Nu vågner vi under midnatssol

Nu vågner vi under midnatssol,
som stråler ved jordens tinde,
et land ligger under Nordens Pol,
som aldrig os gik af minde,
Guds menighed herfra uden spor
det lykkedes at forsvinde.

Hans Egede her som en Ansgar
opsøgte de ædle vilde,
som råber i skoven, får man svar 
af levende toner milde,
udsprang under dåb til salmesang
af klippen livsalig kilde.

De mennesker, som i deres land
med hvaler i dyb og øje,
sig glæder som hver en kristen mand,
der springer ud af sin køje,
er lettet fra Nuuk med Grønlandsfly
og løftet ind i det høje.

Fra Jomfruøerne kommer hjælp,
opstandelsens blide tone
er lykkelig som en hundehvalp,
vil sig nu med os forsone,
om solgte vi hende for en slik,
så står vi som mand og kone.

Forbundet om ej i et og alt,
så dog i de ting, der tæller,
når livsløbets dage bliver talt,
såvel som når dagen hælder,
og tunger af ild i lue står
i skoven af brændenælder.

Hvor bøgene står i tusind år
og kaster den samme skygge,
og admiralen sin larve får
på vingerne uden krykke,
der flagrer en drøm så lys og let
velsignet af held og lykke.

Nu kommer det ny Jerusalem 
til os som et kongerige,
når Øster- og Vesterbygden frem
for alt træder uden lige
og stråler i evighedens glans
som lys i dit Himmerige.