Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “november, 2010”

Nu tænder Gud det første lys

Nu tænder Gud det første lys
med ordet over have;
det ord, som dag for dag fornys
i Paradisets have.

Nu tænder Gud det andet lys
som troen i dit hjerte;
den tro, som, når den skal fornys,
skal stille al din smerte.

Nu tænder Gud det tredie lys
i busken med sin lue;
den busk, hvis flammer skal fornys
for øjet som et skue.

Nu tænder Gud det fjerde lys
i stalden i et øje;
det lys, som engang skal fornys
fra Himlen i det høje.

Hør melodi her.

Endnu mere stille

Der er ingenting i verden
så stille som en kat,
der kigger på sne.

Det skulle da lige være en kat
på hvide poter i sneen.

Den vender sig i luften
og lander.

Med et bump!

Når det usagte gennem luften daler.

Ord for ord.

Jesus som katalysator

Når der i almindelighed tales om Jens Jørgen Thorsens jesusfilm, har der indsneget sig en meningsforstyrrende fejl. Det fremstår nemlig som om, det er én og samme film, som Thorsen fik støtte til i 70´erne og som fik premiere i 92. Men det første filmprojekt, som blev skrinlagt bar den dobbelte titel “The Love Affairs of Jesus Christ” og “The Many Faces of Jesus Christ”, og manuskriptet er udkommet i bogform under titlen “Thorsens Jesusfilm : en uforkortet oversættelse til dansk” i 1975. Det er en helt anden historie end den der fortælles i filmem “The Return”, dansk titel: “Jesus vender tilbage” fra 1992. Den afgørende forskel på de to manuskripter er, at det første inddrager en række personer fra evangelierne: disciplene Peter og Johannes og Maria Magdalene med flere. Det senere manuskript er en fri fortælling om Jesu genkomst, hvor ingen andre personer fra evangelierne optræder. Det har en frigørende virkning på fortællingen, der nok mislykkes som filmisk drama men samtidig krystaliseres som liturgi og ikon.

I februar 1992 så jeg “Jesus vender tilbage” og skrev på eget initiativ en anmeldelse af den i “Debat”, det interne blad på det teologiske fakultet ved Århus Universitet. Anmeldelsen blev læst af redaktøren for det tilsvarende blad “Arken” på det teologiske fakultet i København, som sendte den til Jens Jørgen Thorsen selv og bad ham kommentere den.

På foranledning af min iagttagelse af, at Jesus i filmen var udstyret med “nul egenskaber”, sagde Thorsen: Jesus var tænkt som katalysator. Han deltager ikke i processen, men denne foregår dårligt uden. Fysikkens nyopdagede kolde fusion er et meget godt billede på, hvad der sker, når Jesus kommer”. Kold fusion var et varmt emne i 90´erne.

Det viser sig, at Thorsens film i sit handlingsforløb har en påfaldende kiastisk struktur. En kiasme er en retorisk/ fortælleteknisk figur, hvori elementerne i første halvdel af en given historie optræder igen i spejlvendt rækkefølge i anden halvdel af samme. Efter at jeg senere selv præsenterede Thorsen for denne iagttagelse, svarede han mig i et brev i sommeren 99: “Det er rigtigt. Jesus får fisse i himlen, så ska han sgu osse ha det på jorden. Jesus får tæv af politiet, så ska politiet sgu osse ha tæv”. Kiasmens handlingsmæssige midtpunkt vil da være Jesu ophold i Palazzo dello Sancto Spirito i Vatikanet – og det er altså her vi skal finde en eventuel miderste scene, som i sig rummer hele filmens budskab.

Fra sin altan i Helligåndens palads får jesus øje på to vagabonder, som har slået sig ned i haven. Han inviterer dem indenfor og lader dem beværte med et overdådigt bord med alt, hvad hjertet kan begære af mad og drikke heraf ikke mindst spiritus. Der klippes utallige gange i denne filmiske sekvens, indtil alle flaskerne står fint stillet op tomme i et lille tableu. Jesus deltager ikke i denne nadver, som vagabonderne holder for sig selv. Men han foranlediger den. Herefter bades vagabonderne lystigt at to kvinder, og heller ikke i dette bad tager Jesus del. Men han foranlediger det.

Jesus med hovede og krop

Jesus med hovede og krop

En sådan miderste scene er identificeret af Mogens Lindhardt i bogen “Ikonen med det evige liv”, som er en analyse af Johannesevangeliets tekster. Her gøres opmærksom på, at der i den kiastiske struktur i disse kristne tekster gør sig et særligt forhold gældende, som ikke kendes fra hverken den klassiske eller moderne definition af kiasmen. Det er, at der i disse kiasmer optræder et ekstra ord i midten, som i betydningsmæssig henseende er centralt for hele kiasmens indhold.

En forklaring herpå kan være, at det centrale i kristendommen ikke er begivenheden selv men forkyndelsens situation. Ikke at Kristus er opstanden, men at det bliver troet, at han er det. Således finder der i den kristne genfortælling hele tiden en forskydning sted, som rækker ud over fortællingens egen struktur og etablerer midtpunktet i en ny kiasme.

I slutningen af filmen stiger jesus i utilfredshed med kirken igen til himmels, idet han nu tager sin kæreste med sig. Således ender filmen undtagen for hende med Jesu fravær – men ifølge filmens inderste scene er det klart, at netop dette fravær er det egentlige nærvær. Dette Jesu fravær skal nemlig tolkes udfra fraværet i den scene, som er kiasmens midtpunkt.

Det er altså Jesu ophold i Helligåndens palads, der er nøglen til hele filmen. Her skal man notere sig, at Jesu ankomst hertil finder sted under festlige former med rockmusik af et band af børn. Samtidig med børnenes jubel blinker et billede af Jesus på væggen med det ene øje til kameraet, idet han selv træder ind. Et øje i væggen.

Inden rulleteksterne træder en til filmen hørende tekst frem på lærredet i form af et spørgsmål: “Tror du nogensinde Jesus vender tilbage igen? Vend dig om og se efter! Måske sidder han bagved dig!” Igen er der tale om et kiastisk ord i midten, for i dette spørgsmål spejler filmen sig i det liv, vi skal leve med hinanden efter at have set filmen.

Efter selv at have set filmen havde jeg en indre oplevelse, som nok skal forstås i et sådant perspektiv. Oplevelsen knytter sig til filmens slutning, hvor Jesus som nævnt stiger til himmels igen sammen med den kvinde, han har truffet ved sin genkomst. Dertil knytter min indre oplevelse sig til romanen “Moder Syvstjerne” af den færøske forfatter William Heinesen. Det, jeg forestillede mig, var, at Jesus og kvinden efter at være steget op igennem Peterskirkens kupplel genvandt tyngden og blev stående på kirkens tag. Herfra blev de samlet op af en helikopter, der fløj dem til Færøerne. Dette kommenterede Thorsen i omtalte brev således: “At du ender på Færøerne hos Heinesen er lige min stil, men nu er Heinesen jo ikke mere vorherre end selve vorherre!” Heri ligger der vel en rigtig påpegning af, at referencen til Heinesens univers kun er symbolsk; og at den virkelighed, der forholder sig hertil, er min egen. Sagde katten.

Vi synes, det er svært at tro

Vi synes, det er svært at tro,
at de er døde nu,
som ikke mere blandt os bo
og kommer os i hu.

De tænker på os mer end før,
det mærker vi jo tit;
vi lever stille dør om dør
og går og kommer frit.

Det minder om vor bolig her,
hvor lysene er tændt
i en forventning om, at der
er sorg til glæde vendt.

I himlen allerede bor
vi her på denne jord;
vi synger i et himmelsk kor
i sky ved Herrens bord.

Efter “We cannot think of them as dead”, Frederick L. Hosmer, 1882.

Hør melodi her.

Julesorgen

Hver en julemorgen
daler englen ned,
slukker julesorgen
med sin kærlighed.

Englen vil velsigne
hvert et lille hjem,
sådan vil han ligne
dig i Betlehem.

Når du selv en aften
også banker på,
skænkes druesaften
i dit bæger blå.

Og når du forlader
os og al vor synd
til din milde fader,
byder du forkynd!

Fuglene af reden
flyver i hver vrå
ud med juleglæden
til de store små.

Julesorgen slukkes
i det lille hjem,
julerosen plukkes
i Jerusalem.

