Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Forestillingen om at rejse

IMG_0689

Kære Sleiman Nazzal

Tillykke med Undergrundspoesiprisen 2015! Prisen uddeles af Poetklub Århus hvert år til en person, der i særlig grad har gjort sig gældende i byens litterære undergrund. I dit tilfælde er der tale om et virke, som strækker sig over mere end ti år og har udgivelserne af digtsamlingerne “Uden visum” 2000 og “Uden sprog” 2013-14 som sine to poler.

Mellen disse poler svæver du selv og drejer og drejer “and turn him and turn and turn him for everything is in him” får jeg lyst til at føje til med Harold Blooms ord om en af Shakespeares figurer nemlig Falstaff, der optræder både i Henrik IV 1 & 2 og i De lystige Koner i Windsor. I modsætning til Hamlet, som er ung og dør ung, er Falstaff ældre og tidligere soldat. Han får sig gerne en tår over tørsten og gør altså kur til de lystige koner i Windsor.

Første gang, jeg selv hørte et af dine digte, var da jeg i begyndelsen af 2001 sad på Café Ris Ras, hvor forløberen for Poetklub Århus nemlig De unge Poeters Klub holdt oplæsninger. Jeg sad et andet sted i cafeen og hørte en insisterende stemme bag mig: “Lad være med at tale om politik! Jeg hader det! Lad være med at tale om politik! Jeg hader det!”. Det var dig, der læste et af de digte, som stod i din dengang nyudgivne bog Uden Visum.

Det er et karakteristisk citat, for en afgørende kvalitet ved dine digte er, at du forstår at adskille poesi og politik. Eller for at sige det mere præcist: Du er ikke til fals for voldens koreografi. Du er ikke en kriminel digter. Hos dig er det lysten og det frie valg, der skaber digtets komposition. Lad et digt fra Uden Visum tjene som eksempel:

Mine digte beklager sig ikke
de beklager ikke
din skønhed
de tilbeder ikke
dit ansigts måner

Jeg er på min galskabs
poetiske tur
afskærmer min
jargons akutte tunge
det er ingen manøvre
når jeg siger
jeg elsker dig
På min vej fra skole
til mit hjem
elsker jeg mange kvinder
“3 eller 5 det kommer an på vejrets hjerte”

Jeg vænner mig
til at stjæle smukke kvindelige skatte
og deres dejlige bryster
med min fantasi
Med mine store hænder
stjæler jeg
deres klare skønhed
og deres hemmelige søde frugter
for mig er det en vane
at de røber deres undertøjs
farve og facon
og jeg hænger det
på lystens bøjle
så bed ikke
mine digte
om at beklage
de vil aldrig beklage

Titlen på din første digtsamling, Uden Visum, signalerer naturligvis en masse besvær. Men det danske sprog, som du ikke har visum til, giver alligevel efter. Eller overgiver sig slet og ret. Men det er ikke det danske sprog, der er nøglen til et egentligt eksistentielt statsborgerskab i den flække af kloden, du ved skæbnens tilskikkelser er havnet i. Nøglen hertil signalerer du i titlen på din anden digtsamling, Uden sprog.

I dette sprogets nirvana hæver du uforudset stemmen i samlingens sidste digt, Det er mig. Centale linjer i digtet er sætningerne: “Det er mig som elsker Århus mere end Danmark / Det er mig som elsker Al-Quds mere end himlen”. Al-Quds er arabisk for Jerusalem, og linjerne handler om at vælge det jordiske i stedet for det himmelske, det konkrete i stedet for ideen. At være ydmyg i stedet for at stå på sin ret. Det udfoldes senere i digtet i linjerne: “Det er mig som elsker Danmark / mere end demokrati!”.

Digtet bærer den selvdefinerende titel, Det er mig, og lyder i sin helhed:

Det er mig
som vandrer mellem tankernes salt
og kvindernes havs blikke
Det er mig
som følger en skov af honning
og gemmer sommerfuglens hemmelighed
under fremtidens modne hud
Det er også mig
som kigger på de kedelige karavaner
der væver inde i min sjæls gyngen
og dækker hjertets metaforer med de triste blade

Hvordan skal det lykkes mig at kysse vores våde aftale?

Det er mig som skriver uden sprog,
med barndoms ild og sandets visioner
Det er mig,
et fortabt suk som skaber tres fugle og en enkelt engel

Det er mig som elsker Århus mere end Danmark
Det er mig som elsker Al-Quds mere end himlen
Derfor, rejser jeg for lidt bedre at huske
de gyldne signaler som vander mine minder
med håbets tåre …
– kom nu … rust min fortids æske …
Der findes floder, blomster, appelsiner. Dadler.
Cedre, vilje, ambitiøse sole?
Jeg har brug for en duftende favn lige nu!
Hvad hedder dit smil på mit sprog?

Det er mig som elsker Danmark
mere end demokrati!
Jeg er vant til at sende mit eneste ansigt
til de øvrige spejle
De ønsker at ændre min farve
under slow motion regn

Hvad skal jeg kalde min skilsmisse fra et træ af citron og had?

Giv hånd til min tavshed
Men det er stadig mig som leder efter kærlighedens smukke skib
Selvom det sejler inde i vores blod …
Jeg kan se
Giv hånd til vores hav

*

“Derfor rejser jeg…”, står der et sted i digtet. Sætningen henviser konkret til din glæde ved at rejse. Hertil knytter sig dine utallige forsøg på at lokke os andre med på dine rejser. Måske lykkes det en dag. Om ikke andet har du ved flere lejligheder givet os forestillingen om at rejse.

12348169_10153289264462951_3306456338814762317_n
Undergrundspoesiprisens
statuette er skabt
af Michael Persson

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...

%d bloggers like this: