Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “december, 2012”

Her sidder jeg med vin og brød

Her sidder jeg med vin og brød
og overskuer liv og død;
med synden er det ingen sag,
for solen skinner nat og dag.

Jeg venter på min frelser her
med vanter på, fordi det sner;
vi følges ad en times tid,
hvor himlen høj gør jorden hvid.

Det dufter lidt af appelsin,
imens han byder mig af sin;
så går vi hver til sit og hjem
til herberget i Betlehem.

Det siges, at i stalden her
ved siden af af strå og ler,
hvor æselet sin krybbe har,
en morgen stod en engel klar.

I krybben lå der killinger,
og to af dem var tvillinger;
de havde samme hvide plet
som juleevangeliet.

Maria var en tiger selv,
og hun og englen Gabriel
var ene om at kende til,
hvad Gud i himlen gerne vil.

Den engel blev et fyrretræ,
der voksede op og gav læ
og gerne lod sin krone se
til lykke og velsignelse.

Den er en bjælkehytte nu
og englen er i den endnu;
i stedet står et lærketræ
så fint og grønt i ny og næ.

Her sidder jeg med brød og vin
i haven, som igen er min;
jeg sender de soldater hjem,
der kom her fra Jerusalem.

Hør melodi her eller her.

Vågn op, Jerusalem, vågn op!

Vågn op, Jerusalem, vågn op!
Selv om du er så fuld af synd
og ledes ved din lede krop,
fordi den er så fed og tynd.

Grib nu velsignelsen om hæl!
Stjæl Zion den, hvor du den ser;
se op og forbered din sjæl,
Gud ser i nåde til dit ler.

Luk dine porte op og se!
I folket har jeg velbehag,
lad kun min gode vilje ske,
dit navn skal være Beluah.

Et barn er født i Betlehem!
Nu daler julesneen ned,
og julerosen bryder frem
i havens hvide blomsterbed.

Hør melodi her.

Sid Herre med ved vores bord

Sid Herre med ved vores bord;
lad dig lovprise med dit ord;
velsign din skabning med din pris,
en fest med dig i Paradis.

Vi takker Herre for dit brød,
for liv og helse og for død;
vi følger dig i dine spor,
som da du op til himmels for.

Træd Herre nu et skridt fra mig,
en anden kan behøve dig;
så prøver jeg på egen hånd
at bede i den Helligånd.

Frit efter “Be present at our table, Lord”, John Cennik 1741.

I aften onsdag den 19. december kl. 20.30 afholdes der reception på Anne Marie Eriksen og undertegnedes cd: Se de fine dråber på Gyngen, Mejlgade 53, Århus C. Alle er velkomne til at kigge forbi. Der vil være lidt optræden og vin og snak og snacks. Ellers er der muligt at høre titelnummeret her.

Vi beder alle, hver især

Vi beder alle, hver især
om Guds barmhjertighed
og kærlighed og fred på jord
og hans medlidenhed.

For Guds barmhjertighed og kær-
lighed og fred på jord
og hans medlidenhed er det,
hvorpå vi alle tror.

Barmhjertigheden slår et slag
for den medlidenhed,
der kalder kærligheden frem
i fred og frodighed.

Så skal enhver fra hver sit sted,
på hver sin skæve led
tilbede kærlighed og fred
og Guds barmhjertighed.

Medlidenhed med hver og én,
med jøde og muslim
og den, der tror på ingenting
og den, der tror på rim.

For der, hvor kærligheden bor
om dør med fred og barm-
hjertighed og medlidenhed,
udstrækker Gud sin arm.

Gendigtning af “The Divine Image”, William Blake.

Hør melodi her.

Herren er her.

Det er den dejligste morgen i hundrede år, og jeg lever!
Gnags

Prædiken til 2. søndag i advent.

Det er en vidundelig lignelse, Jesus fortæller i dagens tekst fra Lukasevangeliet. Efter at have repeteret sin tids gængse forventning om dommens dag, flytter han fuldstændig fokus fra forventningens flimrende tåger og tager udgangspunkt i, hvad han ser lige foran sig:

“Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær”.

Det overraskende er, at Jesus gengiver undergangsvisionen i et nærmest paradisisk billede. Han siger ganske vist, at “når I ser dette ske”, altså undergangen, så skal I vide, at Guds rige er nær. Men alligevel er det som om, at der ikke er sten på sten tilbage af det univers undergangsvisionen overhovedet trivedes i. Figentræet med sin frugt fylder hele billedet.

Da Jesus ifølge Apostlenes gerninger viste sig for Paulus på vejen til Damaskus og lod ham omvende, sagde Jesus samtidig til ham: “Det bliver hårdt at stampe imod brodden”. Det vil sige, at det bliver svært at slippe de feberhede syner om egen og andres undergang eller mulige frelse.

