Kirken i Gyngen

Her på jorden er en skygge
af et himmelsk Paradis,
her er salighed og lykke
til en meget billig pris,
selv om nåden er et dyr,
hvormed Herren har sit hyr,
kommer den i stride strømme
til os efter alt at dømme.

Syvende og sidste himmel
sender salighedens regn
over hele jordens vrimmel
i enhver afsides egn,
blomsterengen spirer frem
udenfor Jerusalem,
spirer frem af ørk og øde,
blomsterne er lyserøde.

Fanden hytter sig og sine,
så man tror, at det er løgn,
forårsager død og pine
i det meste af et døgn,
førend tiden lidt i tolv
eller måske mere halv
rinder ud for Satans yngel
overvundet af en engel.

Sådan kommer det for dagen
over hele Israel,
hvem der sejrer over dragen,
lovet være Mikael,
nu er det den sidste tid,
regner falder blød og blid
over havet og i ørke
gennem lyset og i mørke.

For den store himmelkonge
hersker over syd og nord
i al evighed og længe
med sit scepter og sit ord,
øst og vest skal strømme til,
hvis de vil og gerne vil
blomstre op i rosendale
i de høje himmelsale.

Korsets tegn hen over kloden
er nu af Guds fingre gjort,
nælden grebet fat om roden
foran Paradisets port,
og der, hvor keruben stod,
vælder havens overflod
ud i alle verdens kroge
over led og under låge.

I en have i en have
springer havens roser ud
under hyld og over grave
lydigt på det første bud
mellem eg og æbletræ
i et usandsynligt læ
først foroven, så forneden,
sidst som roserne i Eden.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/694/301

Israel i fyrre år
vandrede, som tiden går
om i ørkensandets glød
til og med den visse død
for en broderpart af dem,
som kun gik og længtes hjem.

Deres børn og børnebørn
fulgte himlens kongeørn
med et klart og løftet blik,
som det nu var deres skik,
mens de travede i sand,
ind i et forjættet land.

Mælk og honning flyder her,
formes kan det bløde ler,
levende ved kraftens ord
bliver vin og brød ved bord,
af hans legeme og blod,
lever vi i overflod.

Han, som slagtes som et lam
ved sit alter, det er ham,
som forlader synd og død
for livsaligheden sød,
til opstandelse og liv
vågner menneske og siv.

Mandelblomstens fine duft	
bølger i den tynde luft,
let som vinden på et blad
skiller lys og skygge ad,
sætter som en veksel skel
mellem os og Israel.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/459/488

Jeg beder Gud at sige det med blomster,
fordi det er et sprog, som jeg forstår.
Han siger, det er ikke nogen hamster,
det hedder marsvin, hvor jeg kommer fra.
Det er så godt som en delfin,
der deler vandene i vand og vand og vin.

Han skænker den i kalken som sit eget
vidunderlige blod fra mund til mund.
Han siger dertil noget, det er noget,
han skrev med fingeren engang i sand.
Imellem jer, der er der én,
der kaste vil den allerførste hjørnesten.

Jeg skuer ind i himlen, den er åben,
og ser ham ved sin faders højre hånd.
En anden bliver efterladt med aben,
imens jeg bliver stenet som en hund.
En engel tager mig i favn,
imens jeg ånder ud og ind i Jesu navn.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/591/6/2

Morgenen er som den første morgen,
solsorten synger: Der blive lys!
Heldigvis stiger solen af sorgen,
solsortesangen, når den fornys.

Stille og mere tyst end du aner,
går han omkring i den nyfaldne sne.
Roserne springer ud, som fasaner
skogrer i stilheden, ingen kan se.

Himlen besøger blidt dine øjne,
når du har taget solbriller på.
Velkommen vær i de ukendte egne,
som kun Guds søn og apostlene så.

Efter “Morning has broken” Eleanor Farjeon, (Cat Stevens)
.

Nordeuropas største kirke,
tag mig ikke på mit ord,
kan jeg for min sag udvirke
fremgang på Guds grønne jord,
er jeg fuld af hvide løgne,
Münchausen kommer til kort,
både hellige og søgne
lyver jeg om småt og stort.

Jesus Kristus er opstanden,
kom selv og bese det lidt,
han forveksles med en anden,
selv af dem, der så ham tit,
men det er hans egne mærker
efter nagler og af spyd,  
som den svage tro forstærker
på, at det er ikke snyd.

Fra det dybe til det høje
med en vidde og prægnans
lades syner for dit øje
op til jul og til Sankt Hans
i de fine broderier
med de små motiver på
af alverdens bryderier, 
som Guds øje falder på.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/626/442

Se, langt derude
en synkende skude,
et optisk bedrag
hver eneste dag,
som gik jorden under i legen,
men bolden er rund,
hver dag er et fund,
og natten den er vores egen.

