Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

En uomgængelig vækst

Ved dannelsen af en ny regering efter det seneste valg til folketinget skete der noget i høj grad overraskende og for den danske folkekirke betydningsfuldt i det forhold, at en hindu, der har ladet sig døbe som voksen, blev udnævnt til kirkeminister. Når man er kommet sig over overraskelsen er det oplagt at besinde sig på Grundtvigs forventning om et møde mellem hinduismen og evangeliet som den højest mulige udfoldelse af det kristne budskab. Profetien findes i den store digtkreds “Kristenheden Syvstjerne”, som er en udfoldelse af, hvad Grundtvig kalder den kristne menighed levnedsløb. Grundtvig forestiller sig, at der har eksisteret syv historiske kristne kirker, siden Kristus efter sin opstandelse selv stiftede kirken. Disse menigheder har i historisk rækkefølge været den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den sidste som skulle være den indiske.

Det forholder sig sådan med disse menigheder ifølge Grundtvigs historiesyn, at der igennem de første fire menigheder skulle have været tale om et fald i menighedens fokus på evangeliet. Forkyndelsen blev svagere og svagere, fordi kristendommen i både den hebræiske, græske og latinske tid bredte sig i kulturer, der allerede havde haft deres blomstringstid og nu var befandt sig i deres alderdom. Først da der fra den latinske menigheds side fandt en mission sted på de britiske øer, mødte kristendommen en kultur, som stod i sin ungdom. Ganske vist havde den unge engelske kirke endnu mindre sans for selve evangeliet end de allerede hensygnende gamle kirker. Men den var stærk, og derfor blomstrede kirken igen, og i de efterfølgende historiske menigeder i Tyskland og Danmark genvandt menighederne igen et mere bevidst fokus på selve evangeliet.

En opfyldelse af Grundtvigs spådom om den indiske menighed kunne være Gandhi og ikke-voldsbevægelsen. Gandhi sagde: “Jeg er hindu, jeg er kristen, jeg er muslim”, og det peger jo på en helt ny måde at tro på. Men det er at gøre vold på sproget. Det at være kristen er aldrig kun at være én ting men to ting: f. eks. jødekristen eller hedningekristen. Det at være kristen er en forvandling af det jødiske eller det hedenske. Det lader ikke det jødiske eller hedenske bestå i sin egenart. Så derfor kan man ikke som kristen sige, at man også både er hindu og muslim. Så nogen virkeliggørelse af profetien finder vi ikke her. Anderledes er det i det små i det forhold, at Manu Sareen er blevet kirkeminister. Her kunne det godt være helligånden, der har spillet verdenshistorien et lille puds. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle. Ingen indfødt kirkeminister ville have nosset sig sammen til en så fuldt forløst virkeliggørelse af forslaget som Manu Sareen som udefrakommende har kunnet.

Tillykke til de homoseksuelle og tillykke til kirken! Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en gave til kirken, fordi det skærper forståelsen af, at troen ikke er bundet hverken til traditionen eller til skriften men til ånden. Imod en sådan anerkendelse har man brugt skabelsensberetningens ordlyd: “i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” idet man har forstået præciseringen af at være skabt i Guds billede og at være skabt som mand og kvinde som to måder at sige det samme på. Men der er tale om to forskellige ting nemlig gudbilledligheden og skabelsesordningen, og her gælder det, at kærligheden er bundet til gudbilledligheden og selve skabelsesordningen en sekundær omstændighed. Til illustration af forskellen mellem gudbilledlighed og skabelsesorden findes en sætning af William Blake: “Jeg ser ikke med mit øje men gennem det”. Således elsker vi heller ikke som kristne med vores køn men gennem det.

Men når der er grund til at glæde sig over udsigten til en kirkelig anerkendelse af det homoseksuelle ægteskab, er det ikke alene på grund af denne anerkendelse i sig selv. Det er også fordi det homoseksuelle ægteskab er et billede på, hvad det vil sige at være kristen i dag. For at forstå det, må man forstå, at der i det homoseksuelle forhold findes nøjagtig den samme kærlighed som i det heteroseksuelle forhold. De har nemlig gudbilledligheden til fælles. Når dette er et billede på, hvad det vil sige at være kristen på genkomstens betingelse, er det fordi det fænomen, der vil repræsentere Kristi genkomst netop også i mange henseender vil være forskelligt fra den kristne overlevering. Hvis vi ikke kan se, at det homoseksuelle ægteskab er identisk med det heteroseksuelle ægteskab, hvordan skal vi så kunne genkende Kristus, når han kommer i en helt anden skikkelse, end vi har lært ham at kende i?

I mit eget tilfælde hænger det sådan sammen, at da jeg stiftede bekendtskab med inderen Krishnamurti var det som at træde ind i det nye testamente. Her mødte jeg evangeliet igen. Jeg husker nøjagtig det øjeblik, da jeg mødte evangeliet første gang i forbindelse med læsningen af Matthæusevangeliet, og jeg husker nøjagtig det øjeblik, jeg mødte det anden gang i forbindelse med en samtale om Krishnamurti. Jeg har mødt evangeliet to gange, og det mærkelige er, at Krishnamurti ikke vedkender sig den kristne tradition. Det er min egen overbevisning, at han alligevel er dybt afhængig heraf – men at denne afhængighed blot ikke interesserer ham! Han har ingen bevidsthed om den. Men derfor kan vi andre godt have det. Jeg kan kun anbefale at gå denne omvej i anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab. Ligesom evangeliet optræder uforkortet hos Krishnamurti, optræder kærligheden uforkortet i det homoseksuelle ægteskab.

Det vil måske vise sig, at være med kirkens uforbeholdne anerkendelse af homoseksuelle, som det var med romerkirkens mission på de britiske øer. Det kan gå sådan, at kirken tilføres afgørende ny energi fra en gruppe mennesker, som hidtil har været mere eller mindre udstødte. Det almindelige har brug for det anderledes, ligesom det anderledes har brug for det almindelige. Det anderledes genføder det almindelige, og det almindelige beskytter det anderledes. Det anderledes er et andet ord for det ukendte, som hos Krishnamurti er gennemgangsleddet til sand væren. Et andet ord for det anderledes eller det ukendte i denne betydning kunne være ordet åbenbaring. Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en åbenbaring for kirken virkeliggjort ikke alene på grund af tidsånden men også et udtryk for en uomgængelig vækst i den kristne menigheds samliv med Herren selv.

Salme her.

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...

%d bloggers like this: