Jeg har et gammelt skramlet kolonihavehbus. Hvert år bruger jeg feriepengene til reparationer eller nogle af dem. I år havde min mor betænkt mig med et pænt arveforskud, og der var råd til lidt ubekymret foretagsomhed. Vinteren brugte jeg til at hæve niveauet i mellemgangen, så vi ikke længere skal lægge trædesten for at komme på toilettet. Det var et puslespil i tre dimensioner at hæve gulvet: Fliser under i flere lag på udvalgte steder, planker og endelig skønne terassebrædder af lærk. Det tog tid, og det gik langsomt, og det gik godt.
Pludselig var det forår, og Rie mente det ville være rart med en rigtig dør i havestuen i stedet for pladen, der skulle haspes udvendig. Det havde jeg kun en uge til, og jeg kom hjem med en dør, der var 9 cm for bred, hvilket jeg først opdagede efter at have savet de 8 cm af, som den var for lang! Så var det jeg fik den idé at lægge den op der, hvor vinduerne mod syd i havestuen er faldet ud. Det mindede mig om en slags vision, jeg havde, da jeg i begyndelsen af 80´erne besøgte Krishnamurtis samlinger i Schweiz. Jeg formulerede det dengang i sætningen: Jeg vender dørkarmen.
