I dagens citat får Krishnamurti spørgsmålet om, hvad man kan gøre for at forstå hans budskab til bunds. Det svarer han ikke gerne på, for han har slet ikke noget budskab i den forstand! Ikke i den forstand som Gitaen eller andre ligegyldige bøger har det. Krishnamurti understreger, at hans eneste funktion er at være et spejl – i det spejl kan du og jeg blive opmærksomme på den sorg, vi bærer på, den angst der martrer os, vor ensomhed og depression.

Det handler om denne kunst at lytte, kunsten at se, kunsten at lære. I hver enkelt af os står hele menneskehedens historie at læse.

Ikke Krishnamurtis konklusion men selve hans refleksion er budskabet, fordi den fremkalder et indre landskab i den, der lytter med. Et landskab, der ikke er præget af blokeringer og fordømmelser. Det åbne indre landskab, som støder op til andre indre landskaber og skaber et ydre. Har vi således et fælles ydre, helligt rum, som ikke er præget af konflikt? Vi har hver vore smertens katedraler. I landskabet imellem dem optager den ene flod den anden i sig.

Et barn er født i Betlehem
til glæde for Jerusalem.
Nu er der fred på vores jord
i øst og vest og syd og nord.

Nu er der fred i alle sind,
i staldens lys kom hyrder ind.
Her så de barnet ligge svøbt
i krybben allerede døbt.

Nu døbes skal med juledåb
enhver, som giver barnet håb.
Han selv med tro og kærlighed
er steget til de mindste ned.

Så tro og håb og kærlighed
er nu en sand treenighed.
Sig folder himlens vinger ud
og stiger lige op til Gud.

Nu er der fred på vores jord
i øst og vest og syd og nord.
Et barn er født i Betlehem
som var det i Jerusalem.

Se engelsk version her.
Se nodeark her.

Således vil jeg favne
og elske dig i nat;
du er blandt alle navne
Marie min og skat.
Mig Jesus vil berede
med jubel og med sang
og anger til at bede
i vores himmelseng.

Dit Zion svinger palmer
i solskin og i regn;
du synger mine salmer
alt under korsets tegn.
Mit hjerte dig til ære
skal tændes som et træ,
og julelys skal være
tændt i dit øjes læ.

Jeg kan fra stalden høre,
fordi her er så lydt,
en gråd ind i mit øre,
fordi et barn er født.
Jeg ligger i min køje
og holder næsen kold,
da tåren i mit øje
mig giver Gud i vold.

Hør melodi her.

I dagens citat spørger Krishnsmurti om, hvad det vil sige at dø. Alternativet er at fortsætte. At dø eller fortsætte. Det er spørgsmålet. Det er også evangeliets spørgsmål. At tage imod sine synders forladelse og døden i Kristi skikkelse eller at forblive i synden og dø i synden. Krishnamurti taler rent og purt om det kristelige – uden selv at identificere sin tale som kristelig. Det troens spring kan alene den kristent bestemte tilhører selv foretage.

Krishnamurti accepterer ikke disciple. Ingen skal tro på det, han siger, uden selv at genkende det som sandhed. Men kun den kan genkende det som sandhed, som kender evangeliets sandhed. Ingen kan udfra sig selv erklære sig enig med Krishnamurti.

Krishnamurti kommenterer også her den asiatiske forestilling om reinkarnartion, som han nedsættende kalder ganske bekvem! Den lider nemlig af den skavank, at den adskiller årsag og virkning. En god gerning i dette liv hævdes at give belønning i det næste. Men hvis man handler rigtigt uden egoisme, bringer det øjeblikkelig sin egen godhed med sig.

Jeg er begejstret for modtageren af Aarhus Universitets Global Dialogue Prize 2010, den iranske filosof Daryush Shayegan. Han får mig til at tænke på mit eget speciale fra år 2000, som bygger på en forståelse af moderniteten, som ligner den af Daryush Shaygean fremførte. Hvor denne imidlertid taler om et større antal identiteter, som har til huse i det moderne menneske, holder jeg mig i det nævnte arbejde til det mindre antal, som definerer den moderne kristne.

En sådan bestemmelse af moderne kristendom ligger naturligvis i forlængelse af et tilsvarende blik for sagen historisk set. Jeg tænker her på Grundtvigs historiesyn, som det ligger udfoldet i Kristenhedens Syvstjerne. Heri bestemmes den kristne menighed historisk som bestående af syv forskellige folkemenigheder, dvs. syv forskellige kristne identiteter, som til dels sameksisterer, men som også afløser hinanden som kristendommens vækstpunkt.

Det er en kæde af menigheder, hvis historiske rækkefølge og geografiske udbredelse er: den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske og den nordiske menighed og endelig den indiske menighed – som skal være den sidste i den kristne menigheds historie, og som på Grundtvigs tid endnu er fremtid.

Det er den ikke nødvendigvis længere, og jeg har identificeret den med en treenighed bestående af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986), den bibelske rastafarireligion fra Jamaica og den iranske verdensreligion bahai. Disse tre messiasbetonede tildragelser udgør i min walkabout en fader, søn og helligånd-konstellation, som tilsammen definerer moderne kristendom. Forskellene dem imellem afspejler forskellene mellem treenighedens tre personer, og fællesnævneren for dem er Jesu genkomst.

Her foreligger Herrens ord
som sagt for længe siden
ved Herrens bad og Herrens bord
og ned igennem tiden.

Så kan enhver, der selv har lyst,
og til det måtte trænge,
det høre i sit eget bryst
i dagligdag og gænge.

Det er så let at lytte til,
som bølgerne ved havet,
og glammer, når det gerne vil,
hvor hunden er begravet.

Det er en glæde, at vi må
med vore hænder samle
en bøn, hvor de i skødet lå,
og bede med de gamle.

Så beder vi i Jesu navn
foroven og forneden,
Gud, dig til ære, os til gavn
og først og sidst i Eden.

Hør salmen her.