Rastafaris sorte snit

Hans Anker Jørgensens salme “Du satte dig selv i de nederstes sted”, DDS 260 er sat sammen af en række ordsprogslignende formuleringer af befrielsesteologisk tilsnit. Også uden at dele synsvinkel med salmen er det svært ikke at gribes af den målrettethed, hvormed den smelter evangelium og socialisme sammen. Det er dog en særlig rummelighed med inddragelse af også “den yderste nød”, “de inderste lag” og “det højeste sted”, der gør det til en usædvanlig salme. Hans Anker Jørgensen er en høj mand, så måske gemmer det højeste sted sig i frontallapperne på samme. Det ville være et godt sted.

En nabo af protestantisk afstamning til til den katolske befrielsesteologi i Sydamerika er rastafari på Jamaica. Hvor befrielsesteologien er karakteriseret ved en medfølelse med de svageste i samfundet er rastafari kendetegnet ved et fokus på en forvandling af mentalitetet fra lidende til sejrende hos den mest undertrykte del af befolkningen. Det er en selvbevidsthed af højere orden, som det er ganske vanskeligt at begribe med et luthersk begreb om den trælbundne vilje i bagagen. I min gendigtning af “Redemption song” af reggaesangeren Bob Marley – som viede sit liv og sin musik til rastafari – har jeg ladet mig føre ind i dette fremmede land.

Den gamle røver tog mig,
solgte mig i sin butik;
det var få minutters frihed
i den forbindelse, jeg fik.
Men min hånd genvandt sin styrke
ved den Almægtiges hånd;
vi kæmper i dette slægtled
med triumf i vores ånd.

Hjælp mig med en sang,
en sang om frihed,
for det er alt, jeg har,
en frihedssang.

Hvorfor skal profeterne dræbes,
mens vi står og ser derpå;
er det en del af frihedskampen
at lade de andre slå?
Lad al frygt for atomet fare;
selv om det skal fare vild,
så kan ingenting standse tiden
uendelig og mild.

Gør dig fri af alt,
der binder tanken,
for ingen andre end
vi selv kan det.

Originalens afsæt i historien om Josef fremgår ikke af min gendigtning. Røveren i første vers er dog slavehandleren, der solgte Josef til ismaelitterne for tyve sekel sølv i 1. Mosebog 37. Josef genvinder sin styrke og bliver omgående et billede på sit slægtled. Atombomben skræmmer ikke i det store eskatologiske perspektiv, der vælder over af nåde. Forudsætningen for lige netop det perspektiv er den enkeltes uafhængighed af undertrykkende tankeformer, og denne mentale frihed er vi selv ansvarlige for at tilvejebringe. I rastafari sker det ved hjælp af en næsten rituel brug af “ganja” (marihuana). Det bemærkelsesværdige er, at tilstanden indlejres i personligheden også ud over rusens varighed. Der er selvfølgelig en risiko for at ende med at være skæv hele tiden, ligesom der i rastafari (foruden en latent gammeltestamentelig sexisme) lurer en sort racisme, fordi vækkelsen i sin oprindelse er et i billedlig forstand operativt indgreb i netop den sorte af slavetiden skabte mentale bevidsthed. En forvandling fra kuet til værdig ved rastafaris sorte snit.

I den forbindelse er det oplagt at spørge, om ikke også en kristen tro bærer præg af en rus nemlig den rus, der er forbundet med indtagelse af vin ved nadveren og i forlængelse heraf. Den gode Ricardt Riis har i sine “Kristne prædikener imod islam” 2001 også en prædiken om alkohol. Alene i det spørgsmål er han imødekommende over for islam, og alene her har jeg følt trang til at imødegå ham i form af en salme om vinens velsignelser:

Se nu strækker vinen sine rødder
ud i jorden under dine fødder,
som er fyldt med rigelig af nødder.

I det land, hvor mælk og honning flyder,
regner det med vin af alle dyder,
som vi nu og da med Herren nyder.

Han er stokken, hvorpå vi er grene,
aldrig skal vi vokse vild alene,
men han vil os med sin kraft forlene.

Når vi drikker vinens søde drue,
skal vi ind i Himmerige skue,
før vi går derind på himlens bue.

Derfor drikker Jeppe, må vi sige,
kun fordi, at det er Himmerige,
han kan se, og det har ingen lige.

Men nu skænker Jesus i vort bæger
vinen ny, og vi imod den tager,
og vi ved, at det er ham, vi smager.

På hver klase vokser tusind druer,
og af dem udklækkes tusind duer,
og de flyver ind i tusind stuer.

Se, vi ser hans ansigt i det høje,
og vi får et øje for et øje;
hvorfor lader afholdsfolk sig nøje?

Jesus ville forskellen udligne
mellem ham og os og os velsigne.
Sådan vil vi nu vor frelser ligne.

Salmen har egen melodi af Anne Marie Eriksen og findes i en indspilning ved komponisten selv på sang og klaver her:

Hans Anker Jørgensen har også ladet sig friste. I salmen “Alting skabtes ud af intet” til Skærtorsdag, trykt i “Lysets utålmodighed” (Unitas forlag 2011) huskes tilbage til vinens oprindelse og meningen med den i en bibelsk sammenhæng: “Men den vingård, Noa planted / efter fuldført ark-sejlads, / blev en bro fra al slags ondt til / vinen med den gode rus”. Efterfølgende sættes vinens gode rus i relation til nadveren, der “gir gammeldags / kærlighed mod død og kulde / og en evig salig rus”. I sidste vers udbringes en trefoldig skål og så den lange! Hans Anker Jørgensen lader sig ikke friste af martyriet. At lægge sit skrøbelige liv i den levende Guds hænder.