Kirken i Gyngen

Nu vågner vi under midnatssol,
som stråler ved jordens tinde,
et land ligger under Nordens Pol,
som aldrig os gik af minde,
Guds menighed herfra uden spor
det lykkedes at forsvinde.

Hans Egede her som en Ansgar
opsøgte de ædle vilde,
som råber i skoven, får man svar 
af levende toner milde,
udsprang under dåb til salmesang
af klippen livsalig kilde.

De mennesker, som i deres land
med hvaler i dyb og øje,
sig glæder som hver en kristen mand,
der springer ud af sin køje,
er lettet fra Nuuk med Grønlandsfly
og løftet ind i det høje.

Fra Jomfruøerne kommer hjælp,
opstandelsens blide tone
er lykkelig som en hundehvalp,
vil sig nu med os forsone,
om solgte vi hende for en slik,
så står vi som mand og kone.

Forbundet om ej i et og alt,
så dog i de ting, der tæller,
når livsløbets dage bliver talt,
såvel som når dagen hælder,
og tunger af ild i lue står
i skoven af brændenælder.

Hvor bøgene står i tusind år
og kaster den samme skygge,
og admiralen sin larve får
på vingerne uden krykke,
der flagrer en drøm så lys og let
velsignet af held og lykke.

Nu kommer det ny Jerusalem 
til os som et kongerige,
når Øster- og Vesterbygden frem
for alt træder uden lige
og stråler i evighedens glans
som lys i dit Himmerige.

I de allersidste dage,
hvor vi kender dyrets tal,
vender Jesus skjult tilbage
i sin blå muslingeskal,
hvert et øje, som den ser,
farves af det fine ler,
åbner sig for høje himmel,
skjult deri er stjerners vrimmel.

Her, hvor hun er lys og fager,
som sin alabaster brød,
hun som ene det behager
ham at elske før sin død,
daler ned for fulde sejl
han som et forsonet spejl,
hvori vi os selv kan skue
som en slange og en due.

Løven lever her og Lammet,
ulv i fåreklæder sat
udenfor og dertil skammet
ud og sat tillige mat,
større vildskab findes ej
end den, som selv finder vej
gennem krig og fred til nåde,
heller ej en større gåde.

Hvad er det at møde den genkomne Kristus
i kød og i blod?
Et ord er et ord og en gestus en gestus,
en flod er en flod.
Gud søn er Guds søn, når han kommer i skyen
og vender tilbage lidt uden for byen.

Det er ham, som fødtes af Jomfru Maria,
led pine og død.
Det er ham, som genopstod førend sharia
i vin og i brød.
Det er ham, som steg op til himmelens trone,
hvorfra han skal komme med scepter og krone.

En latter så fejende let som en byge
af regn over eng,
et smil, der med lethed helbreder de syge
som slet ingenting.
Hvad er det at leve i nåde og lykke
og selv være frelserens levende skygge?

Det er at forkynde dit ord til din ære
for folk og for fæ
og finde sin død, hvis det sådan skal være,
og dø som et kræ. 
Det er at slå rod, bære frugt og få vinger
som fuglen, der højt over dybet sig svinger.

Det er at få nys om opstandelsens under,
der forklarer alt
og indfinder sig i de ledige stunder
som lys og som salt.
En flyvende sommer af sandhed og nåde,
en flyvende dør og uløselig gåde.

Hvem kom med halal og haram og koranen
og vigtede sig
og stillede sig op med al sin formanen
og sagde til dig:
Død over enhver, der vil håne profeten,
hans hovede ryger, når jeg tager teten!

Hvad er det at møde den genkomne Kristus
i forhold hertil?
Det er som at finde en blomstrende kaktus,
hvor intet er til.
Den spreder sin duft mellem torne og tørke
og åbner sit hjerte i stilhed og mørke.

Nu ser jeg jorden rund og blå
stå over månens bue
med himmel, hav og skyer på,
forunderlig at skue.
Her fra mit udsigtspunkt
er alting nyt og ungt,
jeg føler mig så fri og let
som juleevangeliet.

Jeg daler ned som julesne
så let som Herrens engel,
en julerose kan jeg se
med blomst og blad og stængel.
Jeg er i Betlehem,
og i Jerusalem
har sneen lagt sig som en mur
om tempelplads og skraldeskur.

Det er det allerhelligste,
som hjertet vil kassere
og hartad det umuligste
at forme og massere.
En hovedhjørnesten,
udsprungen mandelgren,
der svæver over hus og hjem
i hjertet af Jerusalem.

Jesu Kristi kærlighed,
som har ført os sammen
i sin lille menighed 
med sit ja og amen,
fører os endnu engang
til sit Paradis med sang.

Først og sidst til dommens dag
står vor hu og vilje,
og for nådens vederlag
rose der og lilje
vokser over grav og grøft,
rækker over hav og kløft.

Med fra hin aposteltid,
med fra Irenæus
følger alskens kættervid,
Assens og Piræus
lægger kaj og havne til,
hvad den arme djævel vil.

Alles frelse står for skud,
listig end udregnet,
holder troen livet ud,
allerede blegnet
er den på den tredje dag
midt i dødens nederlag.

Uden Gud og uden tro
går vi ud til graven,
finder hendes ene sko
efterladt i haven,
hvem, som kan få skoen på,
er den, som i graven lå.

En og anden finder hjem,
om han går i blinde,
finder sit Jerusalem
midt i Juelsminde,
det er Arild Rosenkrantz,
og ikonerne er hans.

Jesus styrer slagets gang
i hver anden uge,
ventetiden føles lang,
men den kan vi bruge
til at øve ret og skel
i vor frelsers Israel.

Inde bag ved dine øjne
tænder jeg et lys,
fuglene er så forfløjne
her og udenbys,
langt af led til fjerne lande
flyver de i tusindvis.

I en usandsynlig vrimmel 
tegner de en sky,
sorte sol på blanke himmel
over land og by,
lykkelig den fuglekigger,
som et blik fik ind deri.

Ligesom en sildestime
står den sorte stær
højest i en lille time,
hele himlens hær
kommer til fra fjerne lande
for at bygge rede her.

Som baronesse Blixen
med djævelen en pagt,
den gang hun lå på briksen,
indgik, så er det sagt,
har kirken sine sorger
vendt om til tant og spil,
kun for vor frelse borger
vor frelser, om han vil.

Han kommer for at hente
os hjem med lynets hast,
så vi skal ikke vente
i håbet, om det brast,
i kærlighedens arme
skal med sin bedste ven
den fattige og arme
nu blive rig igen.

Så rig som nogen kejser
var han fra første færd,
med ét fra dybet rejser
han sig op med sit sværd
og gennemborer dragen,
før den får set sig om,
den regnede på dagen
og timen, da den kom.

Det er Treenigheden,
som bliver alt i alt,
hvert barn i menigheden
har fået det fortalt,
den giver sig til kende
i al sin majestæt
i både ham og hende
ud i den frelste æt.

Det er den milde Fader,
der fylder al din sjæl,
når du hans gerning lader
fra tå og til din hæl
bestemme, hvor du vender
dig hen på sikker fod,
fordi du forskel kender
på grusom, ond og god.

Det er hans Søn den gode
som Ordet i hans mund,
der træder ned for fode
al død i dødens stund
og stiger påskemorgen
som solen op på ny
og slukker julesorgen
i allerførste gry.

Og det er Helligånden,
der fri af tid og sted
med hjertet og med hånden
i hver en menighed
opbygger nådens tempel
af liv og ånde kun
med samme segl og stempel
som førhen Salomon.

Decemberdag. Glenten slår vingerne ud
og svæver hen over os lige som Gud,
som sender sin søn for at fødes i nat,
hvor scenen i stalden på timen er sat.

Han fødes for store, han fødes for små,
han lægges i krybben på leje af strå
i stalden, hvor støvet beredes for ham,
Guds søn og Guds levende ord og Guds lam.

Nu står der en engel på marken med får,
og hyrderne rejser sig op, og de går,
hvor englen befaler dem uden at kny
og tilbeder barnet i Betlehem by.

Her står de og glor som forarmede får
på ham som er klinket af tusinde skår
og dog ligger helstøbt, velbåren og ny
kun svøbt i et sjal på en lyserød sky.

Nu løfter hans mor ham fra krybben og ind
til sig, og de to er det samme af sind,
og de bliver til et, selv om de er to,
og det bliver til, som er tillid og tro.

Decembernat. Glenten slår vinger ind
i træet, hvor den slår sig ned på en pind,
de sidder i flokke som lys på et træ
og lyser i hjertet i vingernes læ.

Frit efter Højskolesangbogens nr. 261 af Iben Krogsdal.

Herre, kommer du til bryllupsfesten
fulgt af dine brudepiger små?
Til mit bryllup er du hædersgæsten,
herlig skal du hæderspladsen få!
Sidde skal du ved min brud,
når du deler blod og legem ud.

Du er vin, som flyder i dit bæger,
du er ord, der flyder af din mund.
Når din tavshed hjerterne bevæger,
bryder guld og glød af hjertens grund.
Ligesom den første gang,
da du gjorde vand til vin og sang.

Som du mellem fiskere og bønder
har forvandlet postevand til vin,
fyld titusinde af tomme tønder
op med fryd ved sølvertale din!
Så vi al din dyd forstår,
når vi hver et bæger af den får.

Herre Jesus, lad din harpe klinge,
som den klang, da David slog den an.
Lysere end ved ved en englevinge,
dybere end mestersanger han.
Lad det klinge sødt i sky,
klinge som Jerusalem det Ny.

Gendigtning af begyndelsen af "Hymner om Troen 14" af Efraim Syreren 306-73.
Efter Johannes Glenthøjs oversættelse.

Dit gilde tørster efter gæster,
dit bryllup over stil og sans
sig glæder ved de mange fester
fra juleaften til sankt hans,
hvori dit brudekammer står
som fold for det fortabte får.

Du kalder mange til din trone,
men få er de, der finder vej,
som finder ind til livets tone
så langt af led af alfarvej,
hvor du dig føde lod i skjul 
for hyrderne, da det blev jul.

Din ovn er fuld af glød og glæde,
når du os prøver for din gunst,
som åbenbarer sig for spæde
langt hellere end vid og kunst,
når du til dig os viser vej,
i fristelse os leder ej.

Din vej er kort, når tiden krummer
sig sammen i hårnålesving,
så er det jul, når det er sommer,
og ellers er det ingenting,
når tiden går sin vante gang
uendelig og ond og lang.

Retfærdighed og fryd og glæde
står sammen om din trones glans,
hvor du i evighed har sæde
foran din engleskares dans
for alt, hvad du på jorden led,
i Himmeriges kølighed.

Afslutningen på Efraims digt "Hymner om Troen 11".
Johannes Glenthøjs oversættelse benyttet.