Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “oktober, 2015”

Musikalsk eftermiddag med Anne Marie Eriksen

Salmer og egne sange med Anne Marie Eriksen. Teksterne til de fem salmer af undertegnede i de første ti minutter af koncerten er anført nedenfor.

O kom og hvil i mig,
du indre styrkes ånd,
og lad mig dele den med dig
din frihed fra mit bånd!

Skrid frem den gode dag,
som skjuler al min synd,
som skal forsvinde med et slag,
den nye dag begynd!

Vær du mit vidne Gud,
at alt jeg gør er ret
ifølge hvert af dine bud,
og jeg gør intet slet!

Jeg skal ej bede mer
end denne ene bøn,
og når du min forvandling ser
at være som din søn!

O kom og hvil i mig
sol over soles sol,
om kap jeg stråler kun med dig
og med den blå viol!

Vers 1-4 gendigtning af “O Come and Dwell in me”, Charles Wesley, 1762. Ordet “forvandling” i fjerde vers viser hen til den hemmelighed, der omtales hos Paulus, at ikke opstandelsen men den efterfølgende forvandling er det sidste: “Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal (alle) forvandles”. 1. Kor 15, 51-52. Døden og opstandelsen er overraskende nok ikke en forudsætning for forvandlingen.

Løven er min hyrde,
og i overflod
vokser græsset om mig
sænkende sin rod.

Her, hvor floden hviler
i sin egen seng,
lægger jeg mig også
på den grønne eng.

Selv i mine drømme
blir jeg i din favn
båret gennem skumle
kløfter i dit navn.

Og når mine fjender
pønser på min død,
lader du mig sidde
i din overflod.

Og imens du salver
mig med styrken din,
lader du mit bæger
fylde af din vin.

Når igen du tager,
hvad engang du gav,
går du selv igennem
døden til min grav.

Alle mine dage
følger du mig fast,
når jeg jorden pløjer,
og når det er høst.

Her i løvens hule
lægger du mit lig,
længe skal jeg leve
i dit Himmerig.

“Løven er min hyrde” er en gendigtning af Salme 23 i Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Begyndelsen af salmen i den gamle oversættelse har antaget næsten ordsprogsagtig karakter, og sætningen “Herren er min hyrde/ mig skal intet fattes” er velkendt. Jeg hørte salmen i en version med reggaesanger og rastafari Buju Banton og under indtryk af den udtalte løvesymbolik i rastafari-universet hørte jeg forkert. Sætningen “The Lord is my sheperd” opfangede jeg som “The Lion is …” I min egen gendigtning har jeg valgt at beholde løven.

Gid Gud din dag må ske
i skønhed og i magt;
lad os i evighed nu se,
at dommen er afsagt!

Bring det betrængte sind,
som skælver for din fod,
din ro, når du det bringer ind
til al din overflod!

Bring din retfærdighed
til hver en bange sjæl,
og byg så for din evighed
på grundvold og på pæl!

Bring vor fortrykte jord
dit rige fyldt af fred,
så krigen flygter for dit ord
og for din kærlighed!

Gid Gud din dag må ske,
vor krybbe synes tom;
i mørket kan vi intet se,
vi råber: Herre kom!

Gendigtning af “O Day of God, Draw nigh”, Robert B. Y. Scotts 1937.

Der går en snak i denne by
om alt for tidlig død;
men vi, der taler udenom,
har glemt, hvordan den lød.

Vi siger, det er efterår,
og alting er så smukt;
at træet tog sin krone af,
og fuglen tog sin flugt.

Nu flyver den et andet sted
på kloden, har vi hørt;
men taktfuldt har vi ikke hin
omstændighed berørt.

Gendigtning af et vers af Emily Dickinson (1830-1886).

Se de fine dråber,
spredt på blomster små,
se, hvordan de glimter
på de strunke strå.

Hør, hvor bækken risler
i sin ensomhed
med sin lille krusning
på Guds kærlighed.

I de høje kroner
er der fred og ro
mellem frie fugle,
kærlighed og tro.

Skyen driver stille
fra Jerusalem
for at åbenbare
sig i Betlehem.

Efter “See the shining dewdrops”, ukendt forfatter 1920.

Det numinøse

Jakob Wolf har i bogen “Det guddommelige”, 2015 begået en genlæsning af Rudolf Ottos klassiker, “Das Heilige”, 1917. Heri findes en gennemgang af de aspekter, som Otto opregner ved den numinøse følelse, sensus numinis: Tremendum, majestas, energicum, mirum, augustum og fascinans. De tre sidstnævnte aspekter har givet anledning til disse koblinger.

Mirum som aspekt ved det numinøse er kendetegnet ved det mærkelige og ubegrinelige. Ifølge Otto findes et særlig markant udtryk for denne følelse i Jobs bog i scenen, hvor Gud svarer Job på hans anklage over, at det er gået ham, den gudfrygtige så ilde. Job bryder sammen og angrer sin anklage. Det er imidlertid ikke sammenbruddet, der er det væsentlige, siger Otto, men derimod den faste overbevisning, som er Jobs nye og afklarede tilstand. Gud møder Job i hans vanvid og henviser til sine uhyrlige skabninger Behemot og Leviatan eller de to køn isolerede i hver deres monstrøsitet. Lærken såvel som timianen er en mægtig engel hedder det mildere hos Blake.

I Søren Kragh-Jacobsens film “I lossens time” (2013) røres der ved et lignende fænomen. Det siges om lossen, at den sover i 21 timer, jager i tre og spiser i en. Den femogtyvende time er lossens time, hvor alt kan ske. Alt betyder både det vidunderlige og det forfærdelige. I filmen er begge dele sket, og vi befinder os i et fængsel, hvor den person, som legemliggør filmens tragiske dimension er indsat i den femogtyvende times trummerum. Han er vanrøgtet, men har alligevel oplevet det vidundelige i samvær med sin morfar, og da han forsøger at vende tilbage til det vidundelige, dræber han to gamle mennesker, som nu bor i morfarens hus. Filmens egentlige hovedperson er præsten Helen.

Filmen er speciel derved, at den ved siden af sin fortællende handling også har et forvandlende spor, der går på tværs af handlingsforløbet. Filmens karakterer ændrer sig nemlig i kraft af de erkendelser de gør i forbibdelse med de ting, der sker. Helen opsøger i en epilog morfaren hus og oplyser, at hun har sagt sin stilling som præst op. Også fangevogteren i fængslet tilkendegiver, at han har lært noget og fået et videre udsyn på forholdet til de indsatte. Måske lykkes forvandlingen også med tragisk konsekvens for filmens anden hovedskikkelse, som til sidst lykkes med sit selvmord. Søren Kragh-Jacobsen har sagt om sin film, at han ønskede at skabe en grusomhedens poesi.

Augustum som aspekt ved det numinøse er kendetegnet ved at føle sig lille overfor det guddommelige. Det kommer skarpest til udtryk i læren om prædestination, dvs. læren om en forud fastlagt skæbne enten til fortabelse eller frelse. Otto lægger vægt på, at denne tanke har sin oprindelse i en følelse, og at den – hvis den rationaliseres – mister sin pointe. Befinder man sig således på det yderste skær og føler sig fortabt og ikke kan se nogen mulighed for at situationen ændrer sig til det bedre, så er der ifølge tanken om prædestination alligevel en mulighed nemlig den, at det kan være forudbestemt, hvordan det skal gå. Det ligger altså ikke i kortene, og det kan ikke på nogen måde gennemskues.

Den drøm Kasper Hauser genfortæller på dødslejet i Werner Herzogs film om ham rummer et fint eksempel på dette. Drømmen handler om en karavane, som føres igennem ørkenen af en gammel mand, som er blind. De farer vild, og foran sig, hvor byen skulle være, ser de bjergene. De gør holdt, og den gamle mand sætter sig ned og smager på sandet. Herefter hævder han, at de er på rette vej. Bjergene er en luftspejling. Igen bryder karavanen op og fortsætter sin rejse mod det, som ser ud til at være bjergene. De når frem til byen som er rejsens mål, og det er her, den egentlige historie udspiller sig, siger Kasper Hauser. Men den kender han ikke.

Den afgørende detalje ved denne historie er at den blinde smager på sandet. Det er altså en følelse, smagen, det overbeviser ham om, at de er på rette vej. Det forholder sig sikkert også sådan, at den gamle ved, at sandet i nærheden af byen skal smage på en bestemt måde, og da det gør det, ved han, at de er på rette vej. Det er jo en rationalisering, men før den kommer smagen, ligesom når man smager på sovsen under madlavning. Man ved det umiddelbart, når den er hjemme. Kaspar Hausers liv er en tragedie, men alligevel formidler han med denne historie en følelse af at være kommet hjem, og alle der har fulgt ham til byen står ved begyndelsen til den egentlige historie.

Fascinans er det sjette og sidste aspekt ved den numinøse følelse. I dette perspektiv sammenlignes det numinøse hos Otto med det filosofiske eller litteraturkritiske begreb det sublime. Det sublime ved et litterært værk angiver dets (sublime) modsætningsfylde og høje niveau af kompleksitet. Det sublime overgår det enkle og lader læseren rystet og genfødt tilbage. Det er en slags katharsis, som tilvejebringes ved at opleve virkeligheden fremstillet på en måde, man ikke umiddelbart kan forestille sig. Det gængse værdigrundlag efterlades i ruiner, samtidig med at en mulighed, man ikke anede var mulig, tager skikkelse for en. Med et udtryk fra Nietzsche er der tale om en en omvurdering af værdien.

“I pity the poor immigrant” er titlen på en rystende Dylan-sang om en sigøjnerboss. Medfølelsen gælder ikke den typiske nødstedte immigrant eller flygtning, som har brug for gode menneskers omsorg. Genstanden for empati er derimod en immigrant, for hvem det ikke er lykkedes atslå rødder i det nye land, og som derfor udvikler sig abnormt og giver sig hen til vold og falskhed. Til overflod markerer sangens subjekt sig som den, der i sig selv repræsenterer det alternativ, som immigranten ulykkeligvis vælger at vende ryggen til. Også dette træk er sublimt og vanskeligt at forstå på almindelig betingelser, ifølge hvilke det måtte være sangeren selv. Her er sangen i en afbalanceret version med Joan Baez.

En forskel på det sublime og det numinøse er imidlertid ikke mindre interessant. Den lader sig anskueliggøre ved udviklingen i nadverforståelsen i kirkens historie. I den katolske kirkes forvandlingslære er det meget eksplicit i billedet af, at der i selve ritualet ringes med en klokke i det øjeblik, vinen forvandles til Jesu blod. Selv i en luthersk nadverforståelse forvandles, som Jakob Wolf skriver “ikke kun vin til vand, men vin til Kristi blod”. Men hos Grundtvig er det anderledes. I salmeboges nummer 236 møder vi linjerne:

Påskeblomst! En dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger.

Her er det ikke vin, der forvandles til Jesu blod men omvendt Jesu blod, der forvandles til honning i salmen og vin i ritualet.

Det sublime er det ekstraordinære, hvorimod det numinøse er det almene. Den oceaniske følelse kaldes den også hos Wolf, eller den rolige henrykkelse med et lån fra Natan Söderblom (1866-1931). Det er øjeblikke af uendelig fred, der kommer over et menneske uden at have noget direkte med den aktuelle situation at gøre.

Se, på ruden slår

Se, på ruden slår
blæsten ikke skår,
men den sorte brombærranke
slår imod, og denne tanke
slår sig selv til blods,
ser vi efterlods.

Regnen vasker klar
ruden som et svar
lige til at se igennem,
når vi hæver blikket, stemmen
og har sagt et ord
ved det nye bord.

Fuglen gav af skræk
ruden stænk af blæk
dog så hvid, som var den kalket,
eller ret af koen malket,
og den lyser hvid
i den mørke tid.

I sin fjederham
i sin andedam
sidder svanen i sin skjorte
med opsmøgede og korte
ærmer på hver arm
lagt ind over barm.

Men der falder ord
på den våde jord,
duen flyver over øjet,
og jeg rækker efter tøjet,
som sig dale lod,
hvor Elias stod.

Hør melodi her.

Den nye Jesus

Den nye Jesus valser ind
ad døren på sin fod
og griber fast om hendes lænd,
han vælger som sin brud,
han fører ved hånden
sig selv og den anden
for alterets fod,
hvor hans billede stod.

Han går i skellet med sin saks
og klipper havens hæk,
og snakker med den gamle heks,
som han til næste fik,
og spurvene letter
fra jorden og sætter
sig ind i en hæk
og er pludselig væk.

Den nye Jesus springer ud
af skabet med et spring
og stiller det et andet sted,
end hvor det stod engang,
og lammet med løven
og haven med skoven
står også på spring,
hvor de før gik i ring.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...