Plantestarter til at komme ned omkring træets rødder! Det var vigtigt, ellers ville træet ikke gro. I Plantorama fik vi at vide, at dette plantestarter egentlig bare er kogødning, så det var sikkert lige netop, hvad gartneren i dagens lignelse havde i tankerne.

Hvis vi stadigvæk læser lignelsen meget opmærksomt skal vi ikke glemme, at der også tales om at hugge træet om! Det er dommens dag, der kommer ind i billedet. Den begivenhed, vi i Trosbekendelsen taler om, når vi siger, at Jesus skal komme og dømme levende og døde.

Forestillingen om Dommen er en del af en gammel bibelsk måde at tænke på, og den er knyttet meget nøje sammen med forestillingen om verdens skabelse – og også til noget, som ikke så tit nævnes længere nemlig, at denne af Gud skabte verden har et bestemt tidsrum at eksistere i inden Dommen over den skal afsiges. Dette tidsrum er 6000 år, og i Bibelens måde at regne på, regnes der med at der gik 2000 år fra Adams skabelse til Abraham og derefter igen 2000 år til Jesus blev født som Guds søn.

Siden da er der igen gået 2000 år, og så kommer dommen – eller også er den allerede kommet – og herefter skal Tusindårsriget, som der tales om i Johannes Åbenbaring oprinde, og det skal, som navnet siger, vare i 1000 år. Så er den historie slut, og hvad der kommer herefter er en anden historie.

En af de få, der har haft et nært forhold til denne bibelske måde at tænke på, at verden skal eksistere i 6000 år inden Dommen, er Grundtvig. I Grundtvigs udlægning af denne tanke er der nøje gjort rede for den tid, der er gået siden Kristus – og jeg bliver ikke træt af at gentage remsen, der opregner de syv historiske menigheder, som Grundtvig ser kirkehistorien udfolde sig i: Disse er nemlig den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den danske og endelig den syvende og sidste, som er den indiske, og som er den vi skal beskæftige os med her.

I det seneste par hundrede år har et møde mellen Indien og Vesten fundet sted, og i dettte møde finder vi måske i virkeligheden den Dom, der tales så meget om, og dommen har et navn. Dommen hedder Nirvana.

I mødet mellem evangeliet og nirvana sker der noget helt afgørende, og nirvana forvandler sig til næring for evangeliet. Nirvana er den store tomhed, som selvfølgelig kun er tom for at kunne fyldes, og den fyldes af evangeliet.

Hvis man i religionsvidenskabelig korrekthed vil gøre indsigelser herimod og forsøge at fastholde nirvana ubesmittet som Indiens store erfaring, går man naturligvis glip af denne historie. Men vi andre har lov til at sige: Nirvana er allerede frugsommelig ved evangeliet og venter et barn – eller er barnet allerede født?

I historien om mødet mellem Indien og Vesten optræder mange navne. Men ikke alle er i stand til at matche den kristne tros overvældende tilgivelse og kærlighed til det at være menneske. Men ét er.

Inderen Krishnamurti, der som 14årig i 1909 blev opdaget af Teosofisk Samfund og udset til at være den kommende Verdenslærer, vor tids Messias – og som 20 år senere i 1929 trak sig ud af Teosofisk Samfund for at tale i eget navn.

Alt, hvad Krishnamurti siger, lyder som noget man har hørt før. Men hvis man lytter nøje efter, har man aldrig hørt det sådan før. Krishnamurti har nemlig tilegnet sig hele den europæiske kultur i en legende uskyld, som kommer af, at han bærer nirvana i sig.

I Krishnamurtis tale om Sandheden som et land uden stier er der egentlig ikke tale om andet end et rids af den sokratiske indsigt, at det eneste man kan vide, er, at man intet ved. Men selvfølgelig er det kun som udgangspunkt for at blive klogere, at man må begynde med at konstatere at man intet ved. Det er ikke fordi det intet at vide er en erkendelse i sig selv.

Ligeledes er der i Krishnamurtis afvisning af organiseret religion samtidig med, at han taler om et andet og mere inderligt fællesskab mellem de, som virkelig ønsker at forstå, tale om en genopdagelse af den kristne nadvertanke, som er ganske parrallel til Grundtvigs mageløse opdagelse af samme i 1825. For Grundtvig var der tale om at unddrage sig kirken som institution i en genopdagelse af den levende menighed samlet om dåb og nadver – og der er i princippet tale om det samme hos Krishnamurti, selv om dåb og nadver hos ham er erstattet af samvær og samtale. Hos Krishnamurti er der ingen ritualer men kun fælles Fordybelse.

Man kunne nævne flere eksempler på Krishnamurtis tilegnelse af europæisk kultur. Krishnamurtis ungdomsdigte er præget af Højsangen i Det Gamle Testamente, som han efter sigende skal have kunnet næsten udenad som yngre. Hans tale om selviagtagelse og deraf følgende umiddelbar forvandling synes at have meget fra Shakespeare og moderne litteratur i det hele taget. Hans frimodige opgør med Teosofisk Samfund – som så ham som Messias – skylder han givetvis sit møde med andre unge i Californien i 1920´erne. Det selvberoende amerikanske menneske, som vi møder i Walt Whitmans digtning findes jo, og Krishnamurti mødte det. Han konfronterede et kvælende overgreb på sin egen person så let, som rystede han håret væk fra panden – og det, der slår én ved at studere Krishnamurtis tilegnelse af så at sige alle Vestens lyksaligheder er, at det sker med søvngængeragtig sikkerhed!

Søvngængeragtig sikkerhed.

Det udtryk stødte jeg på igen i en prædiken, som er skrevet på baggrund af begivenhederne den 11. september fo nu 11 år siden. Den dag to kaprede fly fløj ind i to skyskrabere i New York og et tredie ramte Det Amerikanske Forsvarsministerium i Washington. Se her.

Det var også et fjerde kapret fly, og det er det, vi befinder os i her.

Man ved, at nogle af passagererne i dette kaprede fly havde lejlighed til at tale i mobiltelefon med deres pårørende i så lang tid som op til tyve minutter. Én talte med sin kone og en anden, der ikke kunne få fat i sin kone talte i stedet med en omstillingsdame i den tid han havde til rådighed.

I disse samtaler gik det langsomt op for passagererne i det fjerde kaprede fly, at også deres eget fly var udset til at være et levende missil – og det var her de besluttede at overmande gidseltagerne med fare for deres eget liv. Det gik også sadan, at flyet efter en zig-zaggende kurs styrtede ned og alle ombordværende blev dræbt.

Det er højdramatiske tyve minutter der er tale om, hvor den af de to nævnte, der talte med sin kone, spurgte hende, om det ville være rigtigt af ham at angribe gidseltagerne. Det har ikke været nogen let beslutning for hende, men hun gav ham lov. Du må gøre det, sagde hun til ham. Da hun mindede ham om, at han var ubevæbnet svarede han humoristisk, at han da stadig havde plastickniven fra morgenmåltidet.

Den anden, som talte med en omstillingsdame, afbrød ikke opkaldet, da de havde afsluttet samtalen, med bad hende om at bevare forbindelsen. Hun hørte som det sidste fra ham, at han sagde “Let´s roll”. Hans kone sagde senere, at det netop var det, han plejede at sige, når bilen var pakket om søndagen og hele familien var klar til at tage på tur. Det var altså med en helt dagligdags bemærkning, han gik sin skæbne i møde.

Den fine iagttagelse i den prædiken, jeg gengiver fra er, at på tyve minutter voksede passagererne i det fjerde fly til at være martyrer. De vidste ikke, de skulle være det, men pludselig var det lagt til rette for dem at blive det.

I Efeserbrevet kapitel 2 står der en sætning, som giver mening her:

“For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i”.

Gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os.

Evangeliet er, at der ikke er noget bud, vi skal overholde, men at der er lagt gerninger til rette for os, som vi med søvngængeragtig sikkerhed skal vandre i.

Amen.

At ønske sig et akvarium – Pinseprædiken

I fortællingen om Jesu himmelfart er der en oplysning, som også har betydning for forståelsen af historien om pinseunderet i Jerusalem. Det er en oplysning, der gives indirekte af de to mænd i hvide klæder, som henvender sig til skaren umiddelbart efter, at Jesus er forsvundet i en sky. Da de henvender sig til de forsamlede, siger de: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som blev taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.” Den oplysning, der gives indirekte er, at alle de forsamlede er galilæere. De stammer fra Jesu hjemegn i det nordlige Israel.

De to mænd i hvide klæder, som i ældre oversættelser kaldes engle, tiltaler ikke skaren hverken som jøder eller som Jesu disciple. Skaren identificeres af dette himmelske blik i kraft af sit særlige tilhørsforhold til en ganske bestemt egn. Det den loves er, at Jesus skal vende tilbage i ligeså genkendelig skikkelse, som de har set ham forsvinde i. Det vil sige, at han skal komme igen i en skikkelse, som det er muligt at have det samme inderlige forhold til. Det er dette, der sker allerede ved Åndens udgydelse ved pinseunderet kort efter i Jerusalem.

Her genkender disciplene den ånd, der optræder, som netop Jesu ånd. Igen får vi en indirekte meddelelse om de forsamledes herkomst. De omkringstående, der oplever disciplene tale på alle mulige sprog, siger nemlig: “Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere, og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem alle tale om Guds storværker på vore egne tungemål.” Igen gives oplysningen, at alle af Ånden berørte er galilæere.

Det særlige ved at være galilæer i denne sammenhæng er, at disse galilæere har en fortid sammen med Jesus. De har levet sammen med ham, og de har set set ham blive korsfæstet og dø. De har oplevet ham rejse sig fra graven og færdes sammen med dem igen, og de har været vidner til hans optagelse til himlen. Alligevel er hele historien dem gådefuld. De har ikke andet at holde sig til end det løfte om hans genkomst, de blev givet efter hans optagelse til himlen. Vi må forestille os, at disciplenes bøn efter Jesu himmelfart alene har haft dette fokus. Vi må forestille os, at der sker noget i disciplenes bøn på pinsedagen: At den forvandler sig fra at have være en fortvivlet længsel efter at se Jesus igen til at være en glædelig forventning om det samme. I det øjeblik var Jesus der allerede igen i skikkelse af sin ånd. Nu kunne disciplene se ham igen! Ikke over alt på én gang men i det vindstød, der i det samme rørte jorden. Sådan er det at være galilæer i denne sammenhæng.

At ønske sig et akvarium med sumpskildpader og kampfisk.
Søpapegøje og kaskelot.
Forglemmigej og kvækerfinke.
Kejserkrone og kongelys.
Stenbiderrogn og floddelfin.
Træskonæb og næbdyr.
Vaskebjørn og bjørneklo.
Piratfisk og hundestejle.
Hundehvalp og kattekilling.
En lillebitte islandsk hest.
Klimaforandringer og Jesu genkomst.

Salme: https://kirkenigyngen.net/2010/07/10/altid-lod-jeg-herren-skue/

En uomgængelig vækst

Ved dannelsen af en ny regering efter det seneste valg til folketinget skete der noget i høj grad overraskende og for den danske folkekirke betydningsfuldt i det forhold, at en hindu, der har ladet sig døbe som voksen, blev udnævnt til kirkeminister. Når man er kommet sig over overraskelsen er det oplagt at besinde sig på Grundtvigs forventning om et møde mellem hinduismen og evangeliet som den højest mulige udfoldelse af det kristne budskab. Profetien findes i den store digtkreds “Kristenheden Syvstjerne”, som er en udfoldelse af, hvad Grundtvig kalder den kristne menighed levnedsløb. Grundtvig forestiller sig, at der har eksisteret syv historiske kristne kirker, siden Kristus efter sin opstandelse selv stiftede kirken. Disse menigheder har i historisk rækkefølge været den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den sidste som skulle være den indiske.

Det forholder sig sådan med disse menigheder ifølge Grundtvigs historiesyn, at der igennem de første fire menigheder skulle have været tale om et fald i menighedens fokus på evangeliet. Forkyndelsen blev svagere og svagere, fordi kristendommen i både den hebræiske, græske og latinske tid bredte sig i kulturer, der allerede havde haft deres blomstringstid og nu var befandt sig i deres alderdom. Først da der fra den latinske menigheds side fandt en mission sted på de britiske øer, mødte kristendommen en kultur, som stod i sin ungdom. Ganske vist havde den unge engelske kirke endnu mindre sans for selve evangeliet end de allerede hensygnende gamle kirker. Men den var stærk, og derfor blomstrede kirken igen, og i de efterfølgende historiske menigeder i Tyskland og Danmark genvandt menighederne igen et mere bevidst fokus på selve evangeliet.

En opfyldelse af Grundtvigs spådom om den indiske menighed kunne være Gandhi og ikke-voldsbevægelsen. Gandhi sagde: “Jeg er hindu, jeg er kristen, jeg er muslim”, og det peger jo på en helt ny måde at tro på. Men det er at gøre vold på sproget. Det at være kristen er aldrig kun at være én ting men to ting: f. eks. jødekristen eller hedningekristen. Det at være kristen er en forvandling af det jødiske eller det hedenske. Det lader ikke det jødiske eller hedenske bestå i sin egenart. Så derfor kan man ikke som kristen sige, at man også både er hindu og muslim. Så nogen virkeliggørelse af profetien finder vi ikke her. Anderledes er det i det små i det forhold, at Manu Sareen er blevet kirkeminister. Her kunne det godt være helligånden, der har spillet verdenshistorien et lille puds. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle. Ingen indfødt kirkeminister ville have nosset sig sammen til en så fuldt forløst virkeliggørelse af forslaget som Manu Sareen som udefrakommende har kunnet.

Tillykke til de homoseksuelle og tillykke til kirken! Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en gave til kirken, fordi det skærper forståelsen af, at troen ikke er bundet hverken til traditionen eller til skriften men til ånden. Imod en sådan anerkendelse har man brugt skabelsensberetningens ordlyd: “i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” idet man har forstået præciseringen af at være skabt i Guds billede og at være skabt som mand og kvinde som to måder at sige det samme på. Men der er tale om to forskellige ting nemlig gudbilledligheden og skabelsesordningen, og her gælder det, at kærligheden er bundet til gudbilledligheden og selve skabelsesordningen en sekundær omstændighed. Til illustration af forskellen mellem gudbilledlighed og skabelsesorden findes en sætning af William Blake: “Jeg ser ikke med mit øje men gennem det”. Således elsker vi heller ikke som kristne med vores køn men gennem det.

Men når der er grund til at glæde sig over udsigten til en kirkelig anerkendelse af det homoseksuelle ægteskab, er det ikke alene på grund af denne anerkendelse i sig selv. Det er også fordi det homoseksuelle ægteskab er et billede på, hvad det vil sige at være kristen i dag. For at forstå det, må man forstå, at der i det homoseksuelle forhold findes nøjagtig den samme kærlighed som i det heteroseksuelle forhold. De har nemlig gudbilledligheden til fælles. Når dette er et billede på, hvad det vil sige at være kristen på genkomstens betingelse, er det fordi det fænomen, der vil repræsentere Kristi genkomst netop også i mange henseender vil være forskelligt fra den kristne overlevering. Hvis vi ikke kan se, at det homoseksuelle ægteskab er identisk med det heteroseksuelle ægteskab, hvordan skal vi så kunne genkende Kristus, når han kommer i en helt anden skikkelse, end vi har lært ham at kende i?

