Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Herren er her.

Det er den dejligste morgen i hundrede år, og jeg lever!
Gnags

Prædiken til 2. søndag i advent.

Det er en vidundelig lignelse, Jesus fortæller i dagens tekst fra Lukasevangeliet. Efter at have repeteret sin tids gængse forventning om dommens dag, flytter han fuldstændig fokus fra forventningens flimrende tåger og tager udgangspunkt i, hvad han ser lige foran sig:

“Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær”.

Det overraskende er, at Jesus gengiver undergangsvisionen i et nærmest paradisisk billede. Han siger ganske vist, at “når I ser dette ske”, altså undergangen, så skal I vide, at Guds rige er nær. Men alligevel er det som om, at der ikke er sten på sten tilbage af det univers undergangsvisionen overhovedet trivedes i. Figentræet med sin frugt fylder hele billedet.

Da Jesus ifølge Apostlenes gerninger viste sig for Paulus på vejen til Damaskus og lod ham omvende, sagde Jesus samtidig til ham: “Det bliver hårdt at stampe imod brodden”. Det vil sige, at det bliver svært at slippe de feberhede syner om egen og andres undergang eller mulige frelse.

De vanvittige syner om himlens og jordens undergang skal gå i opfyldelse for enhver, der tror på dem. Himmel og jord skal forgå. Alene skal Jesu ord om figentræet og alle de andre træer ikke forgå. Heller ikke skal alle Jesu andre ord forgå og heller ikke skal noget af det, som siden er talt ved helligånden forgå.

Pinseunderet skal ingenlunde forgå og heller ikke omvendelsen af Paulus på vejen til Damaskus. Heller ikke Luthers optræden skal forgå eller Grundtvigs salmer og heller ikke den opmærksomhed, som Grundtvig lod Indien omfatte af i henseende til fuldendensen af den kristne kirkes levnedsløb, skal ingensinde forgå.

I Pupul Jayakars biografi om Krishnamurti kan man læse om, hvordan Krishnamurti havde kontakt med Indiens premiereminister Indira Gandhi, da hun fandt ro i sig selv og besluttede at storme Det (besatte) Gyldne Tempel i Amritsar i den indiske delstat Punjab. Det fremgår af fremstillingen, at hun var afklaret med, at det kunne få en konsekvens på niveau med den som det fik, da hun kort efter blev myrdet af sine egne shikiske livvagter netop fra Punjab. Hvis ikke hun havde handlet, som hun gjorde, havde der eksisteret endnu et “Pakistan”. Indira Gandhi blev frelst ved mødet med Krishnamurti og gik sit matyrium i møde.

Selv om vi ikke ved nøjagtigt hvilke ord, der blev udvekslet mellem Indira Gandhi og Krishnamurti, så er der rige kilder til, hvad man kunne kalde Krishnamurtis forkyndelse. Det er et ord, vi ellers bruger om især en kristen forkyndelse. Men det er også hensigten her at forstå, hvad der ellers med et lidt ubekvemt ord kaldes Krishnamurtis lære, som netop en kristen forkyndelse.

Det er et godt spørgsmål, hvordan et menneske, der egentlig ikke forstår sig selv som kristen, alligevel er i stand til at levere en forkyndelse, som i sit væsen opleves som værende i overenstemmelse med den kristne kirkes overlevering. Det letteste vil være at sige, at det er den heller ikke. Men så synes jeg man går glip af selve forvandlingen.

“Iagttagelse indebærer ingen opsamling af viden, selv om viden åbenlyst er nødvendig på et vist plan: viden som læge, viden som videnskabsmand, viden om historien, om alt hvad det sket. Når det kommer til stykket er det hvad viden er: Information om hvad der er sket. Der er ingen viden om imorgen, kun formodninger om, hvad der kan ske i morgen, baseret på viden om hvad der er sket. Et sind, der iagttager med viden er ude af stand til at følge tankens kvikke bevægelse. Det er kun ved at iagttage uden en skærm af viden, at De begynder at se den hele struktur af Deres egen tænkning. Når De iagttager, som ikke er at fordømme eller acceptere, men blot at se, vil De opdage at tanken ophører. Hvis de blot lejlighedsvis iagttager en enkelt tanke fører det ikke til noget, men hvis De iagttager tankens proces og ikke bliver en iagttager adskilt fra det iagttagne, hvis de ser hele tankens bevægelse uden at acceptere den eller fordømme den, så vil denne iagttagelse i sig selv bringe tanken til ophør, og derfor vil sindet være lidenskabeligt, det vil være i en tilstand af vedvarende forvandling”.
Jiddu Krishnamurti, The Collected Works, Vol. XIII”, 299, (min oversættelse).

Vi klan ikke rykke os selv op ved håret, men ved at kaste et blik på dette kompleks ophører det med at have relevans, og vi tilbydes et nyt indhold. Så længe vi som iagttagere er adskilte fra det iagttagne eksisterer vi i lidelse, men når vi bliver ét med synden, ophører vi med at eksistere med selvbevidsthed og er alene genstand for Guds blik.

Krishnamurti siger det på den måde, at sindet befinder sig i en tilstand af vedvarende forvandling. Det lyder næsten betænkeligt.

Så kunne man mene, at det var mere opbyggeligt at blive taget i skole af Poul Hoffmann, som i Kristeligt Dagblad den 29. november under overskriften ”Mens vi venter på den store advent” besvarede spørgsmålet om Jesu genkomst i en kronik.

Poul Hoffmanns skrifter har en lysende kvalitet, som ikke lader en upåvirket. Men der er også noget bibelsk osteklokke over det, når han absolut vil se Jesu genkomst virkeliggjort bogstaveligt ved mirakler i form af helbredelser og opvækkelse af døde nøjagtig, som da Jesus gik rundt på jorden for 2000 år siden.

Her er det ganske nyttigt at inddrage en prædiken af Ricardt Riis: ”At tro ud i den blå luft” fra samlingen ”Kristne prædikener imod islam”. Her udfoldes nemlig ikke blot en bibelsk men også en historisk anskueliggørelse af, hvad underet er: ”Igennem alle de institutioner, vi har udtænkt, for at give diskussionen iblandt os bedre muligheder, er det den kristne tros ånd eller sprogets ånd, der har gjort sin gerning”.

Hos Riis tales der ganske vist om underet og hos Hoffmann om Jesu genkomst. Hos Riis er det ånden, der virker underet, og hos Hoffmann er det Jesus selv. Men spørgsmålet er, om det giver mening at vente Jesu genkomst så bogstaveligt som Hoffmann gør, eller om en sådan forventning er udtryk for slet ikke at have forstået talen om genkomsten.

Når Paulus kan tale om at møde Herren i luften (1. Tess. 4,17), hvor ved han det så fra om ikke fra sin egen omvendelse, som jo også var en Jesu genkomst. Således bliver begivenheden på vejen til Damaskus et fænomen på linje med pinseunderet i Jerusalem, som var galilæernes version af Jesu genkomst, og ligeledes vil enhver menighed eller ethvert menneske, der kommer til tro erfare sin egen version af Jesu genkomst.

Hvis i forlængelse heraf også den historiske kirke er at forstå som en enhed, skal også denne have sin egen version af Jesu genkomst, som må forventes at kunne være en fællesnævner for alle kristne menigheder. Så det giver virkelig også mening at forvente Jesu genkomst som en historisk begivenhed.

Det er overvældende, at der findes en forestilling om dette forhold indbygget i Grundtvigs udfoldelse af, hvad han kalder den kristne menigheds levnedsløb i det lange kirkehistoriske digt: “Kristenhedens Syvstjerne”. Ikke sådan at Grundtvig gør sig forestillinger om Jesu genkomst, men derved at han udfolder hele kirkens livsløb over et spand af ca. 2000 år. Lidt købmandsregning afslører, at enden på disse 2000 år – regnet fra Jesu fødsel – er vor egen tid! Grundtvig forventede, at den syvende og sidste af syv historiske menigheder, skulle oprinde i Indien.

 

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...

%d bloggers like this: