Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “september, 2015”

At være himlens konge

At være himlens konge
i tro og ydmyghed
og herske over jorden
med al sin kærlighed.
At lade lys og mørke
fremkalde ved sit ord
og løfte sol og måne
om den forløste jord.

At knæle ned og kysse
hver sten på strandens bred
og se, hvordan de ligger
enhver på hver sit sted.
At samle alle brikker
i livets puslespil,
så billedet fuldendes,
fordi at de er til.

At se en tyve svaner
gå over havens hæk
og ikke nå at tælle
dem, førend de er væk.
At enogtyve svaner
på et og samme sted
kan tælles af den samme,
når næsen tælles med.

At være himlens konge
i hvide skyers uld
og sejle over øjet
af ler i sorten muld.
At falde som en dråbe
på jorden klar og ren
og ligge klar på marken
at sanke som en sten.

Hør melodi her.

Nu går du mellem biler

Nu går du mellem biler
og værner dine små,
som gennem byen iler
i stedet for at gå.

Jeg ender dog i grøften
og famler ved mit knæ
og tager mig til hoften
med ryggen mod et træ.

Så humper jeg tilbage
og samler cyklen op,
men benene er svage
og vaklende min krop.

I gravens mørkekammer
er jeg forinden lagt
og kaldes uden skrammer
frem i forklaret dragt.

Her finder foden fæste
så let som på en sky
og lader hjertet gæste
Jerusalem det Ny.

Hør melodi her.

Her står du med hovedet oppe

Her står du med hovedet oppe
i himlen og ser dig omkring
skudt op over træernes toppe
på hvilende fod og på spring;
du fisker i søen og fanger
en gedde i dag, og du langer
en hånd ud og griber din kniv.

Ved søbredden knæler du stille
og tryg i bevidstheden om,
at fisken i dag er for lille
og gør da beslutningen om;
så må du gå hjem uden noget,
men medens du venter på toget,
så har du jo stadig din kniv.

Nu står du med fødderne nede
på jorden, som er du et træ,
hvor fuglene har bygget rede
i tryghed i bladenes læ;
og spørgsmålet går dig på klingen
for atter at indfolde vingen,
som selv du har foldet din kniv.

Hør mlodi her.

Velkommen i den grønne lund

Velkommen i den grønne lund,
hvor mælk og honning flyder
fra randen og til krukkens bund
og til enhver, som nyder
det frie ord og beder om
en bid heraf på maven tom
og takker som det næste
for at få lov at gæste.

Men den som sine klæder har
beholdt til bryllupsfesten
og holder brudgommen for nar
og skiller sig fra resten,
han kastes ud, hvor der er gråd,
og ingen kender noget råd,
selv om de holder taler
om skyer og om hvaler.

I salen er der ingen ro,
hvor vin og olie flyder
imellem kærlighed og tro,
og takker den, som byder,
at lamme går og blinde ser,
hvor glæden fryder sig og ler,
og lader døde leve
i gråden for Nineve.

Hør melodi her.

Ordet “bryllupsklæder” optræder i Matthæusevangeliets kapitel 22 i lignelsen om kongesønnens bryllup. Det er her, der fortælles om et bryllup, som de indbudte gæster ikke gider komme til. I en by slår de indbudte slår ligefrem budbringerne ihjel. Kongen ødelægger derfor hele byen som hævn. De indbudte var ikke værdige, hedder det så, og tjenerne sedes ud på gader og stræder for at invitere de fattige. Da det var den tids skik at iklæde gæsterne særlige bryllupsdragter på værtens bekostning, springer det i øjnene, at en af gæsterne sidder i sit eget tøj. Han har altså indfundet sig uden rigtigt at ville tage del i festen. Kongen beordrer ham straks bundet og kastet ud, hvor der er gråd og tænders gnidsel. Det spilles der på i salmens andet vers. I tredie vers er der en henvisning til Nineve, som i en bibelsk sammenhæng mest er kendt for at være den by, som profeten Jonas værgede sig ved at nedkalde dom over. Da han endelig gjorde det, omvendte byen sig og slap for udslettelse. Men 200 år senere var den gal igen og byen blev lagt i ruiner.

På Oliebjegets tinde

På Oliebjergets tinde,
hvorfra du på din fod
sprang op imellem vinde
i legeme og blod,
stod engle ved vor side
med ét og lod os vide,
at du i blandt os går
i morgen som i går.

Nu standser bonden ploven,
og fra sit førerhus
ud skuer han mod skoven,
hvor vejen er af grus
til hovedvejen inde
imellem drøm og minde,
hvor nu en skare går
med solen i sit hår.

Hvor mågerne får vinger
alt på den sorte jord,
og himmelen betvinger
i det forløste ord,
er vinterhveden sået,
når dagene er gået
og dækker fra sit skjul
den nøgne mark til jul.

Når høsten bliver bjærget
igen til næste år,
og hyrderne har værget
om det fortabte får,
er hånden lagt på ploven
med ét igen fra oven,
og lige furen står
for øjet som i går.

Her går med ét i vrimlen
med skulder, hånd og fod
et legeme fra himlen,
ja legeme og blod,
med øjne, mund og pande,
så hver og én må sande,
som går imellem dem,
Det ny Jerusalem.

Hør melodi her.

