Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

1844

Jesu genkomst i 1844 var fokus for adventbevægelsen i Amerika. Bevægelsens grundlægger er William Miller (1782-1849). Han voksede op i en baptistisk menighed på landet i Massachutes og blev efter at være flyttet til byen i en alder af 22 år deist. Dvs. at han troede på, at Gud havde skabt verden ligesom et ur og trukket det op, men at Gud ikke længere greb ind i verdens gang. Vi skal se, hvordan denne grundopfattelse også kom til at præge Miller efter hans omvendelse, idet hans eskatologi er udpræget passiv. Historien ses som udfoldende sig mekanisk efter en én gang fastlagt plan.

Efter i 12 år at have fornægtet troen kom Miller ud i en alvorlig krise. Med ét så han imidlertid Kristus for sig, og han ønskede, at han dog bare fandtes! Eftersom det jo netop var Bibelens åbenbaring, at det gjorde han, sluttede Miller, at Bibelen måtte være sand. Med særlig opmærksomhed hæftede han sig ved et bestemt forhold i den Hellige Skrift, nemlig de allerede opfyldte profetier. Han gjorde nemlig den opdagelse, at tidligere forudsagte begivenheder, som var blevet opfyldt i fortiden, netop var blevet det på det forud angivne tidspunkt! Med denne erkendelse som forudsætning begyndte Miller nu at beskæftige sig med spørgsmålet om Jesu genkomst. På grundlag af sin læsning kom han frem til, at “Bibelens tidsangivelser…ligesåvel var en del af Guds ord og lige så berettigede til alvorlig overvejelse som nogen anden del af skriften” (min oversættelse). Det var dette enfoldige trosforhold, der førte til, at Miller forventede Jesu genkomst som en historisk begivenhed i 1844. Det skete på grundlag af en læsning af Daniels bog 8, 14. Heri angives et tidsrum på “2300 aftener og morgener, så skal helligdommen komme til sin ret igen!” Med reference til Fjerde Mosebog 14, 34, hvor en dag rent menneskeligt omregnes til et år for Gud, og omvendt Ez. 4, 6, hvor et menneskeligt år omregnes til en dag for Gud, angiver Miller, at de 2300 aftener og morgener betyder 2300 år. Derefter skal helligdommen komme til sin ret igen. Miller identificerer nu formuleringen om, at helligdommen skal komme til sin ret igen med Kristi genkomst. Helligdommen er kristeligt set Jorden, som skal forklares ved Jesu genkomst. Spørgsmålet var nu, om man kunne fastsætte det nøjagtige år for begyndelsen af de 2300 aftener og morgener. Da ville man også kunne udregne det nøjagtige år for Jesu genkomst.

Imidlertid var nøglen til dette spørgsmål ikke at finde i Dan. 8. Profeten beskrives som udmattet af synet og kunne ikke rumme det hele. Men i Dan. 9. tages emnet op igen, og synet fuldendes for profeten. Det siges, at “halvfjerdsindstyve uger er afsat over dit folk og din hellige by”. Disse 70 uger: 490 år angives at skulle begynde i det år, befalingen udgik om at genopbygge Jerusalem. Denne meddelelse, som gives profeten Daniel af englen Gabriel, er givet som en fuldendelse af synet i Dan. 8 med angivelse af de 2300 aftener og morgener. Heraf følger, at de 2300 år, der skal gå, inden helligdommen skal komme til sin ret igen, må begynde på samme tidspunkt som de 490 år, nemlig det år, hvor befalingen udgik om at genopbygge Jerusalem.

I Ezra 7, 12 – 26 citeres den befaling om Jerusalems genopbyggelse, som perserkongen Artaxerxes gav til præsten Ezra. Ifølge Miller blev denne befaling givet i 457. Det stemmer med Artaxerxes I´s regeringstid 464-425. Imellem året 457 f. kr. er der 490 år til steningen af Stefanus i år 34 e. Kr. De 70 uger opdeles nemlig i Dan. 9, 24 – 27 i nogle underordnede tidsrum. Først skal der gå 7 uger: 49 år, så skal en salvet, en fyrste komme. Det vil formentlig sige indvielsen af det genopbyggede Jerusalem. Dette år sættes til 408. Derefter skal der gå 62 uger: 434 år, hvor Jerusalem består og vedligeholdes “under tidernes trængsel”. Men derefter “skal en salvet bortryddes uden dom”. Dette år sættes til år 27 e. Kr., hvor Jesus døbes. Den salvede, der bortryddes uden dom, er Johannes Døberen. Derefter skal pagten “ophæves for de mange i en uge, og i ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre”. Ugens første halvdel angives at være de 3 1/2 år mellem Jesu dåb og Jesu korsfæstelse, og den sidste halvdel angives at være de 3 1/2 år mellem Jesu korsfæstelse og steningen af Stefanus. Herefter er der 1810 år tilbage, og regnet fra år 34 giver det 1844. Således hænger William Millers fortolkning sammen.

