Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “juli, 2016”

Jesus er Guds lille Ord

Jesus er Guds lille
Ord fra landet, taler brat,
kun to dage gammel
siger han: Nu er jeg mæt!

Skaber med Guds hænder
fugle af det bløde ler,
klapper, så den hvide
kakadue på ham ser!

Grønne papagøjer
fylder snart det lille hjem,
så Maria sender
strenge blikke efter dem!

Se, de hvide striber
stænket i de sorte fjer
som et regnvejr over
Ordets allerførste stær!

Se og hør Mario Josephs læsning af Koranen her.

Den gode jord

Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse ”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.

Jorden hvilende i sin tilstand
samler sin opmærksomhed
om et punkt i sig selv,
som er befrugtet af himlen.

Træerne står roligt oprejste,
mange års besindighed er gemt i stammen.

Stammen opløser sin vælde
i tyndere opvendte grene.

Grenene forfiner sig ud i kviste,
hvoraf de yderste af bare sarthed
er lige vedat blive ét med himlen.

Bladene folder sig ud,
og ved at leve i lyset
afgiver de deres farve til øjnene.

To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.

Siddende på stolen på platformen
bærer du verden balancerende på sindet.

Svanen har strakt sin hals gennem himlen
og fjernet et brød fra min hånd.

Du løftede øjnene og så,
da duen foldede sig ud
og fløj fra dit ansigt.

Som et spyd der forlader hånden
med fodfæstet hvilende balance i længen.

Kastanjen kaster
sine brune øjne
ned på jorden.

I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske begreber fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.

13707656_10153782122822951_7374603709450760689_n

I talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Her har Krishnamurti tilegnet sig og gør gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed. Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” lader sig ane bag Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier. Det er et eksempel på en karakteristisk evne hos Krishnamurti til at absorbere indsigter andre steder fra og mangedoble deres værdi. Krishnamurti er den gode jord.

Den Store Samson

I en sidebemærkning og sikkert andre steder, skriver Ricardt Riis om Løgstrup, at han desværre ikke opdagede, at han havde fundet de vises sten, da han stødte på de suveræne livsytringer. Til gengæld er Riis nok ikke den eneste af Løgstrups læsere, der har opdaget det. I hvert fald er det dem, der til stadighed pulserer ud fra forfatterskabet, når man læser det på anden hånd.

De suveræne livsytringer er som nirvana, der fyldte Buddha med ny energi og sendte ham tilbage for at hjælpe menneskene. Han opdagede det heller ikke og prædikede at indgå i nirvana i stedet for, som han selv gjorde, at vende fornyet tilbage derfra, som historikeren Arnold Toynbee har gjort opmærksom på.

I en uge på højskole sang vi fire gange, Du kom med alt det, der var dig, og også den handler om et møde med de suvereæne livsytringer. Hvad jeg savner i den er katastrofen som modbillede i verden udenfor. Den gør som Buddha prædiker og indgår i nirvana. Det ville jeg lave om på ved at modstille opdagelsen af Krishnamurti med Titanics forlis omtrent samtidig.

Imens de store skibe sank,
da rejste du dig fin og rank
på dine fine fødder.
Du stod, hvor bølgerne slog ind
og legede med sol og vind
og store kokosnøddder.

Her blev du set af øjne blå,
der standsede og så og så
på sjælen uden tynge.
Den fløj som sommerfuglen let
og bar på vingerne en plet
hen til den store gynge.

Med kærlighedens karrusel
kom du med ét og satte skel
imellem lys og mørke.
Den store Samson æder alt
fra verdens lys til jordens salt
og hele jordens tørke.

Du skaber jord og himmel ny
med hav og bølge, vind og sky
i stedet for de gamle.
Jeg går op på Akropolis
og ser på templernes forlis
som dele til at samle.

Jeg lader skægget gro i ro
og bygger i den gode tro,
at alting hænger sammen.
Nu falder frugten for min fod,
der hvor jeg allerede stod
en anelse fra stammen.

Fra græsset samler jeg den op
og lægger den i denne kop
som billede på noget.
Er det dit rige, som jeg ser,
af overflod i kar af ler
fra træet, som er kroget?

Jeg går en anden vej end den
du leder mig, for jeg vil hen
til dig i Kapernaum.
Det ligger mellem her og der
i Kanaan og ikke her
så tæt ved København.

Du kommer mod mig, når jeg går
med samme sol omkring mit hår,
som skyerne behager.
Jeg selv den vidt berejste hånd
du rækker mod mig som et bånd,
som djævelen forsager.

Vi følges ad på hver sin hest
som lige børn og leger bedst
i haven hele dagen.
Afsted for fulde sejl det går,
skønt søen blank og rolig står,
fra Cristiansø til Skagen.

Den Store Samsom æder alt,
det har jeg lige godt fortalt,
men der er det at sige:
At når tallerkenen er ren,
og kæmpen sover som en sten,
sig viser Himmerige.

Hør melodi her.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...