I dagens citat får Krishnamurti spørgsmålet om, hvad man kan gøre for at forstå hans budskab til bunds. Det svarer han ikke gerne på, for han har slet ikke noget budskab i den forstand! Ikke i den forstand som Gitaen eller andre ligegyldige bøger har det. Krishnamurti understreger, at hans eneste funktion er at være et spejl – i det spejl kan du og jeg blive opmærksomme på den sorg, vi bærer på, den angst der martrer os, vor ensomhed og depression.
Det handler om denne kunst at lytte, kunsten at se, kunsten at lære. I hver enkelt af os står hele menneskehedens historie at læse.
Ikke Krishnamurtis konklusion men selve hans refleksion er budskabet, fordi den fremkalder et indre landskab i den, der lytter med. Et landskab, der ikke er præget af blokeringer og fordømmelser. Det åbne indre landskab, som støder op til andre indre landskaber og skaber et ydre. Har vi således et fælles ydre, helligt rum, som ikke er præget af konflikt? Vi har hver vore smertens katedraler. I landskabet imellem dem optager den ene flod den anden i sig.
