Fra det dybe råber
Herre, jeg til dig
længe, og jeg håber,
du vil høre mig.
Tog du på min brøde
vare, Herre? Nej!
Du stod op af døde
for at frelse mig.
Israel, jeg siger:
Vent på Herrens bud!
Se, når synden viger
på et ord fra Gud.
Efter Salme 130.
Nu er solen sunket
i vore øjne ind,
for at samle kræfter
igen i vore sind;
og den tunge kirke-
klokke falder brat
i med sine tunge
slag, og det er nat.
Imens mørket synker
til bunden af sin grav,
vil vi gerne bede
den bøn, som du os gav;
i vore egne hænder,
når vi dem folder frit,
blir det ord, vi siger,
uskelneligt fra dit.
Fri os fra det onde,
led os ikke ind
i den dybe fristel-
se i vore sind;
når du os forlader
i dit Kapernaum,
mødes vi en anden
gang i København.
Alle fugle vågner
i det årle gry,
morgensangen stiger
til vor konge ny.
Kom, vær ikke bange,
lad os se til ham,
titte til hinanden
gedekid og lam.
I den lille hytte
sover barnet ind,
og Maria bøjer
sig imod dets kind.
Øjet i det høje
skuer stille ned,
vores ledestjerne
fyldt af kærlighed.
Vore ringe gaver
tager han imod,
fylder vore hjerter
med sin overflod.
Ædlere end stene
er hans øjesten,
som han lader døbe
i sin kilde ren.
Jesusbarnet byder:
vær velkommen hjem,
hele verden skrives
ind i Betlehem.
Efter Samuel C. Hamertons “Waken! Christian children”, 1861.
Hør melodi her.
Nu er al glæde og al sorg
i dine hænder lagt.
Jeg lever inde i din borg,
og gør, som du har sagt.
Hvis du din fryd berøver mig,
så klager ikke jeg;
før din fryd, den kom over mig,
så var den jo hos dig.
Når engang hele verden går
under i dine ord,
jeg ved, jeg evig lykke får
hos dig og ved dit bord.
Hvad er alverden med sit gøgl
andet end bittersød,
når jeg vil plukke rosens fløjl
så fin og mørk og rød?
Her findes ingen evig fred,
hvor honningtårer faldt;
så når jeg står ved dødens bred,
vær du mit alt i alt!
Nu er al glæde og alt håb
i dine hænder lagt,
jeg drukner mig nu i min dåb
og ånder i din pragt.
Vers 1-5 gendigtning af “My times of sorrow and of joy”, Benjamin Beddome 1778.
Hør melodi her..
Nu knæler vi ved bordet,
som her vi samles om
og leder efter ordet
og der, hvorfra vi kom.
Men inden, at vi bøjer
os helt i støvet ned,
så standser du og føjer
os til din menighed.
Kærligheden kender
dig godt på dine ord;
det er en gammel kærlighed
her på den nye jord.
Så træder vi i dansen,
og det gør hånden fri,
og hånden vækker sansen
for ilden indeni.
Men inden, at vi falder
i syndens hule ned,
så kommer du og kalder
os til din menighed.
Her sidder vi og synger
om himmel og om jord,
en lille båd, der gynger
og om de store ord.
Men inden, at vi sænker
vor fod i graven ned,
så står du op og skænker
os til din menighed.
Nu går vi gennem kirken,
enhver til hver sit sted,
en knagen og en knirken,
når vi os sætter ned.
Men inden, at den gamle
af ælde styrter ned,
så har du vidst at samle
os i din menighed.
Se, vore øjne hviler
nu på dig og din sky,
og menigheden smiler
og drikker vinen ny.
Men inden, at vi glemmer
den første kærlighed,
så husker du og stemmer
os med din menighed.
Hør melodi her.
De spurgte med svig i sinde at prøve, som vel vi véd,
om og over falden kvinde han dømte med kærlighed,
at prøve, om mesteren voved at dømme den lov så led
og over sit eget hoved at drage et uvejr ned.
De nødte ham hårdt at svare; i sandet han tiende skrev,
til i den rasende skare et uverjsstille der blev;
da faldt de, klare og faste, ordene “Den som er ren,
han tage da nu og kaste på hende den første sten”.
Men de, som spurgte med liste, undredes svarligen da.
De vidste så vel, hvad de vidste – taus sneg enhver sig derfra.
Da mesteren løfted sit øje mod solfaldets lysende skær,
så han i glans fra det høje kvinden alene der.
“Så dømte ingen dig kvinde?” “Mester”, hun svarede, “nej”.
“Ej heller har jeg i sinde at vandre ad dømmernes vej;
gå bort; i fred tør du fare”, så talte den mester god.
Omkring hans pande den klare gød solen en stråleflod.
Anton M. Jensen (1871-1941) modtog i 1901 sin afsked som præst i den danske folkekirke, fordi han (som præst i Harboøre) kaldte den hellige skrifts og augsburgbekendelsens lære om et evigt helvede for en modbydelig lære. Fra 1902 til 1907 var han præst i det unitariske fri kirkesamfund i Århus, hvor hans salmer blev brugt i 50 år. Salmen her er fra hans samling “Salmebog for frisindede kristne”, anden udgave 1951.
En enkes olie og brød
det var Elias nok;
og selv da enkens søn var død
var Gud Elias nok.
De levede fra dag til dag
på kanten til at dø;
men Herren fremme vil sin sag
med urt og sesamfrø.
Han dækker op dit morgenbord
til øjeblikkets tarv,
og lader kun sit faderord
til aften gå i arv.
Dit lager er nu sluppet op,
og det er tomt igen
som Jesu grav, da han stod op
og levede igen.
Så sæt dig ned og spis med ham,
der bryder dig sit brød;
og vid, han føler ingen skam
ved dig i liv og død.
Og se nu for dit øje stå
et bord med fad og frugt
og brød og vin af druer blå
og behagelig lugt.
Efter “By the poor widow’s oil and meal”, Isaac Watts, 1707.
Hør melodi her.
