Ordet “revolution” optræder i dagens citat af Krishnamurti. Revolution er en indlysende nødvendighed, når vi ser alle slags krig, tyranni, undertrykkelse, social uretfærdighed og sult i Østen overfor enorme rigdomme. Men erkender vi dette – ikke blot i intellektuel forstand men helt ned i vor egen adfærd i det daglige, bliver det klart, at revolutionen må finde sted i selve hjertet af vor egen eksistens.

Vi må til bunds erkende vor egen rolle i verdens tilstand, at vi er aggressive, brutale, misundelige og fulde af had.

Vi kan føle, at vi er bedre mennesker, fordi vi spiser gulerødder i stedet for radiser, eller fordi vi spiser begge dele. Men hvis vi bevæger os ud i bjergene af foragt finder vi måske et mandeltræ, der blomstrer, og måske bærer det frugt. Ved siden af står endnu et og dér og dér.

Hvorledes skal vi svare dem,
der ødelægger vore hjem?
Når morderiske folk slår til
og gør med os, hvad de nu vil.
O lad os komme dig i hu,
din vilje ske, hvad gør vi nu?

Når Satan hvisker: Hævnen sød
er for den, som skal hævne død;
så værn os mod onde list,
som giver os en stakket frist,
og skænk os kun endnu en dag
at leve til dit velbehag.

Da selv du hang på korsets læst
din bøn du på den høje hest
til himlen til din fader lod
opstige med en hast så god,
at den kom før det onde syn,
der hævede hans øjenbryn!

Vi beder, at du vende vil
de underdanige dig til,
så de ved al din kærlighed
må skue vores herlighed,
så selv de må forbarme sig
og være ét med os i dig.

Se, nu for vore øjne stå
et syn, som vi knap kan forstå.
Nu har du før din egen dom
til fulde vendt vor fjende om.
Nu er vi alle kommet hjem
og deles om Jerusalem.

Vers 1-4 efter “How shall we answer terror’s cry”, Richard W. Adams, 2001.

Hør melodi her.

Forklarelsen på det høje bjerg,
hvor Jesus hist knælede ned,
blev set af tre med det ædle hverv
at skue hans herlighed.

Ved siden af den forklarede selv
en leder og seer de så;
med Karmels gamle profet under hvælv
stod lovens giver på tå.

Fra skyen, som hang lavt over jord
og skjulte guddommelig skam,
lød nu med ét de velsignede ord:
Min elskede søn, hør ham!

Led Herre os til det høje bjerg,
lad os din forklarelse se;
beskik os nu til det ædle hverv,
at mægtige ting må ske.

Efter “The chosen three, on mountain height”, David H. Ela, 1877.
Hør melodi her.

Nu er der stille i Edens have.
Solsorten tier, nu har den talt.
Dejlig er jorden, dejlig er dagen,
dejligt er ordet, som blev til alt.

Klokkerne kimer i Edens have.
Æblerne falder, frugten er sød.
Dejlig er jorden, dejlig er dagen,
dejligt er ordet, som blev til kød.

Jeg går i solen i Edens have.
Tigeren spinder guld på mit bud.
Dejlig er jorden, dejlig er dagen,
dejligt er ordet, som blev til Gud.

Efter “Morning has broken”, Eleanor Farjeon, 1931.
Hør melodi her.

I dagens citat taler Krishnamurti om at iagttage sig selv. Selviagttagelse er vanskelig påpeger han, fordi det mest almindelige er at iagttage sig selv udefra som dommer over sit eget sind. Men en sådan adskillelse af iagttageren og det iagttage forhindrer en egentlig forståelse af, hvad der sker i sindet.

Moralske briller er ikke rigtige briller, som genskaber det svækkede syn. Moralske briller indskrænker synet og gør det dårligere, end det var i forvejen. Ikke at bruge andres briller er afgørende i forbindelse med selviagttagelse.

Men hvad er det for et øje, hvormed vi kan iagttage os selv uden at gøre det udefra? Krishnamurti nævner ofte venskabet som billede på den undersøgelse af sindet, som han selv er eksponent for. Det blik på en, som ikke betinger sig et bestemt indhold, er betingelsen for at man selv finder det givne indhold.

Jeg har forsøgt at lægge en kommentar til Gudmund Rask Pedersens nylige indlæg, men tilsyneladende registrerer systemet ikke min kommentar. Så derfor poster jeg den her.

Indlægget gør opmærksom på en stavefejl i et sanghæfte, hvor teksten til “Morning has broken” af Eleanor Farjeon er aftrykt. Sangbogen har “word”, hvor Cat Stevens (som har gjort sangen kendt) synger “world”. Det udlægges som en fejl i sangbogen.

Jeg tror nu den er god nok. Det skal jo rime på “bird”, og det gør “word” men ikke “world”. Det lyder dog som om Cat Stevens synger “world”, men Wikipedia har en version af Eleanor Farjeons tekst med “word”:

Morning has broken, like the first morning
Blackbird has spoken, like the first bird
Praise for the singing, praise for the morning
Praise for the springing fresh from the word

Dertil synger Cat Stevens “them springing” i stedet for “the springing”. Dictionary.com angiver en såkaldt arkaisk betydning af “springing” til: “to begin to appear, as day, light, etc.; dawn”. På dansk ville det vel være (morgen)brækningen. Måske Cat Stevens har værget sig ved det gamle ord og valgt at ændre i teksten. Men derved går også noget af meningen tabt.

Det er tre niveauer, er der ikke – som Cat Stevens i sin fortolkning slår sammen til to? Disse tre niveauer eller aspekter reflekterer måske oven i købet sangens tre vers. Her er vers to og tre:

Sweet the rain’s new fall, sunlit from heaven
Like the first dewfall, on the first grass
Praise for the sweetness of the wet garden
Sprung in completeness where his feet pass

Mine is the sunlight, mine is the morning
Born of the one light, Eden saw play
Praise with elation, praise every morning
God’s recreation of the new day

Første vers refererer til skabelsen ved ordet og dermed skaberen. Andet vers refererer til sønnen, hvis fødder går gennem haven. Tredie vers refererer til aktualiseringen ved helligånden. Så for mig at se er der en sublim treenighedsstuktur i teksten.

Gud lad mig nu dit ansigt se
et øjeblik hver dag;
så fyldt af kærlighed jeg må
se frem til dommedag.

Så falder troen som et frø
i jord ved korsets fod
og slynger som en rose sig
om det op af dit blod.

Og hyben lyser overalt
som stjerner om dit træ,
og fuglekongen synger fint
om dig det lille kræ.

Gud lad mig, når det bliver vår,
af hver en rosenknop
se dine hænder foldes ud
til duften af din krop.

Hør melodi her.