Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “august, 2010”

O hvilken hjertets mildhed

O hvilken hjertets mildhed sig
nu bøjer ned for Gud,
og anerkender, det var dig,
der gav det bedste bud.

Ad mange tårebække små
nu angrens dybe flod
omsider til dit hjerte nå
og drukner i dit blod.

At jeg skal ej på dommens dag
i pølen kastes ned;
min ånd skal stige som et flag
med dig af gravens fred.

Min frelser ret dit blik på mig;
der, hvor ruinen lå,
der skal, når verden skuer dig,
dit syn i støvet stå.

Med høje spir mod himlens sky
nu synlig træder frem
i ly af selv det mindste ly
Det ny Jerusalem.

Vers 1-4 gendigtning “O for that tenderness of heart”, Charles Wesley 1762.

Hør melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/o/f/t/oftthart.htm

Tiger, tiger

Tiger, tiger, vild i varmen,
du har fået hele armen.
Hvem har set mig før betvinge
Helvede med blot en vinge?

Fjernere end mine øjne
rækker, fandt jeg dine øjne
fulde af en indre ild
uudslukkelig og vild.

Og med skulder, knæ og lunge
ofrede jeg til din tunge,
og da pulsen i dig flød,
var jeg selv så godt som død.

Med en hammer og en esse
formede jeg fod og isse.
Med en ambolt og et greb
om det dødbringende begreb!

Og selv stjernerne beskæmmet
fyldte himlen op med gråd:
Den, der skabte lammet,
skabte også lammets blod.

Tiger, tiger, vild i varmen,
du har taget hele armen.
Jeg kan let igen betvinge
Helvede med blot en vinge.

Efter “The Tyger”, William Blake.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning til Jan Erik Hansens melodi her.

1844

Jesu genkomst i 1844 var fokus for adventbevægelsen i Amerika. Bevægelsens grundlægger er William Miller (1782-1849). Han voksede op i en baptistisk menighed på landet i Massachutes og blev efter at være flyttet til byen i en alder af 22 år deist. Dvs. at han troede på, at Gud havde skabt verden ligesom et ur og trukket det op, men at Gud ikke længere greb ind i verdens gang. Vi skal se, hvordan denne grundopfattelse også kom til at præge Miller efter hans omvendelse, idet hans eskatologi er udpræget passiv. Historien ses som udfoldende sig mekanisk efter en én gang fastlagt plan.

Efter i 12 år at have fornægtet troen kom Miller ud i en alvorlig krise. Med ét så han imidlertid Kristus for sig, og han ønskede, at han dog bare fandtes! Eftersom det jo netop var Bibelens åbenbaring, at det gjorde han, sluttede Miller, at Bibelen måtte være sand. Med særlig opmærksomhed hæftede han sig ved et bestemt forhold i den Hellige Skrift, nemlig de allerede opfyldte profetier. Han gjorde nemlig den opdagelse, at tidligere forudsagte begivenheder, som var blevet opfyldt i fortiden, netop var blevet det på det forud angivne tidspunkt! Med denne erkendelse som forudsætning begyndte Miller nu at beskæftige sig med spørgsmålet om Jesu genkomst. På grundlag af sin læsning kom han frem til, at “Bibelens tidsangivelser…ligesåvel var en del af Guds ord og lige så berettigede til alvorlig overvejelse som nogen anden del af skriften” (min oversættelse). Det var dette enfoldige trosforhold, der førte til, at Miller forventede Jesu genkomst som en historisk begivenhed i 1844. Det skete på grundlag af en læsning af Daniels bog 8, 14. Heri angives et tidsrum på “2300 aftener og morgener, så skal helligdommen komme til sin ret igen!” Med reference til Fjerde Mosebog 14, 34, hvor en dag rent menneskeligt omregnes til et år for Gud, og omvendt Ez. 4, 6, hvor et menneskeligt år omregnes til en dag for Gud, angiver Miller, at de 2300 aftener og morgener betyder 2300 år. Derefter skal helligdommen komme til sin ret igen. Miller identificerer nu formuleringen om, at helligdommen skal komme til sin ret igen med Kristi genkomst. Helligdommen er kristeligt set Jorden, som skal forklares ved Jesu genkomst. Spørgsmålet var nu, om man kunne fastsætte det nøjagtige år for begyndelsen af de 2300 aftener og morgener. Da ville man også kunne udregne det nøjagtige år for Jesu genkomst.

Imidlertid var nøglen til dette spørgsmål ikke at finde i Dan. 8. Profeten beskrives som udmattet af synet og kunne ikke rumme det hele. Men i Dan. 9. tages emnet op igen, og synet fuldendes for profeten. Det siges, at “halvfjerdsindstyve uger er afsat over dit folk og din hellige by”. Disse 70 uger: 490 år angives at skulle begynde i det år, befalingen udgik om at genopbygge Jerusalem. Denne meddelelse, som gives profeten Daniel af englen Gabriel, er givet som en fuldendelse af synet i Dan. 8 med angivelse af de 2300 aftener og morgener. Heraf følger, at de 2300 år, der skal gå, inden helligdommen skal komme til sin ret igen, må begynde på samme tidspunkt som de 490 år, nemlig det år, hvor befalingen udgik om at genopbygge Jerusalem.

I Ezra 7, 12 – 26 citeres den befaling om Jerusalems genopbyggelse, som perserkongen Artaxerxes gav til præsten Ezra. Ifølge Miller blev denne befaling givet i 457. Det stemmer med Artaxerxes I´s regeringstid 464-425. Imellem året 457 f. kr. er der 490 år til steningen af Stefanus i år 34 e. Kr. De 70 uger opdeles nemlig i Dan. 9, 24 – 27 i nogle underordnede tidsrum. Først skal der gå 7 uger: 49 år, så skal en salvet, en fyrste komme. Det vil formentlig sige indvielsen af det genopbyggede Jerusalem. Dette år sættes til 408. Derefter skal der gå 62 uger: 434 år, hvor Jerusalem består og vedligeholdes “under tidernes trængsel”. Men derefter “skal en salvet bortryddes uden dom”. Dette år sættes til år 27 e. Kr., hvor Jesus døbes. Den salvede, der bortryddes uden dom, er Johannes Døberen. Derefter skal pagten “ophæves for de mange i en uge, og i ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre”. Ugens første halvdel angives at være de 3 1/2 år mellem Jesu dåb og Jesu korsfæstelse, og den sidste halvdel angives at være de 3 1/2 år mellem Jesu korsfæstelse og steningen af Stefanus. Herefter er der 1810 år tilbage, og regnet fra år 34 giver det 1844. Således hænger William Millers fortolkning sammen.

William Miller 1841

William Miller 1841

For en umiddelbar betragtning syntes forventningen om Jesu genkomst imidlertid ikke at gå i opfyldelse den 22. oktober, som var den forudsagte dato. Det betød naturligvis stor skuffelse for den store gruppe af mennesker i flere amerikanske stater, der havde ventet, at genkomsten ville finde sted. Dette gjaldt ikke mindst Miller selv. I amerikansk kirkehistorie taler man således om “Den store Skuffelse”. Imidlertid var der én, der ikke delte den store skuffelse. En ny åbenbaring, af hvorledes Miller havde misforstået profetien i Daniels bog, tilgik nemlig allerede om morgenen den 23. oktober en forventningsfuld adventist ved navn Hiram Edson. Ifølge Hiram Edson var der ikke noget galt med Millers angivelse af tidspunktet. Året 1844 blev altså stående som et år af skelsættende betydning. Men profetien i Daniels bog betød ikke, at Kristus skulle vende tilbage til den jordiske helligdom i dette år. Det betød derimod, at han trådte ind i det allerhelligste i den himmelske helligdom. Dette førte til en reorganisering af adventbevægelsen nu med særlig reference også til et skriftsted i Det nye Testamente, nemlig Hebræerbrevet 8 og fremefter. Man var nu af den opfattelse, at det var Jesu indtræden som ypperstepræst i det allerhelligste i den himmelske helligdom, der havde fundet sted i 1844. Først når Jesus som ypperstepræst efter endt gerning igen træder ud af det allerhelligste i den himmelske helligdom, skal Jesu genkomst finde sted som en historisk begivenhed.

I Hebræerbrevet 9, 24 – 28 henvises der til denne Jesu offergerning for menneskene i den himmelske helligdom. Den himmelske helligdom er den egentlige helligdom, hvoraf den jordiske helligdom, tabernaklet var et “afbillede og en skygge” Hebræerbrevet 8, 5. Men tjenesten i den himmelske helligdom falder i de samme to afsnit som tjenesten i den jordiske helligdom. Til daglig forrettedes en tjeneste i det hellige, men på den særlige forsoningsdag, yom kippur, én gang om året forrettede præsten en særlig forsoningstjeneste i det allerhelligste.

Nu identificeres den daglige tjeneste i det hellige med den tjeneste Kristus begyndte ved sin himmelfart. Det, der skete i 1844, var, at denne tjeneste ophørte, og den særlige tjeneste i det allerhelligste tog sin begyndelse. Denne tjeneste har sit direkte forbillede i den gamle jødiske offerhandling, som er beskrevet i 3 Mos. 16. På den store forsoningsdag skal ypperstepræsten tage to bukke og føre dem frem for Herrens åsyn ved indgangen til åbenbaringsteltet. Derefter skal han kaste lod om dem, ét lod for Herren og ét for Azazel (den onde ånd i ørkenen). Nu skal den buk, der blev udvalgt ved loddet for Herren, slagtes, og dens blod skal bæres indenfor forhænget, ind i det allerhelligste i helligdommen. Ved denne handling skaffes helligdommen soning i kraft af præstens midlergerning. Synden er borttaget fra folket i løbet af den daglige offerhandling, hvorved den er overført til helligdommen. På den store forsoningsdag bliver synden så borttaget fra helligdommen ved ofringen af den buk, hvorpå loddet for Herren er faldet. Men synden “klæber” stadig til ypperstepræsten, der har udført offerhandlingen. Derfor lægger denne nu sine hænder på hovedet af den buk, hvorpå loddet for Azazel var faldet. Herved overføres synden endeligt til denne buk, som derefter føres ud i ørkenen og slippes løs på et øde sted for at omkomme.

Nu er adventisternes fortolkning den, at yppestepræsten i den himmelske helligdom er Kristus. Kristus fjerner som ypperstepræst i kraft af sit eget blod den synd, der ved menneskenes synd er overført til den himmelske helligdom. Herved finder dommen sted, idet skæbnen for “alle de menneskers, som i tidens løb har bekendt sig til at være Kristi efterfølgere” afgøres til “liv eller død”. Når dette er sket, og det begyndte at ske i 1844, træder Kristus ud fra det allerhelligste i den himmelske helligdom. Herefter overfører Kristus som ypperstepræst endeligt synden til den anden buk, som loddet for Azazel faldt på. Denne buk er i adventisternes fortolkning Satan. Derefter tilintetgøres Satan af Gud. Denne forestilling om tilintetgørelsen af Satan finder sted ved en samlæsning af 3. Mos. 16 med Johannes´ Åbenbaring 20. Bukken, der efterlades på et øde sted (3 Mos. 16) identificeres med Djævelen, der kastes i ild- og svovlsøen (Johannes´ Åbenbaring 20, 10). Den hermed forbundne udslettelse af synden er, som det fremgår, noget forskelligt fra den tilgivelse af synden, som tidligere er sket. (Kilde: E.G. White, “Den store Strid”)

Anderledes hos f.eks. Grundtvig er det alene på grundlag af “tilsigelsen af syndernes forladelse”, at Gud oprejser det faldne menneske. Hvad der derimod skal tilintetgøres er det onde, og det er dette, der i adventisternes helligdomsfortolkning er blandet sammen med, hvad der kaldes udslettelsen af synden ved tilintetgørelsen af Satan. Hos Grundtvig finder vi derimod i overenstemmelse med hans fokus på den apostolske trosbekendelse med dennes dobbelthed af forsagelse og bekendelse en præcis adskillese af synden, som er tilgivet og det onde, som skal tilintetgøres.

Ej på Zion dvæler Gud

Ej på Zion dvæler Gud,
ej på Garizim,
men på vejen, hvor han lå
ramte dette rim.

Hendes næste, det var ham,
der bevæge lod
sig til at bekymre sig
om en versefod.

Jesus sad ved Jakobs brønd,
da hun kom på tværs,
satte hendes linje ind
i et salmevers.

Hører du det tavse

Hører du det tavse
bag hans forvredne ord,
hører du det hjerte,
der bag hans ansigt bor?

Mærker du den smerte
bag hendes sikre blik,
og så du godt den tåre,
som øjet ikke fik?

Hører du den tavshed
bag andre stemmers lag,
som ikke er den tien,
hans mund er lukket af?

Og blir du altid stille
og bange for dig selv,
fordi dit hjerte fyldes
af tavse kildevæld?

*

Åbner du dit øje,
og tager sløret af,
og lader masken falde
ved lydens Effata?

*

Skuer du den skønhed
bag hendes pandehår
i spejlet, når det knuses
og går i tusind skår?

At høste er at krones

At høste er at krones
for blind og kærlig tro
på livets trang i verden
til der at fæste bo.
At ikke ænse andet
end jorden og sin sæd
og følge dem med skælven
og altid blive ved.

At turde række hånden
ud med en håndfuld frø
mod jordens frosne øje
og be´ at det må tø.
At gi´ sin skæbne fra sig
til vejrets strenge gud
og ikke mærke andet
end håbet i sin hud.

At så al sæd man ejer
i dem, som man har kær,
og ikke ønske andet
end det, man høster der.
At give sig til livet,
om end man kun ser glød
og ingensinde gemme
sin såsæd til sin død.

At høste er at krones
for modet til sit liv,
at træde det med skælven
og aldrig stolt og stiv.
Erkende at man ikke
er noget i sig selv
men har en håndfuld såsæd
og tro på skæbneheld.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning til Jan Erik Hansens melodi her:

Vers 1-4 er skrevet til en høstfest på Brusgård Produktionshøjskole ved Randers tilbage i 1981. Samme år havde jeg om foråret været 3 måneder på Askov Højskole og umiddelbart før det et halvt år i kibbutz i Israel. Tre på hinanden følgende og sammenhængende lykkelige omstændigheder.

I øvrigt er salmen karakteristisk ved den gentagne brug af ordet “man” i stedet for “jeg” eller “du”, hvilket giver adgang til en særlig (m)anonymisering af subjektet. Indirekte er der alligevel et “jeg” på færde nemlig i ordet “håndfuld” i andet vers. Ordet optræder igen i fjerde vers, hvor det omgående mødes af et “du” i form af ordet “såsæd”. Hertil føjer sig som tredje led i treenigheden nyskabelsen “skæbneheld”.

Ved en lejlighed, hvor salmen blev sunget på Askov, spurgte Knud Hansen, om det ikke er en fejl, at der står “dem” i stedet for “den” i første vers. Det er det nu ikke, da det viser tilbage til både “jorden og sin sæd”. Salmen fik egen melodi af Jan Erik Hansen i 2010.

Sandheden som vilkår

Omstændighederne ville, at jeg skulle læse ”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986) i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.

To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.

I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.

I talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der imidlertid ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed:

“Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det fuldstændigt og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).

Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i forbindelse med udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ Metafysik:

“Aristoteles´ metodiske udgangspunkt er konstant det sokratiske: Ikke at vide noget. Ikke i den vulgære udlægning, at det er saligt at være så dum som muligt, men i den metodiske tilgang til tingene, som tager sit udgangspunkt i undren og i et forsøg på at undgå alle fordomme. Ikke at kende svaret på forhånd, men at turde lade sig overraske. Vi støder konstant ind i problemer. Det græske ord ´problema´ betyder ´vejspærring´, og kan vi ikke komme over den, må vi bevæge os ud i vildnisset. En sti igennem vildnisset eller et smalt bjergpas hedder på græsk ´póros´. Og ordet findes også i negeret form ´apóros´, når der ingen vej er. Hertil dannes den mere abstrakte term ´apori´, som kunne gengives med ´det vejløse´, ´ufremkommelighed´. Og dette ord har hos Aristoteles omtrent ledemotivisk karakter. Det vrimler med aporier i metafysikken” (Politiken 4. august 2003).

Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” er nøjagtig det samme som Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier. Når der alligevel er en forskel, er det den, at hvad der hos Aristoteles er teori og praksis er hos Krishnamurti omstændighed og vilkår. Facinationskraften i den aristoteliske argumentation er samtidig udtryk for en visualisering af det pågældende forhold eller sandheden, hvorved der skabes distance til den. Den bliver noget, man kan mene i stedet for det, man er udleveret til.

Krishnamurti

Krishnamurti

I Krishnamurtis eget tilfælde var det netop en dramatisk udleverethed til sandheden, der var på spil i forhold til Teosofisk Samfund og den rolle, denne organisation havde forberedt ham til som Verdenslæreren, det tyvende århundredes Messias. Det er klart, at Krishnamurti måtte tage stilling til den opgave, der var ham tiltænkt og træde i et bevidst forhold til den. Men han gjorde det i form af et opgør med tanken. Grundforfoldet i kritikken er, at den religiøse organisation hindrer den absolutte individuelle kontakt til en selv, som er det eneste, igennem hvilket frigørelse er mulig:

“Men de som virkelig ønsker at forstå, som søger efter det som er evigt, uden begyndelse og uden ende, vil følges ad med større intensitet, vil være en fare for alt som ikke er essentielt, som ikke er reelt, som er skygger. Og de vil blive et koncentrat, de vil blive en flamme, fordi de forstår. Sådan et fællesskab må vi skabe, og det er min hensigt” (min oversættelse).

Krishnamurti brød derfor med Teosofisk Samfund eller opløste mere præcist Ordenen Stjernen, som var den del af samfundet, der var oprettet med ham selv som formand og som i særlig grad skulle forberede hans, Verdenslærerens endelige fremtræden og virke. I løbet af de følgende år afvikledes enhver formel relation til Teosofisk Samfund.

Se video med Krishnamurti 1930 & 1928.

Jesus, dine klare øjne

Jesus, dine klare øjne
møder mine himmelblå,
når du hjem til dine egne
kommer med din kjortel på.
Jorden klæber til din krop,
selv om du er steget op
til din himmel for at stige
ned igen med Himmerige.

Lig en morgenstjerne lyser
du på himlen i et blå,
før et øjeblik du fryser
og igen på jorden stå.
Når du rækker hånden ud
på din faders første bud,
tager du din brud til ægte;
ingen kan sin hånd dig nægte.

Nådig skænker hun sit rige
hjerte til din ensomhed,
og hver dreng og hver en pige
byder hun at være med.
Satan og vil mænge sig,
men hun tænker kun på dig,
som det sig på dagen sømmer,
når den store mester kommer.

Vil den onde ånd forlokke
hende ad sin egen sti,
hører hun din kirkeklokke
hver gang, at den falder i.
Det er lyden af dit ord,
da du skabte vores jord,
der er kommet stærkt tilbage
nu i vore egne dage.

Ja, selv når orkanen krænker,
hvad du har tilendebragt,
finder hun i sine tanker
udtryk for, hvad du har sagt.
Helligånden er en vind,
som går ind i sjæl og sind
helt ad sine egne veje,
bøjer løvet for dit øje.

Påskeliljerne sig bøjer
på din grav, når det er vår;
dertil øjet blidt sig føjer,
og din kærlighed består.
Selv om loven som et sværd
strejfer både her og der,
tager hun dig rask ved hånden,
kysser dig med helligånden.

Al din godhed skal nu vælde
fra dit hjertes kildespring;
det skal for en verden gælde,
at du nu går frit omkring.
Se, en himmel ny og jord
spejler sig i dine ord;
når du til din kære taler,
løsner hun de blå sandaler.

Jesus, du har åbenbaret
dig i legeme og blod,
og du har for mig forklaret,
hvad jeg ikke før forstod.
Mine øjne kan nu se,
jeg kan se, hvad der skal ske;
vejen frem er som en stige
lige ind i Himmerige.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her eller hør melodi her.

I huset ved havet

I huset ved havet, der boede han,
den fisker, som fangede sjæle
langt mer end de andre i Israels land,
så mange, at nogle var fæle.

Sig sænkede ned en forunderlig dag
en dug for hans øje det klare
med firben og grise og fugle og kvæg,
alt spiseligt at åbenbare.

Han hørte en stemme, der sagde det alt,
at slagte og spise han skulle,
han hørte det godt, men forstod det kun halvt,
at loven nu lå under mulde.

Dog lænkerne faldt af hans trælbundne krop,
en engel ham førte tilbage
til vennerne, og da de lukkede op,
fortalte han dem det og sagde:

Der findes et ord af den levende Gud,
som jeg ikke vover at sige,
og kun i min bøn tør jeg lukke det ud,
at nu er for Gud alle lige.

Efter Apostlenes Gerninger.

Hør salmen: her.

Sommertid

I år er der tid til at høste,
kornet er tørt og fint,
glæden breder sig stille,
og hjertet blir ikke pint.

Omkvæd:
Man kan møde en mark,
hvor man kommer omkring,
som er høstet roligt og halvt;
og mens stråene står, og timerne går,
fatter vi, at sommer er tid.

I år er der tid til at elske,
her har vi lagt os ned,
og du har taget min styrke,
og jeg har følt din fred.

I år er der tid til at sylte.
Haven er fuld af bær:
Brombær og hindbær og solbær.
Snart er det her, det sner.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...