Nu kommer Josef til den by,
hvor han engang var hjemme,
men finder kun et stakket ly,
hvor han kan gå i glemme.
I stalden må han slå
sig ned på halm og strå
med barselskvinde, suk og ve,
og dog skal her et under ske.
Maria, hans trolovede
og Herrens tjenerinde
har holdt det ord, hun lovede,
og nu er tiden inde.
Nu føder hun Guds søn
i løn og under bøn,
som høres under himlens hvælv,
uhørlig dog for hende selv.
Guds engel ganske tæt derved
for hyrderne sig viser
og giver dem herom besked,
befaling og beviser.
Frygt ikke! Det er mig,
og se en glædelig
begivenhed har fundet sted,
hvorom I som de første ved.
I stalden er der blevet ro
i båsen og på jalet,
men vakt er dog den største tro
i krybben og i sjalet.
I himlen er der fryd,
bebuder englelyd,
på jorden er det blevet dag,
i mennesker Guds velbehag.
Maria gemmer hvert et ord
fra denne hyrdetime
om frelsen for den hele jord
og får det til at rime.
Hvad hende Gabriel
for hele Israel
med kærlighed forkynde lod
ved ebbe er nu overflod.
Selv månen lyser fuld og klar,
men holder sig tilbage,
og skinner kun i rudens glar
og på de flade tage.
Her i den samme egn
står klare stjernetegn
som overalt, hvor denne jord
har vendt sit ansigt imod nord.
Fra østen går en stjerne frem
som en gesandt fra solen
og standser over Betlehem
i bogen i reolen.
Nu tager vi den ned
med fryd og julefred,
som var det selve Pagtens ark,
vi fandt igen på Herrens mark.
28. nov. 2018