William Miller 1841

William Miller 1841

For en umiddelbar betragtning syntes forventningen om Jesu genkomst imidlertid ikke at gå i opfyldelse den 22. oktober, som var den forudsagte dato. Det betød naturligvis stor skuffelse for den store gruppe af mennesker i flere amerikanske stater, der havde ventet, at genkomsten ville finde sted. Dette gjaldt ikke mindst Miller selv. I amerikansk kirkehistorie taler man således om “Den store Skuffelse”. Imidlertid var der én, der ikke delte den store skuffelse. En ny åbenbaring, af hvorledes Miller havde misforstået profetien i Daniels bog, tilgik nemlig allerede om morgenen den 23. oktober en forventningsfuld adventist ved navn Hiram Edson. Ifølge Hiram Edson var der ikke noget galt med Millers angivelse af tidspunktet. Året 1844 blev altså stående som et år af skelsættende betydning. Men profetien i Daniels bog betød ikke, at Kristus skulle vende tilbage til den jordiske helligdom i dette år. Det betød derimod, at han trådte ind i det allerhelligste i den himmelske helligdom. Dette førte til en reorganisering af adventbevægelsen nu med særlig reference også til et skriftsted i Det nye Testamente, nemlig Hebræerbrevet 8 og fremefter. Man var nu af den opfattelse, at det var Jesu indtræden som ypperstepræst i det allerhelligste i den himmelske helligdom, der havde fundet sted i 1844. Først når Jesus som ypperstepræst efter endt gerning igen træder ud af det allerhelligste i den himmelske helligdom, skal Jesu genkomst finde sted som en historisk begivenhed.

I Hebræerbrevet 9, 24 – 28 henvises der til denne Jesu offergerning for menneskene i den himmelske helligdom. Den himmelske helligdom er den egentlige helligdom, hvoraf den jordiske helligdom, tabernaklet var et “afbillede og en skygge” Hebræerbrevet 8, 5. Men tjenesten i den himmelske helligdom falder i de samme to afsnit som tjenesten i den jordiske helligdom. Til daglig forrettedes en tjeneste i det hellige, men på den særlige forsoningsdag, yom kippur, én gang om året forrettede præsten en særlig forsoningstjeneste i det allerhelligste.

Nu identificeres den daglige tjeneste i det hellige med den tjeneste Kristus begyndte ved sin himmelfart. Det, der skete i 1844, var, at denne tjeneste ophørte, og den særlige tjeneste i det allerhelligste tog sin begyndelse. Denne tjeneste har sit direkte forbillede i den gamle jødiske offerhandling, som er beskrevet i 3 Mos. 16. På den store forsoningsdag skal ypperstepræsten tage to bukke og føre dem frem for Herrens åsyn ved indgangen til åbenbaringsteltet. Derefter skal han kaste lod om dem, ét lod for Herren og ét for Azazel (den onde ånd i ørkenen). Nu skal den buk, der blev udvalgt ved loddet for Herren, slagtes, og dens blod skal bæres indenfor forhænget, ind i det allerhelligste i helligdommen. Ved denne handling skaffes helligdommen soning i kraft af præstens midlergerning. Synden er borttaget fra folket i løbet af den daglige offerhandling, hvorved den er overført til helligdommen. På den store forsoningsdag bliver synden så borttaget fra helligdommen ved ofringen af den buk, hvorpå loddet for Herren er faldet. Men synden “klæber” stadig til ypperstepræsten, der har udført offerhandlingen. Derfor lægger denne nu sine hænder på hovedet af den buk, hvorpå loddet for Azazel var faldet. Herved overføres synden endeligt til denne buk, som derefter føres ud i ørkenen og slippes løs på et øde sted for at omkomme.

Nu er adventisternes fortolkning den, at yppestepræsten i den himmelske helligdom er Kristus. Kristus fjerner som ypperstepræst i kraft af sit eget blod den synd, der ved menneskenes synd er overført til den himmelske helligdom. Herved finder dommen sted, idet skæbnen for “alle de menneskers, som i tidens løb har bekendt sig til at være Kristi efterfølgere” afgøres til “liv eller død”. Når dette er sket, og det begyndte at ske i 1844, træder Kristus ud fra det allerhelligste i den himmelske helligdom. Herefter overfører Kristus som ypperstepræst endeligt synden til den anden buk, som loddet for Azazel faldt på. Denne buk er i adventisternes fortolkning Satan. Derefter tilintetgøres Satan af Gud. Denne forestilling om tilintetgørelsen af Satan finder sted ved en samlæsning af 3. Mos. 16 med Johannes´ Åbenbaring 20. Bukken, der efterlades på et øde sted (3 Mos. 16) identificeres med Djævelen, der kastes i ild- og svovlsøen (Johannes´ Åbenbaring 20, 10). Den hermed forbundne udslettelse af synden er, som det fremgår, noget forskelligt fra den tilgivelse af synden, som tidligere er sket. (Kilde: E.G. White, “Den store Strid”)

Anderledes hos f.eks. Grundtvig er det alene på grundlag af “tilsigelsen af syndernes forladelse”, at Gud oprejser det faldne menneske. Hvad der derimod skal tilintetgøres er det onde, og det er dette, der i adventisternes helligdomsfortolkning er blandet sammen med, hvad der kaldes udslettelsen af synden ved tilintetgørelsen af Satan. Hos Grundtvig finder vi derimod i overenstemmelse med hans fokus på den apostolske trosbekendelse med dennes dobbelthed af forsagelse og bekendelse en præcis adskillese af synden, som er tilgivet og det onde, som skal tilintetgøres.

Single Post Navigation

3 thoughts on “1844

  1. larsdorland on said:

    Ganske fin gennemgang af udlægningen af 1844.

    I den sidste paragraf piller du ved noget lidt teknisk i forhold til forholdet mellem tilgivelsen og udslettelsen af det onde og så også “oprejsningen af det faldne menneske”. Når Gud genopretter alt gennem sin dom, så er det naturligvis både i forhold til at tilgive synderne og tilintetgøre synden. Vi må heller ikke glemme, hvad vi læser i Hebræerbrevet, om at “der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” (Hebr 9,22) Jesu død er grundlaget for vores frelse, både når det gælder tilgivelse og genoprettelse.

  2. Lars Hougaard Clausen on said:

    Tak for din vurdering af, at det i det mindste hænger nogenlunde sammen. Der er ellers nok at holde styr på.

    Ifølge Matt. 9,1-8 ligger tilgivelsen alene i Jesu ord. Han tog vore synder på sig og tilgav dem og derfor blev han slået ihjel – i den rækkefølge! Ikke at nogen fik tilgivelse ved udgydelsen af Jesu blod.

  3. larsdorland on said:

    Der er utrolig meget at holde styr på, ja, så det er et ganske imponerende sammendrag, du der har lavet.

    Jeg tror, du lægger lidt mere i Matt 9,1-8, end passagen kan bære. Det er dog klart, at passagen understreger Jesu myndighed og den autoritet, der også ligger i hans ord. Den del er vi sikkert ret enige ome. Når det er sagt, så er det ikke endeligt afgjort ud fra denne tekst, om Jesus kunne have tilgivet, hvis ikke det var fordi han skulle dø – døden, ved vi jo fra mange andre steder i Det Nye Testamente, er jo afgørende for forsoningen.

    Tag nu fx Romerbrevet 5,7-10: “v7 Der er næppe nogen, som vil gå i døden for en retfærdig; måske vil man vove livet for en, som er god; v8 men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. v9 Så meget mere skal vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden. v10 For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever.”

    Så vores forhold til Gud genoprettes ikke bare ved Jesu ord, men ved hans gerning. I dag er vi ikke vant med ideen om, at en persons død kan gøre en sådan forskel, men de nytestamentlige forfattere binder tydeligvis Jesu offer sammen med den type offer, der praktiseredes i Det Gamle Testamente. Grundlaget for Guds tilgivelse er altså, at Jesus tog straffen på sig – på den måde har Gud kunnet tilgive os uden at have gået på kompromis med sin egen retfærdighed.

    I øvrigt tak for denne anledning til at dele en teologisk ide om forsoningen med dig og andre 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...

%d bloggers like this: