Kirken i Gyngen

Se engang til Vesterled

Se engang til Vesterled,
der, hvor solen synker ned,
og hvordan de hvide måger
åbner vingerne som låger
for at lukke lyset ind.

Når du kigger imod øst,
skal du se den fulde trøst,
når de under deres vinger
fanger lyset og betvinger
vinden i den frie flugt.

Nu  har vinden lagt sig ned
på et sted, som ingen ved,
det kan ikke allerede
være i en lærkerede
ved en stille slåenbusk.

Mærker du en smule træk
ude fra en vintergæk,
er det den, der går igennem
for at finde fryd og gammen
i den allermindste krog.

Hvad du ikke vidste selv,
springer som et kildevæld
ret som vinen ud af flasken,
op som bolsjerne af tasken,
ud som påskeliljen selv.

Med en liflig blomsterduft
i den kolde forårsluft
er de sprunget ud i stuen,
som de stod endnu på tuen
ligesom et juletræ.

Juletræet skud for skud
folder sine fingre ud
bagved ruden og på puden,
uindbuden og foruden
julepynten i sin glans.

Nøgenheden i sin pragt
står uskrømtet uforsagt,
og sig åbner perleporten
midt på dagen klokken fjorten
vinter- eller sommertid.

Kommer du til kaffemik,
som det nu er vores skik
i de riger og de lande
indendørs og oven vande
mellem Halskov og Korsør.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/375

Nu falder klokken frit i slag,
som tiden går fra dag til dag
utvungent ved din nåde
i klar forventning om din dom,
som da du her til jorden kom
og løste tidens gåde.
Timer, dage,
tusindår og evigheder,
øjeblikke.
Splitsekunder er det ikke.

Der gives tid i overflod
af dig, som kun er rig og god,
til alle uden ende,
og der, hvor tiden rinder ud
i oceanet på dit bud,
skal jeg min time kende.
Skibe, færger,
konebåde og kajakker,
optimister.
Bankrådgiver og minister.

Ethvert erhverv i tidens fold,
om det så er at spille bold,
dig fryder uden lige,
dog glæder det din sjæl især,
at nogen spiller på klaver,
hvad skal jeg mere sige.
Piber, trommer,
pauker, harper og trompeter,
xylofoner.
Genlyd giver millioner.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/106/2/2

Nu træder jeg ind i din boble,
og lukker hinden efter mig,
så jeg kan al min gerning koble
op på min kærlighed til dig,
hvorend jeg svæver over jord
på ånden din og på dit ord.

Jeg rækker hånden ud mod grenen
og plukker mangofrugten rød,
imens jeg tager misteltenen
for slangens hvislen sagte, sød,
og hvert et ord, som den har sagt,
det har jeg mig på sinde lagt.

Men frugten får mig til at rødme,
som er den fuld af kærlighed
foruden saft og megen sødme,
og slangernes troværdighed
kan ligge på et lille sted,
som Gud og ingen djævel ved.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/5

Herre, for din fod jeg finder
mig, hvor jorden selv mig binder
mig som i min grav.
For at jeg en påskemorgen
springer ud af julesorgen
ind i dine krav.

Hvad du end af mig forlanger,
hvad min næste herlig trænger,
ofrer jeg for dig.
Aldrig tager jeg mig sammen
for med stemme og med stammen
kun at tjene dig.

Kun dit kors, din grav og glæde
søger jeg i høje sæde
ved din højre hånd.
Se, en stige fra det lave
ind i Paradisets have
fører ved din ånd.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/4/150/2

Nu falder katedralens skygge
fra gaden og i stuen ind
og strækker sig det sidste stykke
fra ruden ind i sjæl og sind,
hvor skyggen af en klokkes klang
mit hjerte stemmer til en sang.
 
Jeg rører ved min lyres strenge
og slår en salmetone an,
som klinger uforsagt og længe,
som gamle toner vil og kan,
så blidt en ny sig føjer til,
som nye toner kan og vil.
 
Da hører jeg en tredje tone
sig blande med min melodi,
udgå fra herlighedens trone
frem uafvendelig og fri
og gøre ende på min sang,
som jeg har sunget dagen lang.
 
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/350

Kirken stråler i al sin glans
som en lykkelig kvinde,
helt sin egen og også hans,
som har hende i sinde;
han er den klippe, hvorpå hun går,
han er den tinde, hvorpå hun står.

Udsyn frit over jordens rand
til de yderste ender;
der, hvor himlen er sat i brand,
og hvor kragerne vender,
dukker en flåde ud af det blå
med kors og stjerner og sole på.

Havnen vrimler med folk og fæ,
og de lystige skibe
har lagt til kaj i ly og læ,
hvor de ligger på stribe,
indtil de sejler herfra igen,
Gud ved alene, hvor de skal hen. 

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/105/529/2

Jeg går i tusind tanker
og grunder stadigt på,
hvor dybt mit håbets anker
i himlen synke må.
 
Om tyderne vil sige,
at jorden, den forgår,
skal aldrig troen vige
så meget som et hår.
 
Jeg ser ud over heden,
som sig forvandlet har
ved nyk af kærligheden
nu til en himmel klar.
 
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/612/55

Når bugtens alt for salte vand
om efteråret stiger
op over vandets vante stand
i lande og i riger,
og trænger ind i å og sø
er døden i dens følge,
det er den anden bølge.
 
I tusindvis af ferskvandsfisk
har måttet lade livet
uagtet gulerod og pisk,
og hvad de tog for givet,
de vender bug og side til,
som faldt de om på gaden,
og op til overfladen.
 
Så sandt som øjet står i vand
opstår den mørke skygge
henover bundes brune sand
og fylder mig med lykke,
for andre fisk i tusindvis
er svømmet ud i vandet,
en aborre blandt andet.
 
Kun hejren står imellem siv
urokkelig som stenen,
der står imellem død og liv
ret under misteltenen
og tøver i en evighed,
hvad vil mon tiden bringe,
og letter på sin vinge.
 
Et billede på livet selv
i små og store vande,
når tordenbrag og efterskælv
i riger og i lande
er dagens kost for brød og ost,
og kærnet smør på brødet
står frem igennem ødet.
 
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/228/90/2

Lys er november, endnu er det klart,
dagen består i sin sprække,
mørket vil falde usvigeligt snart,
stjernerne står på en række
for at spredes ud over alt,
som vi kværner peber og salt
over brødet, vi bryder. 


Brødet er delt som den skælvende jord
over i to, som er halve,
føjes dog sammen ved sandhedens ord
som siamesiske kalve,
sært at skue, men det er sandt,
hvad vi søgte og siden fandt
ved at kigge i spejlet.


Det er en gåde, som ingen forstår,
førend vi mødes i luften
med den Herre, som kommer og går
ligesom rosen og duften,
ja måske er han netop den
rose, der visner og blomstrer igen
langt inde i november.

Jeg ved, jeg har vundet,
jeg ved, jeg har spundet
en tråd af den fineste uld,
jeg løber af dokken
og spinder på rokken
en tråd af det pureste guld.
 
Jeg indvæver tråden
i glæden og gråden
i himmel såvel som på jord
med garnet, jeg vinder,
og sløjfen, jeg binder
op med et forløsende ord.
 
Jeg siger det bare
og lader det fare
som skarverne ud i det fri,
der samles i flokken
og flyver mod dokken,
så vidt jeg kan tælle til ti.
 
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/397/505