Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “december, 2015”

Forestillingen om at rejse

IMG_0689

Kære Sleiman Nazzal

Tillykke med Undergrundspoesiprisen 2015! Prisen uddeles af Poetklub Århus hvert år til en person, der i særlig grad har gjort sig gældende i byens litterære undergrund. I dit tilfælde er der tale om et virke, som strækker sig over mere end ti år og har udgivelserne af digtsamlingerne “Uden visum” 2000 og “Uden sprog” 2013-14 som sine to poler.

Mellen disse poler svæver du selv og drejer og drejer “and turn him and turn and turn him for everything is in him” får jeg lyst til at føje til med Harold Blooms ord om en af Shakespeares figurer nemlig Falstaff, der optræder både i Henrik IV 1 & 2 og i De lystige Koner i Windsor. I modsætning til Hamlet, som er ung og dør ung, er Falstaff ældre og tidligere soldat. Han får sig gerne en tår over tørsten og gør altså kur til de lystige koner i Windsor.

Første gang, jeg selv hørte et af dine digte, var da jeg i begyndelsen af 2001 sad på Café Ris Ras, hvor forløberen for Poetklub Århus nemlig De unge Poeters Klub holdt oplæsninger. Jeg sad et andet sted i cafeen og hørte en insisterende stemme bag mig: “Lad være med at tale om politik! Jeg hader det! Lad være med at tale om politik! Jeg hader det!”. Det var dig, der læste et af de digte, som stod i din dengang nyudgivne bog Uden Visum.

Det er et karakteristisk citat, for en afgørende kvalitet ved dine digte er, at du forstår at adskille poesi og politik. Eller for at sige det mere præcist: Du er ikke til fals for voldens koreografi. Du er ikke en kriminel digter. Hos dig er det lysten og det frie valg, der skaber digtets komposition. Lad et digt fra Uden Visum tjene som eksempel:

Mine digte beklager sig ikke
de beklager ikke
din skønhed
de tilbeder ikke
dit ansigts måner

Jeg er på min galskabs
poetiske tur
afskærmer min
jargons akutte tunge
det er ingen manøvre
når jeg siger
jeg elsker dig
På min vej fra skole
til mit hjem
elsker jeg mange kvinder
“3 eller 5 det kommer an på vejrets hjerte”

Jeg vænner mig
til at stjæle smukke kvindelige skatte
og deres dejlige bryster
med min fantasi
Med mine store hænder
stjæler jeg
deres klare skønhed
og deres hemmelige søde frugter
for mig er det en vane
at de røber deres undertøjs
farve og facon
og jeg hænger det
på lystens bøjle
så bed ikke
mine digte
om at beklage
de vil aldrig beklage

Titlen på din første digtsamling, Uden Visum, signalerer naturligvis en masse besvær. Men det danske sprog, som du ikke har visum til, giver alligevel efter. Eller overgiver sig slet og ret. Men det er ikke det danske sprog, der er nøglen til et egentligt eksistentielt statsborgerskab i den flække af kloden, du ved skæbnens tilskikkelser er havnet i. Nøglen hertil signalerer du i titlen på din anden digtsamling, Uden sprog.

I dette sprogets nirvana hæver du uforudset stemmen i samlingens sidste digt, Det er mig. Centale linjer i digtet er sætningerne: “Det er mig som elsker Århus mere end Danmark / Det er mig som elsker Al-Quds mere end himlen”. Al-Quds er arabisk for Jerusalem, og linjerne handler om at vælge det jordiske i stedet for det himmelske, det konkrete i stedet for ideen. At være ydmyg i stedet for at stå på sin ret. Det udfoldes senere i digtet i linjerne: “Det er mig som elsker Danmark / mere end demokrati!”.

Digtet bærer den selvdefinerende titel, Det er mig, og lyder i sin helhed:

Det er mig
som vandrer mellem tankernes salt
og kvindernes havs blikke
Det er mig
som følger en skov af honning
og gemmer sommerfuglens hemmelighed
under fremtidens modne hud
Det er også mig
som kigger på de kedelige karavaner
der væver inde i min sjæls gyngen
og dækker hjertets metaforer med de triste blade

Hvordan skal det lykkes mig at kysse vores våde aftale?

Det er mig som skriver uden sprog,
med barndoms ild og sandets visioner
Det er mig,
et fortabt suk som skaber tres fugle og en enkelt engel

Det er mig som elsker Århus mere end Danmark
Det er mig som elsker Al-Quds mere end himlen
Derfor, rejser jeg for lidt bedre at huske
de gyldne signaler som vander mine minder
med håbets tåre …
– kom nu … rust min fortids æske …
Der findes floder, blomster, appelsiner. Dadler.
Cedre, vilje, ambitiøse sole?
Jeg har brug for en duftende favn lige nu!
Hvad hedder dit smil på mit sprog?

Det er mig som elsker Danmark
mere end demokrati!
Jeg er vant til at sende mit eneste ansigt
til de øvrige spejle
De ønsker at ændre min farve
under slow motion regn

Hvad skal jeg kalde min skilsmisse fra et træ af citron og had?

Giv hånd til min tavshed
Men det er stadig mig som leder efter kærlighedens smukke skib
Selvom det sejler inde i vores blod …
Jeg kan se
Giv hånd til vores hav

*

“Derfor rejser jeg…”, står der et sted i digtet. Sætningen henviser konkret til din glæde ved at rejse. Hertil knytter sig dine utallige forsøg på at lokke os andre med på dine rejser. Måske lykkes det en dag. Om ikke andet har du ved flere lejligheder givet os forestillingen om at rejse.

12348169_10153289264462951_3306456338814762317_n
Undergrundspoesiprisens
statuette er skabt
af Michael Persson

Fra Helvedes Ordsprog over Blæksprutten til Halfdans ABC

Digtsamlingen ‘Det er ikke let’, som udkom d. 10. november 2015 på forlaget ALFA, kan jeg som dens forfatter selv spore til en eftermiddag i sommeren 1986, hvor jeg i forbindelse med læsningen af William Blakes lille værk “Ægteskabet mellem Himmel og Helvede” og især kapitlet “Helvedes ordsprog” gav mig til at nedskrive sætninger med vekslende indhold i rækkefølge på et stykke linjeret papir. Blakes ordsprogslignende sentenser er i værket opført på en liste, og når man læser dem i rækefølge, bliver det, som sikkert er blevet til sætning for sætning over lang tid smeltet sammen i ét flow. Det giver en brudt rytme, hvor indhold og form hele tiden skifter. Mine egne sætningers indhold var håbløst, og jeg smed hurtigt papiret i skraldespanden. Men rytmen beholdt jeg i kroppen, og i de kommende år lykkedes det mig bid for bid at føje et indhold til. Som teolog var det naturligt at lade sig inspirere også af bibelske tekster, og et af de tidlige digte bære også præg heraf. Da det er skrevet op imod begyndelsen af bibelen er det selvfølgelig også blevet det første digt i samlingen:

Gud skabte manden sort som jordens muld,
og kvinden skabte han hvid som mandens ribben.
Men da manden så kvinden, blev han hvid som sine ribben,
og da kvinden så manden, blev hun sort som jordens muld.
Således blev alt anderledes, end Gud havde skabt det;
og Gud så, at det var godt. (s. 5)

Andre af de første digte var disse:

Mine øjne er ikke en hunds,
der ser spørgende på sin herre.
Mine øjne er en ulvs,
der dybere nede end bevidstheden
registrerer, hvad der sker.
Jeg har overskredet grænsen
mellem ensomheden og fællesskabet,
og min dannelse er ikke andet
end den fuldkomne vildskab,
der kender sig selv. (s. 7)

Jeg er en løve,
der ligger og sover om dagen
i skyggen under et træ.
Du ligger på den anden side at træet
strakt ud som en del af min drøm.
Nu ryster jeg støvet af manken
og lader solen gå ned. (s. 8)

Et overraskende ryk i denne måde at skrive på skete, da jeg gennem min deltagelse i Poetklubbens aktiviteter var med til også at arrangere Poetry Slam i Århus i nullerne. Mine digte egnede sig slet ikke til det, og mit bidrag bestod som regel i at sidde i døren og sælge billetter. Men en aften deltog jeg nærmest i form af en happening med et digt på kun tre linjer, der handlede om den dengang aktuelle sag om Jørgen Leths selvbiografi. Det er det digt, som i udvidet form figurerer på bogens bagside:

Det er ikke let at være Dan Turèll,
når man ikke kan stole på folk,
der siger det er sort.
Det er ikke let at være enlig mor.
Det er ikke let at være kokkens datter.
Det er ikke let at være Leth.
Det er ikke let at være ham.
Det er ikke let at være Hamlet.
Det er ikke let at se sin mor falde for en morder
og sin far for morderens hånd.
Det er ikke let at være eller ikke at være.
Det er ikke let, når alt er fuldbragt,
og resten er tavshed.
Det er ikke let at holde kæft.
Der er noget loddent i Danmark og Grønland
hund og hund imellem.
Det er ikke let at hamle op med Hamlet.
Det er humlen. (s. 39)

Det er jo nogle år siden, og i den mellemliggende tid har jeg sporadisk skrevet digte i denne humoristiske stil. Det sidste og afgørende ryk skete, da jeg omkring jul 2014 hørte, at den mere end hundrede år gamle satiriske årbog ‘Blæksprutten’ skulle ophøre med at udkomme. Da tænkte jeg, at i så fald vilde jeg lave min egen årlige samling med satiriske digte!

For at følge op på denne beslutning begyndte jeg ved årsskiftet systematisk at skrive digte, der på munter vis kommenterede årets begivenheder. Hvad var mere naturligt end at starte med et digt om nytårsaften:

Nytårsaften parkerede vi samtalen i ødemarken
og gik videre i tavshed.
Det var ikke indvandringen, slet ikke!
Det var grise, en familie på Djursland.
Nærmere kom vi det ikke.

Vi kom det en hel del nærmere
og lod det stå mellem linjerne.
Det er ikke en nødløgn, slet ikke!
Det er en hemmelighed, Markus 16, 8.
Vi siger det ikke til nogen. (s. 14)

Digtet slutter med anførelsen af et skriftsted om Jesu opstandelse og er en replik til sagen om sognepræst Per Ramsdal, der i et interview hævdede at stikke en nødløgn, når han i forbindelse med en begravelse forkyndte de dødes opstandelse. Det er en sag, der også har fået sit eget selvstændige digt i bogen:

Det er ikke let at tro på Jesu opstandelse.
Det er ikke let at vikle sig ud af det her tørklæde,
når man har lavet rock i synagogen,
og bosætterne har fået øje på en.
Det er ikke let at komme Maria Magdalene i forkøbet,
som hørte ham sige sit navn ved den tomme
grav i det fjerde evangelium.
Det er ikke let at føje noget til.
Det er ikke let at være Per Ramsdal. (s. 55)

En af årets første begivenheder var de to attentater i Paris d. 7. og 9. januar på henholdsvis satiremagasinet Charlie Hebdo og på det jødiske supermarkede. Det gav anledning til to digte i bogen. Det ene om helten fra det jødiske supermarkede, den muslimske medarbejder, Lassana Bathily:

Det ville være let at være Lassana Bathily
og have et bederum i baghovedet.
Det ville være let at rulle bedetæppet ud
og slå køleanlægget fra,
når der er kunder i butikken.
Kuglerne regner ikke med den blinde vinkel,
og det ville være let at flygte med vareelevatoren ud i det fri.
Ordensmagten ville lægge en i håndjern,
og kostbar tid ville gå tabt,
inden euroen falder!
Kursen ville stabilisere sig på et lavere niveau,
og renten ville næsten være halal. (s. 15)

Det andet er et mere perspektiverende digt om attentatet på Charlie Hebdo:

Det er ikke let at være Charlie Hebdo.
Det er ikke let at være et ugeblad.
Det er ikke let at være dagbladet Politiken
og stå i ord til halsen for at sige det pænt.
Det er ikke let at være mig og Charly.
Det er ikke let at holde sig munter
og tegne antydningen af et smil i profetens skæg.
Det ville være let at holde en forsvarstale
og anbefale sig selv til finansloven
eller livsvarig bespisning på Prytaneion.
Det er ikke let at tage til takke med et bæger skarntydesaft.
Det ville være let at spille død,
mens døden går gennem lokalet
og betragter sit værk.
Det ville være let at klø sig i skægget
og finde en lus mellem to negle.
Det ville være let at være Sokrates. (s. 51)

I begyndelsen af 2015 fejrede netop nævnte dagblad Politiken i øvrigt digteren Halfdans Rasmussens 100 års dag ved at bede 28 kendte forfattere skrive et digt om hver sit bogstav med “Halfdans ABC” som forbillede. Det fik igen to mindre kendte forfattere, Linda Nørgaard Framke og Brian P. Ørnbøl til at henvende sig til ligeså mange mindre kendte forfattere med henblik på at lave en pendant med titlen “Halfdanske digte af halvkendte forfattere”. Jeg var heldig at blive inviteret til at være med og har til bogen skrevet et digt om bogstavet L, som også indgår i ‘Det er ikke let’:

Det ville være let at være bogstavet L.
Det ville være let at være i vinkel
og runde det skarpe hjørne i fin stil.
Det ville være let at være skrevet i hånden
i lyset af et lynnedslag med pensel på papir
som et kalligrafisk skrifttegn af Hakuin.
De to rette linjer ville mødes i det blinde punkt og standse i stedet.
Buddha ville vende ryggen til Buddha,
og kroppene ville forskyde sig
i forhold til hinanden ved skælvet.
Dér ville det være, og det ville være let
at stå ved siden af hinanden eller ej
i kræfternes parallelogram.
Det ville være let at være den 31. januar og opdage
evangeliet i februars alfabet.
Det ville være let at være Guds Lam
og bære verdens ynde. (s. 79)

Siden bogen udkom, har jeg af og til googlet den for at se, om der dukkede en anmeldelse op. Ved en sådan lejlighed opdagede jeg, at bogen foruden at være til salg fra flere danske hjemmesider også er sat til salg på en svensk. Det giver anledning til også at læse bogens sidste digt:

Gud bevare Daniels bog og Markusevangeliet.
Gud bevare bøgernes bog og bøgen og urfuglen
om ikke her så hinsidan.
Gud bevare Sverige og skåne Norge. (s. 80)

IMG_0683

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...