Guds menighed er i ny og næ som månen ved aftenstide på færde hist mellem folk og fæ, nyudsprungne grene blide sig føjer efter en kvindes hånd, som månen fyldes af blod og ånd lavt mellem de høje huse. Der står et træ mellem den og os endnu med halvnøgne grene, som længes efter at være hos sin stjerne men står alene, Guds finger følger i et og alt som verdens lys og som jordens salt til æg og til smør på brødet. Guds menighed som den klare sol opstiger ved midnatstide, omspænder jorden fra pol til pol, end hælder den til en side, førend den synker i havet ned, omslynger jorden med kærlighed som skum på de hvide bølger. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/147/62/2
Abel bragte frem sit offer uden tegn og apostroffer, som han overlod til Kain, derfor Gud retfærdiggjorde ham, da selv han tog til orde og stod herlig op i Nain. Væk fra jordens overflade tog Gud Enok for at lade ham forskånes for at se døden i dens hule øje, morgenrøden fra det høje daler ned så hvid som sne. Noa blev en gave givet, ved sin gerning ud i livet frelste han sit hele hus, Gud så hen til ham i nåde mellem alle andre både både elefant og mus. Abraham brød op og søgte kun sin gode hjord at røgte, hvor Gud end ham fandt et hjem, det forjættede at finde land, han fandt det selv i blinde, så Det ny Jerusalem. Sara, ufrugtbar i livet, fik sin anden ungdom givet, fødte Abraham en søn, skønt hans livskraft var som øde, stod den op som af de døde og besvangrede* hende skøn. Underfuldt på hver en måde, var det Abraham en gåde, at forjættelsen fra Gud skulle ofres til den samme, blive derved bragt til skamme ved det åbenbare bud. Himlen mildnedes på jorden, Paradiset i sin vorden bredte sig på Moria, Isak på sit grumme alter sang som David i sit psalter halleluja, gloria. Isak selv i sine bønner velsignede sine sønner med det håb, som ingen ser, højere end alle himle, dybere end alle svimle skuer i det bløde ler. Esau spildte selv sin gave, Jakob snød sig til at have del i den på snedig vis, som han selv til Josefs sønner skænkede ved sine bønner til den yngste nådens pris. Josef så den dag oprinde, da de skulle vejen finde frit ud af Egyptens land, hvor de levede som slaver af de ting, som slaver laver ude i det golde sand. Moses af forældre sine skjultes godt og vel for hine, som Farao sendte ud, til han af Faraos datter fundet blev, og lyset atter skuede som en glans af Gud. Hellere i folkets sæder fandt han sine egne glæder for Egyptens pomp og pragt, førte det igennem havet, hvor egypterne begravet blev, hvor vejen just var lagt. Jeriko bag sine mure talte mellem sine fruer skøgen Rahab, som tog mod Israels udsendte spioner, medens alle andre koner bag de faldne murer stod. Hvorfor nævne flere navne, tiden knap, og skal det gavne, må vi ha det sidste med, hvem er det, som os forlader al vor skyld og vore lader for en himmelsk, salig fred? Kristus er det, vi forkynder for de gamle og begynder med det skrøbelige køn, Adam, siger Eva, smager på den frugt, som dig behager, som jeg fik den af Guds søn. * Kan synges på den angivne melodi, ellers besvangred'. Tilsvarende i forhold til “skuede” i vers 11. Hebræerbrevet kap. 11. Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/sammemelodi/484
Herrens ord, som vi forkynder, falder i den gode jord, folder alle sine ynder ud som blomsten på vort bord, påskeliljer, hyacinter, glemmer vi, at det var vinter, kalder selv erantis frem, se, de kommer, det er dem. Som en hær ud over jorden ruller grønt vort panser ud, brager med sin gule torden frem i salverne af skud, lægger jordens øde øde, fylder dybets dyb med grøde, vinder ind i slot og vrå, evigt skal dit minde stå. Kalder blidt med blomsterstemmer, kalder krokus og viol og på alt, hvad vi fornemmer glædes vil ved lys og sol, anemoner, engleskarer højt og lavt sig åbenbarer hist i himmel, her på jord, brød og vin ved Herrens bord. Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/563
Den anden er som sommerfuglen midt i en sommerfuglebusk, som nattergalen og som uglen, som hesten og den gamle kusk på vej hertil, før du blev til, hinsides ordet, om du vil. Hun synger salmerne i mørket, der høres også et klaver, et el-klaver, som er forstærket, så du foran dit øje ser hvert ord, som skrevet står deri, når det udfoldes i det fri. Den anden tager dig ved hånden og fører dig, hvorhen du vil, selv ført af selve Helligånden fra puslespil til puslespil, hvis billede nu træder frem af templet i Jerusalem. Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/364/424
Når dette år sig føjer til dem, som der var før, med krudt og nytårsløjer, som det sig hør og bør, så skuer vi tilbage på en velsignet tid af uger og af dage og måneder af flid. Vi nåede det hele, hvorom vi havde drømt, vi nåede at dele, da bægeret var tømt, vi føjede en time alt til det korte år, og fik det til at rime på hyrder og på får. Vi passer på hinanden, vi passer på os selv, vi passer på en anden fra fjerne himmelhvælv, vi passer selv som foden i hose til i dag, for nu er hveden moden, og det er ingen sag. Vi høster i det høje og dybe, hvor vi bor, og dynger for vort øje alt op, hvorpå vi tror, og når vi rører himlen med jordens overflod, så synker stjernevrimlen i støvet for vor fod. Du lyser Jesus over hver plet på denne jord, på hvert et barn, der sover kun Herre på dit ord, førend du det befaler at rejse sig og gå, imens du selv betaler, hvad regningen er på. Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/722/381/2
Novemberjesus kold og klar, jeg tror, du skylder mig et svar, hvorfor er mine koner, hvergang jeg finder mig en ny med fine lader, øm og bly nu altid skorpioner? Ved Gud, hvor er det dog et pift altid at bære dødens gift i skrøbelige lemmer, når vinen smager af dit blod, og enden er som salmen god, i hvilken jeg istemmer. Det var min hånd på hendes lår, men hun var et af dine får og hørte til i folden, jeg spildte al din gode vin, nu må jeg leve som et svin af agern og af olden. Du kroner mig alligevel til konge over Israel, jeg sidder på min trone, nu læser jeg i Emma Gad, indtil jeg kan den udenad og holder takt og tone. Decemberjesus ren og hvid, så kom den søde juletid ret som en tyv om natten, imens jeg blundede en stund alt som en sten på havets bund, skønt klokken kun var atten. Du ligger i din krybbe fast, om alle bånd og hjerter brast til glæde for det øje, som ser i moders sjal dig svøbt, som hver og en af os er døbt i glansen fra det høje. Hun er mit kors, jeg hænger nu på hende, kommer jeg i hu, som du i dine pjalter for vore synders skyld dig lod korsfæste, så dit røde blod bestænkede Guds alter. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/731/397/2
Det er mageløse veje, som fra jord til himmel går, mælkebøtte, akeleje hist i Paradiset står i det sande hjerterum for dit evangelium, før det ude eller inde bliver spredt for alle vinde. Vinden går igennem kronen på det allerstørste træ, før den sætter sig på tronen i det allerførste læ i en have eller park midt i selve Pagtens Ark, som er flyttet fra sit stade til en hvirvel blot af blade. Her og der og alle vegne og i hver en skammekrog ligger bladene forlegne samlet op i livets bog, som er skrevet af din hånd, blæksprutte og Helligånd her og der og alle steder, hvor vi knæler dybt og beder. Fadervor på vore læber frelser os fra synd og død, tvinger krokodillens kæber, just som den sin frokost nød, hunden vogter sine får, uanset hvorhen de går, er de ude eller inde eller spredt for alle vinde.
Sig lukker havets bølger om mig synder dybt i fiskens vom, hvor jeg på Herren kalder. Her hører han min bøn så lydt, som var han selv i havet flydt, som regnen i det falder. Nu bærer ferskentræet frugt for første gang, og fuglens flugt går lige over haven. Den gåsekile er så bred, at den er gået helt af led, da den fløj ud af graven. Gud vis os i den sidste nat din nåde og fortæl os, at i brombærhegnet finder vi mer end nåde for vor skyld i sommerfuglebusk og hyld og sommerfugleminder. Her i dit sande Paradis af flødeskum og jordbæris og æggehvidesukker, desserten efter vin og brød som evigt liv til liv og død sig himlen om mig lukker. Det er profeten Jonas’ tegn i hver en vrå og hver en egn for disse onde slægter. Gud selv gør tegn for hav og jord, som vi det gør ved bad og bord, hvor lidet vi det mægter. Nu lander jeg på livets kyst så fuld af salighed og lyst til livet at begynde på livets allersidste dag trods sorg og savn og nederlag med stil og sans og ynde. I evighedens morgengry der kommer Jesus på sin sky med alle dem, han kender, og alle dem, der kender ham er med ham i Jerusalem, hvor alle veje ender.
I et spejl som i en gåde hos frisøren kan jeg se, at jeg klippes fri af nåde med en saks og ikke le, når hun klipper koncentreret, og jeg sidder velplaceret i salonens nådestol. Når jeg rejser mig fra stolen med mit splinternye hår og betaler med pirolen, der har sat sig på mit lår, må de gerne lette skatten, for nu kører jeg med klatten i min Lamborghini rød. Ja, de mange hestekræfter, tusindtallig engles hær skal jeg kendes på herefter, når jeg hæver mit salær, det er lige ned i foret, når jeg sætter mig ved roret i et tomotores fly. Hævet over andedammen, vægtløs over mark og skel, føjer jord og himmel sammen til det sande Israel, hvor de levende og døde spiser jordbærgrød med fløde som et andet shibbolet. Nordisk mad med brændenælder, det kan englene forstå, danske vine overvælder snart de store som de små, norske laks i stride strømme springer efter alt at dømme skjult i Paradiset flod. Der, hvor bjørnen efter hvile i sit hi den lange nat med sin unge efter mile gennem dal og skov og krat står på lur med sine poter for at fiske sine kvoter af den gydeklare fisk. Hvor de strålende keruber står på vagt med flammesværd, og hvor bierne i kuber holder på, hvad de er værd, når de gyder mælk og honning over mig og Sydens dronning visere end Salomon.
Her på morgenkvisten, når jeg tager pisten til min gerning ned gennem fjeldets porte, førend de er borte i al evighed, sender jeg en blomst til dig gennem himmelrummets æter til din blide sæter. Sidder du på lien eller følger stien i den lyse nat, hvor en ugle svinger sig på sine vinger gennem skov og krat, hvor der knap og knap og nap er en vej imellem grene, hvor du går alene? Se, hvordan jeg stiger på de himmelstiger til, hvorfra jeg kom, englene beklæder hvert et trin med glæder, så det er som om, du er her, og jeg er der, når vi går i evigheden hånd og hånd i Eden. Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/312/17
Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag
Independent blog about literature, philosophy and society in words and images
The greatest WordPress.com site in all the land!
Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades
...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...