Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Walkabout
Jeg er begejstret for modtageren af Aarhus Universitets Global Dialogue Prize 2010, den iranske filosof Daryush Shayegan. Han får mig til at tænke på mit eget speciale fra år 2000, som bygger på en forståelse af moderniteten, som ligner den af Daryush Shaygean fremførte. Hvor denne imidlertid taler om et større antal identiteter, som har til huse i det moderne menneske, holder jeg mig i det nævnte arbejde til det mindre antal, som definerer den moderne kristne.
En sådan bestemmelse af moderne kristendom ligger naturligvis i forlængelse af et tilsvarende blik for sagen historisk set. Jeg tænker her på Grundtvigs historiesyn, som det ligger udfoldet i Kristenhedens Syvstjerne. Heri bestemmes den kristne menighed historisk som bestående af syv forskellige folkemenigheder, dvs. syv forskellige kristne identiteter, som til dels sameksisterer, men som også afløser hinanden som kristendommens vækstpunkt.
Det er en kæde af menigheder, hvis historiske rækkefølge og geografiske udbredelse er: den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske og den nordiske menighed og endelig den indiske menighed – som skal være den sidste i den kristne menigheds historie, og som på Grundtvigs tid endnu er fremtid.
Det er den ikke nødvendigvis længere, og jeg har identificeret den med en treenighed bestående af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986), den bibelske rastafarireligion fra Jamaica og den iranske verdensreligion bahai. Disse tre messiasbetonede tildragelser udgør i min walkabout en fader, søn og helligånd-konstellation, som tilsammen definerer moderne kristendom. Forskellene dem imellem afspejler forskellene mellem treenighedens tre personer, og fællesnævneren for dem er Jesu genkomst.
Kirken i Gyngen 