Kirken i Gyngen

I huset ved havet, der boede han,
den fisker, som fangede sjæle
langt mer end de andre i Israels land,
så mange, at nogle var fæle.

Sig sænkede ned en forunderlig dag
en dug for hans øje det klare
med firben og grise og fugle og kvæg,
alt spiseligt at åbenbare.

Han hørte en stemme, der sagde det alt,
at slagte og spise han skulle,
han hørte det godt, men forstod det kun halvt,
at loven nu lå under mulde.

Dog lænkerne faldt af hans trælbundne krop,
en engel ham førte tilbage
til vennerne, og da de lukkede op,
fortalte han dem det og sagde:

Der findes et ord af den levende Gud,
som jeg ikke vover at sige,
og kun i min bøn tør jeg lukke det ud,
at nu er for Gud alle lige.

Efter Apostlenes Gerninger.

Hør salmen: her.

I år er der tid til at høste,
kornet er tørt og fint,
glæden breder sig stille,
og hjertet blir ikke pint.

Omkvæd:
Man kan møde en mark,
hvor man kommer omkring,
som er høstet roligt og halvt;
og mens stråene står, og timerne går,
fatter vi, at sommer er tid.

I år er der tid til at elske,
her har vi lagt os ned,
og du har taget min styrke,
og jeg har følt din fred.

I år er der tid til at sylte,
haven er fuld af bær:
brombær og hindbær og solbær.
Snart er det her, det sner.

I år er der tid til at dale
ned som et gulnet blad
under de nøgne grene
midt i den gyldne stad.

I år er der tid til at følge
fuglenes frie flugt
over de bundne marker
ind i den dybe slugt.

I år er der tid til at sætte
uret tilbage igen,
og det er lossens time.
Alt kan der ske i den.

O kom og hvil i mig,
du indre styrkes ånd,
og lad mig dele den med dig
din frihed fra mit bånd!

Skrid frem den gode dag,
som skjuler al min synd,
som skal forsvinde med et slag,
den nye dag begynd!

Vær du mit vidne Gud,
at alt jeg gør er ret
ifølge hvert af dine bud,
og jeg gør intet slet!

Jeg skal ej bede mer
end denne ene bøn,
og når du min forvandling ser
at være som din søn!

O kom og hvil i mig
sol over soles sol,
om kap jeg stråler kun med dig
og med den blå viol!

Vers 1-4 gendigtning af “O Come and Dwell in me”, Charles Wesley, 1762.

Hør salmen: her.

Må, hvor englene velsigner
dig, min tunge synge med?
Mennesker og engles herre,
du er altings kærlighed.
Hver en vrå på jorden synger.
Med genklang af Paradiset
gennemglødes vore stemmer
i en lovsang til din pris.

Til din overmåde store
herlighed serafen led
nederlag i sidste ende
i en brand af kærlighed.
Hellig, hellig, hellig være
han som er og var og kommer,
synger den nu uden ende.
Selv jeg synger: Herre Kom!

Med din store rige nåde
træder du i mørket ind,
tænder lys med dine hænder
i det mørkelagte sind.
Lyset falder på dit ansigt.
I bengalsk belysning viger
du tilbage til din himmel
i din faders Himmerig.

Skal vi allesammen komme
til den store bryllupsfest,
hvor du tager den til ægte,
der var kommet med som gæst?
Lad mig ikke dø i synden,
lad det høres på min stemme,
at den klinger i dit øre
i Det ny Jerusalem.

Efter “Mighty God, while angels bless Thee”, Robert Robinson, 1774.

Hør melodi: Her.

Hvem har med sådan kærlighed
os skænket al sin herlighed,
sin egen sti på jorden trådt
til os den nat, han blev forrådt?

På korset han sin krone bar
af gennemstungne laurbær,
som tornebusken i sin brand
før bar i ørkenen af sand.

Min Gud min Gud, hvorfor er du
nu den, du er i al din gru?
Nu har du mig i døden sendt,
hvor intet menneske er kendt!

Lad døden dog min sjæl udfri
og find en grav og læg mig i,
og tilgiv dem, der vil mig ondt;
det er dem alle vel forundt.

