Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

I Danmark er jeg set

I Danmark er jeg set af spurv og svane,
en solsort fløjter glad min melodi.
Du danske sprog, du er en gammel vane,
omend et fremmed fløjt gled ind deri.
Du danske, lille land,
hvor børn og mødres grave
er gravet ud af muld og rosenhave.
Dig elsker jeg!
Danmark, mit moderland!

Hvem elsker sommeren vel mer end kvinden,
der brat slår ud sit mørke, tunge hår?
Hvad kalder mere smilet frem på kinden
end musklerne i hendes brune lår?
Du danske, lille land,
hvor Danebrogen smælder
i vinden dagen lang, indtil den hælder.
Dig elsker jeg!
Danmark mit moderland!

Din mildhed gennemtrænger hele Norden,
når høje fjeldes spot din latter slår.
Dit billed deles over hele Jorden,
når fiskerbåde over Sundet står.
Du danske, lille land,
hvor pilekvisten finder
en fremtids åre mellem dine minder.
Dig elsker jeg!
Danmark mit moderland!

Du land, hvor jeg er set af spurv og svane,
og solsortsangen er min melodi,
hvor sproget er en god og gammel vane
velsignet af et fremmed fløjt deri.
Du danske, lille land,
hvor børn og mødres have
er vokset frem henover fortids grave.
Dig elsker jeg!
Danmark mit moderland!

Ved Guds nåde er I frelst

Ved Guds nåde er I frelst i kraft af jeres tro på Kristus. Det er ikke jeres egen fortjeneste, men en gave fra Gud. Det er ikke en belønning for gode gerninger, og derfor er der heller ingen, der har noget at prale af. Gud har gjort os til det, vi er. Vi er nye skabninger i Jesus Kristus, så vi kan gøre de gode gerninger, som Gud i forvejen har lagt til rette for os.
Efeserbrevet 2 8-10.

Ved Guds nåde er I frelst.
Ingen anden har den ære
vores redningsmand at være
nu igen og når som helst.

Af Guds ord som skabt på ny
går vi frie gennem verden,
og læg mærke til vor færden,
når vi farer op i sky.

I Guds gerning går vi frem
i det øjeblik, han kræver
det af os, imens vi svæver
i Det ny Jerusalem.

http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/607

Se dog hen til Behemot

Se dog hen til Behemot,
som jeg lod opføre,
jeg, din Herre Zebaot
lod min lyre røre,
se med hvilken kraft den står
og bevæger sig og går!

Som en okse æder græs
væder den sin mule
i en skov af hvide gæs
formet af min hule
hånd af samme ler som du,
som den spiser af endnu.

Som en cederstamme står
kønnet, når den knepper
flodens allerbedste skår
fra de fjerne stepper,
flettet sammen som et bånd
af min egen højre hånd.

Himlens lys og jordens salt
har jeg fyldt i formen,
så det ypperste af alt
skiller sig fra ormen,
for skelettet er af stål
selv om skindet er af ål.

For sin skabers milde sværd
falder den til jorden,
men den er en messe værd
mellem lyn og torden,
bjerget kælver med en kalv
på en meter og en halv.

Under lotusblomstens glød
står den under vandet,
hvor den kort forinden flød
lige over sandet,
her, hvor strømmen bliver stærk,
kroner den mit skaberværk.

Jordanfloden vender om
til sin egen kilde,
når der falder dug og dom
kølige og milde
over mark og over skel
over hele Israel.

Job 40, 15-24.

Hør melodi her.

Helligånden er i huset

Helligånden er i huset
for at løsne tungebånd.
Tvillingtårnene i gruset
styrter kun for Herrens hånd.
Buddha står som en figur
for vort øje som en mur.
Krishnamurti åbner døren
for Sankt Peter og Sankt Jørgen.

Jesus møder dig ved brønden
i Samaria som hist.
Synagogen og Krudttønden
er et mål for Satans list.
Allah knæler ned i skam,
for Muhammed løj om ham.
Haile Selassie rejser
sig som hele verdens kejser.

Gud befaler misteltenen
at gå genem Balders hæk.
Loke skjuler sig bag stenen
i den forårskolde bæk.
Jahve ler ad himlens hær
i den første morgen skær.
Bahaullah stifter freden
i sit fangenskab i Eden.

Hør melodi her.

Som den faste borg i salmen

Som den faste borg i salmen
træder Gud i karakter
som et hospital på palmen,
hvor det store under sker.

Øjet skæres for den sorte
stær, som står så skarp og ren,
hvid og strøget som en skjorte
i forholdet en til en.

Nummer nul i salmebogen
som en hovedhjørnesten
taget ud af skammekrogen,
pegepind og palmegren.

Hør melodi her.

Min ven er som en lille bæk

Min ven er som en lille bæk,
der bugter sig herind,
hvor hjertet tæller sine slag
i legeme og sind.
Det er jo kun en liden stund,
at vi er sammen her på grund
af det, som kaldes syndes sold
og gør al jorden gold.

Dog vokser kærligheden sig
i legeme og sind
så stærk selve døden, og
gør hele jorden blind.
Den kredser om den hvide sol
og bliver varm fra pol til pol
omvekslende i halve år,
hvor midnatssolen står.

Her går den som sin egen ven
i Menneskenes land,
men dronningen af Thule har
den i sit hundespand.
Hun følger den med øjet blidt,
hvor flaget blafrer rødt og hvidt,
og sammen gør de alting vel
fra her til Kap Farvel.

Hør melodi her.

Nu letter en due fra grenen

Nu letter en due fra grenen,
hvor kragerne før slog sig ned
at pikke en dråbe af vinen,
der størkner og synker i ved.

Selv slangen den følgende morgen
er krøbet hertil fra sit skjul
så spændt som en eger i sorgen,
og triller herfra på et hjul.

Når jægeren løfter geværet
og gribbene skydes i grus,
så gendanner elgen geviret
og løfter det over sit hus.

Hør melodi her.

d72fb31cbff29c9bcca9f5662cba443c-851691-no_watermark-600_400

Du lever min ven

Du lever min ven i dette øjeblik,
hvor stjernen står stille i vrimlen
i mørket og ligner sig selv på en prik,
som da den blev født i sin tid og fik
en skare omkring sig på himlen.

Du dør nok en dag i rette øjeblik,
hvor bægeret fyldes til randen,
og tømmes med tiden, som det er vor skik,
selv om det var kærlighed ved første blik,
da døden og du traf hinanden.

I rejser med tog til landene mod syd
og bor ved de fremmede kyster;
her kaster i vrag på hver eneste dyd
og giver jer hen til den rene fryd,
så ofte og tit, som i lyster.

Vi mødes igen, som frelseren os spår
som bølgen og stranden derude
og hyrden, der finder det fortabte får,
når årene samles i flok og går,
og fiskeren vender sin skude.

Vi lever min ven i dette øjeblik,
hvor solen står op over borgen
og lander på den med et sigende blik,
vi selv tager hjem som det sidste stik
i spillet om glæden og sorgen.

Hør melodi her.

Jeg har det kun på anden hånd

Jeg har det kun på anden hånd
formidlet af den Helligånd,
men er det sandt, som ordet går,
jeg bede vil mit Fadervor.
Vi takker dig for gris på gaflen,
vi takker dig for et gran salt
og tak for blodet i karaflen
med tak for sidst og tak for alt.

Du skænkede os vin og brød
i døgnet fuldt af liv og død,
før det var mørkt, og det var sagt,
som forud var tilrettelagt.
Vi takker dig for små kartofler,
vi takker dig for surt og sovs,
og tak for Himmeriges bobler
til vands og søs og så til havs.

Vort Fadervor og bedste ven,
nu gør du ad en dreng igen,
så skraldet skælver og forgår,
mens liv og salighed består.
Vi takker dig for bord og bomber,
vi takker dig for fedt og sul,
der sætter sig, så skjorten stumper
før, under og nu efter jul.

thorvaldsen-hyrdedreng-a895

Bertel Thorvaldsen

Hyrdedreng, 1822-1825

Midnatslæsning

Uffe Jonas citerer i første kapitel af sin bog “Solen ved Midnat Grundtvigs Sang til Kosmos” Grundtvig for en karakteristik af sig selv, sådan som han forestiller sig, at andre kan opleve ham nemlig som havende en “skrue løs”. Det er den samme formulering, Grundtvig andtesteds har brugt om profeten Muhammed. Åbningskapitlet i bogen handler iøvrigt om Grundtvigs sene erkendelse af nødvendigheden af at tilkende sin modpart lige ret til egne metoder og resultater, som man ønsker for sig selv. Ikke at ville dette er at have en skrue løs. Det er derfor Muhammed må siges at have det.

Det forekommer derfor at være en forvridende indblanding fra korrekturlæserens eller udgiverens side, at den mosaisk-kristelige anskuelse hos Grundtvig skal laves om til også at have noget med islam at gøre:

“Grundtvig opfatter den moasisk-kristelige skabelsestanke – som er den grundanskuelse, alle kulturene af den abrahamiske stamme (jødedom, kristendom og Islam) i princippet har tilfælles – som udtryk for en naturlig væksttanke, der ved Skaberåndens oplysende og kreative mellemkomst lader sig forlænge langt ud over de naturlige fysiske begrænsninger og ind i stadigt nye sjælelige og åndelige udfoldelsesrum.” (s. 45)

Forskellen at stave jødedom og kristendom med lille og islam med stort i parantesen er ikke min fejl. Sådan står der i teksten. I registeret til den pågældende side staves islam med lille.

I sin fremstilling af kirkehistorien i “Kirke-Spejl” skildrer Grundtvig islam som den drage, der ifølge billedet i Johannes´ Åbenbaring er ved at opsluge den fødende kvinde men som selv opsluges af jorden. I stedet reddes den kristne kirke i samme historiske periode ved missionen til England, hvor der netop finder en vækst sted. Ikke en kristelig vækst men en folkelig vækst foranlediget af den kristne forkyndelse.

Skal den muslimske tradition sættes i relation til en grundtvigsk væksttanke må det ske ved at interessere sig for nyere reformerede skud på stammen som f. eks. bahai. De gamle forstenede former for islam minder mere om den latinske menighed hos Grundtvig, der ifølge hans historiesyn næsten førte til kristendommens uddøen. Havde det ikke været for missionen til England.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...