Lad Gud stå frem og føre an
i denne krig!
Lad flygte hver, som flygte kan
i bugt og vig!

Så bad dit folk i hedenold,
og du lod ske
din vilje gennem magt og vold
og ak og ve!

Giv i den store trængsel mod
til os, så trygt
vi skænker af din overflod
helt uden frygt!

Giv i den største sorg os tro
på, at din søn
er gået foran på sin bro,
til dig i løn!

Velsign os, når vi kommer til
din helligdom,
og lad os dømme, som du vil
din milde dom!

Lad nu det folk, som du har kært
på dommens dag
din nåde sænke over hvert
et folkeslag!

Efter “Let God arise to lead forth those”, Ar­thur C. Ain­ger, 1899.

Hør melodi her.

I sin bog “Opgør med den moderne myte” bruger Torben Bramming lejrbålet som et smukt billedde på Bibelen. Bibelen er det bål, som alle kristne er samlede om før og nu og i fremtiden. Bibelen handler om Kristus, og den skal ikke læses bogstaveligt men tolkes ind i vor egen historiske situation. Det betyder, at Bibelen er norm og standsning i forhold til, hvad vi kan finde på.

Når Luther afskaffede afladen, den sidste olie og skriftemålet havde det således sin dybeste grund i, at der ikke findes hjemmel for disse ting i Bibelen. Således forstår Torben Bramming også modstanden mod at indføre ægteskab mellem to mennesker af samme køn i kirken. Modstanden skyldes ikke ubehag ved homoseksualitet men er begrundet i, at der ikke er står noget om det i Bibelen. Synspunktet har meget for sig, fordi det til grund for livet lægger den kristne åbenbaring; men det er også problematisk, fordi det trods alt synes bundet til en fortidig udlægning af evangeliet. “Det er i apostelforkyndelsens gamle klude, Kristus er svøbt, også i dag”, hedder det. Synspunktet er luthersk men også luthersk i sin begrænsning. Hvad der fuldstændig lades ude af betragtning i Luthers skriftbundne syn på åbenbaring er det forhold, som må have foresvævet de såkaldte sværmere nemlig, at Gud åbenbarer sig i tiden uafhængigt af Skriften. Ånden giver evangeliet udtryk i tiden, og spørgsmålet er om dette udtryk lader sig identificere med Skriften. Her er et bud:

William Blake “Gud Herren lavede skindkjortler til Adam og hans hustru og gav dem det på” Første Mosebog 3,21

I en af sine bøger: “On Nature and the Environment” berører Krishnamurti spørgsmålet om homoseksualitet. Der er tale om en ganske morsom passage, fordi Krishnamurti på den den båndoptagelse, der ligger til grund for bogen, begår en meningsfuld fejllæsning af et skriftligt stillet spørgsmål. Det er derfor en fornøjelse at citere den i sin helhed:

“Mange mennesker har store problemer med kendsgerningen homoseksualitet. I århundreder har man undgået dette spørgsmål i undervisningen. Kunne du ikke, bare kort, besvare dette spørgsmål? Jeg har rejst totusinde år – kilometer (latter) for at stille dette spørgsmål? Udskyld, netop. Jeg har rejst to tusinde år! Dette har været et spørgsmål i tusinder og tusinder og tusinder af år. Det er ikke noget nyt. Vi tager ikke stilling i denne sag. Vi fordømmer det ikke eller bifalder det eller tager afstand fra det. Der er tale om kendsgerninger. Ikke sandt? Ligesom heteroseksualitet er en kendsgerning. Homoseksualitet findes i verden, i visse dele af verden meget almindeligt, i andre dele af verden er det nærmest ukendt. Så hvordan besvarer man dette spørgsmål? Hvad er spørgsmålet? Hvorfor gør vi det til så stort et problem? Tilsyneladende gør vi ikke heteroseksualitet til et problem overhovedet, men dette gør vi til et problem, hvorfor? Det er en kendsgerning. Så skulle vi beskæftige os med dette spørgsmål om heteroseksualitet og homoseksualitet anderledes?” (Min oversættelse)

Det er ganske vist ikke det specifikke spørgsmål om homoseksuelle ægteskaber men spørgsmålet om homoseksualitet i sig selv, der her tages stilling til ved ved blot at indrømme det en sideordnet stilling i forhold til heteroseksualitet. Men spørgsmålet gøres sekundært så elegant, at man lykkelig glemmer sin skam over nogensinde at have kunnet tage det alvorligt.

Så hvordan forholder vi os anderledes til dette spørgsmål? Gives der en guddommelig reaktion på seksualiteten, som ikke forskriver sig til en optagethed af en given norm? I Første Mosebog kap. 3, 21 oplyses det overraskende, at Gud klæder Adam og Eva i kjortler af skind til at dække deres nøgenhed med i stedet for de figenblade, de selv forsøgte sig med. Det står uformidlet midt i skildringen af Guds vrede og uddrivelsen af Paradiset. Måske er det i virkeligheden en alternativ og mere kristen måde at forstå syndefaldsmyten på.

Et fortælleteknisk greb er at sige: Nogle mener, at det gik således for sig, andre derimod vil vide, at det i stedet forholder ganske anderledes. Noget kunne tyde på, at der også i den bibelske tekst er flere historier flettet ind i hinanden. Spørgsmålet er, om ikke Guds skabelse af kjortler af skind til de faldne er tale om et modbillede til de utilstrækkelige figenblade, og om der ikke i dette billedpar findes en alternativ historie om syndefaldet.

I det øjeblik, jeg åbner vinduet
for at lukke en bi ud,
ser jeg, at der sidder en snegl
på den anden side af ruden.

Bien er hurtigt væk,
men sneglen bliver siddende.

Mørket falder på den ene side af ruden,
og lyset falder på den anden.

Nu slukker jeg lamperne
en efter en.

Nu ligger der to sneglehuse
på grillristen.

Sært, at de er kravlet der op,
tænker jeg.

Næste dag
ligger de
der også.

Ved nærmere eftersyn viser de sig
at være hullede og tomme.

Det er selvfølgelig skaderne,
der har ædt dem!

Slået hul på dem
og suget dem ud.

Suget er vel så meget sagt,
for kan en fugl suge?

Med sit næb.

Se, som markens liljer
bøjer vore viljer
sig for vinden stille ned,
rejser sig i evighed.

Se til himlens fugle
nattergal og ugle
og som stjernen over dem
lærken over Betlehem.

Se, hvor liljen klæder
fuglen, som sig glæder
i et øjeblik af fryd
over Jesu liv og død.

Se, hvor fuglen flyver
over markens kløver
fra dit hjerte til dit hjem
i Det ny Jerusalem.

Inspireret af Søren Kierkegaards prædiken “Hvad kan vi lære af Liljerne paa Marken og af Himmelens Fugle” Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, 1847. Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

1015741_10200547728713735_346942565_o

Ib Johansen med Michael Perssons statuette af ståltråd – Foto: Henrik Giversen

Kære Ib Johansen!

Tillykke med tildelingen af Århus Poetklubs Undergrundspoesipris! Ved at sige denne sætning har jeg givet efter for det tryk virkeligheden har udøvet på det navn, der i sin tid blev til mest som navn til poetklubbens hjemmeside, altså Poetklub Århus. Det bliver i folkemunde meget let til Århus Poetklub, og nu er foreningen oven i købet blevet så bevidst om sin egen rolle i det litterære landskab, at tanken om at indstifte en pris har kunnet opstå og vinde fremme. Der er grund til at opholde sig lidt ved navnet, for sikke da et navn: Undergrundspoesipris. Det skyder fra Undergrunden og folder sig med Poesiens skabende kraft ud i en Pris.

Den pris er båret af en kærlighed til poesien, som netop du er så god en eksponent for. Foruden dine egne digte har du både ved oplæsninger og i vores tidsskrift M gasin velsignet poetklubbens betalende og ikke betalende medlemmer med oversatte tekster af digtere fra verdenslitteraturen: William Blake, Edgar Alan Poe, Dylan Thomas, Leonora Carrington, Adolf Wôlfi ikke at forglemme Cristopher Smarts lange vidunderlige digt om sin kat! Herigennem har du forsynet poetklubben med et bud på en kanon, som er værd at overveje.

En anden af dine interesser, som vi endnu har til gode at stifte bekendtskab med i poetklubben, er din interesse for den østjyske forfatter Albert Dam. Jeg ved, at du har skrevet en bog om hans forfatterskab og at den er antaget af et forlag og blot venter på finansiering. Når der er grund til at nævne det her, er det fordi Albert Dam har et godt øje til den østjyske folkekarakter, som han siger er uden særlige kendetegn og kun kendetegnet ved det at være menneske. Om østjyderne siger Albert Dam også, at de har intet begreb om religion men glæder sig over poesi.

I aften er vi alle sammen østjyder for Vor Herre, og vi glæder os over at kunne give dig Århus Poetklubs Undergrundspoesipris pris som tak for dine egne tekster i form af haiku og andre digte, dine oversættelser og ikke mindst din skulpturelle optræden og distinke stemme i forbindelse med oplæsninger og mest af alt, fordi du har valgt at være her: At du har ladet din interesse for poesi få den konsekvens, at du kommer til vores arrangementer og skriver i vores blad. Det er, når alt kommer til alt, derpå poesien skal prøves: Om den præger vore liv og forvandler dem.