Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Den gode jord
Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse ”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.
Jorden hvilende i sin tilstand
samler sin opmærksomhed
om et punkt i sig selv,
som er befrugtet af himlen.
Træerne står roligt oprejste,
mange års besindighed er gemt i stammen.
Stammen opløser sin vælde
i tyndere opvendte grene.
Grenene forfiner sig ud i kviste,
hvoraf de yderste af bare sarthed
er lige vedat blive ét med himlen.
Bladene folder sig ud,
og ved at leve i lyset
afgiver de deres farve til øjnene.
To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.
Siddende på stolen på platformen
bærer du verden balancerende på sindet.
Svanen har strakt sin hals gennem himlen
og fjernet et brød fra min hånd.
Du løftede øjnene og så,
da duen foldede sig ud
og fløj fra dit ansigt.
Som et spyd der forlader hånden
med fodfæstet hvilende balance i længen.
Kastanjen kaster
sine brune øjne
ned på jorden.
I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske begreber fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.
I talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Her har Krishnamurti tilegnet sig og gør gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed. Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” lader sig ane bag Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier. Det er et eksempel på en karakteristisk evne hos Krishnamurti til at absorbere indsigter andre steder fra og mangedoble deres værdi. Krishnamurti er den gode jord.
Kirken i Gyngen 
Glimrende opslag! Respekt!
Jeg skylder Niels Kjærs udgivelser, at jeg er blevet opmærksom på den japanske genre haibun, som er prosa og haiku om det samme eme. Jeg havde både digtene og teksterne i forvejen og satte dem så blot sammen.
Haibun… Så lærte jeg noget nyt. Igen.
Tak til Niels og dig så.
Haibun… Hmm. Gad vide hvad alm biblioteker siger til det?
Men nu har jeg da et par ledetråde. 🙂
Ups, kl er en time mere i Dk…
Håber du er på lydløs!
Ells undskyld fra altanen i CdeV med udsigt til et oplyst kapel svævende midt på himlen…
Ses i Dannesvang 😉
Matsuo Basho: “Under høstmånens stråler” To rejsedagbøger oversat og kommenteret af Niels Kjær.
Dejlig udsigt og tillykke med sejren til Portugal!