En aften så mørk

En aften så mørk, hvor lyset blev tændt
i hus efter hus med det samme,
hvor olien til lamperne ikke var brændt,
men jomfruen ventede yderst spændt
at gøre forventning til skamme.

En morgen så klar, hvor solen står op
af graven og træder i haven
og indånder luften og strækker sin krop,
så skyggerne længes fra træets top,
hvor ingen er sur eler gnaven.

En formiddag skær, hvor regnen af ild
slog ned som en due på armen
og tyngede let og besvarede mild
det spørgsmål, som fristelsen leder vild
om kulden i hjertet og varmen.

En eftermiddag, hvor solen er klar
og rød som et æble på grenen,
der falder på læben så let som et svar
fra kongen, der blidt med sin finger skar
sin dåd ind i Jellingestenen.

Hør melodi her.

Kaspar Hauser med mere

Det er ikke let at være Kaspar Hauser i Werner Herzogs film af samme navn med undertitlen Jeder für sich und Gott gegen alles (1974). Bruno Schleinstein i titelrollen er noget ældre end virkelighedens Kasper Hauser nogensinde blev, og det tilføjer figuren en velgørende autoritet. Det er ikke Kaspar Hauser som historisk fortvivlet eksistens, vi møder, men noget mere. Ved obduktionen deles Kaspar Hausers hjerne i to med en kniv, og delene vipper hjælpeløst fra hinanden på bordet i et tilsyneladende tilfældigt billede på korsfæstelsen af Kaspar Hauser.

Hisorien om Kaspar Hauser, der dukkede op på torvet i Nürnberg 2. pinsedag 1828, som kom han fra en fremmed planet uden kendskab til verden og med et næsten ikke-eksisterende sprog, har både i samtiden og eftertiden tiltrukket sig stor opmærksomhed og givet anledning til ikke alene medfølelse men også spekulationer om hans herkomst. Tilnavnet “Das Kind Europas” eller Europas plejebarn, som det med en meningsfuld omskrivning er blevet på dansk, udtrykker en oplevelse af tildragelsen med vidtrækkende konsekvenser.

Rudolf Steiner er blevet spurgt af interesserede i det spørgsmål om Kaspar Hausers tidligere inkarnationer og har givet det overraskende svar, at han ikke ud fra sin åndsvidenskabelige forskning kunne finde nogen og heller ikke en senerere inkarnation. Et sådant fravær giver mulighed for den overvejelse, at Kaspar Hauser er et udtryk for noget verden ikke på anden vise er fortrolig med. Det stærke indtryk, hans skikkelse gør, giver mindelser om den russiske kirkes ikoner, som på lignende vis anvendes som greb skildringen af det menneskelige i Dostojevskijs forfatterskab.

Rudolf Steiner siger endvidere, at havde Kaspar Hauser ikke levet det liv, han levede, ville jord og himmel være bleve revet fra hinanden. Det skal naturligvis forstås billedligt, og det han mener er, at materielle hensyn, konkurrencestaten på nudansk ville have fået lov til at dominere på helhedens bekostning for nu at blive i det merkantile sprog. Kaspar Hausers tragiske skæbne er dog ifølge Steiner ingenlunde udtryk for en guddommelig hensigt men et resultat af en konspiration, som spirituelt indsigtsfulde men onde kræfter stod bag.

Hensigten med Kaspar Hausers liv fra et åndsvidenskabeligt synspunkt var, at han skulle være samlende figur i at høste frugten af den kulturelle blomstring, der havde fundet sted i det sydlige Tyskland, og som især Goethe, Herder og Hölderlin var udtryk for. Denne plan blev forpurret af mennesker, der havde nok åndsvidenskabelig indsigt til at vide, at det ikke nyttede at dræbe Kaspar Hauser som spæd, da han så blot ville blive reinkarneret umiddelbart efter. Derfor måtte han holdes i live under forhold ugunstige for hans udvikling. Denne historie har Werner Herzog ud fra sine egne forudsætninger lavet en film om.

Solen ved Genéseret

Solen ved Genéseret
falder på en klippe,
og når ret skal være ret,
må det ikke glippe,
at det er et billed på,
hvordan stjernere skal stå
for at bane vej for ham,
som er Guds og verdens lam.

Den dicipel kaldede
Herren som den første,
og hans glæde vældede
frem og blev den største,
og han straks sin broder lod
dele af sin overflod:
Vi har fundet frelseren,
sagde førsteelskeren.

Solen ved Genéseret
løftede sit øje,
da han kom fra Nazaret,
solen fra det høje
for at gøre menneske-
fiskere af fiskere,
og han sagde: Kom og se.
Det var det, der skulle ske.

Hør melodi her.

Rumsalme

Ligesom der intet sker,
når raketten løfter
sig en fod fra jordens ler
i de dybe kløfter
og står stille med sin helt
midt i jordens tyngdefelt,
førend den får gjort sig fri
og er vægtløs indeni.

I en fælles rumstation
svæver astronauter
fra forskellige nation-
er med kosmonauter
i en overjordisk fred
samlet på et enkelt sted
ude i det ydre rum
som et evangelium.

Jorden om sin akse frit
drejer for et øje,
der har åbnet sig som dit
eget i det høje,
og når blikket falder ned
på den med sin salighed,
finder det sit andet hjem
i Det ny Jerusalem.

Hør melodi her.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...