En efterladt kirke,
i den skal vi virke
og holde gudstjeneste i,
skelettet på korset
og krøllen på verset
bevidner, at tanken er fri.
En skræmmende tanke,
når verset sin manke
har rystet i skaberens ånd
som løven i skyggen
med vinger på ryggen
udført af en lykkelig hånd.
En lykkelig skaber
af fugle og aber
i fjernsynets former for liv,
hvor fuglene letter
i flokke på sletter,
når skaberen siger sit bliv.
Så tror jeg, salmen faldt plads med ændring af tredie og nyt fjerde vers:
Se, nu stiger solen op,
aldrene af dage,
ung endnu i sjæl og krop,
aldrig uden mage.
Jorden åbner glad sin favn,
lader æbler falde
af hvert underfulde navn,
de sig lader kalde.
Kirkeklokken ringer med,
yngre dog end solen,
med sin klang af kærlighed
over nådestolen.
Se, nu skuer solen ud
over alle tage,
bringer et velsignet bud
over alle dage.
Det kritiske punkt var ordet “prækestolen”, som jeg skrev, fordi jeg mente “nådestolen” ville være for vidtløftigt og uforståeligt. Men “prækestolen” bragte en ironisk distance ind, som førte væk fra anslaget. Ries melodi bragte mig tilbage på sporet, som det måske kan være interessant at kende til, selvom det naturligvis ikke har betydning for sangen i sig selv:
“At 5:30 p.m. Krishnamurti came through the back of the canvas. Sliding off his sandals, he sat cross-legged on the table and made the palms together-namaste-gesture of greeting, which the audience returned. In his usual silence, he looked slowly around. Sitting this way in immaculate cleanness and utmost grace, he was a totally beautiful human being. Beautiful is not an odd word to use of this man and a man of seventy; it is the only word. Sex and age had no meaning. It was human beauty so essential that any qualification was irrelevant. As he began to speak with an intensity of precision and almost passion, there was about him an authorithy, a majesty, as if he had entered inti the historic state of the grat teacher, seen only rarely through the centuries.”
Mary Zimbalist “In the Presence of Krishnamurti” p. 13-14.
Nu sænker Helligånden sig
med tusind klare øjne
og tunger over dig og mig
som var det vore egne.
Vi ser hinanden i det lys,
som vælder ud af solen,
og hvert et øjeblik fornys
af farven i violen.
Gud er en duftende syren
i overdådig vælde,
som sætter spurven på sin gren
og bladet på en nælde.
Nu skal med lynets hast det ske
til glæde og velsignelse,
dit liv skal helt forvandles,
med lotusøje og med vand,
jeg døber dig i troen sand,
der spildes, hvor der handles.
De dråber, som de hunde små
som søm er lyn og snare på,
forvandler menigheden,
så den dertil med jubelsang
istemmer til din overgang
fra kær til kærligheden.
Jeg korser dig med lynets hast
til æsel og måske til hest
på Pegasusens vinger,
som græsser i en kløvermark
med vennerne fra Noas ark
og mærket af Guds finger.
Det er ikke let at vide,
hvad der ligger i det ord,
at du skal din næste lide
som dig selv på denne jord.
Som dig selv, når du i ånden
frit berører hendes sjæl,
som dig selv i selve hånden,
der omslutter hendes hæl.
Ét med alt og ét med ene
den, som hjertet holder af
for at få det på det rene,
hvorend kilden springer fra.
Hvorend kilden bryder gennem
højderyggen i en dal,
og hvor lærken løfter stemmen
højt i himlens høje sal.
Under broen sammenføjer
Guden sig med Randers fjord,
medens Strømmen sig forhøjer
med en krumning over jord.
Med en krumning i det flade
land, hvor marker støder til,
bugter åen som en gade
sig, hvorhen den gerne vil.
I luften er der en mystik!
Er det din Ånd, der blæser
og ligner Ordet på en prik,
som vi i Bogen læser?
O Hellligånd,
dit tungebånd
berører vores læbe
som Samsons æselkæbe.
Filisterne i hobetal
er faldet ned for fode
med knuste knæ- og hjerneskal
for ordene de gode.
O Israel,
Ezekiel!
Sig, kan de atter ånde
og gå din Søn til hånde?
Ja, Helvede er slået ned
som Sodomas ruiner.
Lot lever, og hans hustru med
er frelst fra sorg og piner.
O Betlehem!
Jerusalem
er dalet ned fra Skyen
i udkanten af byen.
I tusind år skal Staden stå
i pragt på Zions tinde,
hvor fordum hovedstaden lå,
og Templet var at finde.
O Helligdom,
så langt fra Rom,
som ingen vej kan lede!
Her vil vi Gud tilbede.
I Ånd og Sandhed beder vi
som Løven og som Lammet,
og lader bønnen være fri,
selvom den er berammet.
O Fader vor,
til Himmels for
din Søn og lod os føle
din Ånd i hjertets søle.
I Edens have daler du
som dun på Adams hage,
hvor Eva går omkring endnu
og skal ej døden smage.
O Viden om
den sidste dom
skal alle hjerter kende,
som sig til Gud vil vende.
Gud tørrer tåren af din kind,
når du den blot vil vende
til ham og have samme sind
som han i sin elende.
O Løven sød
af honning flød,
som floderne forleden
gik tværs igennem Eden.
Hver en ting, du gør,
hvert et ord, du tør
sige højt, hvor Ånden daler
og på dig i munden taler,
er velsignelse
i en lignelse.
Til dit eget sprog
og i hver en krog
lader Ånden oversætte
Herrens ord og lader mætte
flere tusind mand
over al forstand.
Tak for al din dåd
og dit gode råd,
som du giver mig til bedste,
og jeg giver til min næste,
at i nåde ser
Gud det bløde ler.
Jeg er hyperboræer,
her lever jeg og dør
imod en mur
på sidste tur
mod målet, jeg begærer
med hjertet, og jeg tør!
Jeg er hyperboræer,
her lever jrg og dør.
Men ak, for førligheden
at miste på en studs!
I blinde går
det tabte får
og tænker på forleden
og tænker på en struds.
Men ak, for førligheden
at miste på en studs!
Vi kører i Guds eget
land vores bedste ræs
som liv og død
og hvid og rød,
som altid vi har leget
på banen. Tag og læs:
Vi kører i Guds eget
land vores bedste ræs.
Rejs op dit hoved al kristenhed,
når du for ordet må knæle ned!
Din martyrkrone skal stråle
om kap med den i dit rosenbed,
som du har plukket med kærlighed,
og sig med Herrens måle.
Han har velsignet med livets ord
for sidste gang og ved nådens bord
det purpurbrød, du spiser,
hvor blødt og saftigt det smager dig
med vinen til eller hver for sig,
når han dig vejen viser.
Rejs op dit hoved al kristenhed,
rank ryggen overfor Muhammed!
Din kongekrone skal funkle,
når du forkynder for hjerter knægt
med værdighed og med ordets vægt,
hvad sværdet vil fordunkle.
*
Stå fast, hvor Herren har ladet din fod
dog finde hvile om ej slå rod!
Hans menighed sig bevæger
ved blodet over den ganske jord
og genopstår i det lille ord,
der alle sorger læger.
Tænk vildt som ulvene med deres kuld
af hvalpe over den sorte muld,
når de mod fuldmånen tuder
og skiller sig fra den falske art
i fåreklæder, hvor det er rart,
og dommedag bebuder!
Se frem til dagen, som lader dig se,
hvad der i Jerusalem skal ske!
Der ligger vel guld på gaden
for den, der øjne i hovedet
har for at blive i billedet
af hovedet og staden.
*
Rejs op dit hoved al kristenhed,
og giv så tyrkerne ren besked!
Det er de ting, du siger,
der afgør, om hjertet, det er purt,
om sødt det falder dig eller surt,
og ej for slaget viger.
Kom, kilde af jorden så stille som lyden
af vand imod vand
i dybet, hvor intet kan måles med fryden
af sand imod sand!
Her bygges et tempel af kornene små,
der hvirvles af strømmen
og føjes som sømmen
i kjolerne blå.
Hvor kjolerne løftes i dansen i salen
og knitrer som ild,
har stemmmerne fundet et leje i talen
så mild omend vild.
Her taler vi sammen med venner i lys
i fryd og i gammen,
som året i stammen
bag barken fornys.
I barken på træet er skåret et hjerte
med pil og med navn,
der vokser og vokser og fyldes med smerte
og sorg og med savn.
Her går vi på vejen og taler om sten
med hænderne fulde
og rejser af mulde
os en efter en.
Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag
Independent blog about literature, philosophy and society in words and images
The greatest WordPress.com site in all the land!
This WordPress.com site is the cat’s pajamas
...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...