Hør melodi her.

Herre! Jeg følger dig

Herre! Jeg følger dig, ført af din hånd,
selv om jeg ikke ser dine ledebånd.
Du går ved siden af mig over sø og land,
hvor end jeg rejser hen i enhver forstand.

Kilden af klippen frem springer i væld,
manna fra himlen ned daler hver en kvæld.
Aldrig så stor en nød, at du ej trods den bød;
ravnen og slangen gav vand og dagligt brød.

Tit har du ført min vej til Maras bred,
hvor vandet smager grimt, grimt på det sted;
men når jeg bad til dig, rakte du selv til mig
korset, som gør det sødt, sødere af dig.

Herre! Jeg ønsker mig nærmere dig,
ind i den kærlighed, som du gav til mig;
jeg følger dig idag, det er min fødselsdag,
du går den tunge vej til dit Golgata.

Graven var dig for trang, synger vi lydt;
du har gjort levende, hvad der før var dødt.
Nu er jeg blevet din, og du er blevet min;
himlen bevæger sig til os fra Berlin.

Vers 1-4 efter “Savior! I follow on”, Charles S. Robinson, 1862.

Hør melodi her.

Springene i sproget

Nu springer jeg ud
på de halvfjerdsindstyve favne
i dit navn.

Tigeren springer ud
i rosen.

Rosen er sprunget ud
i sproget.

Der er mange spring
i sproget.

Aztekernes tempel
af chokolade.

To favne.

Jeg er selv et billede

Jeg er selv et billede
på et sted i Edens have,
hvor vi rejser os af grave
for at mødes her igen.
Her, hvor to og to er fire,
og hvor ingenting er mere,
her får kærlighed og tro
lov at blive én af to.

Jeg er kærligheden selv,
som på Golgata forbløder
og alverdens liv forsøder
ved at leve op igen.
Her, hvor fem kan være lige,
er der ingenting at sige,
kun treenighedens ord
løfter sig af muld og jord.

Jeg er Helligånden selv,
der som ild og vand og svaler
ned fra himlen går og daler
for at finde dig igen.
Her, hvor syv og ni er tretten
eller hundrede og sytten,
lover jeg i tusind år
fred i evighed og år.

Jeg er selv et menneske
med en underskrift forneden
på et skøde over Eden
lydende mit navn igen.
Her, hvor ingen kender dagen
og ej heller kender magen,
sænker sig alligevel
himlen over Israel.

Jeg er menigheden selv,
som nu samles i sin kirke
for at bede og at virke
til Guds herlighed igen.
Her, hvor fem af brød er mange,
og hvor fisk er til at fange,
hvor de findes i det blå,
skal I alle føde få.

Jeg er selv et sædekorn,
som er faldet i den gode
jord og trampet ned for fode
for at rejse sig igen.
Her, hvor nogle giver tyve,
giver andre fyrretyve
og selv nogle hundred´ fold,
alt er givet Gud i vold.

Jeg er selv et ægteskab
mellem Lammet og en due,
der nu hjemme i din stue
stifter fred for dig igen.
Her, hvor syv er alle dage,
lyder det fra alle tage:
Nu er tidens ende nær!
Nu er evigheden her.

Jeg er evigheden selv,
som nu findes i dit øje,
hvortil øjenlåget føje
sig et øjeblik igen.
Her, hvor syv i anden giver
niogfyrre og tilgiver
mig i roden under jord,
vokser jeg i Jesu ord.

Jeg er selv det sidste ord,
jeg er alfa og omega,
og nu vender jeg tilbage
til begyndelsen igen.
Her, hvor Gud er alt i alle,
skal i evighed jeg falde
ned som solen på sin sky
i Jerusalem det Ny.

Jeg er selv den sande Gud,
der nu sidder på sin trone
med sit scepter og sin krone
i sin herlighed igen.
Her, hvor kærlighedens ynder
en mangfoldighed af synder
skjuler, når de springer ud,
er jeg selv den sande Gud.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

Tusind tusindfryd

Kom herre, Jesus til os hjem igen igennem Betlehem,
og lad det ske, og lad os se Det ny Jerusalem.
Nu sidder du og tænker på, hvordan det hele vel skal gå
på dommens dag fra sag til sag, som nu skal genopstå.
Nu plukkes tusind tusindfryd af englene, for du er død,
og om dit hår i flor de står såvel som ved din fod.

