Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “september, 2010”

Nu rækker Herren hånden ud

Nu rækker Herren hånden ud
med brød til sine lam;
han skænker dem sit eget blod
af kærlighed til dem.

Han giver dem ej stene nu,
hvor de har bedt om brød;
han bliver hos dem lidt endnu
indtil den visse død.

Så skrider over Kedrons bæk
han til den tunge ve;
den sidste nat er sort som blæk
her i den hvide sne.

Han beder, lad den bitre kalk
nu gå min mund forbi;
men han er lammets modermælk,
som den skal blandes i.

Der står en engel over ham
og skænker ham sin ro;
vor frelser er et lille lam,
der beder om sin tro.

Her sætter han et øre på,
så vi kan lytte med;
det billede skal altid stå
på Jesu kærlighed.

Hør melodi her.

Vågn Zions harpe

Vågn Zions harpe op igen
på dit besungne bjerg,
på Jordans hede og igen
ved Kedrons bæk af borg.

Genlyde skal alligevel
nu til Messias’ pris
det gode navn Emmanuel
som før i Paradis.

Nu times skal det Israel,
sin konge skal hun få;
han kommer og gør alting vel,
som hun i spejlet så.

O, skynd dig Herre, lad det ske,
hvad ømt hun drømte om;
vidunderlig er du at se,
og herlig er din dom.

Efter “Wake, harp of Zion” James Edmeston, 1846.

Hør melodi her.

Esajassalme

Her skyder kvisten mod himlens skyer,
her vokser skuddet af Isajs rod,
og han skal være en stor fornyer
og fuld af visdom og stærk og god.
Han lader ikke sit sind bedrage,
han dømmer kun med retfærdighed,
han holder hånd over alle svage
og fylder jorden med kærlighed.

Her lever ulven et sted med lammet
foruden nag og foruden nid,
og panteren, den skal have ammet
det lille nyfødte gedekid.
Og kalv og løve er lige gamle,
de græsser sammen på højdedrag,
her kan en dreng dem omkring sig samle
og vogte dem den udslagne dag.

Her i sit hi har nu bjørnen fundet
den kære ko i sin dybe søvn,
og bjørneungerne, de har blundet
med koens kalve til fælles gavn.
Den gamle løve i grønne enge
nu tygger drøv med den gamle tyr,
og barnet springer med sol af senge
og vækker slangen af alle dyr.

Her volder ingen hinanden onde
og ødelæggende ar og mén;
her går selv døden med ét til grunde
og lægger hånd på de kolde sten.
For alt er fyldt af en stille viden
om kærlighed som den dybe bund,
som ligger under nu, før og siden
alverdens hav og helt uden grund.

Her vajer kvisten af Isaj stamme
frit som et flag over alle folk,
og de skal søge ham med det samme
og tale med ham foruden tolk.
Han hersker over de høje skyer
i stormens øje, han går på vand,
og han skal være en stor fornyer
i Israel og Ægyptens land.

Gendigtet efter Esajas 11,1-10.

Hør melodi her.

Vårsalme

Ned fra himlen i det høje
kom befaling i dit ord,
og du hersker over alle
hjerter i det kolde nord.
Fra din vrede er jeg veget
under dine fødders ly,
hvor nu svangen er min himmel
i Jerusalem det Ny.

Nu går våren gennem Nyhavn,
vil jeg tro, og det kan ske,
at den slår et slag og viser
sig et sted, hvor vi kan se.
Der er endnu et par timer
af den dag, der går på hæld;
vi kan nå at flette fingre,
vi kan nå at stifte gæld.

Men den kommer, før man aner
det, den skumringsfyldte stund,
og den skaber en forvandling
i den dybe undergrund.
Selv om mange år er gået,
før jeg tog dig i min favn,
har jeg dog på mine læber
båret lyden af dit navn.

I den kolde forårsmorgen
vågner jeg af liden blund,
og du vågner påskemorgen
netop i den samme stund.
Til din glæde er jeg krøbet
under dine vingers ly,
hvor din dyne er min himmel
i Jerusalem det Ny.

Hør melodi her.

Nu går en morgen over jord

Nu går en morgen over jord,
og vi står op til dine ord;
dit skaberværk er fuldt af liv,
min Gud gå med mig nu og bliv.

Sød er den lyse morgenluft,
når den udånder al din duft;
og blå og klar er himmelen
udslagen over vrimmelen.

Nu sidder på sin trone fin
du selv i guld og hermelin,
og kornet står til dine knæ,
og frugten falder ned i læ.

Så sænker mørket over jord
sig ned i dine egne ord;
det gør mig glad at tænke på,
at du igen med mig vil gå.

Hvad hele dagen lå i skjul,
det kommer frem, når det er jul;
din stjerne leder alle dem,
der søger dig, til Betlehem.

Efter “The morning walks upon the earth”, Stopford A. Brooke (1832-1916).

Hør melodi her.

Opgør med islam – indefra

Ved et et ejendommeligt sammenfald skete det netop i 1844, hvor den amerikanske adventbevægelse var så skæbnesvangert opfyldt af forventningen om Jesu genkomst, at der i Iran sattes en bevægelse i gang, der i 1863 fuldbyrdedes ved Mirza Huzayn Ali (1817-1892) alias Baha´u´llahs (Guds Herlighed) erklæring om at være den lovede i alle religioner og således også en opfyldelse af den kristne forventning om Jesu genkomst.

I den shiitiske gren af islam, som er den mest udbredte i Iran, findes en forventning om den såkaldte “madhi” eller skjulte imams genkomst. Den skjulte imam er identisk med den tolvte imam, som angiveligt skal være blevet bortrykket til et skjult sted allerede som spæd i 873 e. kr. (260 a. h.). Imam er betegnelsen for en efterfølger af profeten Muhammed. En Imam har samme fuldkommenhedsgrad som profeten selv, men adskiller sig fra denne ved ikke at bringe nogen ny åbenbaring. I islam opfattes Muhammed som profeternes segl, dvs. den sidste profet i rækken af Guds profeter, som angives at have været: Adam, Noa, Abraham, Moses, Jesus og endelig Muhammed selv. Efter Muhammed skal der i islam ikke komme nogen ny åbenbaring til at afløse den, som Muhammed har givet i form af Koranen. Imidlertid erklærede Ali Muhammed (1821-50) i 1844, at han var Bab (Porten), hvilket i den shiitiske betydning af ordet var en angivelse af, at han var porten til den skjulte imam. Men Bab nøjedes ikke hermed. Han erklærede at være en ny “Guds manifestation” og formulerede en ny åbenbaring, som indholdsmæssigt var en lempelse af Koranens mange forskrifter. Denne åbenbaring gav Bab navnet Bayan (Fremstillinger). Bab grundlagde hermed en ny religion, som han hævdede var islam overlegen. Han negligerede det muslimske “absoluthedskrav” om Muhammed som profeternes segl og anså sig selv for at være en tidssvarende “manifestation” af samme Gud som Muhammed. Bab anså derimod ikke sig selv for at være den sidste profet, men meget af hans forkyndelse var rettet imod “den, som skulle komme”. I et af Babs værker “Persian Bayan” forekommer den anvendte term herfor faktisk mere end halvfjerds gange. Bab forventede, at hans egen åbenbaring skulle vare imellem 1511 og 2001 år. Når Mirza Huzayn Ali allerede nitten år efter Babs erklæring om sin guddommelige sendelse hævdede at være den af Bab ventede og antog det navn, som Bab havde anvendt om den, der skulle komme, Baha´u´llah, er det således ikke umiddelbart i overenstemmelse med Babs anvisninger. Men det var ikke desto mindre sådan det gik, og den nye religion babisme forvandledes hermed til baha´i.

Religionen baha´i regner sin fødsel for at have fundet sted to timer og elleve minutter efter solnedgang den 22. maj 1844. Datoen, der er den 23. maj, hvis man regner med, at døgnet slutter ved solnedgang, og den 22. maj, hvis man regner efter midnat, er angivet med overordentlig omhu. Det, der skete i dette øjeblik, var, at sayyid Ali Muhammed for første gang åbenbarede overfor mulla Husayn Bushru´i, at han var Bab.

Idet en ny åbenbaring finder sted ved Bab, krølles den hidtidige åbenbaring: Koranen sammen til en håndfuld støv i Guds hånd, og samtidig skabes en ny åbenbaring i menneskenes hjerter. I den af Bab givne åbenbaring: Bayan er der, som nævnt, tale om en lempelse i forhold til Koranens forskrifter, men især med hensyn til kravet om pilgrimsrejser er Bab meget udførlig. Bederetningen, qibleh ændres fra at være Mekka i islam til Babs fødeby Shriraz.

På grund af betydelig tilslutning påkaldte Babs bevægelse sig hurtigt myndighedernes interesse, og en længere periode med gentagne fængslinger af Bab tog sin begyndelse. I 1850 blev Bab dømt til døden og henrettet den 9. juli samme år. Ifølge et populært værk af Mary Perkins og Philip Hainsworth “The Baha´i Faith”, d. o. “Baha´i Troen”, hvori der i forordet rettes en tak til “Det Nationale Åndelige Råd for Storbritaniens baha´ier” for godkendelse af manuskriptet, fik henrettelsen af Bab følgende forløb: En ung tilhænger ved navn Aqá Muhammad Ali bad om at få lov til at dø sammen med Bab, og han blev dømt til at få sit ønske opfyldt. Den morgen, henrettelsen skulle finde sted, blev Bab afbrudt, mens han var i færd med at diktere sit sidste skrift. Bab lod da soldaterne vide, at det ikke ville lykkes nogen at henrette ham, før han havde haft lejlighed til at afslutte sit diktat. Imidlertid blev han tvunget afsted. Det hører med til historien, at lederen af det armenske regiment, der var udskrevet til at forrette henrettelsen, en kristen ved navn Sam Khan, var så foruroliget over sin opgave, at han i tillid til den dødsdømtes magt bad Bab om at måtte blive fritaget for sit hverv. Men Bab befalede ham at gøre, som han havde ordre til. Gud ville hjælpe ham, hvis han var oprigtig i sit ønske. Bab og hans ledsager blev nu hængt op i reb på en mur, og ikke mindre end 750 soldater tog opstilling foran dem, tog sigte og skød. Da røgen havde lagt sig, viste det sig, at kuglerne kun havde sprængt de reb, hvori de to dømte var ophængte. Bab var forsvundet, og den unge mand, der var dømt til at dø sammen med ham, var uskadt. Dette skete klokken ti om formiddagen. Nu blev en eftersøgning sat igang, og Bab blev fundet i færd med at diktere det skrift, som han var blevet afbrudt i at diktere. Han erklærede at være færdig og rede til at lade sig henrette. Imidlertid havde Sam Khan fået nok og nægtede at have mere med Babs henrettelse at gøre. Han kommanderede sit regiment ud af den kaserne, der var skueplads for henrettelsen. Myndighederne lod sig imidlertid ikke kyse af overnaturlige narrestreger. Et nyt regiment blev rekrutteret og henrettelsen ført ud i livet. Dette skete klokken tolv samme dag. Babs tilhængere tilegnede sig ligene, og de er nu stedt til hvile i baha´is hovedhelligdom i Haifa i Israel.

To år efter henrettelsen af Bab stod to af hans tilhængere bag et mordforsøg på sha´en, hvilket førte til en udfoldelse af ekstraordinære grusomheder i forfølgelsen af Babs tilhængere, og Mirza Huzayn Ali lod sig frivilligt arrestere. Det var under de forfærdelige forhold i fængslet, at han modtog åbenbaringen om, at være den af Bab lovede Guds Herlighed, Baha´u´llah. Dette er baha´is grundlæggende åbenbaring. Der gik dog mere end ti år, inden Mirza Huzayn Ali indviede andre heri.

Efter fire måneders fængsling blev han lødsladt. Man fandt ingen beviser for, at han havde deltaget i konspirationen imod sha´en. Af betydning har det også været, at den russiske ambasadør ved sha´ens hof gjorde sin indflydelse gældende for at få ham frigivet. Således fik Baha´ullah valget mellem asyl i Rusland eller forvisning indenfor det dengang store tyrkiske imperium (til Irak). Baha´u´llah valgte Irak, og ankom til Bagdhad syg og svækket med sin hustru og sine børn samt tilhængere den 8. apr. 1853. Her i Bagdhad tilspidsedes konflikten mellem ham og hans halvbroder Zubh-i-Azal om lederskabet i babibevægelsen. Baha´u´llah trak sig af denne grund tilbage og levede som eremit i Kurdistan, men vendte efter to år på broderens opfordring tilbage. Herefter overtog Baha´u´llah efterhånden lederskabet af babisamfundet og holdt også en livlig forbindelse med babierne tilbage i Iran. Herfor modtog han yderligere en forvisningsordre og måtte nu drage til Konstantinopel. Inden sin afrejse hertil bekendtgjorde han den 21. april (1863) offentligt, at han var den af Bab lovede, Guds Herlighed, Baha´u´llah. Herved forvandlede Baha´u´llah sine tilhængeres sorg til glæde.Således forlod Baha´u´llah med følge Bagdhad for Konstantinopel og efter kun fire måneder i Tyrkiet modtog han en ny forvisningsordre, denne gang til Adrianopel (Erdine). Beskyldninger mod hans halvbroder Zubh-i-Azal for forsøg på at forgifte ham stammer fra tiden i Adrianopel. Her opholdt Baha´u´llah sig i fem år, og herfra skrev han til en række af verdens ledere, deriblandt, som nævnt, pave Pius IX og bekendtgjorde, at han var den ventede i alle religioner, dvs., at også Jesu genkomst var gået i opfyldelse ved ham. Fra Adrianopel forvistes Baha´u´llah videre til fængselsbyen Akko i Palæstina. Ligesom Baha´u´llah i Iran havde nægtet at tage imod asyl i Rusland, så afslog han også nu tilbud fra vestlige diplomater om at forsøge at hjælpe. Han synes at have været fast besluttet på at have et mellemøstligt projekt. Til Akko ankom han den 31. august 1868.

Ligesom under sine tidligere forvisninger vandt Baha´u´llah imidlertid efterhånden omgivelserne for sig, og efter ni år i fængslet lod fængselsguvernøren ham bo i et hus udenfor byen. To år senere erhvervede hans søn Abbas Efendi (1844-1921), et palæ, og i dette boede Baha´u´llah i de sidste 13 år af sit liv. Således tilbragte Baha´u´llah de sidste 15 år af sit liv i relativ frihed. Under hjemmel af Es. 42, 2 “Han råber og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden”, havde han indgået en aftale med de tyrkiske myndigheder om ikke at prædike offenligt. I fængslet havde Baha`u´llah omkring 1873 skrevet bogen “Kitab-i-Aqdas” (Den Allerhelligste Bog), som er den primære kilde til den særlige baha´i-sharia. Der er overordnet set tale om en konsolidering af den lempelse i forhold til den muslimske sharia, som allerede havde fundet sted ved Bab, nu med betydelig affinitet også til vesteuropæisk oplysningstænkning. Baha´u´llah døde i Akko i 1892.

Efter Baha´u´llahs død opstod der igen strid mellem to brødre om lederskabet i bevægelsen. Det var sønnen Abbas Effendi, der under navnet Abdul Baha (Bahas Tjener), der med sin linje præget af stor åbenhed overfor Europa og Amerika sejrede. Abdul Baha anses i baha´i ikke for en Guds manifestation på linje med Baha´u´llah, men han opfattes alligevel som autoritativ fortolker af dennes skrifter, og Abdul Baha´s skrifter er også kanoniske.

Baha´u´llah

Baha´u´llah

Et vigtigt princip i baha´i-læren er “selvstændig søgen efter sandhed”. I en liste over baha´i-lærens 12 hovedpunkter opstillet af Abdul Baha på grundlag af Baha´u´llahs skrifter optræder det som punkt to efter princippet om “menneskeslægtens enhed”. Det er således ikke noget underordnet princip i baha´ilæren. Men det forekommer vanskeligt foreneligt med det allestedsnærværende autoritetsprincip. En selvstændig søgen efter sandhed kan f. eks. tænkes at føre til, at et menneske bekender sig til troen på syndernes forladelse, og dette kan ikke forenes med det fjerde princip, som taler om “religionernes essentielle enhed”.

Det for Grundtvig vigtige grundforhold i den apostolske trosbekendelse, nemlig dennes dobbelthed af forsagelse og bekendelse, hvorved en grundlæggende adskillelse af løgn og sandhed finder sted, lader sig bringe i anvendelse her. Grundtvig kalder på grund af dette forhold den kristne dåbspagt det “levende udtryk” for, hvad man filosofisk kalder “modsigelsens grundsætning”:

“Denne Sandhedens Grundlov maa nemlig enhver, som vil christnes og døbes, vedkiende sig ved Forsagelsen og Tros-Bekiendelsen i Daabs-Pagten, og kan ikke fragaa den uden derved at frafalde sin Daabs-Pagt, og derved fralægge sig alt Krav paa Daabs-Naaden og Christen-Navnet, som kun skiænkes paa begge Daabs-Pagtens Vilkaar, af ham, der ikke for intet har sagt: hvem der ikke er med mig, er mod mig, og hvem der ikke er mod mig, er med mig, fordi baade med og mod den evige Sandhed kan Ingen være, men kun Grund-Løgneren, i vitterlig Selv-Modsigelse, falskelig sige, han baade er og er ikke” (Den Christelige Børnelærdom).

Når princippet om religionernes essentielle enhed og princippet om selvstændig søgen efter sandhed optræder sideordnede i baha´ilæren, så er der faktisk tale om en sammenblanding af uforenelige størrelser. Man kan nemlig ikke forfølge det ene uden at fornægte det andet.

For Grundtvig fandt en opvækkelse af den apostolske trosbekendelses princip sted ved den romerske kristendoms forplantning til England. Det er også en kendsgerning at baha´ireligionen blomstrede vældigt op ved Abdul Bahas mission til det angel-saxisk prægede Nordamerika, men nogen afklaring i forhold til den apostolske trosbekendelses princip om adskillese af løgn og sandhed kan ikke siges at have fundet sted.

Et andet forhold, hvor baha´i kommer i konflikt med den apostolske trosbekendelses vidnesbyrd er i henseende til historiesynet. Hos baha´i er der nemlig ikke tale om nogen gennemtænkning af den kristne grundtanke om en frelsehistorisk sammenhæng mellem skabelse, syndefald og frelse. Det femte punkt på Abdul Bahas liste er princippet om overensstemmelse mellem religion og videnskab. Denne forestilling er i overensstemmelse med en afvisning af bibelens skabelsesberetning med en henvisning til, at der også fandtes mennesker på jorden før Adam og Eva. Også spørgsmålet om det ondes eksistens besvares i baha´i uden reference til bibelens univers, og det onde hævdes ikke at have nogen selvstændig eksistens. Dette fravær af bibelske grundbegreber som “skabelse” og “det onde” og netop disses vigtige rolle i udfoldelsen af det kristne frelsehistoriske projekt betyder, at historisynet i baha´i er et andet end i kristendommen.

Hos Grundtvig er genrejsningen af det faldne menneske et historisk projekt, som i kirkehistorisk henseende forløber fra stiftelsen af den første menighed og indtil verdens ende. I denne periode finder en sammenvoksning sted imellem det menneskelige og det kristelige. Dette er, hvad der kaldes den mosaisk-kristelige anskuelse hos Grundtvig. I henseende til islam har Grundtvig i 1836 gjort opmærksom på, at Koranen aldeles mangler “den mosaisk-kristelige anskuelse af en fremadskridende udvikling”, så “uden nogen oprejsning eller Fornyelse springer dog Porten til Paradis op for alle Muselmænd”. Alene ved at ære Allah og Profeten tilkendes muslimen altså adgang til Paradis, og dette er ifølge Grundtvig det rene hokus-pokus.

En forskel er der dog imellem denne afklaring af forholdet mellem kristendom og islam hos Grundtvig og vor egen problemstilling vedrørende baha´i. I baha´i anses Baha´u´llah nemlig ikke for den sidste profet, hvilket, som nævnt, er tilfældet i islam med opfattelsen af Muhhamed som “profeternes segl”. Efter Baha´u´llah skal der komme andre Guds manifestationer, men først skal Baha´u´llas åbenbaring gradvist tilegnes, hvilket vil “forene menneskeheden i én religion og i ét harmonisk samfund”, i den såkaldte “Største Fred”. Men denne menneskehedens gradvise tilegnelse af Baha´u´llas åbenbaring er legalistisk motiveret, og derfor adskiller også den sig fra den mosaisk-kristelige anskuelse hos Grundtvig, i hvilken tilsigelsen af syndernes forladelse ved dåben er udgangspunktet. Det er nemlig (igen i følge Grundtvig) et særkende ved udviklingen i den kristne menighed, at den udspringer af den af Herren selv efter opstandelsen og før himmelfarten indstiftede dåb. Det er altså ved dåbspagten og den hermed forbundne tilsigelse af syndernes forladelse, at den kristne vækst indledes. Selv om der også i baha´i er tale om en udvikling fra messiasopfyldelsen i Baha´u´llah og frem imod fredsriget i den “Største Fred”, så indledes væksten hos baha´i ikke med syndernes forladelse. Når der således ikke hos Baha´u´llah findes en gennemtænkning af det specifikt kristne aspekt vedrørende syndernes forladelse, er det ikke muligt at denne kan repræsentere en virkeliggørelse af den kristne forventning om Jesu genkomst.

Selv om det altså ikke er muligt at imødekomme Baha´u´llahs fordring på også at være den genkomne Kristus, er det alligevel muligt at pege på et forhold, som gør det muligt ikke at frakende baha´i enhver værdi set fra et kristent synspunkt. I et tillæg til sin bog “Grundtvigs historiefilosofi” har Ole Vind ladet trykke et manuskript af Grundtvig om kvækernes apostel George Fox. Grundtvig opfattede ikke kvækerne som kristne men i positiv forstand som “naturalister med ånd” ligesom de tyske filosoffer. Men selv om kvækerne altså i Grundtvigs øjne var hedninger, så han dem som forløbere for en “langt mere gennemgribende Reformation end vi endnu har set”. Grundtvig anser kvækernes leder George Fox for at være en reformator på linje med Luther og Calvin og beklager blot, at Fox ikke indtog det samme standpunkt overfor sakramenter og ordination, som han dog indtog overfor Bibelen, nemlig at den, skønt misbrugt, var en sand og apostolsk bog. Måske kan man på tilsvarende vis forstå baha´i som naturalisme/rationalisme med ånd. Ifølge Grundtvig er det, på dommens dag ikke alene de kristne, der skal frelses, men alle ikke antikristne. I Grundtvigs tolkning af pinseunderet i Jerusalem skete der det, at Ånden, idet denne sænkede sig over disciplene blev genkendt af disse som ånden i den bekendelse, som Herren havde lært dem i tidsrummet mellem opstandelse og himmelfart. Det gælder nemlig: “at Apostlerne jo slet ikke kunde kjende den Aand, der kom over dem, som Jesu Christi Aand, dersom de ikke havde haft et Trosord af Herrens egen Mund at kjende ham (Ånden, red.) paa.” Med andre ord, havde den samme ånd ikke kunnet få kristent mæle, hvis ikke bekendelsen havde været der i forvejen. En sådan situation opstod som bekendt ikke ved pinseunderet, men måske er baha’is tilblivelse er udtryk for en sådan situation. Fordi den sande apostolske trosbekendelse ikke var levende noget sted indenfor det persiske folks horisont, kunne Ånden ikke bekendes kristeligt, da Gud lod den dale ned over dette folk i den hensigt at afklare sit forhold til dette inden verdens ende. Men som sandhedens ånd kunne den i det mindste dementere forestillingen om Muhammed som den sidste profet og den dermed forbundne falske forestilling om Jesus i islam.

Forestillingen om Jesus i islam er falsk, fordi den fornægter Jesu død på korset og dermed opstandelsen og dermed også de fyrre dage imellem opstandelse og himmelfart, i hvilke Kristus ifølge Grundtvigs mageløse opdagelse stiftede menigheden ved at krytte Trosbekendelsen til sin Dåb af disciplene.

En antagelse af, at en sådan uartikuleret kristen impuls kan have spillet en rolle for undfangelsen af baha´i gør sig også gældende i en overvejelse hos William McEllwee Miller, der i sin bog “The Baha´i Faith” knytter antagelsen af en kristen inspiration til forgængeren Bab:

“Det er sandsynligt at hans (Bab) fremhævelse af venlighed og kærlighed, såvel som han holdning til kvinder og børn, er blevet påvirket af hans læsning af Det Nye Testamente, som var blevet oversat til persisk i Shiraz af Henry Martyn ni år før Bab blev født der, og udgivet fire år efter. Kvinders brug ad slør efter muslimsk sædvane blev forbudt af Bab, og mænd og kvinder fik lov til at omgås frit, men undgå at blive for familiære. Bab havde set kristne i Isfahan og Aserbadjan, og i Banyanen omtalte han anerkendende deres renlighed og værdighed, og deres skikke gjorde uden tvivl indtryk på ham. Men han slog fast, at de alle deres gode kvaliteter til trods stadig er i Ilden (vantro), fordi de ikke accepterede Muhammed, som er Jesus overlegen” (min oversættelse).

Foruden at byde på denne parallel til min egen ansats til at forstå kristendommen som en indirekte forudsætning for baha´i er Miller også kommet frem til en afvisning af baha´i, som på flere punkter minder om den her fremlagte. Der er nemlig også hos Miller tale om en opdagelse af, at vigtige kristne grundbegreber lades ganske ude af betragtning eller behandles uklart:

“Med sin mangel på klarhed i sine doktriner om Gud; med sin legalisme som karakteriserer “Den Allerhelligste Bog” (af Baha´ullah, o.a.); med sin anbefaling i denne bog af former for praksis for længst forældet; med sin utilstrækkelighed i behandlingen af synden og sin forestilling om kuren mod det onde i mennesket; med sit vage begreb om livet efter døden…, kan bahaitroen som verdensreligion være en fyldestgørende religion for verden idag og for det kommende årtusind? Kun et svar er muligt, og det er afgjort negativt” (min oversættelse).

Man kan dog tilføje, at krænkelse af forestillingen om Muhammed som profeternes segl nødvendigvis må umuliggøre en dialog med islam, og at dette er tilsigtet, hvorimod den manglende gennemtænkning af kristendommens grundbegreber er udtryk for et manglende kendskab til disse. Baha´i har sin styrke i negationen af islam og sin svaghed i sin egen åbenbaring. Den afgørende impuls i baha´i er forbundet med Babs fremtræden, og den senere udvikling har nok fastholdt erindringen herom, men den har også mistet sit fokus. Det kommer til udtryk i baha’itemplet i Delhis ni indgange. De ni indgange symboliserer indgange til baha’i fra hver af de store verdensreligioner, som baha’i ser sig selv som en opfyldelse af. Forvanskningen er her, at en åbenbaring, der siges at have gyldighed for alle mennesker i stedet kommer til at have gyldighed for alle religioner.

Idet han i øvrigt følger Grundtvigs tanke om de syv menigheder, divergerer den grundtvigske præst Vilhelm Birkedal dog i spørgsmålet om stedet for den syvende menighed. Birkedal anfører i sit kirkehistoriske værk “De syv Folke-Menigheder”, der i sin disposition følger Grundtvigs “Christenhedens Syvstjerne”, at det indiske folk til trods for sin sans for poesi er for stillestående til at kunne spille en rolle på den verdenshistoriske scene. I stedet argumenterer Birkedal for, at den syvende menighed skal findes i det gamle Persien, det nuværende Iran. Det persiske folk er nemlig det eneste af de fire folk, som Daniel så i Nebukadnezars drøm, som endnu ikke har afregnet deres mellemværende med Gud. Babylon er udslettet fra jordens overflade, og Grækenland og Rom er blevet kristnede; og Gud har uden tvivl gemt en belønning til det persiske folk, hvis konge Kyros, det var, der udfriede Guds folk fra det babyloniske fangenskab. Birkedal, hvis bog udkom i 1877, nævner ikke, at der siden 1844 havde fundet en religiøs vækkelse sted i Iran, og at en i denne optrædende messiasfigur Baha´u´llah siden 1863 havde skrevet til en række af verdens ledere, deriblandt pave Pius IX for at henlede opmærksomheden på sig selv som en opfyldelse af forventningen om Jesu genkomst.

Gud, jeg bekymrer mig idag

Gud, jeg bekymrer mig i dag,
om du min gerning ser;
jeg føler mig så træt og svag
og tynget i mit ler.

Og skal jeg selv på dommens dag
til ansvar stå for alt,
for hver en tanke, der lå bag,
og hvert et ord, der faldt?

Ja, selv det mindste skjulested
skal bringes for en dag,
og dømmes med retfærdighed
skal hvert et hjerteslag.

Hvor burde jeg hvert øjeblik
dog skælve for din fod,
når jeg, for hver en stund jeg fik,
må gøre gavn og bod!

Min dommer har nu talt min sag
og udgydt al sin ånd,
så skælve må selv dommedag
for Herrens stærke hånd.

Nu bankede du på min dør
og lukkede dig ind;
hvor har vi set hinanden før
i legeme og sind?

Engang i Edens have har
for længe siden vi
hinanden set en morgen klar
som her i Himmerig.

Vers 2-5 efter “And must I be to judgment brought”, Charles Wesley, 1763.

Hør melodi: her.

Nu beder vi den Helligånd

Nu beder vi den Helligånd
at skabe strå og siv,
at gribe nælden med sin hånd
og give bladet liv.

Gik alle konger frem på rad
og ved det runde bord,
de magted ej det mindste blad
at sætte på et ord.

Her bøjer duggen græsset ned
og dynker hvert et strå,
og havren står, hvor dagen led,
med sine bjælder på.

Vi beder for det mindste strå
og for den hvide sky,
som dine øjne hviler på
alt i det årle gry.

Du skænker os din herlighed
i himmel og på jord
og tro og håb og kærlighed
i Jesu egne ord.

Hør melodi her.

Udånder alle munde

Udånder alle munde
det allersidste suk,
og pilgrimsfærden ende.
Nu er det evig nok.

Da du lod døden smage
af kærlighedens liv,
da tog du den af dage,
og evigheden blev.

Indånder alle munde
nu jordens frie luft,
og tankerne udgrunde
den søde blomsterduft.

Da du lod døden smage
af kærlighedens liv,
da tog du den tilbage,
og døden blev til liv.

Udånder alle munde
det alersidste suk,
og følgelig erkende.
Nu skal du have tak.

Da du lod døden smage
af kærlighedens liv,
da tog du den til mage
i dit Korintherbrev.

Hør melodi her.

Grundtvigs forventning

I Apostlenes Gerninger 1,11 siges det lige efter Jesu himmelfart til vidnerne hertil, at de skal se “denne Jesus” komme tilbage, ligesom de lige har set ham fare til himmels. Med betegnelsen “denne Jesus” angives der, at der netop er tale om denne himmelfarende og tidligere opstandne Jesus. Det vil sige, at der med Jesu genkomst ikke alene er tale om en gentagelse af den historiske tildragelse Jesus af Nazaret, men også om en gentagelse af de fyrre dage mellem Jesu opstandelse og himmelfart. Når dette nu siges med udtalt adresse til netop de “gallilæiske mænd”, må det vel betyde, at det er noget netop disse skal opleve. I Apostlenes Gerninger 2,1-13 udgydes Helligånden over apostlene, og det angives i vers 7, at alle, der mærkes af udgydelsen, netop “alle sammen er galilæere”. Spørgsmålet er da, om ikke åndens udgydelse er den galilæerne lovede Jesu genkomst.

Hvis Jesu genkomst er at forstå som Helligåndens udgydelse over en given menighed, har vi at gøre med en forestilling svarende til den bærende tanke i Grundtvigs kirkelige anskuelse. Heri er det jo nemlig Grundtvigs mageløse opdagelse fra 1825, at det er forbindelsen mellem folkeånd og helligånd, der skaber den til enhver tid givne menighed. Det er ikke Bibelen, som den fortolkes af teologerne og præsterne, men trosbekendelsen ved dåben som den bekendes af menigheden selv, og som menigheden har modtaget den igennem apostlene af Kristi egen mund. Enhver given menighed er et led i en tradition, men den er også menighedens egen bekendelse ved Helligånden af den overleverede tro – og det er dette sidste, der giver troen vinger og enhver sit næb.

Grundtvig forstår nu denne videregivelse af trosbekendelsen ved Helligånden igennem den kristne mission i historiens løb som et udviklingsforløb — rettet imod en endelig afklaring! Hos kirkefaderen Irenæus finder Grundtvig en nøgle til at forbinde dette moderne syn med en bibelsk eskatologi i form af profetien om Tusindårsriget i Johannes´ Åbenbaring. Den hos Irenæus udfoldede lære om tusindårsriget, kiliasme er bygget på en fortolkning af kapitel 20 i åbenbaringsbogen. Her omtales den første opstandelse ved hvilken martyrerne skal opstå og leve med Kristus i tusind år inden den endelige Dom. Irenæus´ kiliasme blev tidligt afvist af Augustin i De civitate Dei, og har derfor ikke været en del af kirkens dogmatik op igennem historien. Men hos Grundtvig er tanken udfoldet i det store kirkehistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne” fra 1860. Digtet er struktureret ud fra forestillingen om kristenhedens hele kreds bestående af syv menigheder, som den forekommer geografisk udlagt i form af syv lilleasiatiske menigheder i kap. 1 – 3 i Johannes´ Åbenbaring. Det skal have været læsningen af denne Bibelens sidste bog, der allerede i 1810 gav Grundtvig et hemmeligt syn i form af en forestilling om kristenhedens hele kreds i form af syv på hinanden følgende historiske menigheder. Det var således Grundtvigs tanke, sideløbende med en parallel geografisk placering af de syv menigheder, som den finder sted i kap. 1-3 i åbenbaringsbogen i form af menihederne i Efesos, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikæa også at udfolde perspektivet historisk i form af syv historiske menigheder. Kristenhedens hele kreds udlagt både geografisk og historisk bliver da i Grundtvigs perspektiv at finde i kæden af menigheder bestående af den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den indiske menighed, der i modsætning til de seks første menigheder ikke udlægges historisk men profetisk, eftersom den på Grundtvigs tid endnu ikke havde fundet sted. Men det er Grundtvigs gæt, at vuggen for den syvende menighed skal stå i Indien.

I Grundtvigs historiesyn opledes en særegen sti op igennem historien fra grundlæggelsen af den første menighed ved Kristus selv til den sidste menighed. Det er et afgørende forhold i denne kæde af menigheder, at missionen til Tyskland ifølge Grundtvigs historieforskning kom fra England. I England fandtes nemlig i skikkelse den angelsaxiske folkestamme et dynamisk folkeliv, som var i stand til at træde i et frugtbart forhold til Helligånden, da denne ved den apostolske trosbekendelses ord fra den romerske kirke i 600-tallet (synoden i Whitby 664) forplantede sig til England. Den irokeltiske kristendom, som allerede tidligere havde vundet udbredelse på de britiske øer er uden interesse i Grundtvigs historiesyn, eftersom denne kristendom ikke var bundet til Den apostolske Trosbekendelse, og i sin pelagianske mangel på syndserkendelse savnede blik for det frelsehistoriske projekt forløbende fra skabelse over syndefald til genløsning, der er rammen om Grundtvigs kristne historiesyn. Indtil mødet med den angelsaxiske folkestamme havde Helligånden været henvist til folkeslag, der allerede havde haft deres storhedstid på den verdenshistoriske scene, og ånden havde måttet følge disse i deres alderdomssvækkelse og som følge heraf også selv afmattes. Den græske menighed var svagere end den hebræiske, og den latinske var igen blevet svagere end den græske, blot havde den i modsætning til den græske beholdt den oprindelige apostolske trosbekendelse. Det er alene dette forhold, der frelste troen igennem den latinske menigheds iøvrigt store forfald. Selv om den engelske kristendom ifølge Grundtvig var svagere i det kristelige end selv den latinske, så var den stærk i det folkelige, og det var dens ungdommelighed, der gav kristendommen nyt liv. Det er således i Grundtvigs syn vigtigt, at missionen til den saxiske folkestamme i Tyskland kom fra de nært beslægtede angelsaxsere (ved Bonifatius) i England. Den tyske menighed med den lutherske reformation skal således ses i forlængelse af den engelske menighed mere end i et forudsætnigsløst opgør med Rom. Videre er det vigtigt at se den danske eller den nordiske menighed i forlængelse af den tyske, men også i den danske at oplede en friere udfoldelse af kristenlivet end hos forgængeren. Den danske menighed er den sidste før den syvende og sidste menighed i Indien. Denne sidste menighed skal i henseende til virkeliggørelse af det kristelige nærme sig selv den hebræiske menighed.

Grundtvig

Hvad der er vigtigt at forstå ved dette kirkehistoriske syn er den hermed forbundne udviklingstanke, eller rettere: forfalds- og udviklingstanke. Det er nemlig karakteristisk for Grundtvigs kristne historiesyn, at det også inkorporerer forfaldet i sig, hvilket naturligvis er en følge af det overordnede frelsehistoriske paradigme: skabelse, syndefald og frelse. Det er altså igennem forfaldet i den græske og videre i den latinske menighed og igennem opblomstringen i den engelske, tyske og nordiske menighed, at den kristne udvikling er forløbet. Udviklingen gælder samlivet eller hos Grundtvig “fællestroen” og “fælleslivet” med Kristus, og Grundtvig mener altså, at dette er dybest og sandest hos de første og de sidste menigheder og lavest i den latinske og engelske menighed. Men overordnet set finder der altså gennem en krise en implementering af kristenlivet sted som en beredelse til Herrens genkomst.

Det er egentlig ikke Jesu genkomst og dommens dag, der er i fokus hos Grundtvig, men derimod den forudgående opblomstring i Tusindårsriget. Det er et vigtigt forhold, at den opblomstring af folkeånderne (nationalisme), der op igennem de syv menigheder har fundet sted i forhold til Helligånden, nu i tusindårsriget er tilendebragt. I tusindårsriget skal det folkelige gå under og genopstå i forklaret skikkelse i det menneskelige. I denne periode skal kristenlivet nemlig være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Det skal endog overgå kristenlivet i den første menighed, den hebræiske. Men efter tusindårsriget oprinder altså dommens dag endelig. Hos Grundtvig er det ikke alene de troende, der skal frelses på den yderste dag. Det skal derimod alle, der ikke direkte har fornægtet troen og dermed Gud og sandheden. Ole Vind påpeger i sin bog “Grundtvigs historiefilosofi”, at dette forhold hos Grundtvig muligvis ikke er foreneligt med luthersk teologi, og at det nok er skyld i, at den grundtvigske kiliasme hidtil er blevet overset af grundtvigforskningen.

Man kan få indblik i Grundtvigs overvejelser i henseende til perspektivet frem imod “verdens ende” dels rundt omkring i hans prædikener og dels gennem utrykte manuskripter. Ole Vind citerer i sin bog et manuskript af Grundtvig fra omkring 1856, i hvilket Grundtvig ved at følge den jødiske tidsregning regnet efter verdens skabelse angiver verden til at have eksisteret i 5617 år af de 6000 år, der ifølge gammel historieteologisk opfattelse er afsat til denne før dens undergang. I de heraf tilbageværende knap 400 år forventede Grundtvig en fortsættelse af den allerede påbegyndte syvende menighed, samt at Tusindårsriget som en ottende menighed skulle følge efter og begynde inden år 2100.

Efter den syvende menighed skal komme den ottende menighed, som ifølge Grundtvig er det samme som Tusindårsriget i Johannes´ Åbenbaring eller i Grundtvigs foretrukne terminologi: det kristne Gyldenår. Dette skal ikke nødvendigvis vare i tusind år men blot en vis tid, og i denne periode skal kristenlivet være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Men Grundtvig gør dog opmærksom på, at de tidligere forsøg på at oprette et kristusrige på jorden faktisk har haft en levetid på tusind år. Det gælder det byzantinske kejserige fra Teodosius til den sidste Konstantin († 1453), og det hellige romerske rige fra Karl den store til Frans den anden († 1806). Det samme mener Grundtvig at kunne skønne om det pavelige kirkerige fra Gregor den syvende, der blev pave i 1073, til den sidste pave. Det er ikke Grundtvigs forestilling, at det givne antal frelste, som i Johannes´ Åbenbaring angives med tallet 144.000 nødvendigvis alle skal være opstandne martyrer. Alt dette er blot billeder på en i forhold hertil given virkelighed. Ifølge Grundtvig er det først efter Gyldenåret, at Kristus vil vende tilbage ved den yderste dom og oprette en ny Himmel og en ny Jord.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...