Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “januar, 2015”

Englevinger

I kirken falder vi på knæ
og beder for hinanden
og tænder lys på livets træ
til ære for en anden;
og den, som har den største skam,
hun får det allerstørste kram
af åndens englevinger.

Det er en lykkens talisman
for skæbnens tunge byrde
at svinge i som en lian
hen til den gode hyrde;
og den, som lander for hans fod
går frejdig al hans magt imod
som ført af englevinger.

En løve går i byen ind
og lægger sig på torvet
og svøber sig i eget skind,
som var det rede garvet;
og den, som møder dyrets blik,
får sat på sine sanser skik
og skuer englevinger.

Den spæde stiller sine krav,
og moderen des mere,
så springe må du over grav
med ét og inklinere;
og den, som kommer med som gæst,
får bryllupsklæder og en fest
i ly af englevinger.

Du lukker døren til dig selv
og sidder ene inde
og stivner, hvor du ellers skjalv,
for hvad du har i sinde;
og den, som lytter ved din dør,
fortæller dig, at du er skør
og ejer englevinger.

I tidens strøm er alle slugt,
og du er med de andre,
og hist, hvor vejen slår en bugt,
kan synet sig forandre;
og den, som ser dig stå imod
de tunge tankers overflod,
får dine englevinger.

I salighedens nøgenhed
er al din blusel blottet,
og du må i forlegenhed
beskytte dig mod plottet;
og den der gætter, hvad der sker,
står stille, alt imens han ser
på sneens englevinger.

Hør melodi her.

1864

I 150-året for krigen i 1864 bølgede Ole Bornedals serie “1864” over skærmen på landsdækkende TV. I en amerikansk dokumentar om landskabsarkitekten Jens Jensen – som var sønderjyde og efter tre år i trøjen for det tyske kejserige udvandrede til Chicago og her skabte parker i æstetisk henseende så langt fra den tyske havekunst som muligt – blev krigen i et større perspektiv omtalt som en krig “against german nationalism”. Det ville være synd at sige, at det også har været Ole Bornedals vinkel. Her er det i højere grad dansk nationalisme, der fremkalder krigen mod en overbærende tysk overmagt, der nødtvungent må gøre det onde ved lilleputstaten. Den kontroversiele Jens Jensens landsmand, konceilspræsident D. G. Monrad fremstilles som inkarnationen af dansk nationalt vanvid. I Ole Bornedals serie er der dog flere lag, og det som fylder mest på film er naturligvis billedplanet; men det er ikke dette plan som er fortællingens bevidsthed. Det er netop fortællingens ubevidsthed. Fortællingens bevidsthed findes i parallelhistorien om den gamle på slottet og hans hjemmehjælper eller nærmere bestemt i den dagbog de finder og læser sammen. Den kvindelige dagbogsskriver har fået sin del af de lidelser krigen bragte, og har født barn på barn til den af filmens tvivlsomme karakterer, som hun har måttet gifte sig med. Hun er dog stor nok til at sige om ham, at for hvert barn, hun fødte ham, mildnedes han en smule, og til sidst kom der alligevel en slags menneske ud af ham…

Jens Jensen skabte blandt meget andet “The Shakespeare Garden”, Northwestern University, Evanston, Illinois.

I relation til serien erindrede jeg en af mine egne salmer “Sig rejser Jord og Himmerig”, som også tager afsæt i krigen i 1864 og har et tilsvarende nutidigt spor i forhold til overleveringen. Min salme er oprindelig skrevet til en prædiken af Ricardt Riis “De andre og os” fra samlingen “Kristne prædikener imod islam inspireret af begivenhederne den 11. september 2001”. Se her. De første syv vers i min salme er en fri gendigtning af Luthers salme “Nu fryde sig hver kristen mand”, men så sker der noget overraskende i forhold til den gamle salmes afgrænsede univers. Mens jeg skrev, steg en vovehals til vejrs i en ballon på verdensomspændende TV og gennembrød lydmuren i sit fald, inden han udløste sin faldskærm og landede på jorden i god behold.

Sig rejser Jord og Himmerig
og træder ind i dansen,
og dansen flyder som en leg
og bølger over skansen.
Her vokser en forglemmigej,
og dansen er sin egen vej
med lethed over grænsen.

I dødens fængsel led jeg nød
og bad for mine synder,
min hele verden var som død
berøvet sine ynder.
Jeg faldt og faldt i evighed
og ramte ingen salighed
på bunden af det hele.

Når jeg mig selv i spejlet så
og slap den gode mine,
så lod jeg bare skægget stå
hen over al min pine.
I spændetrøje var jeg lagt,
og det er ingen herlig dragt,
jeg hilse skal og sige.

Men Gud i min elendighed
mig så og vilde vende
den til sin store kærlighed,
og lade den få ende.
I dødens rige greb han ind
og viklede den om en pind
og den sig om hans hjerte.

Han sagde til sin egen Søn:
Gå ud og hjælp min synder,
ja lad dig føde der i løn,
derved alt trøst begynder!
Ved dig skal døden lide død,
og ud af al din bitre nød
skal nøddebusken spire.

Nu vokser busken dejlig her
imellem eg og ceder,
imens et lille under sker
imellem får og geder.
I krybben ligger barnet svøbt,
fuldkommen som om det er støbt
i kød og blod og ånde.

Gud taler fra en nøddebusk
og svarer, når jeg spørger.
Han siger til mig: Tag og husk,
at jeg er den, der sørger
for dig på kærlighedens sti,
hvor ingen næste går forbi,
når du hans hjælp behøver!

Jeg stiger op i en ballon
og kigger ned på Jorden
og ser min Faders højre hånd,
der hviler med sin torden.
Jeg springer ud og falder frit
og ingen djævel holder trit
med mig igennem muren.

Jeg folder brat min faldskærm ud
og daler som en due
ned over Jorden med min Gud
for alle frit at skue.
Nu lander jeg i løb og se:
Gud lod ved mig sin vilje ske
og lod mig Jorden kysse.

Nu sænker Himmerige sig
på fuglevinger over
den lykkelige, som er mig,
jeg våger eller sover.
Jeg går i tryghed, hvor jeg går
med glæde hvert et enkelt år,
Gud vil mig lade leve.

Salmen har egen melodi af Anne Marie Eriksen og findes i en indspilning med komponisten selv på sang og klaver her:

Mine kritiske artikler om nye danske salmer har fulgt en disposition hentet fra Grundtvigs store kirkehistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne”, 1860. Det falder i syv dele, der tilsammen udgør en perlekæde af hele den kristne kirkes historie. Anliggendet med de syv nedslag i moderne salmer på denne baggrund er således at forsøge at sætte de nye salmer i relation til den kirkelige tradition. De syv nedslag er blevet til otte, hvor det ottende er parallelt til Tusindårsriget, som ikke skildres i “Christenhedens Syvstjerne”. At det hører med til Grundtvigs syn fremgår af Ole Vinds disputats “Grundtvigs historiefilosofi”, Gyldendal 1999.

I elgens tegn

Lars Busk Sørensen har måttet lide den tort at få salmen “Menneske, din egen magt” optaget i salmebogen på betingelse af at lade den censurere. Sætningen “Gud har ingen hænder” – underforstået, hvorfor han har brug for dine – er uden underfundighed blevet til sætningen “Gud har dine hænder”. Der skulle nødig sidde en spastikker i kirken og føle sig set ud af øjenkrogen! Nogen burde rejse en skamstøtte:

Gud taber både øjne
og næse og sin mund
på grund af vore løgne,
når nogen gør et fund.

Så rører vi ved arken
og rækker hånden ud
og hjælper patriarken
med nok et lille bud.

Han hævner sig i blinde,
og nåde går for ret,
og det, vi har i sinde,
blir til en skønhedsplet.

Gud finder sine briller
og tager brillen på
og dæmper vore griller
og lader ordet stå.

Lars Busk Sørensen har tilsyneladende lært lektien. Den sidste salme i “Lysets utålmodighed” (af de tolv) er en bevidst en nedskrivning af Grundtvigs “Jeg kender et land”, til blot “Jeg drømmer et land”. Der er en verden til forskel mellem den udfordrende tanke om Guds manglende handlemuligheder til det stillestående drømmeri. Her er mit modspil i elgens tegn.

Jeg kender mig selv
som elgen, der drikker den smeltende elv
og snart er forsvundet i skoven og væk,
når fuglene vender tilbage fra træk
og bygger en rede i træernes løv
af flid og af støv.

Jeg rejser mig op
og står mellem sten med min vældige krop
og mærker din skabende hånd mod min pels,
som finder den bankende puls i min hals,
og går over vejen i ro og i mag
ved nat og ved dag.

Jeg kender din drøm
og føjer den ind i mit sind uden søm
og lader den leve og vokse og dø
den dag, jeg er kaldet og springer af frø
som hveden i marken og blomsten i hjem
i Jerusalem.

Hør melodi her.

Svensk elg

I en udsendelse om karikaturer i fjernsynet var der et interview med den tidligere svenske statsminister Ingvar Calsson, der selv fortalte, hvordan han havde taget det til sig, at komikerparret “Hasse och Tage” havde sagt, at han lignede “en fod i ansigtet”. Da statsministeren selv ved en senere lejlighed blev interviewet af en tolvårs pige “barnjournalist” og til slut blev bedt om at tegne sig selv, satte han resolut sin fod på papiret og tegnede skoens omrids. Derefter tilføjede han prikker og streger for næse og mund. Den gode historie har inspireret til billedet af elgen som et aftryk af Guds hånd i andet vers.

Sankt Jørgen

Jørgen Hunosøe døde i december efter at have kronet sit litterære virke med to digtsamlinger “Forgæves elskede” 2013 og “De kølige søstre” 2014, begge udgivet på hans eget forlag Elefanthuset. Tidligere stod han bag en kommenteret udgivelse af Sophus Claussens lyrik i 10 bind, og i 2001 vakte han fuore ved – i en analyse af Ole Wivels tidlige digte i tidsskriftet Nordica – at påvise “latente antidemokratiske og fascistiske tendenser, som forfatteren i sine erindringer til dels fortav på uholdbar vis”, som der stod i Kristeligt Dagblads nekrolog den 13. december.

Jørgen Hunosøe 1939 -2014

Jørgen Hunosøe 1939 -2014

I digtsamlingen “De kølige søstre” identificeres en stemme ved hjælp af det særlige pronomen “hen”, og i bogens næstsidste digt “SUB” s. 69 henvender denne stemme sig til disse “sub” med en kritisk replik:

“Ofre, der ødelægger, sagde hen.
I er kun sub.

Hvad er det, spurgte de sagesløse.
Og de blå kjoler foldede sig sammen.

Sub er det, der er “anbragt på eller i bevægelse hen
imod et sted
ved eller lige under et punkt, der ligger meget højt
oppe…”.
I må over det punkt!
Hen lukkede bogen.
Det punkt, der ikke lyser ned på jorden,
Men over den
som stjernen.”

Bag i bogen er der en liste med anmærkninger men ingen hertil. Så det usikkert, hvor linjerne i citationstegn stammer fra; men det kunne være en redegørelse for brugen af kasus i en latinsk grammatik. I så fald tales der om lokativ: “anbragt på” og akkusativ: “i bevægelse hen / imod et sted”. Subjektet, hen præsenterer sig indirekte som adverbiet “hen” i sin kritik af præpostionen “sub” i anvisningen af et punkt angivet ved præpostionen “over”. I bogens sidste digt “Glød” finder en samtale sted mellem en navngiven og altså kendt skikkelse og hen:

“Du er anderledes,
sagde Albino.
Ja, sagde hen,
jeg er midt imellem
og ovenover.”

Midt imellem han og hun og ovenover. Nogen burde riste en rune:

Se, Sankt Jørgen spider dragen,
gør den til et kildevæld,
som nu springer frem i dagen
og forsvinder af sig selv
i det lysegrønne græs alligevel.

Dragen ligger som en kirke
midt på byens Store Torv,
hvor den vågner for at virke
ved sin tudsegamle arv,
når den gør en hovedhjørnesten af skærv.

Se, Sankt Jørgen rider dragen,
som er den en del af ham,
syn for sagn og syn for sagen
får vi, når vi vender om
og går i hinandens Ny Jerusalem.

Hør melodi her.

At dragen bliver til et kildevæld er inspireret af Elisabeth Toubrous omdiskuterede skulptur “Vanddragen” også kaldet “Torvenes Båndsløjfe” på torvet i Århus eller Aarhus. Også i salmen er det ikke pronomen men adverbium, der forløser identiteten. Det sker i form af tidsadverbierne “nu” i første vers og “når” i resten af salmen. At leve i nåret, som i salmen er eskatologisk bestemt ved det Ny Jerusalem.

Moderne martyrium

Lars Busk Sørensens salme “Hvor tåbeligt alle de krige” til fastelavns søndag er skrevet i 2010 og trykt i “Lysets utålmodighed Salmer til de gammeltestamentelige læsninger af tolv salmedigtere fra vor tid” (Unitas forlag 2011). Om en ligefrem gendigtning af Salme 2 med dens støtte til Guds udvalgte folk er der ikke tale. Lars Busk Sørensens salme giver udtryk for en modvilje mod krig i det hele taget.

I første vers sker det ved at sammenligne krigen med naturkatastrofer, som med endnu større kraft kan udslette det “stolteste, stærkeste rige”. Til hvad nytte er så alle de krige? I andet vers er der en påstand nemlig den, at den, der nægter at anvende magt er uovervindelig og forandrer verden med tillid. Denne fredelige måde at være til på begynder “forneden” – ikke fra neden, som ville være et politisk udsagn. Taler Lars Busk Sørensen om eros? I tredie og sidste vers er det gentagelsens magt, der gyder olie på vandene “til mennesker nægter at kriges / og trampe kanonernes takt, / og modige vender / de misbrugte hænder / mod hadets uhellige magt”. I bøn forstås.

Hænder, Albrecht Dürer

En mindre ideologisk pacifisme i relation til Salme 2 findes hos Ricardt Riis i prædikenen “Han, som troner i himlen, ler” fra samlingen med den lange og udtømmende titel “Kristne prædikener imod islam inspireret af begivenhederne den 11. september 2001”. Prædikenens titel er hentet fra vers 4 i Salme 2. Guds latter gælder dem, der lægger planer imod Zions konge, som er Guds søn. Prædikenen fortjener at læses i sin helhed og kan findes her. Min gendigtning af Salme 2 er samtidig skrevet til netop denne prædiken:

Selv her, hvor alting flyder,
og intet er i ro,
opstår de gamle dyder
af kærlighed og tro.
Men derfor de os hader
og lægger råd imod
os, når vi ikke bader
igen i samme flod.

De rejser sig og truer
med tungetale sød
og dømmer blide duer
til ængstelse og død.
Men hør fra Himlen toner
en latter fint herned
og os med det forsoner,
hvorunder før vi led.

Vor Gud har lagt til rette
de gerninger forud,
som vil os vejen lette
i stedet for hans bud.
Som om vi går i søvne,
i sikkerhed vi går
og virker over evne
i ét og tusind år.

I konger vær nu kloge
og tag imod mit råd
i mine løbske toge
og udfør dér min dåd.
Jeg skifter spor og tager
på denne dag dig hjem
en morgen lys og fager
i mit Jerusalem.

Hør melodi her.

Den kristne grundtanke, at Gud gav sin søn, den enbårne for at frelse verden får en overordentlig anskuelig fremstilling i begivenhederne omkring 11. september. Jeremy Glick, der er blandt gidslerne i det fjerde fly, får fat i sin kone, Lyz Glick på mobilen, og i løbet af en tyve minutter lang samtale går det langsomt op for dem, hvad der er ved at ske, og hvad der må gøres. Jeremy fortæller Lyz, at han og nogle af de andre passagerer har snakket om at gå til modangreb. De overvejer for og imod, og Jeremy spørger sin kone, hvad hun synes. Den mulighed har mændene i islam ikke, fordi fortrolighed med en kvinde her anses for et svaghedstegn. Efter at have tænkt sig om i nogen tid siger Lyz til Jeremy: ‘Ja, skat, du må gøre det’. Hun stillede sig bag ham i et forsøg på at forhindre den store katastrofe, skriver Ricardt Riis. Det er mig, der heri vil se en moderne version af Johannes 3, 16, at forsoningstanken udspringer af fortrolighed.

Rastafaris sorte snit

Hans Anker Jørgensens salme “Du satte dig selv i de nederstes sted”, DDS 260 er sat sammen af en række ordsprogslignende formuleringer af befrielsesteologisk tilsnit. Også uden at dele synsvinkel med salmen er det svært ikke at gribes af den målrettethed, hvormed den smelter evangelium og socialisme sammen. Det er dog en særlig rummelighed med inddragelse af også “den yderste nød”, “de inderste lag” og “det højeste sted”, der gør det til en usædvanlig salme. Hans Anker Jørgensen er en høj mand, så måske gemmer det højeste sted sig i frontallapperne på samme. Det ville være et godt sted.

En nabo af protestantisk afstamning til til den katolske befrielsesteologi i Sydamerika er rastafari på Jamaica. Hvor befrielsesteologien er karakteriseret ved en medfølelse med de svageste i samfundet er rastafari kendetegnet ved et fokus på en forvandling af mentalitetet fra lidende til sejrende hos den mest undertrykte del af befolkningen. Det er en selvbevidsthed af højere orden, som det er ganske vanskeligt at begribe med et luthersk begreb om den trælbundne vilje i bagagen. I min gendigtning af “Redemption song” af reggaesangeren Bob Marley – som viede sit liv og sin musik til rastafari – har jeg ladet mig føre ind i dette fremmede land.

Den gamle røver tog mig,
solgte mig i sin butik;
det var få minutters frihed
i den forbindelse, jeg fik.
Men min hånd genvandt sin styrke
ved den Almægtiges hånd;
vi kæmper i dette slægtled
med triumf i vores ånd.

Hjælp mig med en sang,
en sang om frihed,
for det er alt, jeg har,
en frihedssang.

Hvorfor skal profeterne dræbes,
mens vi står og ser derpå;
er det en del af frihedskampen
at lade de andre slå?
Lad al frygt for atomet fare;
selv om det skal fare vild,
så kan ingenting standse tiden
uendelig og mild.

Gør dig fri af alt,
der binder tanken,
for ingen andre end
vi selv kan det.

Originalens afsæt i historien om Josef fremgår ikke af min gendigtning. Røveren i første vers er dog slavehandleren, der solgte Josef til ismaelitterne for tyve sekel sølv i 1. Mosebog 37. Josef genvinder sin styrke og bliver omgående et billede på sit slægtled. Atombomben skræmmer ikke i det store eskatologiske perspektiv, der vælder over af nåde. Forudsætningen for lige netop det perspektiv er den enkeltes uafhængighed af undertrykkende tankeformer, og denne mentale frihed er vi selv ansvarlige for at tilvejebringe. I rastafari sker det ved hjælp af en næsten rituel brug af “ganja” (marihuana). Det bemærkelsesværdige er, at tilstanden indlejres i personligheden også ud over rusens varighed. Der er selvfølgelig en risiko for at ende med at være skæv hele tiden, ligesom der i rastafari (foruden en latent gammeltestamentelig sexisme) lurer en sort racisme, fordi vækkelsen i sin oprindelse er et i billedlig forstand operativt indgreb i netop den sorte af slavetiden skabte mentale bevidsthed. En forvandling fra kuet til værdig ved rastafaris sorte snit.

I den forbindelse er det oplagt at spørge, om ikke også en kristen tro bærer præg af en rus nemlig den rus, der er forbundet med indtagelse af vin ved nadveren og i forlængelse heraf. Den gode Ricardt Riis har i sine “Kristne prædikener imod islam” 2001 også en prædiken om alkohol. Alene i det spørgsmål er han imødekommende over for islam, og alene her har jeg følt trang til at imødegå ham i form af en salme om vinens velsignelser:

Se nu strækker vinen sine rødder
ud i jorden under dine fødder,
som er fyldt med rigelig af nødder.

I det land, hvor mælk og honning flyder,
regner det med vin af alle dyder,
som vi nu og da med Herren nyder.

Han er stokken, hvorpå vi er grene,
aldrig skal vi vokse vild alene,
men han vil os med sin kraft forlene.

Når vi drikker vinens søde drue,
skal vi ind i Himmerige skue,
før vi går derind på himlens bue.

Derfor drikker Jeppe, må vi sige,
kun fordi, at det er Himmerige,
han kan se, og det har ingen lige.

Men nu skænker Jesus i vort bæger
vinen ny, og vi imod den tager,
og vi ved, at det er ham, vi smager.

På hver klase vokser tusind druer,
og af dem udklækkes tusind duer,
og de flyver ind i tusind stuer.

Se, vi ser hans ansigt i det høje,
og vi får et øje for et øje;
hvorfor lader afholdsfolk sig nøje?

Jesus ville forskellen udligne
mellem ham og os og os velsigne.
Sådan vil vi nu vor frelser ligne.

Salmen har egen melodi af Anne Marie Eriksen og findes i en indspilning ved komponisten selv på sang og klaver her:

Hans Anker Jørgensen har også ladet sig friste. I salmen “Alting skabtes ud af intet” til Skærtorsdag, trykt i “Lysets utålmodighed” (Unitas forlag 2011) huskes tilbage til vinens oprindelse og meningen med den i en bibelsk sammenhæng: “Men den vingård, Noa planted / efter fuldført ark-sejlads, / blev en bro fra al slags ondt til / vinen med den gode rus”. Efterfølgende sættes vinens gode rus i relation til nadveren, der “gir gammeldags / kærlighed mod død og kulde / og en evig salig rus”. I sidste vers udbringes en trefoldig skål og så den lange! Hans Anker Jørgensen lader sig ikke friste af martyriet. At lægge sit skrøbelige liv i den levende Guds hænder.

Se Sankt Jørgen spider dragen

Se Sankt Jørgen spider dragen,
gør den til et kildevæld,
som nu springer frem i dagen
og forsvinder af sig selv
i det lysegrønne græs alligevel.

Dragen ligger som en kirke
midt på byens Store Torv,
hvor den vågner ved at virke
ved sin tudsegamle arv,
og den gør en hovedhjørnesten af skærv.

Se Sankt Jørgen rider dragen,
som er den en del af ham,
syn for sagn og syn for sagen
skal vi ikke strides om,
synet er en stjerne over Betlehem.

Hør melodi her.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...