Nu er solen sunket
i vore øjne ind,
for at samle kræfter
igen i vore sind;
og den tunge kirke-
klokke falder brat
i med sine tunge
slag, og det er nat.

Imens mørket synker
til bunden af sin grav,
vil vi gerne bede
den bøn, som du os gav;
i vore egne hænder,
når vi dem folder frit,
blir det ord, vi siger,
uskelneligt fra dit.

Fri os fra det onde,
led os ikke ind
i den dybe fristel-
se i vore sind;
når du os forlader
i dit Kapernaum,
mødes vi en anden
gang i København.