Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Den gode jord
Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse ”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986) i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.
To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.
I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære. I talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der imidlertid ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ‘det eneste jeg ved, er at jeg intet ved’:
“Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det uforbeholdent og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).
Det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i forbindelse med udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ Metafysik:
“Aristoteles´ metodiske udgangspunkt er konstant det sokratiske: Ikke at vide noget. Ikke i den vulgære udlægning, at det er saligt at være så dum som muligt, men i den metodiske tilgang til tingene, som tager sit udgangspunkt i undren og i et forsøg på at undgå alle fordomme. Ikke at kende svaret på forhånd, men at turde lade sig overraske. Vi støder konstant ind i problemer. Det græske ord ´problema´ betyder ´vejspærring´, og kan vi ikke komme over den, må vi bevæge os ud i vildnisset. En sti igennem vildnisset eller et smalt bjergpas hedder på græsk ´póros´. Og ordet findes også i negeret form ´apóros´, når der ingen vej er. Hertil dannes den mere abstrakte term ´apori´, som kunne gengives med ´det vejløse´, ´ufremkommelighed´. Og dette ord har hos Aristoteles omtrent ledemotivisk karakter. Det vrimler med aporier i metafysikken” (Politiken 4. august 2003).
Krishnamurti yndede at fremstille sig selv som uafhængig af alverdens traditioner. Men det er påfaldende i hvor høj grad han henter inspiration i både østlig og vestlig tænkning, blot bringes tidligere indsigter herfra til en hidtil uhørt radikalitet og blomstring. Krishnamurti er den gode jord.
Kirken i Gyngen 
Det var en skøn tid da “Stjernen i Øst” opmuntrede til at se fremad mod verdenslærerens komme og lidt af et antiklimaks, da drømmen brast. Men Krishnamurti har jo haft en selvstændig betydning for vestens åndelighed.
Med venlig hilsen Claes
Jeg tror teosoffernes forventning var for håndfast.
I et privat brev til Emily Lutyens (moderen til Mary Lutyens, som har skrevet Krishnamurtis biografi i tre bind), skriver Krishnamurti i 1934:
“Jeg er bristefærdig af kærlighedens fylde, eller hvad man skal kalde det. Jeg er beruset intelligent, viist. Det er vidunderligt og det er så absurd at sætte ord på; det bliver så banalt. Forestil dig sindstilstanden hos det menneske, som skrev Højsangen, det hos Buddha og Jesus, og du vil forstå hvad min er. Det lyder så bombastisk men er det ikke – så enkelt og fyldestgørende” (min oversættelse).
Overraskende er den 39-årige Krishnamurtis bekendelse også til Højsangen. Men i de digte, han skrev som yngre, er indflydelsen fra netop Højsangen mærkbar. Nogle af disse digte er sat i musik af grækeren George Stefanakis.
Hvis du er interesseret, kan du se en musikvideo til sangen “I am All” her:
Venlig hilsen
Lars
Krisnamurtis direkte tale til teosofferne, kan jeg så absolut kun give ham ret. Tak. For jeg vidste slet ikke, at han havde set det.
Ja, håndfast er sikkert det rigtige ord. I hvert fald var diskussionen om Krishnamurti anledningen til at teosofenn Rudold Steiner brød med hovedkvarteret i Adiar,og stiftede sit eget Antroposofisk selskab. Den liberal katolske kirke, der var stiftet med henblik på at tage imod Verdenslæreren, sygnede også hen med “skuffelsen”. For Annie Besant var skuffelsen et personligt anliggende.
Jeg tror Mestrene fandt, at tiden ikke var parat til Kristi genkomst.
Mestrene? Det var Krishnamurti, der traf beslutningen om ikke at ville optræde som Verdenslærereren i teosofisk regi. Det skete på et helt rationelt grundlag, som han fremlagde i talen d. 3. august 1929. Det er meget udførligt. Jeg forstår ikke, at man på den baggrund kan sige, at “Mestrene fandt, at tiden ikke var parat til Kristi genkomst”. Hvis sådanne “Mestre” fandtes, blev de sat ud af spillet af Krishnamurti. Krishnamurti er den handlende her, ikke Mestrene.
I Krishnamurtis første bog – “Ved Mesterens Fødder” skrevet under pseudonymet Alcyone, gøres gældene, at han under forberedelse til indvielse modtog belæring af hans Mester Kuthumi. I teosofiske kredse mente man, at Krishnamurti skulle blive redskab for en kommende inkarntionen af Verdenslæreren Mesteren Maitreya. Det er denne inkarntion nogle mener blev trukket tilbage af det åndelige hieraki. I hvert fald har du ret i at Krishnamurti selv brød den åndelige forbindelse, som var ved at blive etableret. Ordenen Stjernen i Øst blev opløst.
Jeg er altid glad for at møde andre, der kender Krishnamurti. Men der er ikke to, der mener det samme om ham – i hvert fald ikke det samme som mig! Din opfattelse minder om det teosofferne siger, at genkomsten slog fejl. Forestiller man sig virkelig, at det teosofiske set up skulle kunne have dannet ramme om noget, der var mere nærværende og mere formidlende end Krishnamurti i den post-teosofiske version? Det var kun en dårlig åndelig forbindelse, der blev brudt. Derefter var der direkte kontakt.