Tak du min Immanuel
for den søde time,
som det er mit store held
i din store stime
nu at være fanget i
i dit søde Himmerig.
I min Faders favn og skød
har jeg evig hjemme,
og al verdens savn og død
lader han mig glemme,
når han rækker mig sin hånd
med den gode Helligånd.
Lykkelig er hver en dag,
som den til os kommer
fuld af lykke for og bag
og i sine lommer
efter dagens gerning hjem
til os i Jerusalem.
Lad os stifte fred på jord
i det mindste og det største
fra det sidste til det første
med det os bekendte ord,
som i mørket skabte lyset
og i lyset gjorde liv,
hvorved det fremkaldte nyset
med sin bydemåde bliv.
Freden breder sig på jord
og går ind i alle byer
på de store hvide skyer
til det store fælles bord,
hvor der skænkes morgenkaffe
til enhver, som kommer hid,
så det handler om at skaffe
kopper nok i rette tid.
Lad os gå ud over jord
og for folkeslag forkynde
ordet og med det begynde
i vor egen lille hjord,
så vi når til verdens ende
allerede nu i dag
og der på en studs kan vende
om på Himmeriges tag.
Til alteret vi går
at ofre liv og lemmer
med alle vore sår
og løfte vore stemmer
med tak for trekornsbrødet
for det, som vi har ødet,
og dertil husets vin
som nu er din og min.
Vi rejser os og står
berusede i rummet,
til himlens hvælving når
den sang, som er forstummet,
et ovenlys er fanget
i linsen og er langet
henover bordet her,
usynligt dog det sker.
Det store hvide rum
med alle sine hjørner,
gør min forundring stum
som alle himlens stjerner,
der daler ned i støvet
på jorden, som er prøvet
i ild og vand og luft,
med en velsignet duft.
Hvad menes der med kristendom,
og hvad betyder nåde
til forskel fra den jydedom,
der er Gud selv en gåde?
Det er et hemmeligt kartel,
der cirkulerer skrøner
om jomfrudom og Karl Martel
og æg foruden høner.
Og Danmark er et kristent land,
hvis Børge skulle spørge,
og nissen er den største mand,
langt højere end bjerge.
Nådig kaster æren skygge
i Jerusalem det Ny
på det ellers korte stykke,
der går ned til Belle Vue.
Se det yderst grønne græs
overfor på Helgenæs!
Her på vores egen side
lyser markerne så hvide.
Sandet strækker sig så længe
øjet rækker på en dag.
Bølgen i sin vante gænge
slår nu sine bedeslag.
Badebroen rækker ud
fyldt af nøgen krop og hud.
Hjertet strækker sine våben,
overgiver sig i dåben.
Menneske skal barnet hedde
efter bedstemoder sin,
som har lært os selv at bede
pænt om både brød og vin.
Længe levede hun glad
uden skam og figenblad
med en fylde i sin mave
som i Paradisets have.
En efterladt kirke,
i den skal vi virke
og holde gudstjeneste i,
skelettet på korset
og krøllen på verset
bevidner, at tanken er fri.
En skræmmende tanke,
når verset sin manke
har rystet i skaberens ånd
som løven i skyggen
med vinger på ryggen
udført af en lykkelig hånd.
En lykkelig skaber
af fugle og aber
i fjernsynets former for liv,
hvor fuglene letter
i flokke på sletter,
når skaberen siger sit bliv.
Så tror jeg, salmen faldt plads med ændring af tredie og nyt fjerde vers:
Se, nu stiger solen op,
aldrene af dage,
ung endnu i sjæl og krop,
aldrig uden mage.
Jorden åbner glad sin favn,
lader æbler falde
af hvert underfulde navn,
de sig lader kalde.
Kirkeklokken ringer med,
yngre dog end solen,
med sin klang af kærlighed
over nådestolen.
Se, nu skuer solen ud
over alle tage,
bringer et velsignet bud
over alle dage.
Det kritiske punkt var ordet “prækestolen”, som jeg skrev, fordi jeg mente “nådestolen” ville være for vidtløftigt og uforståeligt. Men “prækestolen” bragte en ironisk distance ind, som førte væk fra anslaget. Ries melodi bragte mig tilbage på sporet, som det måske kan være interessant at kende til, selvom det naturligvis ikke har betydning for sangen i sig selv:
“At 5:30 p.m. Krishnamurti came through the back of the canvas. Sliding off his sandals, he sat cross-legged on the table and made the palms together-namaste-gesture of greeting, which the audience returned. In his usual silence, he looked slowly around. Sitting this way in immaculate cleanness and utmost grace, he was a totally beautiful human being. Beautiful is not an odd word to use of this man and a man of seventy; it is the only word. Sex and age had no meaning. It was human beauty so essential that any qualification was irrelevant. As he began to speak with an intensity of precision and almost passion, there was about him an authorithy, a majesty, as if he had entered inti the historic state of the grat teacher, seen only rarely through the centuries.”
Mary Zimbalist “In the Presence of Krishnamurti” p. 13-14.