I mit eget tilfælde hænger det sådan sammen, at da jeg stiftede bekendtskab med inderen Krishnamurti var det som at træde ind i det nye testamente. Her mødte jeg evangeliet igen. Jeg husker nøjagtig det øjeblik, da jeg mødte evangeliet første gang i forbindelse med læsningen af Matthæusevangeliet, og jeg husker nøjagtig det øjeblik, jeg mødte det anden gang i forbindelse med en samtale om Krishnamurti. Jeg har mødt evangeliet to gange, og det mærkelige er, at Krishnamurti ikke vedkender sig den kristne tradition. Det er min egen overbevisning, at han alligevel er dybt afhængig heraf – men at denne afhængighed blot ikke interesserer ham! Han har ingen bevidsthed om den. Men derfor kan vi andre godt have det. Jeg kan kun anbefale at gå denne omvej i anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab. Ligesom evangeliet optræder uforkortet hos Krishnamurti, optræder kærligheden uforkortet i det homoseksuelle ægteskab.

Det vil måske vise sig, at være med kirkens uforbeholdne anerkendelse af homoseksuelle, som det var med romerkirkens mission på de britiske øer. Det kan gå sådan, at kirken tilføres afgørende ny energi fra en gruppe mennesker, som hidtil har været mere eller mindre udstødte. Det almindelige har brug for det anderledes, ligesom det anderledes har brug for det almindelige. Det anderledes genføder det almindelige, og det almindelige beskytter det anderledes. Det anderledes er et andet ord for det ukendte, som hos Krishnamurti er gennemgangsleddet til sand væren. Et andet ord for det anderledes eller det ukendte i denne betydning kunne være ordet åbenbaring. Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en åbenbaring for kirken virkeliggjort ikke alene på grund af tidsånden men også et udtryk for en uomgængelig vækst i den kristne menigheds samliv med Herren selv.

Salme her.

Døden som velgerning

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis 2011.

I dette efterår er der for mig sket det, at jeg er flyttet. Jeg er flyttet tilbage fra kolonihaven; men jeg er også flyttet sammen med min kæreste. Vi har fået skilt på døren, og mit skrivebord har fået selskab af hendes klaver. Min kat har lagt sig i hendes skød. Jeg vil anvende ordet ‘at flytte’ ved siden af ordet ‘at omvende sig’. At omvende sig angiver at skifte sind, hvorimod at flytte angiver at skifte bopæl. Forskellen er, at forandringen i det første tilfælde sker i det indre og i det andet i det ydre. Det indre går forud for det ydre, men det ydre følger efter det indre. Det første Jesus siger, da han træder frem som forkynder hos Markus er ordene “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” Det kan lyde som om, at det at omvende sig og det at tro på evangeliet to måder at sige det samme på, men det er det ikke. At omvende sig er at forelske sig. At tro er at flytte.

Fortællingen i Anden Kongebog om aramæerkongens hærfører Na’aman er et godt eksempel på denne forskel mellem det første og det andet skridt. Den respekterede hærfører er blevet syg, og der er ingen umiddelbar udsigt til helbredelse for den alvorlige sygdom. Men hans kone har en tjenestepige, om hvem vi hører, at aramæerne engang havde bortført hende under et indfald i Israel. Nu er hun åbenbart faldet så godt til i sin påtvungne eksil, at hun nærer omsorg for sin nye herre. Nu siger hun: “Gid min herre kunne komme til profeten i Samaria. Han skulle nok befri ham for hans spedalskhed!” Selv om den israelske pige, som her optræder uden navn, er blevet bortført, og slet ikke har ønsket at være slave hos aramæerne, har hun valgt at lade sig flytte. Hun har valgt at tro. Nu er det denne tro, der er virksom i forhold til hendes nye herre, aramæeren Na’aman, som er blevet syg.