Og lad dem følge mine spor,
hvor end de går på denne jord
igennem ørkenen ind i
det ubetvungne Himmerig.

Efter “O who like Thee, so calm, so bright”, Arthur C. Coxe, 1840.

Med os før vi blev undfanget
dybt et sted i moders liv;
ånder liv i vore lunger
med et faderkærligt bliv.

Med os, når vi os besværer
med at så, og høster ej;
siger til os, at om føje
år står kornet i vor vej.

Med os og når stormen raser
over vores mørke sti;
vækker håb i vore hjerter,
gør hver ængstelse forbi.

Med os, når vi lader vore
hjerter døbe i din flod,
og når vi ved bordet tager
mod dit legeme og blod.

Med os, når vi gennem døden
vandre må; du går forbi,
og du tager os ved hånden
med ind i dit Himmerig.

Efter “Always with us”, Edward H. Nevin 1857.

Gud lod søvnen sænke sig
over en alene,
og han lå og strakte sig
under træets grene.

Og hun pakkede det ind
i sit kød alene
benet, som hun lagde ind
under træets grene.

Og nu byggede hun op
mutters og alene
kvinden i sin egen krop
under træets grene.

Hun er kød og ben af mig,
kvinde dog alene,
sagde Adam frem for sig
under træets grene.

Adam og nu Eva var
nøgne og alene,
men de blev det ikke var
under træets grene.

Slangen, som var skabt af Gud
ene og alene
for at være skumpelskud
under træets grene.

Går du her og er så sød,
ensom og alene,
spurgte slangen, og det lød
under træets grene.

Jeg er ikke særlig sød,
når jeg er alene,
sagde Eva varm og blød
under træets grene.

Førend slangen så sig om,
så var den alene
inde i sin helligdom
under træets grene.

Adam, sagde Eva varm,
når vi er alene,
vil jeg ligge i din arm
under træets grene.

Den løve, som mod Samson sprang
begærende hans blod,
blev fyldt med honning på en gang,
hvor han den efterlod.

Hvor troende i verden går,
de mange løver ser;
men samler honning efter år
og kød af jordens ler.

Mig løverne forgæves åd,
for Jesus er mit skjold,
og hvert et tab, det gør mig kåd,
og blid er fjendens vold.

Skønt Satan her med al sin magt
ret bange gør min sjæl,
jeg høster al Guds riges pragt
fra frøet under hæl.

Kun vokser kærligheden til
dit ord og til din bøn
og til det, som du gerne vil,
jeg gør for dig i løn.

Den, som en løve slår ihjel,
skal herlig genopstå,
og honningsøde kildevæld
skal jeg af Jesus få.

Efter “The lion that on Sampson roared”, John Newton 1779 efter Dommerbogen kap.14.

Fynboer kan ikke fatte,
at verden er kold og hård,
alt er så mildt og dejligt
og smukt som den fynske vår.

Og menneskesindet er altid
et spejl af det milde land,
fyldt af forglemmigejer
og hist og her en forstand.

Aldrig lægger sig tanken
stramt om en vældig sag,
forsigtigt mærker den efter
i hjertets levende lag.

Fyn er en anden verden
mod hele den brændende jord,
stille i mulden for evigt
der forglemmigej gror.

Jeg lægger min æselkæbe
og genvinder mine syn,
jeg kan se til verdens ende,
jeg kan også se til Fyn.

Løven er min hyrde,
og i overflod
vokser græsset om mig
sænkende sin rod.

Her, hvor floden hviler
i sin egen seng,
lægger jeg mig også
på den grønne eng.

Selv i mine drømme
blir jeg i din favn
båret gennem skumle
kløfter i dit navn.

Og når mine fjender
pønser på min død,
lader du mig sidde
i din overflod.

Og imens du salver
mig med styrken din,
lader du mit bæger
fylde af din vin.

Når igen du tager,
hvad engang du gav,
går du selv igennem
døden til min grav.

Alle mine dage
følger du mig fast,
når jeg jorden pløjer,
og når det er høst.

Her i løvens hule
lægger du mit lig,
længe skal jeg leve
i dit Himmerig.

Efter Salme 23.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her: