Kirken i Gyngen

Det er mageløse veje,
som fra jord til himmel går,
mælkebøtte, akeleje
hist i Paradiset står
i det sande hjerterum
for dit evangelium,
før det ude eller inde
bliver spredt for alle vinde.

Vinden går igennem kronen
på det allerstørste træ,
før den sætter sig på tronen
i det allerførste læ
i en have eller park
midt i selve Pagtens Ark,
som er flyttet fra sit stade
til en hvirvel blot af blade.

Her og der og alle vegne
og i hver en skammekrog
ligger bladene forlegne
samlet op i livets bog,
som er skrevet af din hånd,
blæksprutte og Helligånd
her og der og alle steder,
hvor vi knæler dybt og beder.

Fadervor på vore læber
frelser os fra synd og død,
tvinger krokodillens kæber,
just som den sin frokost nød,
hunden vogter sine får,
uanset hvorhen de går,
er de ude eller inde
eller spredt for alle vinde.

Sig lukker havets bølger om
mig synder dybt i fiskens vom,
hvor jeg på Herren kalder.
Her hører han min bøn så lydt,
som var han selv i havet flydt,
som regnen i det falder.

Nu bærer ferskentræet frugt
for første gang, og fuglens flugt
går lige over haven.
Den gåsekile er så bred,
at den er gået helt af led,
da den fløj ud af graven.

Gud vis os i den sidste nat
din nåde og fortæl os, at
i brombærhegnet finder
vi mer end nåde for vor skyld
i sommerfuglebusk og hyld
og sommerfugleminder.

Her i dit sande Paradis
af flødeskum og jordbæris 
og æggehvidesukker,
desserten efter vin og brød
som evigt liv til liv og død
sig himlen om mig lukker.

Det er profeten Jonas’ tegn
i hver en vrå og hver en egn
for disse onde slægter.
Gud selv gør tegn for hav og jord,
som vi det gør ved bad og bord,
hvor lidet vi det mægter.

Nu lander jeg på livets kyst
så fuld af salighed og lyst
til livet at begynde
på livets allersidste dag
trods sorg og savn og nederlag
med stil og sans og ynde.

I evighedens morgengry
der kommer Jesus på sin sky
med alle dem, han kender,
og alle dem, der kender ham
er med ham i Jerusalem,
hvor alle veje ender.

I et spejl som i en gåde
hos frisøren kan jeg se,
at jeg klippes fri af nåde
med en saks og ikke le,
når hun klipper koncentreret,
og jeg sidder velplaceret
i salonens nådestol.

Når jeg rejser mig fra stolen
med mit splinternye hår
og betaler med pirolen,
der har sat sig på mit lår,
må de gerne lette skatten,
for nu kører jeg med klatten
i min Lamborghini rød.

Ja, de mange hestekræfter,
tusindtallig engles hær
skal jeg kendes på herefter,
når jeg hæver mit salær,
det er lige ned i foret,
når jeg sætter mig ved roret
i et tomotores fly.

Hævet over andedammen,
vægtløs over mark og skel,
føjer jord og himmel sammen
til det sande Israel,
hvor de levende og døde
spiser jordbærgrød med fløde
som et andet shibbolet.

Nordisk mad med brændenælder,
det kan englene forstå,
danske vine overvælder
snart de store som de små,
norske laks i stride strømme
springer efter alt at dømme
skjult i Paradiset flod.

Der, hvor bjørnen efter hvile
i sit hi den lange nat
med sin unge efter mile
gennem dal og skov og krat
står på lur med sine poter
for at fiske sine kvoter
af den gydeklare fisk.

Hvor de strålende keruber
står på vagt med flammesværd,
og hvor bierne i kuber
holder på, hvad de er værd,
når de gyder mælk og honning
over mig og Sydens dronning
visere end Salomon.

Her på morgenkvisten,
når jeg tager pisten
til min gerning ned
gennem fjeldets porte,
førend de er borte
i al evighed,
sender jeg
en blomst til dig
gennem himmelrummets æter
til din blide sæter.

Sidder du på lien
eller følger stien
i den lyse nat,
hvor en ugle svinger
sig på sine vinger
gennem skov og krat,
hvor der knap
og knap og nap
er en vej imellem grene,
hvor du går alene?

Se, hvordan jeg stiger
på de himmelstiger
til, hvorfra jeg kom,
englene beklæder
hvert et trin med glæder,
så det er som om,
du er her,
og jeg er der,
når vi går i evigheden
hånd og hånd i Eden.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/312/17

Her på jorden er en skygge
af et himmelsk Paradis,
her er salighed og lykke
til en meget billig pris,
selv om nåden er et dyr,
hvormed Herren har sit hyr,
kommer den i stride strømme
til os efter alt at dømme.

Syvende og sidste himmel
sender salighedens regn
over hele jordens vrimmel
i enhver afsides egn,
blomsterengen spirer frem
udenfor Jerusalem,
spirer frem af ørk og øde,
blomsterne er lyserøde.

Fanden hytter sig og sine,
så man tror, at det er løgn,
forårsager død og pine
i det meste af et døgn,
førend tiden lidt i tolv
eller måske mere halv
rinder ud for Satans yngel
overvundet af en engel.

Sådan kommer det for dagen
over hele Israel,
hvem der sejrer over dragen,
lovet være Mikael,
nu er det den sidste tid,
regner falder blød og blid
over havet og i ørke
gennem lyset og i mørke.

For den store himmelkonge
hersker over syd og nord
i al evighed og længe
med sit scepter og sit ord,
øst og vest skal strømme til,
hvis de vil og gerne vil
blomstre op i rosendale
i de høje himmelsale.

Korsets tegn hen over kloden
er nu af Guds fingre gjort,
nælden grebet fat om roden
foran Paradisets port,
og der, hvor keruben stod,
vælder havens overflod
ud i alle verdens kroge
over led og under låge.

I en have i en have
springer havens roser ud
under hyld og over grave
lydigt på det første bud
mellem eg og æbletræ
i et usandsynligt læ
først foroven, så forneden,
sidst som roserne i Eden.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/694/301

Israel i fyrre år
vandrede, som tiden går
om i ørkensandets glød
til og med den visse død
for en broderpart af dem,
som kun gik og længtes hjem.

Deres børn og børnebørn
fulgte himlens kongeørn
med et klart og løftet blik,
som det nu var deres skik,
mens de travede i sand,
ind i et forjættet land.

Mælk og honning flyder her,
formes kan det bløde ler,
levende ved kraftens ord
bliver vin og brød ved bord,
af hans legeme og blod,
lever vi i overflod.

Han, som slagtes som et lam
ved sit alter, det er ham,
som forlader synd og død
for livsaligheden sød,
til opstandelse og liv
vågner menneske og siv.

Mandelblomstens fine duft	
bølger i den tynde luft,
let som vinden på et blad
skiller lys og skygge ad,
sætter som en veksel skel
mellem os og Israel.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/459/488

Jeg beder Gud at sige det med blomster,
fordi det er et sprog, som jeg forstår.
Han siger, det er ikke nogen hamster,
det hedder marsvin, hvor jeg kommer fra.
Det er så godt som en delfin,
der deler vandene i vand og vand og vin.

Han skænker den i kalken som sit eget
vidunderlige blod fra mund til mund.
Han siger dertil noget, det er noget,
han skrev med fingeren engang i sand.
Imellem jer, der er der én,
der kaste vil den allerførste hjørnesten.

Jeg skuer ind i himlen, den er åben,
og ser ham ved sin faders højre hånd.
En anden bliver efterladt med aben,
imens jeg bliver stenet som en hund.
En engel tager mig i favn,
imens jeg ånder ud og ind i Jesu navn.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/591/6/2

Morgenen er som den første morgen,
solsorten synger: Der blive lys!
Heldigvis stiger solen af sorgen,
solsortesangen, når den fornys.

Stille og mere tyst end du aner,
går han omkring i den nyfaldne sne.
Roserne springer ud, som fasaner
skogrer i stilheden, ingen kan se.

Himlen besøger blidt dine øjne,
når du har taget solbriller på.
Velkommen vær i de ukendte egne,
som kun Guds søn og apostlene så.

Efter “Morning has broken” Eleanor Farjeon, (Cat Stevens)
.

Nordeuropas største kirke,
tag mig ikke på mit ord,
kan jeg for min sag udvirke
fremgang på Guds grønne jord,
er jeg fuld af hvide løgne,
Münchausen kommer til kort,
både hellige og søgne
lyver jeg om småt og stort.

Jesus Kristus er opstanden,
kom selv og bese det lidt,
han forveksles med en anden,
selv af dem, der så ham tit,
men det er hans egne mærker
efter nagler og af spyd,  
som den svage tro forstærker
på, at det er ikke snyd.

Fra det dybe til det høje
med en vidde og prægnans
lades syner for dit øje
op til jul og til Sankt Hans
i de fine broderier
med de små motiver på
af alverdens bryderier, 
som Guds øje falder på.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/626/442

Se, langt derude
en synkende skude,
et optisk bedrag
hver eneste dag,
som gik jorden under i legen,
men bolden er rund,
hver dag er et fund,
og natten den er vores egen.

På skyerne hvide
ankommer i tide,
han som det har sagt,
at det er fuldbragt,
som englene sang det forinden
så sikkert og vist,
herneden og hist
kan ingen ham vælte af pinden.

Når Danmarks drenge
på nyslagne enge
leverer et spil,
som ikke er til,
må pigerne smile og sande,
at slaget er tabt,
vi er ikke skabt
til skabelsens Gud at forbande.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/674