Se engang til Vesterled
Se engang til Vesterled, der, hvor solen synker ned, og hvordan de hvide måger åbner vingerne som låger for at lukke lyset ind. Når du kigger imod øst, skal du se den fulde trøst, når de under deres vinger fanger lyset og betvinger vinden i den frie flugt. Nu har vinden lagt sig ned på et sted, som ingen ved, det kan ikke allerede være i en lærkerede ved en stille slåenbusk. Mærker du en smule træk ude fra en vintergæk, er det den, der går igennem for at finde fryd og gammen i den allermindste krog. Hvad du ikke vidste selv, springer som et kildevæld ret som vinen ud af flasken, op som bolsjerne af tasken, ud som påskeliljen selv. Med en liflig blomsterduft i den kolde forårsluft er de sprunget ud i stuen, som de stod endnu på tuen ligesom et juletræ. Juletræet skud for skud folder sine fingre ud bagved ruden og på puden, uindbuden og foruden julepynten i sin glans. Nøgenheden i sin pragt står uskrømtet uforsagt, og sig åbner perleporten midt på dagen klokken fjorten vinter- eller sommertid. Kommer du til kaffemik, som det nu er vores skik i de riger og de lande indendørs og oven vande mellem Halskov og Korsør. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/375
Nu falder klokken frit i slag, som tiden går fra dag til dag utvungent ved din nåde i klar forventning om din dom, som da du her til jorden kom og løste tidens gåde. Timer, dage, tusindår og evigheder, øjeblikke. Splitsekunder er det ikke. Der gives tid i overflod af dig, som kun er rig og god, til alle uden ende, og der, hvor tiden rinder ud i oceanet på dit bud, skal jeg min time kende. Skibe, færger, konebåde og kajakker, optimister. Bankrådgiver og minister. Ethvert erhverv i tidens fold, om det så er at spille bold, dig fryder uden lige, dog glæder det din sjæl især, at nogen spiller på klaver, hvad skal jeg mere sige. Piber, trommer, pauker, harper og trompeter, xylofoner. Genlyd giver millioner. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/106/2/2
Nu træder jeg ind i din boble, og lukker hinden efter mig, så jeg kan al min gerning koble op på min kærlighed til dig, hvorend jeg svæver over jord på ånden din og på dit ord. Jeg rækker hånden ud mod grenen og plukker mangofrugten rød, imens jeg tager misteltenen for slangens hvislen sagte, sød, og hvert et ord, som den har sagt, det har jeg mig på sinde lagt. Men frugten får mig til at rødme, som er den fuld af kærlighed foruden saft og megen sødme, og slangernes troværdighed kan ligge på et lille sted, som Gud og ingen djævel ved. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/5
Herre, for din fod jeg finder mig, hvor jorden selv mig binder mig som i min grav. For at jeg en påskemorgen springer ud af julesorgen ind i dine krav. Hvad du end af mig forlanger, hvad min næste herlig trænger, ofrer jeg for dig. Aldrig tager jeg mig sammen for med stemme og med stammen kun at tjene dig. Kun dit kors, din grav og glæde søger jeg i høje sæde ved din højre hånd. Se, en stige fra det lave ind i Paradisets have fører ved din ånd. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/4/150/2
Nu falder katedralens skygge fra gaden og i stuen ind og strækker sig det sidste stykke fra ruden ind i sjæl og sind, hvor skyggen af en klokkes klang mit hjerte stemmer til en sang. Jeg rører ved min lyres strenge og slår en salmetone an, som klinger uforsagt og længe, som gamle toner vil og kan, så blidt en ny sig føjer til, som nye toner kan og vil. Da hører jeg en tredje tone sig blande med min melodi, udgå fra herlighedens trone frem uafvendelig og fri og gøre ende på min sang, som jeg har sunget dagen lang. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/350
Kirken stråler i al sin glans som en lykkelig kvinde, helt sin egen og også hans, som har hende i sinde; han er den klippe, hvorpå hun går, han er den tinde, hvorpå hun står. Udsyn frit over jordens rand til de yderste ender; der, hvor himlen er sat i brand, og hvor kragerne vender, dukker en flåde ud af det blå med kors og stjerner og sole på. Havnen vrimler med folk og fæ, og de lystige skibe har lagt til kaj i ly og læ, hvor de ligger på stribe, indtil de sejler herfra igen, Gud ved alene, hvor de skal hen. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/105/529/2
Jeg går i tusind tanker og grunder stadigt på, hvor dybt mit håbets anker i himlen synke må. Om tyderne vil sige, at jorden, den forgår, skal aldrig troen vige så meget som et hår. Jeg ser ud over heden, som sig forvandlet har ved nyk af kærligheden nu til en himmel klar. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/612/55
Når bugtens alt for salte vand om efteråret stiger op over vandets vante stand i lande og i riger, og trænger ind i å og sø er døden i dens følge, det er den anden bølge. I tusindvis af ferskvandsfisk har måttet lade livet uagtet gulerod og pisk, og hvad de tog for givet, de vender bug og side til, som faldt de om på gaden, og op til overfladen. Så sandt som øjet står i vand opstår den mørke skygge henover bundes brune sand og fylder mig med lykke, for andre fisk i tusindvis er svømmet ud i vandet, en aborre blandt andet. Kun hejren står imellem siv urokkelig som stenen, der står imellem død og liv ret under misteltenen og tøver i en evighed, hvad vil mon tiden bringe, og letter på sin vinge. Et billede på livet selv i små og store vande, når tordenbrag og efterskælv i riger og i lande er dagens kost for brød og ost, og kærnet smør på brødet står frem igennem ødet. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/228/90/2
Lys er november, endnu er det klart, dagen består i sin sprække, mørket vil falde usvigeligt snart, stjernerne står på en række for at spredes ud over alt, som vi kværner peber og salt over brødet, vi bryder. Brødet er delt som den skælvende jord over i to, som er halve, føjes dog sammen ved sandhedens ord som siamesiske kalve, sært at skue, men det er sandt, hvad vi søgte og siden fandt ved at kigge i spejlet. Det er en gåde, som ingen forstår, førend vi mødes i luften med den Herre, som kommer og går ligesom rosen og duften, ja måske er han netop den rose, der visner og blomstrer igen langt inde i november.
Jeg ved, jeg har vundet, jeg ved, jeg har spundet en tråd af den fineste uld, jeg løber af dokken og spinder på rokken en tråd af det pureste guld. Jeg indvæver tråden i glæden og gråden i himmel såvel som på jord med garnet, jeg vinder, og sløjfen, jeg binder op med et forløsende ord. Jeg siger det bare og lader det fare som skarverne ud i det fri, der samles i flokken og flyver mod dokken, så vidt jeg kan tælle til ti. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/397/505
Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag
Independent blog about literature, philosophy and society in words and images
The greatest WordPress.com site in all the land!
Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades
...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...