De vanvittige syner om himlens og jordens undergang skal gå i opfyldelse for enhver, der tror på dem. Himmel og jord skal forgå. Alene skal Jesu ord om figentræet og alle de andre træer ikke forgå. Heller ikke skal alle Jesu andre ord forgå og heller ikke skal noget af det, som siden er talt ved helligånden forgå.

Pinseunderet skal ingenlunde forgå og heller ikke omvendelsen af Paulus på vejen til Damaskus. Heller ikke Luthers optræden skal forgå eller Grundtvigs salmer og heller ikke den opmærksomhed, som Grundtvig lod Indien omfatte af i henseende til fuldendensen af den kristne kirkes levnedsløb, skal ingensinde forgå.

I Pupul Jayakars biografi om Krishnamurti kan man læse om, hvordan Krishnamurti havde kontakt med Indiens premiereminister Indira Gandhi, da hun fandt ro i sig selv og besluttede at storme Det (besatte) Gyldne Tempel i Amritsar i den indiske delstat Punjab. Det fremgår af fremstillingen, at hun var afklaret med, at det kunne få en konsekvens på niveau med den som det fik, da hun kort efter blev myrdet af sine egne shikiske livvagter netop fra Punjab. Hvis ikke hun havde handlet, som hun gjorde, havde der eksisteret endnu et “Pakistan”. Indira Gandhi blev frelst ved mødet med Krishnamurti og gik sit matyrium i møde.

Selv om vi ikke ved nøjagtigt hvilke ord, der blev udvekslet mellem Indira Gandhi og Krishnamurti, så er der rige kilder til, hvad man kunne kalde Krishnamurtis forkyndelse. Det er et ord, vi ellers bruger om især en kristen forkyndelse. Men det er også hensigten her at forstå, hvad der ellers med et lidt ubekvemt ord kaldes Krishnamurtis lære, som netop en kristen forkyndelse.

Det er et godt spørgsmål, hvordan et menneske, der egentlig ikke forstår sig selv som kristen, alligevel er i stand til at levere en forkyndelse, som i sit væsen opleves som værende i overenstemmelse med den kristne kirkes overlevering. Det letteste vil være at sige, at det er den heller ikke. Men så synes jeg man går glip af selve forvandlingen.

“Iagttagelse indebærer ingen opsamling af viden, selv om viden åbenlyst er nødvendig på et vist plan: viden som læge, viden som videnskabsmand, viden om historien, om alt hvad det sket. Når det kommer til stykket er det hvad viden er: Information om hvad der er sket. Der er ingen viden om imorgen, kun formodninger om, hvad der kan ske i morgen, baseret på viden om hvad der er sket. Et sind, der iagttager med viden er ude af stand til at følge tankens kvikke bevægelse. Det er kun ved at iagttage uden en skærm af viden, at De begynder at se den hele struktur af Deres egen tænkning. Når De iagttager, som ikke er at fordømme eller acceptere, men blot at se, vil De opdage at tanken ophører. Hvis de blot lejlighedsvis iagttager en enkelt tanke fører det ikke til noget, men hvis De iagttager tankens proces og ikke bliver en iagttager adskilt fra det iagttagne, hvis de ser hele tankens bevægelse uden at acceptere den eller fordømme den, så vil denne iagttagelse i sig selv bringe tanken til ophør, og derfor vil sindet være lidenskabeligt, det vil være i en tilstand af vedvarende forvandling”.
Jiddu Krishnamurti, The Collected Works, Vol. XIII”, 299, (min oversættelse).

Vi klan ikke rykke os selv op ved håret, men ved at kaste et blik på dette kompleks ophører det med at have relevans, og vi tilbydes et nyt indhold. Så længe vi som iagttagere er adskilte fra det iagttagne eksisterer vi i lidelse, men når vi bliver ét med synden, ophører vi med at eksistere med selvbevidsthed og er alene genstand for Guds blik.

Krishnamurti siger det på den måde, at sindet befinder sig i en tilstand af vedvarende forvandling. Det lyder næsten betænkeligt.

Så kunne man mene, at det var mere opbyggeligt at blive taget i skole af Poul Hoffmann, som i Kristeligt Dagblad den 29. november under overskriften ”Mens vi venter på den store advent” besvarede spørgsmålet om Jesu genkomst i en kronik.

Poul Hoffmanns skrifter har en lysende kvalitet, som ikke lader en upåvirket. Men der er også noget bibelsk osteklokke over det, når han absolut vil se Jesu genkomst virkeliggjort bogstaveligt ved mirakler i form af helbredelser og opvækkelse af døde nøjagtig, som da Jesus gik rundt på jorden for 2000 år siden.

Her er det ganske nyttigt at inddrage en prædiken af Ricardt Riis: ”At tro ud i den blå luft” fra samlingen ”Kristne prædikener imod islam”. Her udfoldes nemlig ikke blot en bibelsk men også en historisk anskueliggørelse af, hvad underet er: ”Igennem alle de institutioner, vi har udtænkt, for at give diskussionen iblandt os bedre muligheder, er det den kristne tros ånd eller sprogets ånd, der har gjort sin gerning”.