På skyerne hvide
ankommer i tide,
han som det har sagt,
at det er fuldbragt,
som englene sang det forinden
så sikkert og vist,
herneden og hist
kan ingen ham vælte af pinden.

Når Danmarks drenge
på nyslagne enge
leverer et spil,
som ikke er til,
må pigerne smile og sande,
at slaget er tabt,
vi er ikke skabt
til skabelsens Gud at forbande.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/674

Når alle bær og frugter blidt
fra alle verdenshjørner
sig rækker mod dig vidt og bredt
med saft og kød og kerner,
så propper du dem i din mund
som fund på fund på fund på fund,
du finder på din rute.

En overflod i ét og alt,
hvorend du øjet vender,
som Abraham det fik fortalt
af Gud til jordens ender,
fra syd til nord, 
fra øst til vest
til lands, til vands, til vejrs, til hest
som klovnen i manegen.

Nu stifter jeg den nye pagt
med ordet i dit indre,
det er, som jeg til dig har sagt,
alverden, intet mindre,
det breder sig fra mund til mund
som fund på fund på fund på fund
blandt mine små disciple.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/18/126

Frem af lyset
kaldes nyset
i et ærme eller ej,
smitten falder,
dagen kalder,
troen går den lige vej,
lige frem og lige lukt
som svalens flugt.

Svalereder
og rødbeder
føjes sammen i et rim,
byens volde,
kan de holde
bedre end den bedste lim,
håbet vokser frem som græs
imellem gæs.

Gåsehuden,
skaberguden
lægger hånd på hendes knæ
med sin ånde,
allehånde,
kærlighedens grønne træ
breder med sin krone sig
i Himmerig.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/14/509/2

Her i mørket, hvor jeg står,
skal jeg kunne gå på vandet,
hvor min næstes sjæl er strandet,
og hun hænger i et hår,
når en bølge uden lige
skyller benene til havs,
og hun intet har at sige,
men forbliver ramt og tavs.

Når jeg selv er faret vild
på de lange, øde veje,
hvor jeg ellers bor til leje
hos en gæstegiver mild,
kommer der en vej, jeg kender
ved en korsvej i en dal,
og hvordan jeg end det vender,
er jeg i din himmelsal.

Her i lyset, hvor du bor
i dit høje himmelsæde
med de levende og spæde
i et saligt blomsterflor,
lader du mig dig besøge,
som jeg beder til og tror,
mellem høje, tavse bøge,
som med dig til himmels for.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/135/460

Nu skal i nederlagets stund
alverden sig berede
på ordet af vor Herres mund,
som nu er her til stede,
han går igennem ild og vand
og skriver i det fine sand,
hvad intet øje skuer,
dog falder ordet rent og klart:
giv agt, giv tid! Jeg kommer snart
igen om et par uger.

Så skal jeg med min hele hær
gå ind i dødens rige
og overvinde magten der,
så synden selv må vige
for harpespil og jubelsang,
som englene den sang engang
på marken for de hyrder,
der rejste sig og fulgtes ad
til stalden, hvor de lå og bad
for alle jordens byrder.

Det er så let som ingenting
at lade ånden dale
som sne ned over alle ting
og lægge dem i dvale,
så de i søvne vender om
og frelses fra den store dom,
jeg kalder over jorden,
når regnen falder tung og hård,
og jeg i hver en gudløs gård
slår ned som lyn og torden.

Af huse kommer alle mand,
som kan en øse svinge
til nøddåb overtale ban,
vi kan dem ikke tvinge,
til truget ja, men drikke ej,
vi siger ja, de siger nej
til troen og beviset,
vor frelser i sin jomfruham
sig svøber, og med ét med ham
står vi i Paradiset!

Her vokser vinen af den jord
på udslukte vulkaner,
hvor hvedekornet som et ord
faldt over hele klaner,
og valmuer i hobetal
i vinden smukke og halal
som påskeliljer vajer
ved graven, som vi efterlod
med Jesu legeme og blod
til djævelens lakajer.

I Himmeriges land på jord,
hvor tyrkertroen sejrer
mod søster vand og moder jord,
og søster død belejrer,
langt mere end sin egen grav
har Kristus elsket den, han gav
sig selv i død på korset
igen på sejrens sidste dag
almægtig, strålende og svag
som nålen i reverset.

I Jesu navn, halleluja,
der, hvor de to figurer
i luften sprang på Golgata,
af stenens dybe furer
sig breder Helligåndens duft
ud i den klare ørkenluft
på Sions høje bjerge.
Her er en sjælden orkidé,
her er en glimrende idé
til høsten hjem at bjærge.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/109/125