Nu vil jeg åbenbare
for dig, hvad du har gjort
mod en af mine små,
det har du gjort mod mig.
Således muliggøres,
hvad før umuligt var,
for jeg er i enhver,
og alle er i mig.
Så snart, at ordet siges
og høres, er det sket,
af nåde er I frelst,
det skænkes jer af Gud.
Jeg kysser de spedalske,
hvor munden den er væk,
og efterlader læber,
som var de kun på træk.
Jeg hører nattergalen
slå ud sin melodi
som af jasminens hjerte
med duftene deri.
Jeg overgår de gamle
og lever af mit kors,
der sidder som en bjælke
i øjet og på tværs.
Jeg er en lille maler
med pensel og palet
i spejlet som en gåde,
og det er ikke let.
Jeg ligger på dit alter,
mens du med støv og ånd
berører mig på øjet
med rutineret hånd.
Jeg ser en rødkælk hoppe
i stuen på din dag
og løfter selv mit øje
til Åbykirkens tag.
Himlen vælder på jorden ned
fra usynlige sluser,
hvilket træernes rødder ved,
som i den sig beruser
ved, at de laver osmotisk tryk
og derved vokser et bette nyk.
Træet står med sin krone på,
hvor chimpansen sin rede
bygger, hvor Paradiset lå,
før det slog rod hernede,
og bredte Eufrat og Tigris ud,
ud mellem fingrene på sin Gud.
Gudenåen og Randers Fjord
er som manden og kvinden
overalt på den hele jord
og som luften og vinden,
i hvilken sommer og fuglen slår
vingerne ud i vort Gyldenår.
Tiden går med et kæmpeskridt
til os henover vandet.
Frygt ikke! siger Herren blidt
med sin røst over landet.
Vimpelen smælder som Ordets sværd.
Lys over land er en messe værd!
Sangen stiger fra Herredsvang
som i Konstantinopel,
hvor en forlygte lige sprang
i min udtjente Opel.
Værkstedet skiftede pæren let.
Keglerne falder på hver en plet.
Stalden står med sit bindingsværk
i det oplyste mørke
udført som dine hænders værk
mellem Lyseng og Mørke.
Selv er jeg kommet her langvejs fra
sammen med Caspar og Balthazar.
Forestil dig et Herrens ord:
at du springer fra polen
ned igennem den hele jord
ned til sydmidnatssolen,
hvor hovedet kommer forrest ud
vendt undervejs af jordmoder Gud.
Nåden er for sarte sjæle
gemt i gamle salmers sprog,
som får både mund og mæle
bedst i kirkens skammekrog,
hvor de skjuler sig for glansen,
som er gået bag af dansen,
i enfoldig tro mod tro.
Selv om det er længe siden
nådens ord var ungt og nyt,
blir det smukkere med tiden,
så hvad fanden, dælen, pyt,
når vi ikke bliver høje
og kun dommen kan fordøje,
når vi får den ind med ske!
Dommen er for hårde hunde,
der har glemt om trofasthed
for et syn af torskemunde
med en sær livagtighed,
som det sømmer sig for fisken,
når den kigger op fra disken
med et øje eller to.
*
Jeppe Åkjær er den store
sjælesørger åbenlys,
som med bella il fiore
lader salmerne fornys
og vort modersmål velsigne
ved med held at efterligne
fadervor og fædreland.
Så de små på plejehjemmet
synger om vor frelser sød,
da de længe har fornemmet,
hvad der steg af grav og død,
selv om ingen kender magen,
får de alle syn for sagen
eller bare syn for sagn.
Julesalmen over alle
sunget af et englekor,
der har givet den en skalle
for enhver af os, som tror,
når vi ligger ned på marken
og til bords med patriarken,
alles fader Abraham.
*
Stop en halv, før kunsten stiger
op fra Oliebjergets fod
til dets tinde og de riger,
som kun kunsten selv forstod,
da den foldede herneden
sine vinger ud for freden
mellem jord og himmelhvælv.
Babylon blev ikke bygget
på en dag ej heller Rom,
heller ej blev øllet brygget
på en studs ej heller rom,
selvom når den slår i glasset,
er det øjeblik forpasset,
hvor man holder lidt igen.
På et øjeblik er staden
bygget som Jerusalem,
hvor der ligger guld på gaden
ligesom i Betlehem
mellem røgelse og myrra
skær i løbet af de fyrre
dage ved Genesaret.
*
Zions hellighed gør ikke
stedets sten til dagligt brød,
og gør ikke folkets skikke
til opstandelse fra død,
som vor frelser os tilgiver,
når vi siger det og skriver
under på hans dødsattest.
Når vi lægger kuglepennen
fra os på det grønne bord,
får vi følgeskab af vennen,
som med sine sidste ord,
siger: Kom til Paradiset
med mig, for det bliver diset
her, og mørket falder på!
Dødsårsagen, det var synden,
som han bar for vores skyld,
som en slædehund for mynden
og endda med ekstra fyld
ved, at det var os, der dræbte
ham, imens han korset slæbte
blødende til Golgata.
*
I et spejl som i en gåde
hos frisøren kan jeg se,
at jeg klippes fri af nåde
med en saks og ikke le,
når hun klipper koncentreret,
og jeg sidder velplaceret
i salonens nådestol.
Når jeg rejser mig fra stolen
med mit splinternye hår
og betaler med pirolen,
der har sat sig på mit lår,
må de gerne lette skatten,
for nu kører jeg med klatten
i min Lamborghini rød.
I et øjeblik på tanken
står jeg stille for at se,
hvad de tænker på i banken
ved min gamle 2CV,
som jeg lader stå tilbage
til Elisa på en flage
is i Jordans gule flod.
*
Odin sidder med sit øje
og kan se alverdens ting
i en hjemmestrikket trøje
i det danske folketing,
og han holder Nordatlanten
i sin venstre og Levanten
i sin højre hule hånd.
De kan hoppe der og springe
over buk og ind i ged,
over gærde, over klinge,
hvad den mindste af os ved,
men de fægte må i blinde,
for de finder ingensinde
nogen evig salighed.
Men hos dronningen af Thule
er der spæk og tran og kød,
og på fjeldet er der sule
som opstandelse fra død,
og den går på sine vinger
gennem luften og betvinger
himlen over Kap Farvel.
*
Helligånden svarer stille
på den ubevidste bøn,
som vi inderst inde ville
bede, som vi sad i løn,
til det bankede på døren,
og de trådte ind med pløren
eller pløre, om man vil.
Elof Westergaard har taget
kjolen af og er trådt ud
for at kigge lidt på taget,
om det holder året ud,
eller er det ved at flække
ude i den gamle flække,
hvor de døde vågner blidt.
Fader vor, som selve sønnen
lærte os at bede selv,
og som i sig selv er lønnen
under dette himmelhvælv,
er en rosengård med liljer,
hvor de sagnomspundne viljer
sig af hjertet folder ud.
*
I den syvende og sidste
menighed i Indien
lod, hvad ingen andre vidste
Brahma folde tre i én,
så, når Krishnamurti taler,
som Selassie selv befaler,
tænker Bahaullah sit.
Når profeten krøller bogen
til en håndfuld støv af sten,
krones kejseren af krogen
på sin lysegrønne gren,
imens hele verdens lærer
støder alle sine kære
fra sig som sin menighed.
Det er lysende på Tabor
incognito og alias,
som de tre bekendte aber
foran Moses og Elias,
som med Jesus lader skue
sig omgærdet af en bue,
som den stod ved Ararat.
På Jerusalem det ny,
på den store konges sky
lad os alle bygge,
lad os hente dampen op,
så den svæver som en krop
over Islands Brygge.
Vor forventning klar og ren
er vor hovedhjørnesten
om hans nære komme
fra en himmelsk helligdom
og herneden rundtenom
i sin egen lomme.
Om han går en anden vej,
og vi selv ham møder ej,
derom vil vi bede,
glæden er os lige stor,
og vi synger med i kor
oppe eller nede.
Ene gælder det for ret,
at han træder frit og let
fra sin høje trone,
før han sætter sig igen
mellem fjende sin og ven
med sin kongekrone.
Over land og Noas ark
og den gamle patriark
vælder himlens vande
i det grå og kolde hav,
som opkaster gyldent rav
over Hvide Sande.
Lær, Jesus, mig at lytte til
det ord, som du har bragt i spil
på klippegrund og ager.
Lad falde i den gode jord
som krummer fra de riges bord
det ord, som du behager.
Jeg hører i min øresnegl,
at tegn i sol og månesegl
på himlen er at skue.
De sidste tider er begyndt,
og det er godt og vel forkyndt
på kirkehvælvets bue.
I hjørnet sidder Israel
og spiller kort med Ismael
om grænsen og til stålet.
Nu tager han det sidste stik,
som ligner Esau på en prik
i skyggerne fra bålet.
Lær Herrens veje mig at gå,
hvor intet andet øje så
en vej igennem dalen.
Jeg krydser mine egne spor
i Midgård, hvor jeg møder Thor,
som vender hjem fra valen.
Altid frejdig, når du går
sent i seng og sover,
indtil klokken elve slår,
eller sover over.
Lazarus, kom ud! med ét
lyder for dit øre,
og da er et under sket
eller om at gøre.
Se en himmel ny og jord
klædt i bryllupsklæder,
skabt af Jesu egne ord,
eller når han græder.
Almægtige Gud
i haven, hvor lyset er tændt på dit bud,
og himlen sig hæver højt op over jord,
og selv du dig skjuler i ly bag dit ord,
og Adam sig skjuler for dig bag et træ,
hvor han står i læ.
På slagmarken her
genskaber du os af det dryppende ler;
du former en talje og danner en hånd
og blæser i støvet den levende ånd,
og ordet er rede på læberne lagt,
og nu er det er sagt.
Det levende ord
er fløjet på læben fra himmel til jord;
det lander som kornet på marken og dør,
og spirer igen og er større end før
med levende stene og levende hegn
i sol og i regn.
Tilgængelighed
for øje og fod og for alt, hvad jeg ved
i gyder og gader, hvor Gud går omkring
og giver en hånd med de enkelte ting
og rækker den ud over mark, over fjeld
til lykke og held.
Et lykkeligt folk,
som taler med Gud selv med ordet som tolk;
det lader sig dele af verden i to
og finder hinanden i tro imod tro
med ét for Guds øje, så øjet af ler
sig åbner og ser.
Velsignede by,
hvor vejene deles og mødes på ny;
hvor Thorvaldsensgade og Vester Allé
sig slynger mod Åboulevarden, og se:
den løber ved siden af åen så tro
og møder en bro.
Fra himmel til jord
har Jesus indfundet sig ved vores bord;
han skænker af hånden den sødeste vin
og hæver et brød op af sølverne skrin
og går hen til duerne og fodrer dem
i Jerusalem.
Hør melodi her.
Hør mig ikke, lad dit øre
åbent stå for alt, hvad røre
kan den høje kontrabas,
når den spiller til klaveret,
som en tone har halveret
nu til cembalo og glas,
som vi med musikken hæver
til ballonen, som der svæver
over kirken i en kurv.
Kirken flyver over landet,
over bølgen blå blandt andet,
lander i et brombærhegn,
hvor den kalder på betjening
med sin klokke, i forening
samles menighed og degn,
når der spørges efter præsten,
svares der i vest, og næsten
varetage må det hverv.
Næsten har i sine hænder
alt, hvad i dit hjerte brænder
for forløsning i dit liv,
om det lykkes eller ikke
afhænger af hendes blikke
på et upåagtet siv,
når det bøjer sig for vinden
for at strejfe dig på kinden
som en fattig enkes skærv.
Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/294/498/2
Boligforeningen er Gud,
hans søn er varmemester,
som kommer, når vi flytter ud
og syner alle lister.
Om alt er på sin plads?
Helligåndens palads
skal stråle for de ny,
som flytter ind så kry
på hjørnet i Guds rige.
Vi magter ikke vort klaver
at løfte ad en trappe,
men flyttemanden kommer her
og får det til at klappe.
Så selv til anden sal
klaveret som en hval
kan springe med en kraft
og lande med en saft
på gulvet i Guds rige.
Og flytter nissen også med,
som det nu er hans vane,
så giver vi ham ren besked
selv på den lange bane.
Nu lader vi ham gå,
så kan han lige nå
at være hjemme, når
hans sidste time slår
ved midnat i Guds rige.
Guds ord han efterlader her,
hvor vi det gerne bruger
til daglig og i ferier
på tre og fire uger.
Vi lader huset stå
bag sikker lås og slå
og tager ordet med,
når vi tager afsted
på rejse i Guds rige.
Efter Luther.
Hør melodi her.
Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag
Independent blog about literature, philosophy and society in words and images
The greatest WordPress.com site in all the land!
This WordPress.com site is the cat’s pajamas
...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...
