Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Grundtvigs forventning

I Apostlenes Gerninger 1,11 siges det lige efter Jesu himmelfart til vidnerne hertil, at de skal se “denne Jesus” komme tilbage, ligesom de lige har set ham fare til himmels. Med betegnelsen “denne Jesus” angives der, at der netop er tale om denne himmelfarende og tidligere opstandne Jesus. Det vil sige, at der med Jesu genkomst ikke alene er tale om en gentagelse af den historiske tildragelse Jesus af Nazaret, men også om en gentagelse af de fyrre dage mellem Jesu opstandelse og himmelfart. Når dette nu siges med udtalt adresse til netop de “gallilæiske mænd”, må det vel betyde, at det er noget netop disse skal opleve. I Apostlenes Gerninger 2,1-13 udgydes Helligånden over apostlene, og det angives i vers 7, at alle, der mærkes af udgydelsen, netop “alle sammen er galilæere”. Spørgsmålet er da, om ikke åndens udgydelse er den galilæerne lovede Jesu genkomst.

Hvis Jesu genkomst er at forstå som Helligåndens udgydelse over en given menighed, har vi at gøre med en forestilling svarende til den bærende tanke i Grundtvigs kirkelige anskuelse. Heri er det jo nemlig Grundtvigs mageløse opdagelse fra 1825, at det er forbindelsen mellem folkeånd og helligånd, der skaber den til enhver tid givne menighed. Det er ikke Bibelen, som den fortolkes af teologerne og præsterne, men trosbekendelsen ved dåben som den bekendes af menigheden selv, og som menigheden har modtaget den igennem apostlene af Kristi egen mund. Enhver given menighed er et led i en tradition, men den er også menighedens egen bekendelse ved Helligånden af den overleverede tro – og det er dette sidste, der giver troen vinger og enhver sit næb.

Grundtvig forstår nu denne videregivelse af trosbekendelsen ved Helligånden igennem den kristne mission i historiens løb som et udviklingsforløb — rettet imod en endelig afklaring! Hos kirkefaderen Irenæus finder Grundtvig en nøgle til at forbinde dette moderne syn med en bibelsk eskatologi i form af profetien om Tusindårsriget i Johannes´ Åbenbaring. Den hos Irenæus udfoldede lære om tusindårsriget, kiliasme er bygget på en fortolkning af kapitel 20 i åbenbaringsbogen. Her omtales den første opstandelse ved hvilken martyrerne skal opstå og leve med Kristus i tusind år inden den endelige Dom. Irenæus´ kiliasme blev tidligt afvist af Augustin i De civitate Dei, og har derfor ikke været en del af kirkens dogmatik op igennem historien. Men hos Grundtvig er tanken udfoldet i det store kirkehistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne” fra 1860. Digtet er struktureret ud fra forestillingen om kristenhedens hele kreds bestående af syv menigheder, som den forekommer geografisk udlagt i form af syv lilleasiatiske menigheder i kap. 1 – 3 i Johannes´ Åbenbaring. Det skal have været læsningen af denne Bibelens sidste bog, der allerede i 1810 gav Grundtvig et hemmeligt syn i form af en forestilling om kristenhedens hele kreds i form af syv på hinanden følgende historiske menigheder. Det var således Grundtvigs tanke, sideløbende med en parallel geografisk placering af de syv menigheder, som den finder sted i kap. 1-3 i åbenbaringsbogen i form af menihederne i Efesos, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikæa også at udfolde perspektivet historisk i form af syv historiske menigheder. Kristenhedens hele kreds udlagt både geografisk og historisk bliver da i Grundtvigs perspektiv at finde i kæden af menigheder bestående af den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den indiske menighed, der i modsætning til de seks første menigheder ikke udlægges historisk men profetisk, eftersom den på Grundtvigs tid endnu ikke havde fundet sted. Men det er Grundtvigs gæt, at vuggen for den syvende menighed skal stå i Indien.

I Grundtvigs historiesyn opledes en særegen sti op igennem historien fra grundlæggelsen af den første menighed ved Kristus selv til den sidste menighed. Det er et afgørende forhold i denne kæde af menigheder, at missionen til Tyskland ifølge Grundtvigs historieforskning kom fra England. I England fandtes nemlig i skikkelse den angelsaxiske folkestamme et dynamisk folkeliv, som var i stand til at træde i et frugtbart forhold til Helligånden, da denne ved den apostolske trosbekendelses ord fra den romerske kirke i 600-tallet (synoden i Whitby 664) forplantede sig til England. Den irokeltiske kristendom, som allerede tidligere havde vundet udbredelse på de britiske øer er uden interesse i Grundtvigs historiesyn, eftersom denne kristendom ikke var bundet til Den apostolske Trosbekendelse, og i sin pelagianske mangel på syndserkendelse savnede blik for det frelsehistoriske projekt forløbende fra skabelse over syndefald til genløsning, der er rammen om Grundtvigs kristne historiesyn. Indtil mødet med den angelsaxiske folkestamme havde Helligånden været henvist til folkeslag, der allerede havde haft deres storhedstid på den verdenshistoriske scene, og ånden havde måttet følge disse i deres alderdomssvækkelse og som følge heraf også selv afmattes. Den græske menighed var svagere end den hebræiske, og den latinske var igen blevet svagere end den græske, blot havde den i modsætning til den græske beholdt den oprindelige apostolske trosbekendelse. Det er alene dette forhold, der frelste troen igennem den latinske menigheds iøvrigt store forfald. Selv om den engelske kristendom ifølge Grundtvig var svagere i det kristelige end selv den latinske, så var den stærk i det folkelige, og det var dens ungdommelighed, der gav kristendommen nyt liv. Det er således i Grundtvigs syn vigtigt, at missionen til den saxiske folkestamme i Tyskland kom fra de nært beslægtede angelsaxsere (ved Bonifatius) i England. Den tyske menighed med den lutherske reformation skal således ses i forlængelse af den engelske menighed mere end i et forudsætnigsløst opgør med Rom. Videre er det vigtigt at se den danske eller den nordiske menighed i forlængelse af den tyske, men også i den danske at oplede en friere udfoldelse af kristenlivet end hos forgængeren. Den danske menighed er den sidste før den syvende og sidste menighed i Indien. Denne sidste menighed skal i henseende til virkeliggørelse af det kristelige nærme sig selv den hebræiske menighed.

Grundtvig

Hvad der er vigtigt at forstå ved dette kirkehistoriske syn er den hermed forbundne udviklingstanke, eller rettere: forfalds- og udviklingstanke. Det er nemlig karakteristisk for Grundtvigs kristne historiesyn, at det også inkorporerer forfaldet i sig, hvilket naturligvis er en følge af det overordnede frelsehistoriske paradigme: skabelse, syndefald og frelse. Det er altså igennem forfaldet i den græske og videre i den latinske menighed og igennem opblomstringen i den engelske, tyske og nordiske menighed, at den kristne udvikling er forløbet. Udviklingen gælder samlivet eller hos Grundtvig “fællestroen” og “fælleslivet” med Kristus, og Grundtvig mener altså, at dette er dybest og sandest hos de første og de sidste menigheder og lavest i den latinske og engelske menighed. Men overordnet set finder der altså gennem en krise en implementering af kristenlivet sted som en beredelse til Herrens genkomst.

Det er egentlig ikke Jesu genkomst og dommens dag, der er i fokus hos Grundtvig, men derimod den forudgående opblomstring i Tusindårsriget. Det er et vigtigt forhold, at den opblomstring af folkeånderne (nationalisme), der op igennem de syv menigheder har fundet sted i forhold til Helligånden, nu i tusindårsriget er tilendebragt. I tusindårsriget skal det folkelige gå under og genopstå i forklaret skikkelse i det menneskelige. I denne periode skal kristenlivet nemlig være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Det skal endog overgå kristenlivet i den første menighed, den hebræiske. Men efter tusindårsriget oprinder altså dommens dag endelig. Hos Grundtvig er det ikke alene de troende, der skal frelses på den yderste dag. Det skal derimod alle, der ikke direkte har fornægtet troen og dermed Gud og sandheden. Ole Vind påpeger i sin bog “Grundtvigs historiefilosofi”, at dette forhold hos Grundtvig muligvis ikke er foreneligt med luthersk teologi, og at det nok er skyld i, at den grundtvigske kiliasme hidtil er blevet overset af grundtvigforskningen.

Man kan få indblik i Grundtvigs overvejelser i henseende til perspektivet frem imod “verdens ende” dels rundt omkring i hans prædikener og dels gennem utrykte manuskripter. Ole Vind citerer i sin bog et manuskript af Grundtvig fra omkring 1856, i hvilket Grundtvig ved at følge den jødiske tidsregning regnet efter verdens skabelse angiver verden til at have eksisteret i 5617 år af de 6000 år, der ifølge gammel historieteologisk opfattelse er afsat til denne før dens undergang. I de heraf tilbageværende knap 400 år forventede Grundtvig en fortsættelse af den allerede påbegyndte syvende menighed, samt at Tusindårsriget som en ottende menighed skulle følge efter og begynde inden år 2100.

Efter den syvende menighed skal komme den ottende menighed, som ifølge Grundtvig er det samme som Tusindårsriget i Johannes´ Åbenbaring eller i Grundtvigs foretrukne terminologi: det kristne Gyldenår. Dette skal ikke nødvendigvis vare i tusind år men blot en vis tid, og i denne periode skal kristenlivet være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Men Grundtvig gør dog opmærksom på, at de tidligere forsøg på at oprette et kristusrige på jorden faktisk har haft en levetid på tusind år. Det gælder det byzantinske kejserige fra Teodosius til den sidste Konstantin († 1453), og det hellige romerske rige fra Karl den store til Frans den anden († 1806). Det samme mener Grundtvig at kunne skønne om det pavelige kirkerige fra Gregor den syvende, der blev pave i 1073, til den sidste pave. Det er ikke Grundtvigs forestilling, at det givne antal frelste, som i Johannes´ Åbenbaring angives med tallet 144.000 nødvendigvis alle skal være opstandne martyrer. Alt dette er blot billeder på en i forhold hertil given virkelighed. Ifølge Grundtvig er det først efter Gyldenåret, at Kristus vil vende tilbage ved den yderste dom og oprette en ny Himmel og en ny Jord.

Single Post Navigation

One thought on “Grundtvigs forventning

  1. Grundtvig var tiltrukket af den presbyterianske præst Edward Irving og hans syn på de sidste tider. Det er da også karateristisk at den danske gren af Irvings kirke – den katolsk apostolske kirke – brugte mange af Grundtvigs salmer i sine gudstjenester. Men den katolsk apostolske kirke fik en sørgelilg ende med den sidste Albury apostels død.
    Tilbage bliver det syn, at vi venter og længes efter Herrens genkomst.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...

%d bloggers like this: