Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
1864
I 150-året for krigen i 1864 bølgede Ole Bornedals serie “1864” over skærmen på landsdækkende TV. I en amerikansk dokumentar om landskabsarkitekten Jens Jensen – som var sønderjyde og efter tre år i trøjen for det tyske kejserige udvandrede til Chicago og her skabte parker i æstetisk henseende så langt fra den tyske havekunst som muligt – blev krigen i et større perspektiv omtalt som en krig “against german nationalism”. Det ville være synd at sige, at det også har været Ole Bornedals vinkel. Her er det i højere grad dansk nationalisme, der fremkalder krigen mod en overbærende tysk overmagt, der nødtvungent må gøre det onde ved lilleputstaten. Den kontroversiele Jens Jensens landsmand, konceilspræsident D. G. Monrad fremstilles som inkarnationen af dansk nationalt vanvid. I Ole Bornedals serie er der dog flere lag, og det som fylder mest på film er naturligvis billedplanet; men det er ikke dette plan som er fortællingens bevidsthed. Det er netop fortællingens ubevidsthed. Fortællingens bevidsthed findes i parallelhistorien om den gamle på slottet og hans hjemmehjælper eller nærmere bestemt i den dagbog de finder og læser sammen. Den kvindelige dagbogsskriver har fået sin del af de lidelser krigen bragte, og har født barn på barn til den af filmens tvivlsomme karakterer, som hun har måttet gifte sig med. Hun er dog stor nok til at sige om ham, at for hvert barn, hun fødte ham, mildnedes han en smule, og til sidst kom der alligevel en slags menneske ud af ham…
I relation til serien erindrede jeg en af mine egne salmer “Sig rejser Jord og Himmerig”, som også tager afsæt i krigen i 1864 og har et tilsvarende nutidigt spor i forhold til overleveringen. Min salme er oprindelig skrevet til en prædiken af Ricardt Riis “De andre og os” fra samlingen “Kristne prædikener imod islam inspireret af begivenhederne den 11. september 2001”. Se her. De første syv vers i min salme er en fri gendigtning af Luthers salme “Nu fryde sig hver kristen mand”, men så sker der noget overraskende i forhold til den gamle salmes afgrænsede univers. Mens jeg skrev, steg en vovehals til vejrs i en ballon på verdensomspændende TV og gennembrød lydmuren i sit fald, inden han udløste sin faldskærm og landede på jorden i god behold.
Sig rejser Jord og Himmerig
og træder ind i dansen,
og dansen flyder som en leg
og bølger over skansen.
Her vokser en forglemmigej,
og dansen er sin egen vej
med lethed over grænsen.
I dødens fængsel led jeg nød
og bad for mine synder,
min hele verden var som død
berøvet sine ynder.
Jeg faldt og faldt i evighed
og ramte ingen salighed
på bunden af det hele.
Når jeg mig selv i spejlet så
og slap den gode mine,
så lod jeg bare skægget stå
hen over al min pine.
I spændetrøje var jeg lagt,
og det er ingen herlig dragt,
jeg hilse skal og sige.
Men Gud i min elendighed
mig så og vilde vende
den til sin store kærlighed,
og lade den få ende.
I dødens rige greb han ind
og viklede den om en pind
og den sig om hans hjerte.
Han sagde til sin egen Søn:
Gå ud og hjælp min synder,
ja lad dig føde der i løn,
derved alt trøst begynder!
Ved dig skal døden lide død,
og ud af al din bitre nød
skal nøddebusken spire.
Nu vokser busken dejlig her
imellem eg og ceder,
imens et lille under sker
imellem får og geder.
I krybben ligger barnet svøbt,
fuldkommen som om det er støbt
i kød og blod og ånde.
Gud taler fra en nøddebusk
og svarer, når jeg spørger.
Han siger til mig: Tag og husk,
at jeg er den, der sørger
for dig på kærlighedens sti,
hvor ingen næste går forbi,
når du hans hjælp behøver!
Jeg stiger op i en ballon
og kigger ned på Jorden
og ser min Faders højre hånd,
der hviler med sin torden.
Jeg springer ud og falder frit
og ingen djævel holder trit
med mig igennem muren.
Jeg folder brat min faldskærm ud
og daler som en due
ned over Jorden med min Gud
for alle frit at skue.
Nu lander jeg i løb og se:
Gud lod ved mig sin vilje ske
og lod mig Jorden kysse.
Nu sænker Himmerige sig
på fuglevinger over
den lykkelige, som er mig,
jeg våger eller sover.
Jeg går i tryghed, hvor jeg går
med glæde hvert et enkelt år,
Gud vil mig lade leve.
Salmen har egen melodi af Anne Marie Eriksen og findes i en indspilning med komponisten selv på sang og klaver her:
Mine kritiske artikler om nye danske salmer har fulgt en disposition hentet fra Grundtvigs store kirkehistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne”, 1860. Det falder i syv dele, der tilsammen udgør en perlekæde af hele den kristne kirkes historie. Anliggendet med de syv nedslag i moderne salmer på denne baggrund er således at forsøge at sætte de nye salmer i relation til den kirkelige tradition. De syv nedslag er blevet til otte, hvor det ottende er parallelt til Tusindårsriget, som ikke skildres i “Christenhedens Syvstjerne”. At det hører med til Grundtvigs syn fremgår af Ole Vinds disputats “Grundtvigs historiefilosofi”, Gyldendal 1999.
Kirken i Gyngen 