Det er profeten Elisa, hvorom der er tale, og den aramæiske hærfører er ikke sen til at følge et godt råd, og han drager afsted belæsset med gaver til profeten som betaling for den forventede helbredelse. Gaver som betaling, sagde jeg. Men sådan opfører den syge hærfører sig. Halvhjertet. Det viser sig også, at da profeten befaler ham at bade syv gange i den beskedne Jordanflod, afviser han det som latterligt, for de har større og dejligere floder derhjemme. Hvorfor skulle han lade sig dirigere til at opføre sig fjollet, fordi han er syg. Men hans tjenere har mere respekt for Elisas mærkelige påbud, og de overtaler deres herre til at give sig ind under lægens autoritet og følge hans råd fuld ud. Da han gør det, bliver han rask. Derefter vender Na’aman tilbage til Elisa ikke bare for at sige tak men også for at bekende sin tro. Sin gave kommer han også af med, men nu er det ikke som betaling til Elisa. Nu er det som gave til Gud.

Tro er ikke alene noget indre men også noget ydre. Tro er adfærd. Det er som Paulus skriver i brevet til efeserne at iføre sig Guds fulde rustning. Sandhed er et bælte om lænden og retfærdighed er en brynje. Villighed til at forkynde evangeliet er sko på fødderne, og troen er et skjold. Frelsen er en hjelm, og den hellige ånd er et sværd. Således udrustet skal vi bekæmpe det onde i enhver synlig og usynlig skikkelse. Vi skal ikke granske vore hjerter og nyrer. Vi skal arbejde og bede, være foretagsomme. Vi prædiker ikke ikke-vold. Vi prædiker at skabe Guds menighed som Gud skabte verden ved at skabe liv. Ikke-vold skubber volden ind under gulvtæppet, og der bliver en vold. Skabelse udfolder kraften, så vi har noget at være fælles om. Vi mennesker har intet overhovedet tilfælles uden det vi skaber sammen. Men det, vi skaber sammen er vores rustning. I det er vort sværd og vor hjelm, vort skjold og vore sko på fødderne. Deri er vi usårlige, og deri ligger vor styrke.

Der blevet spurgt, om vi som forskellige kristne i verden overhovedet kan genkende hinanden. Svaret på det spørgsmål er, at det kan vi kun, hvis vi skaber noget sammen, for kun i det, som vi har skabt sammen, kan vi genkende hinanden. Vi kan være nok så forskellige, og det er vi, men skaber vi noget sammen, genkender vi og kender vi hinanden. Men at skabe noget sammen med andre kræver, at man giver slip på sine fordomme både om andre og om sig selv. I historien om den kirkelige embedsmand, hvis kirke ligger syg i Kapernaum, hører vi om et menneske, der er i stand til at give slip på sine fordomme om sig selv. Han tilhører uden tvivl det bedre borgerskab – og nu beder han Jesus om hjælp! Jesus selv er smækfuld af fordomme, og da den fremmede beder om hjælp til sin syge søn, oplever han det bare som en ønske om at se et mirakel, og først da faderen siger “Skynd dig! inden min søn dør”, sker der et gennembrud, og Jesus svarer ham: “Gå hjem! din søn lever”.

Vi har fordomme om alt, også om døden. Hvorfra ved vi, hvad døden er, og hvorfor frygter vi den? Hos Krishnamurti møder vi en opfattelse af døden som kendsgerning også eller måske især i andre sammenhænge end den sammenhæng døden optræder i i forbindelse med alder og sygdom eller ulykke. Døden er i virkeligheden noget andet, end det vi møder i disse sammenhænge. At være i kontakt med døden er forbundet med fordommes og vrangforestillingers ophør. Døden er venligheden selv, som kommer og tømmer én som den skraldespand man er. Fuld af forestillinger om egen fortræffelighed eller usselhed i henseende til alle de sammenhænge, vi indgår i. Døden tager det hele væk, og vi står nøgne tilbage i de Gudskabte relationer til familie og venner, hunde og katte, vind og vejr. Den egentlige lidelse og død er altså mærkeligt nok i virkeligheden en stedfortrædende lidelse og død. Det har vi hørt før. Men tænk sig, vi skulle høre det igen og påny.

Vi skulle høre det påny fra et menneske som tilsyneladende ikke har denne tanke fra den kristne forkyndelse. Men det har han nu nok alligevel. Det specielle ved Krishnamurti, er hans overordenlige modtagelighed. Krishnamurti har tilegnet sig oplevelsen af Jesu stedfortrædende lidelse og død uden egentlig at opdage, at der fandt en tilegnelse af en bestemt tradition sted. For Krishnamurti er det egentlig bare sådan, det er. Finanstilsynet kommer på besøg og gennemgår regnskabet og finder alt i skønneste orden. Kirken har ikke blot i sandhed forkyndt evangeliet. Den har også forkyndt evangeliets sandhed. Evangeliets sandhed har ladet sig udkrystallisere. Jeg har via Krishnamurti talt om døden som venligheden selv, og det kan dårligt opleves som andet end krænkende for den almindelige livsopfattelse. Men ifølge evangeliet er den død, som er den vigtigste for os, ikke vor egen død eller vore nærmestes død, men den død, som er en velgerning, fordi den er Jesu død.

Salme her.

Den nye jord

Prædiken til 11. søndag efter Trinitatis 2011.

I min lille verden er der i sommerens løb sket det sørgelige, at min kat er blevet væk. En aften kom den ikke hjem som den plejede og heller ikke dagen efter eller den næste igen. Hver eneste dag har jeg ventet at se den komme tilbage. Jeg har holdt øje med om det så ud til at den kunne have ligget i sengen, gået på bordet eller siddet på sin plads i vindueskarmen. Der var én, der sagde til mig, at jeg skulle bede Gud om hjælp. Gud kan gøre meget, sagde hun – og en dag, da jeg samlede fjernbetjeningen til fjernsynet op fra gulvet fik jeg en følelse af, at katten havde været der og siddet netop dér på sin plads i vindueskarmen og derved skubbet fjernbetjeningen ned, hvis jeg havde lagt den der.

Følelsen var så livagtig, at jeg ikke har kunnet løsrive mig fra den, selv om jeg med min fornuft godt kan sige mig selv, at det nok ikke er sket sådan. Måske er oplevelsen af Jesu opstandelse en oplevelse af samme slags – og det at være kristen at have blik for betydningen af en sådan oplevelse og have blik for, at den er både glædelig og virkelig. Min indre oplevelse af at se min kat sidde i vinduet igen bliver en prisme eller et øje, hvorigennem jeg på ny oplever verden. Det er som om hele mit liv med katten – og alt, hvad jeg har forbundet med det – ikke bare er fortid men også nutid og fremtid. Det er som om, hvert øjeblik, jeg nogensinde har oplevet kærlighed, står og venter på mig lige om hjørnet.

Når Paulus taler om Jesu opstandelse, remser han op, at først blev den opstandne set af den og den, og så af så og så mange på én gang, og til sidst blev han også set af ham selv, som i sammenligning med de andre er et misfoster, som der står i den nye oversættelse, eller et ufuldbårent foster, som der står i den gamle, eller måske snarere et foster udenfor livmoderen – for han var jo ikke selv discipel! Fordi han ikke var fortrolig med Jesus i forvejen, så han ikke – som dem, der var dét – den opstandne i skikkelse af Jesus af Nazaret. Han så noget, men han måtte selv slutte sig til, hvem det var; og derved deler han skæbne med alle os andre, som heller ikke har oplevet Jesus gå omkring i kød og blod.

Kunsten at prædike består i at få tekstrækkens tre tekster til at sige noget i en nutidig situation. Jeg har brugt min egen lille ulykkelige situation som billede på alle mulige former for tab og det at miste – og jeg har nævnt den mulighed, at enhver kan bringe sin sag frem for Gud, for “han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles”, som der står i dagens tekst fra Jobs bog. Jeg har også været omkring Paulus´første brev til Korintherne, hvor han fortæller om forskellige tilgange til det at se den opstandne Kristus. Det væsentlige her er, at det er ens egen udsatte position, der er udgangspunkt i enhver henvendelse til Gud. Ingen bliver hjulpet ved som farisæeren i evangelieteksten til i dag at fortælle, hvad han har gjort af godt. Kun i det felt, hvor man ikke slog til, findes det stof, som en bøn er gjort af.

Jeg har valgt også at bringe en anden tekst i spil udover dem, som er foreskrevet i den danske folkekirkes liturgi. I folkekirkens liturgi anvendes der ifølge traditionen foruden den evangelietekst, der prædikes over også en såkaldt episteltekst, ofte af Paulus, og siden 1992 har man i den danske folkekirke også læst en tekst fra det gamle testamente hver søndag. Til disse tre har jeg valgt at føje en tekst af Krishnamurti, der levede i 90 år fra 1895 til 1986. Teksten er tilfældigt valgt som teksten til idag den 3. september fra en bog med et stykke af Krishnamurti til hver dag. Se her. Når jeg har valgt at føje en tekst af Krishnamurti til de allerede eksisterende, skyldes det ikke, at der hos Krishnamurti føjes noget til forkyndelsen af evangeliet, som ikke er der i forvejen. Alle de tilgange til menneskelivet, som vi finder hos Krishnamurti, kender vi allerede fra Indien og Israel eller fra det moderne liv.

Men det specielle ved Krishnamurti er, at alle de tanker, som i tidens løb er vokset frem og har blandet sig med hinanden under store vanskeligheder og med mange omkostninger til følge – disse tanker og følelser synes hos Krishnamurti at folde sig ud med hidtil uset lethed. Langt fra at forkaste traditionen ved mødet med Krishnamurti skal vi tværtimod genopdage den med ny skønsomhed. Krishnamurti er den omstændighed, der gør, at alt det, vi har elsket, nu folder sig ud i en målestok hinsides det, vi er vant til og kendt med. Det findes der et fint udtryk for i en lignelse, som vi kender fra den oldkirkelige teolog Irænæus, som levede fra 130 til 200 efter Kristus. Det er en lignelse, som Irenæus selv har fået fortalt af Papias, som har den fra Polykarp, som har den fra Jesu discipel Johannes, som igen ifølge Irenæus har den fra Jesus selv.

Lignelsen lyder således: “Der skal komme dage, hvor hver vinstok har 10.000 grene og hver gren 10.000 ranker, og hver ranke har 10.000 klaser og hver klase 10.000 druer, og af hver klase skal der presses femogtyve kander vin. Når nogen griber om en klase, så råber den anden klase: “Jeg er bedre, tag mig, velsign Herren med mig”. På samme måde skal et hvedekorn give 10.000 aks og hvert aks skal have 10.000 kerner og hver kerne give ti pund rent mel. Det skal forholde sig på samme måde med de andre former for frugt og urter, og alle dyr skal have deres føde af jorden og leve i fred og fordragelighed indbyrdes og tjene menneskene i lydighed”. Her er der altså tale om en lignelse af Jesus, som er overleveret udenom det nye testamente. I Johannesevangeliet siger Jesus, som bekendt: “Jeg er vintræet, I er grenene”. Men Krishnamurti er jordbunden.

 

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...