En vej af tusind tusindfryd dig følger, hvor du gik og stod
fra evighed til evighed i stedet for dit blod.
En tåre fra dit øje flød fra himlen ned i jordens skød,
og jordens skælv og himlens hvælv blev sammen vin og brød.
Nu daler i din helligdom til ihukommelse og dom
som julesne, det kan vi se, Det ny Jerusalem.

Hvor engle ej tør træde, går vi nu med sne i vores hår,
og hvert et skridt går alt for vidt, men grænserne består.
Vi overskrider alle skel, men de består alligevel,
det er som om, at himmelen sig spejler i os selv.
Nu tændes lys i alle hjem, så vi kan gå og se på dem,
der nu står op og lukker op for os i Betlehem.

Se, juletræet med sin pynt er allerede selv begyndt
i al sin glans og din og hans, og lysene er tændt.
Det står så stille, som det stod, den gang det pyntedes med blod,
og lod os se, og lod det ske, som englene forstod.
Nu knæler vi ved træets fod og åbner gaverne, du lod
os skænke her og siden der i himmelen hos Gud.

I stedet for at slå ihjel, så bygger vi omkring os selv
en mur af sten for hver og én i hele Israel.
I ly af kirkens mur af sten, så skænker du til hver og én
den vin så god, som af dit blod sprang ud på hver en gren.
Mit bæger flyder over nu, og englene og også du
er inde her, og himlens hær går ind i Katmandu.

Nu lægger vi en ring af sang omkring det dybe Babylon,
og én for én blir hver en sten til himlens helligdom.
Nu står på himlen sole to. Halleluja, hvad skal vi tro?
På hver og én, på hver en sten, og sammen synge O.
Nu vender Jesus hjem igen, og vender kinden til igen,
igen, igen, igen, igen igennem Betlehem.

Nu rejser tusind tusindfryd sig op, hvor de har lagt sig ned
i liv og død i evighed i græsset for din fod.
Så synger vi halleluja, og siger ja og amen, ja,
for slaget stod i kød og blod på sejrens Golgata.
Se der, hvor dine fjender stod, der ligger de nu for din fod
og beder om at få din dom af dig i overflod.

Her går du mellem revl og krat, Guds lam imellem hund og kat,
og stifter fred i evighed imellem dag og nat.
Nu stiger solen op i øst og synger højt med hellig røst:
Velkommen vær fra fjern og nær i evighed og høst!
Du kalder dine kære hjem, og det vil sige alle dem,
der tror på dig og beder dig: Bi i Jerusalem.

Frihedsgudinden går omkring på jorden, og hun går i ring,
hun går på vand, hun går i land og siger ingenting.
Her sænker hun sit øje ned på jorden, som er fuld af fred
og helligånd og folkeånd og himmelsk salighed.
Nu stiger vandet overalt, hvor hendes øje på det faldt,
og i sit spejl hun sine fejl ser i en tåre salt.

Den lille havfrue til bunds går i sit allerbedste kluns
og svømmer ind i alle sind, det syvende er hans.
Så vender han sin ganger om, til himlens hær han råber: Kom,
jeg kommer snart og gør det klart som dagen ved min dom!
Han tager kloden i sin favn og siger alle landes navn,
og lad det ske, og lad os se det ske i Jesu navn.

Hør melodi her.

Her under verdens strenge blik

Her under verdens strenge blik,
som fylder os med sorg og skam,
går vi den vej, som Herren gik
til Golgata som slagtelam;
vi skylder i hans spor at gå,
i herlighed at genopstå.

Den nåde, Herre, lad os se
at sige os det onde fra,
og stoppe munden til med sne
på den, som ondt i sinde har;
som duen blid og slangen snild,
det hører kristenlivet til.

Her under solens øje dit,
som fylder os med fryd og sang
er tanken blid og ordet frit,
som tilfældet var den eneste gang,
Guds søn selv steg i Helvede ned
og skænkede Gud sin kærlighed.

Vers 1-2 efter Charles Wesleys “Watched by the world’s malignant eye”, 1762.

Hør melodi her.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...