Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Som den faste borg i salmen

Som den faste borg i salmen
træder Gud i karakter
som et hospital på palmen,
hvor det store under sker.

Øjet skæres for den sorte
stær, som står så skarp og ren,
hvid og strøget som en skjorte
i forholdet en til en.

Nummer nul i salmebogen
som en hovedhjørnesten
taget ud af skammekrogen,
pegepind og palmegren.

Hør melodi her.

Min ven er som en lille bæk

Min ven er som en lille bæk,
der bugter sig herind,
hvor hjertet tæller sine slag
i legeme og sind.
Det er jo kun en liden stund,
at vi er sammen her på grund
af det, som kaldes syndes sold
og gør al jorden gold.

Dog vokser kærligheden sig
i legeme og sind
så stærk selve døden, og
gør hele jorden blind.
Den kredser om den hvide sol
og bliver varm fra pol til pol
omvekslende i halve år,
hvor midnatssolen står.

Her går den som sin egen ven
i Menneskenes land,
men dronningen af Thule har
den i sit hundespand.
Hun følger den med øjet blidt,
hvor flaget blafrer rødt og hvidt,
og sammen gør de alting vel
fra her til Kap Farvel.

Hør melodi her.

Nu letter en due fra grenen

Nu letter en due fra grenen,
hvor kragerne før slog sig ned
at pikke en dråbe af vinen,
der størkner og synker i ved.

Selv slangen den følgende morgen
er krøbet hertil fra sit skjul
så spændt som en eger i sorgen,
og triller herfra på et hjul.

Når jægeren løfter geværet
og gribbene skydes i grus,
så gendanner elgen geviret
og løfter det over sit hus.

Hør melodi her.

d72fb31cbff29c9bcca9f5662cba443c-851691-no_watermark-600_400

Du lever min ven

Du lever min ven i dette øjeblik,
hvor stjernen står stille i vrimlen
i mørket og ligner sig selv på en prik,
som da den blev født i sin tid og fik
en skare omkring sig på himlen.

Du dør nok en dag i rette øjeblik,
hvor bægeret fyldes til randen,
og tømmes med tiden, som det er vor skik,
selv om det var kærlighed ved første blik,
da døden og du traf hinanden.

I rejser med tog til landene mod syd
og bor ved de fremmede kyster;
her kaster i vrag på hver eneste dyd
og giver jer hen til den rene fryd,
så ofte og tit, som i lyster.

Vi mødes igen, når timen, den slår
som bølgen mod stranden derude,
og hyrden har fundet det fortabte får,
hvor årene samles i flok og går,
og fiskeren vender sin skude.

Vi lever min ven i dette øjeblik,
hvor solen står op over borgen
og lander på den med et sigende blik,
vi selv tager hjem som det sidste stik
i spillet om glæden og sorgen.

Hør melodi her.

Jeg har det kun på anden hånd

Jeg har det kun på anden hånd
formidlet af den Helligånd,
men er det sandt, som ordet går,
jeg bede vil mit Fadervor.
Vi takker dig for gris på gaflen,
vi takker dig for et gran salt
og tak for blodet i karaflen
med tak for sidst og tak for alt.

Du skænkede os vin og brød
i døgnet fuldt af liv og død,
før det var mørkt, og det var sagt,
som forud var tilrettelagt.
Vi takker dig for små kartofler,
vi takker dig for surt og sovs,
og tak for Himmeriges bobler
til vands og søs og så til havs.

Vort Fadervor og bedste ven,
nu gør du ad en dreng igen,
så skraldet skælver og forgår,
mens liv og salighed består.
Vi takker dig for bord og bomber,
vi takker dig for fedt og sul,
der sætter sig, så skjorten stumper
før, under og nu efter jul.

thorvaldsen-hyrdedreng-a895

Bertel Thorvaldsen

Hyrdedreng, 1822-1825

Midnatslæsning

Uffe Jonas citerer i første kapitel af sin bog “Solen ved Midnat Grundtvigs Sang til Kosmos” Grundtvig for en karakteristik af sig selv, sådan som han forestiller sig, at andre kan opleve ham nemlig som havende en “skrue løs”. Det er den samme formulering, Grundtvig andtesteds har brugt om profeten Muhammed. Åbningskapitlet i bogen handler iøvrigt om Grundtvigs sene erkendelse af nødvendigheden af at tilkende sin modpart lige ret til egne metoder og resultater, som man ønsker for sig selv. Ikke at ville dette er at have en skrue løs. Det er derfor Muhammed må siges at have det.

Det forekommer derfor at være en forvridende indblanding fra korrekturlæserens eller udgiverens side, at den mosaisk-kristelige anskuelse hos Grundtvig skal laves om til også at have noget med islam at gøre:

“Grundtvig opfatter den moasisk-kristelige skabelsestanke – som er den grundanskuelse, alle kulturene af den abrahamiske stamme (jødedom, kristendom og Islam) i princippet har tilfælles – som udtryk for en naturlig væksttanke, der ved Skaberåndens oplysende og kreative mellemkomst lader sig forlænge langt ud over de naturlige fysiske begrænsninger og ind i stadigt nye sjælelige og åndelige udfoldelsesrum.” (s. 45)

Forskellen at stave jødedom og kristendom med lille og islam med stort i parantesen er ikke min fejl. Sådan står der i teksten. I registeret til den pågældende side staves islam med lille.

I sin fremstilling af kirkehistorien i “Kirke-Spejl” skildrer Grundtvig islam som den drage, der ifølge billedet i Johannes´ Åbenbaring er ved at opsluge den fødende kvinde men som selv opsluges af jorden. I stedet reddes den kristne kirke i samme historiske periode ved missionen til England, hvor der netop finder en vækst sted. Ikke en kristelig vækst men en folkelig vækst foranlediget af den kristne forkyndelse.

Skal den muslimske tradition sættes i relation til en grundtvigsk væksttanke må det ske ved at interessere sig for nyere reformerede skud på stammen som f. eks. bahai. De gamle forstenede former for islam minder mere om den latinske menighed hos Grundtvig, der ifølge hans historiesyn næsten førte til kristendommens uddøen. Havde det ikke været for missionen til England.

Bliv Herre hos os med dit ord

Bliv Herre hos os med dit ord
og sæt dig ned ved vores bord
og bryd vort brød, omend du må
da brat forsvinde i det blå.

Du har bevist din magt derved,
at kurve tolv af kærlighed
til overs blev, da du hver mund
lod mætte af det mindste fund.

Vor trøster Gud i overflod
og Jesu legeme og blod
og vin og brød og ingenting
har fyldt fuldkommenhedens ring.

Ved hjørnet af det runde bord
forvandler du med dine ord
nu vandet til den gode vin
og gør afholdenhed til grin.

Bliv Herre hos os eller gå
og gem i hjertet, hvad du så,
og lad os gøre alting vel
i hjertet af dit Israel.

Hør melodi her.

Et julemørke sænker

Et julemørke sænker
sig nu i land og by,
i din og min,
og i Berlin
går alle rundt og tænker,
hvad kommer der fra sky.
Et julemørke sænker
sig nu i land og by.

Et tæppe daler stille
af sne på vej og sti,
og stien går,
hvor muren står,
og vejen slår en lille
bugt med en afgrund i.
Et tæppe daler stille
af sne på vej og sti,

En julerose lander
sin blomst foran din fod,
hvor englespor
af englekor
sig op med jorden blander
med råb af Abels blod.
En julerose lander
sin blomst foran din fod.

Hør melodi her.

I Etiopien af Gud

I Etiopien af Gud
en Konge lod sig krone
til Konge af det første bud
på Herlighedens trone.
Af Juda stamme går han frem,
af Davids rodskud skyder
han frem som i Jerusalem
og over Jorden byder.

Haile Selassie er hans tolk,
det går i folkemunde,
og Rastafari er hans folk
af store danske hunde.
Mæt af en krumme og lidt vin
løber de ud i søen,
som før en flok af gale svin,
med ellevild en gøen.

I Kenya vor vugge stod,
derom de vise taler,
og at vi dog har blandet blod
med en neandertaler.
I Danmark går det ord omkring
på markerne som køer,
at Gud med os har sluttet ring
på De Vestindiske Øer.

Vi rejser til Jerusalem,
hvor palmerne er høje,
og vi kan se til Betlehem
alt med det blotte øje.
Her fødes Kongen i en stald,
som englene forkynder
med sang i tågerne af tjald,
for hyrderne med ynder.

Nu vender Jesus hjem igen
med store engeskarer,
og taler med enhver som ven,
når han sig åbenbarer.
I hjertet af Jerusalem,
der finder han sin lige,
der, hvor han sad imellem dem
med hele Himmerige.

 

Hør melodi her.

Nu vågner vi årle og silde

Nu vågner vi årle og silde en morgen,
hvor ordet det faldt,
og lykken slår følge med glæden og sorgen,
som ordene gjaldt.
De vandrer til hobe som søstrene tre,
der finder hinanden
med rynke på panden
og lader sig se.

Hun sætter sin finger på søsterens hage,
hvor munden er smal,
og kinden sig hvælver først frem og tilbage
om ordenes skal.
Hun taler om sorgen og glæden ved to,
der finder hinanden
som kvinden og manden,
og hvor de skal bo.

Nu danser de sammen med ryg mod hinanden
og slutter en ring,
og foden er sikker helt ude på randen
på tå og på spring.
Jeg selv er til stede hos to eller tre,
der finder hinanden
som en og en anden
og lader mig se.

Hør melodi her.

danserindebroenden-2
Rudolph Tegner: Danserindebrønden,1913

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...