Hos Riis tales der ganske vist om underet og hos Hoffmann om Jesu genkomst. Hos Riis er det ånden, der virker underet, og hos Hoffmann er det Jesus selv. Men spørgsmålet er, om det giver mening at vente Jesu genkomst så bogstaveligt som Hoffmann gør, eller om en sådan forventning er udtryk for slet ikke at have forstået talen om genkomsten.

Når Paulus kan tale om at møde Herren i luften (1. Tess. 4,17), hvor ved han det så fra om ikke fra sin egen omvendelse, som jo også var en Jesu genkomst. Således bliver begivenheden på vejen til Damaskus et fænomen på linje med pinseunderet i Jerusalem, som var galilæernes version af Jesu genkomst, og ligeledes vil enhver menighed eller ethvert menneske, der kommer til tro erfare sin egen version af Jesu genkomst.

Hvis i forlængelse heraf også den historiske kirke er at forstå som en enhed, skal også denne have sin egen version af Jesu genkomst, som må forventes at kunne være en fællesnævner for alle kristne menigheder. Så det giver virkelig også mening at forvente Jesu genkomst som en historisk begivenhed.

Det er overvældende, at der findes en forestilling om dette forhold indbygget i Grundtvigs udfoldelse af, hvad han kalder den kristne menigheds levnedsløb i det lange kirkehistoriske digt: “Kristenhedens Syvstjerne”. Ikke sådan at Grundtvig gør sig forestillinger om Jesu genkomst, men derved at han udfolder hele kirkens livsløb over et spand af ca. 2000 år. Lidt købmandsregning afslører, at enden på disse 2000 år – regnet fra Jesu fødsel – er vor egen tid! Grundtvig forventede, at den syvende og sidste af syv historiske menigheder, skulle oprinde i Indien.

 

Blomstre i den hvide sne

Blomstre i den hvide sne
skal en julerose,
og i hvert et vindue
amaryllis ose.
Indenfor og udenfor
står det samme blomsterflor
som i vægelsindet.

Med en lille gødningspind
i en urtepotte
får vi næringsstoffer ind,
så de bliver flotte.
Når den får en kande vand
skænket af den rette mand,
ranker sig violen.

Katten kommer, lad det ske,
ind til os i varmen,
ind fra al den faldne sne,
ind i vindueskarmen.
Øret en champagneprop
hører, når det springer op
som en kat på skødet.

Ordet lyser sort og klart
på sin hvide side;
når det siger: Kommer snart,
er det allerede
skrevet i det fine sand,
skyllet væk af skum og vand
af sin egen bølge.

Tro mod det, som du har valgt,
medens at du svigter
fristelsen, som har dig solgt
kun til kødets pligter.
Løven slikker lammets fod,
frelseren gør vin af blod,
ånden ild af tunger.

Tak for al din gerning her
og din død tillige!
Sammen gør de vores ler
klar til Himmerige;
så vi høre kan og se
hele din velsignelse,
når du os den lyser.

Herren være nu med os
i de sidste tider;
han er god at være hos,
medens døden lider.
Se, nu er den svundet bort,
og hans skaberværk er stort
som hans Himmerige.

Hør melodi her.

Nu kommer Herren og lægger hånd

Nu kommer Herren og lægger hånd
på hovedet af de små,
og åbner øjet på en blind,
som aldrig Guds øje så.

Den blinde ser, at der falder regn
i mørket over jord,
og blomstrer selv det mindste sogn
at høre Herrens ord.

Han siger: Se, jeg er her nu
som fuglene de små,
som sidder i det store træ
med hovedet på skrå.

Nu løfter fuglene deres sang,
før nogen har set et gry,
og krybben er blevet til en seng
for jordens konge ny.

I østen ser de vise mænd
en stjerne dale ned
og finder i det fjerne land
et slot i Vesterled.

Hør melodi her.

Unilaterale portrætter

1.
Jeg forstår godt, Sharon
bygger et hegn,
ellers kommer der bare
en eller anden
og sprænger en bus i luften,
fordi den tror,
det er et æsel.

Jeg forstår godt, Sharon
byger en regn,
så ammer det bare
bryst en by,
fordi hun tror,
det er et barn.

Jeg forstår godt, Sharon
bygger en regn.

2.
Jeg forstår godt, Abbas
staver til stav,
ellers forvandler den sig bare
før eller siden
til en dragt prygl,
fordi den tror,
det er en kjortel.

Jeg forstår godt, Abbas
støver en stav,
så ånder den åbne
mund et ord,
fordi hun tror,
det er et kys.

Jeg forstår godt, Abbas
staver til stat.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...