Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Det numinøse
Jakob Wolf har i bogen “Det guddommelige”, 2015 begået en genlæsning af Rudolf Ottos klassiker, “Das Heilige”, 1917. Heri findes en gennemgang af de aspekter, som Otto opregner ved den numinøse følelse, sensus numinis: Tremendum, majestas, energicum, mirum, augustum og fascinans. De tre sidstnævnte aspekter har givet anledning til disse koblinger.
Mirum som aspekt ved det numinøse er kendetegnet ved det mærkelige og ubegrinelige. Ifølge Otto findes et særlig markant udtryk for denne følelse i Jobs bog i scenen, hvor Gud svarer Job på hans anklage over, at det er gået ham, den gudfrygtige så ilde. Job bryder sammen og angrer sin anklage. Det er imidlertid ikke sammenbruddet, der er det væsentlige, siger Otto, men derimod den faste overbevisning, som er Jobs nye og afklarede tilstand. Gud møder Job i hans vanvid og henviser til sine uhyrlige skabninger Behemot og Leviatan eller de to køn isolerede i hver deres monstrøsitet. Lærken såvel som timianen er en mægtig engel hedder det mildere hos Blake.
I Søren Kragh-Jacobsens film “I lossens time” (2013) røres der ved et lignende fænomen. Det siges om lossen, at den sover i 21 timer, jager i tre og spiser i en. Den femogtyvende time er lossens time, hvor alt kan ske. Alt betyder både det vidunderlige og det forfærdelige. I filmen er begge dele sket, og vi befinder os i et fængsel, hvor den person, som legemliggør filmens tragiske dimension er indsat i den femogtyvende times trummerum. Han er vanrøgtet, men har alligevel oplevet det vidundelige i samvær med sin morfar, og da han forsøger at vende tilbage til det vidundelige, dræber han to gamle mennesker, som nu bor i morfarens hus. Filmens egentlige hovedperson er præsten Helen.
Filmen er speciel derved, at den ved siden af sin fortællende handling også har et forvandlende spor, der går på tværs af handlingsforløbet. Filmens karakterer ændrer sig nemlig i kraft af de erkendelser de gør i forbibdelse med de ting, der sker. Helen opsøger i en epilog morfaren hus og oplyser, at hun har sagt sin stilling som præst op. Også fangevogteren i fængslet tilkendegiver, at han har lært noget og fået et videre udsyn på forholdet til de indsatte. Måske lykkes forvandlingen også med tragisk konsekvens for filmens anden hovedskikkelse, som til sidst lykkes med sit selvmord. Søren Kragh-Jacobsen har sagt om sin film, at han ønskede at skabe en grusomhedens poesi.
Augustum som aspekt ved det numinøse er kendetegnet ved at føle sig lille overfor det guddommelige. Det kommer skarpest til udtryk i læren om prædestination, dvs. læren om en forud fastlagt skæbne enten til fortabelse eller frelse. Otto lægger vægt på, at denne tanke har sin oprindelse i en følelse, og at den – hvis den rationaliseres – mister sin pointe. Befinder man sig således på det yderste skær og føler sig fortabt og ikke kan se nogen mulighed for at situationen ændrer sig til det bedre, så er der ifølge tanken om prædestination alligevel en mulighed nemlig den, at det kan være forudbestemt, hvordan det skal gå. Det ligger altså ikke i kortene, og det kan ikke på nogen måde gennemskues.
Den drøm Kasper Hauser genfortæller på dødslejet i Werner Herzogs film om ham rummer et fint eksempel på dette. Drømmen handler om en karavane, som føres igennem ørkenen af en gammel mand, som er blind. De farer vild, og foran sig, hvor byen skulle være, ser de bjergene. De gør holdt, og den gamle mand sætter sig ned og smager på sandet. Herefter hævder han, at de er på rette vej. Bjergene er en luftspejling. Igen bryder karavanen op og fortsætter sin rejse mod det, som ser ud til at være bjergene. De når frem til byen som er rejsens mål, og det er her, den egentlige historie udspiller sig, siger Kasper Hauser. Men den kender han ikke.
Den afgørende detalje ved denne historie er at den blinde smager på sandet. Det er altså en følelse, smagen, det overbeviser ham om, at de er på rette vej. Det forholder sig sikkert også sådan, at den gamle ved, at sandet i nærheden af byen skal smage på en bestemt måde, og da det gør det, ved han, at de er på rette vej. Det er jo en rationalisering, men før den kommer smagen, ligesom når man smager på sovsen under madlavning. Man ved det umiddelbart, når den er hjemme. Kaspar Hausers liv er en tragedie, men alligevel formidler han med denne historie en følelse af at være kommet hjem, og alle der har fulgt ham til byen står ved begyndelsen til den egentlige historie.
Fascinans er det sjette og sidste aspekt ved den numinøse følelse. I dette perspektiv sammenlignes det numinøse hos Otto med det filosofiske eller litteraturkritiske begreb det sublime. Det sublime ved et litterært værk angiver dets (sublime) modsætningsfylde og høje niveau af kompleksitet. Det sublime overgår det enkle og lader læseren rystet og genfødt tilbage. Det er en slags katharsis, som tilvejebringes ved at opleve virkeligheden fremstillet på en måde, man ikke umiddelbart kan forestille sig. Det gængse værdigrundlag efterlades i ruiner, samtidig med at en mulighed, man ikke anede var mulig, tager skikkelse for en. Med et udtryk fra Nietzsche er der tale om en en omvurdering af værdien.
“I pity the poor immigrant” er titlen på en rystende Dylan-sang om en sigøjnerboss. Medfølelsen gælder ikke den typiske nødstedte immigrant eller flygtning, som har brug for gode menneskers omsorg. Genstanden for empati er derimod en immigrant, for hvem det ikke er lykkedes atslå rødder i det nye land, og som derfor udvikler sig abnormt og giver sig hen til vold og falskhed. Til overflod markerer sangens subjekt sig som den, der i sig selv repræsenterer det alternativ, som immigranten ulykkeligvis vælger at vende ryggen til. Også dette træk er sublimt og vanskeligt at forstå på almindelig betingelser, ifølge hvilke det måtte være sangeren selv. Her er sangen i en afbalanceret version med Joan Baez.
En forskel på det sublime og det numinøse er imidlertid ikke mindre interessant. Den lader sig anskueliggøre ved udviklingen i nadverforståelsen i kirkens historie. I den katolske kirkes forvandlingslære er det meget eksplicit i billedet af, at der i selve ritualet ringes med en klokke i det øjeblik, vinen forvandles til Jesu blod. Selv i en luthersk nadverforståelse forvandles, som Jakob Wolf skriver “ikke kun vin til vand, men vin til Kristi blod”. Men hos Grundtvig er det anderledes. I salmeboges nummer 236 møder vi linjerne:
Påskeblomst! En dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger.
Her er det ikke vin, der forvandles til Jesu blod men omvendt Jesu blod, der forvandles til honning i salmen og vin i ritualet.
Det sublime er det ekstraordinære, hvorimod det numinøse er det almene. Den oceaniske følelse kaldes den også hos Wolf, eller den rolige henrykkelse med et lån fra Natan Söderblom (1866-1931). Det er øjeblikke af uendelig fred, der kommer over et menneske uden at have noget direkte med den aktuelle situation at gøre.
Kirken i Gyngen 