Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Sankt Jørgen
Jørgen Hunosøe døde i december efter at have kronet sit litterære virke med to digtsamlinger “Forgæves elskede” 2013 og “De kølige søstre” 2014, begge udgivet på hans eget forlag Elefanthuset. Tidligere stod han bag en kommenteret udgivelse af Sophus Claussens lyrik i 10 bind, og i 2001 vakte han fuore ved – i en analyse af Ole Wivels tidlige digte i tidsskriftet Nordica – at påvise “latente antidemokratiske og fascistiske tendenser, som forfatteren i sine erindringer til dels fortav på uholdbar vis”, som der stod i Kristeligt Dagblads nekrolog den 13. december.
I digtsamlingen “De kølige søstre” identificeres en stemme ved hjælp af det særlige pronomen “hen”, og i bogens næstsidste digt “SUB” s. 69 henvender denne stemme sig til disse “sub” med en kritisk replik:
“Ofre, der ødelægger, sagde hen.
I er kun sub.
Hvad er det, spurgte de sagesløse.
Og de blå kjoler foldede sig sammen.
Sub er det, der er “anbragt på eller i bevægelse hen
imod et sted
ved eller lige under et punkt, der ligger meget højt
oppe…”.
I må over det punkt!
Hen lukkede bogen.
Det punkt, der ikke lyser ned på jorden,
Men over den
som stjernen.”
Bag i bogen er der en liste med anmærkninger men ingen hertil. Så det usikkert, hvor linjerne i citationstegn stammer fra; men det kunne være en redegørelse for brugen af kasus i en latinsk grammatik. I så fald tales der om lokativ: “anbragt på” og akkusativ: “i bevægelse hen / imod et sted”. Subjektet, hen præsenterer sig indirekte som adverbiet “hen” i sin kritik af præpostionen “sub” i anvisningen af et punkt angivet ved præpostionen “over”. I bogens sidste digt “Glød” finder en samtale sted mellem en navngiven og altså kendt skikkelse og hen:
“Du er anderledes,
sagde Albino.
Ja, sagde hen,
jeg er midt imellem
og ovenover.”
Midt imellem han og hun og ovenover. Nogen burde riste en rune:
Se, Sankt Jørgen spider dragen,
gør den til et kildevæld,
som nu springer frem i dagen
og forsvinder af sig selv
i det lysegrønne græs alligevel.
Dragen ligger som en kirke
midt på byens Store Torv,
hvor den vågner for at virke
ved sin tudsegamle arv,
når den gør en hovedhjørnesten af skærv.
Se, Sankt Jørgen rider dragen,
som er den en del af ham,
syn for sagn og syn for sagen
får vi, når vi vender om
og går i hinandens Ny Jerusalem.
Hør melodi her.
At dragen bliver til et kildevæld er inspireret af Elisabeth Toubrous omdiskuterede skulptur “Vanddragen” også kaldet “Torvenes Båndsløjfe” på torvet i Århus eller Aarhus. Også i salmen er det ikke pronomen men adverbium, der forløser identiteten. Det sker i form af tidsadverbierne “nu” i første vers og “når” i resten af salmen. At leve i nåret, som i salmen er eskatologisk bestemt ved det Ny Jerusalem.
Kirken i Gyngen 