Kirken i Gyngen

Læsning af Coleridge & Wordsworth:
Sangen om den gamle sømand og andre romantiske tekster
Oversat af Ib Johansen

Varm af ungdom stod jeg til et møde i Studenterkredsen, hvor det store ikon, nationaldigteren, Inger Christensen var inviteret til at læse op og holde foredrag om sit forfatterskab. Bagefter var der spørgsmål, og jeg dristede mig til at spørge efter forskellen på poesi og religion med slet skjult formodning om, at jeg ikke selv mente, der var nogen. Men Inger Christensen så kort på mig og svarede: “Jeg håber sandelig ikke, jeg bliver korsfæstet”. Systemdigteren var ikke til tværfag.

Vilhelm Grønbech fremstiller i sin monografi om den unge Friedrich Schlegel romantikkens sjæl. Fragmentet som livsform og som alt. Da han slipper ham ved hans omvendelse til katolicismen, er det med en bemærkning om, at hans videre udvikling er en sag for patologien. Det er det vigtigste spørgsmål fra Mekka til Medina. Aage Henriksen mente, at Grundtvigs udvikling gik i stå i 1832, hvor han smed tørklædet og meldte sig ind i Danmark. Andre mindre ånder mener, at Kierkegaard stod af i det øjeblik, han kastede sig ind i kirkekampen kort før sin død, mens Knud Hansen mener, det skete ved undfangelsen. 

Således at vove det ene øje i en definition her ovenfor af romantikken er også, hvad Ib Johansen diskret gør i sin indledning til sin oversættelse af “SANGEN OM DEN GAMLE SØMAND og andre romantiske tekster” af Samuel Coleridge og William Wordsworth, som netop er udgivet i lommeformat på Det Poetiske Bureaus Forlag. Ad en lang omvej ad indkredsende opslag i litterære opslagsværker og afhandlinger af Lis Møller og Claus Schats-Jakobsen når Ib Johansen frem til, at den holistiske perspektivering er inden for rækkevidde som en mulig hermeneutisk strategi. Således hjulpet går vi til læsningen.

Det er ikke let at være nattergalen.
Det er ikke let at være søster
til syge digtere og synge
overrumplende satser
af Mozart i mørket.
Det er ikke let at lodde
vægterens søvnige og hæse råb
som en korkprop på bunden
af flaskens ånd.
Det er ikke let at bedøve
det længselsfulde hjerte
med skønhed og holde
inde, mens legen er god
og overlade scenen til én.
Den mindste i Guds rige
er større end mig,
når duen kalder mig
sin mage.

Ifølge Michel Foucault har udstødelsen af de spedalske i fortiden grundlagt et socialt udstødelsesspil, som gentages i samfundet med andre minoriteter som ofre: fattige, vagabonder og gale. Social udelukkelse men med åndelig reintegration i kunsten. Forbrydelsen i særdeleshed udstøder lovovertræderen og opsuges samtidig af samfundet som en svamp.

Samfundets repræsentant i Coleridges digt “Sangen om den gamle sømand” er en bryllupsgæst på vej til et bryllup, han aldrig kommer til, fordi han på vej derhen bliver standset af den gamle sømand, der vil fortælle ham sin historie. En historie, der i sin revitalisering af spedalskhedsmotivet genskaber scener fra Ezekiels Bog som denne (min gendigtning):

Herrens ånd kom over mig,
og ved den han førte mig
ud i dalen ved sin hånd
fuld af knogler af en hånd.

Og han førte mig forbi
dem ad helt sin egen sti,
som går hele vejen rundt,
hvor der intet er af ondt.

Menneske kan disse ben,
som nu ligger mellem sten,
blive levende igen
sammen med velsignelsen?

Gud, min Herre ej jeg ved,
om den slags kan finde sted;
men jeg siger til mig selv,
at det ved du med dig selv.
 
Ja, men du skal mellem sten
sige til de nøgne ben:
I, som ligger over jord,
lytte skal til Herrens ord!

Jeg vil nu på hvert et led
sætte sener, og med kød
dække jer og trække hud
over jer, for jeg er Gud.
 
Og en raslen ved mit ord
lød, da knoglerne på jord
rejste sig nu i en dans;
den var hendes, den var hans.

Og nu blev på hvert et led
trukket sener, kød og hud;
så forfærdelig en død,
intet åndedrag, der lød.

Livsens ånde over jord
læg den levende Guds ord
på de døde tungers ler,
så de ikke tier mer!

Herren siger til sin tolk:
Dette er mit eget folk,
som kom hjem alligevel;
det er hele Israel.

Efter Ezekiel 37,1-14.

Også sømandens skibs mærkelige fremdrift uafhængigt af vinden giver mindelser om Ezekiels spektakulære syner. Men én ting er anderledes nemlig den ubærlige brøde, der nager sømanden, den forbrydelse, han har begået ved at have dræbt en fredsommelig albatros, der holdt til ved skibet. I trance hører sømanden i Ib Johansens oversættelse: 

to stemmer i luften dér.

“Er det ham? Lød den enes røst. “Er det hin mand?
Ved ham, der døde på et kors,
Med sin armbrøst grum da fældede han
Den uskyldige albatros.
 
Den ånd der skjuler sig
I landet med tåge og sne,
Han elsked’ den fugl, som elsked’ den mand,
Som med en armbrøst ham fældede”.
Den anden stemme var mere blid,
Så blid som med honning belagt:
Han sagde: den mand har gjort afbigt.
Og strengere afbigt vil blive ham pålagt”.

Bryllupsgæsten forstyrres i sit umiddelbare forhold til livet ved den gamle sømands fortælling, og mere bedrøvet, dog mere vis står han op den følgende dags morgen.

Kublai Khan løftede blikket
og så ordet forlade
de skigende måger under sig
med tunge flaksende vingeslag             
som en flyvende dør
med kurs mod byen.
Et lysthus med imaginære tårne
og terasser både for og bag
og både og svaner i søerne,
og alfabetets flod flydende
fra Alfa til Omega.
 
En halv snes kilometer jog
den hvide flod fra A til Z
og ud i Aarhus Å.
På den nordre bred et lysthus af lyd
gav ingen engle ørenlyd.
Af djævle var det rent besat
til hendes fryd den halve nat,
som gav sig hen til ingen pris
i løvens hule rum af is.
 
En tiger springer af papir
i hendes saks af kirkespir.
Hun kom fra Etiopien
og sang om Kilmanjaro,
den hvide sne, der svandt og svandt,
og som hun med hin flod forbandt,
som hun igen betvinger
med sine ørnevinger
og slår sig ned i havens bed
en forårsdag i Vesterled.
 
(min gendigtning)

Samuel Coleridges digt “Kublai Khan” er forsynet med undertitlen “Or, a vision in a dream. A Fragment.” Det suppleres i digterens forord om omstændighederne for digtets tilblivelse med oplysningen om, at han af lægen var ordineret opiumsdråber for et ildebefindende og deraf faldt i en tre timer lang søvn, i hvilken indgivelsen af digtet fandt sted som en udfoldelse af den sætning om den kinesiske kejser Kublai Khan, han lige havde læst i “Purchas his Pilgrimage” (1626), inden øjnene gled i: “Hér beordrede Khan Kubla, at der skulle bygges et palads, og en prægtig have (anlægges) i den forbindelse. Og således blev ti mile med frugtbar jord omgivet af en mur”. (Citeret efter Ib Johansens oversættelse.) Forfatteren oplyser også, at da han vågnede og gav sig til at skrive digtet ned, blev han afbrudt af et besøg og kunne bagefter ikke finde tråden igen, hvorfor der er tale om et fragment. Digtet forekommer dog afsluttet, og fragmentet er under alle omstændigheder selve romantikkens form.

“Hovedformålet, …” er Ib Johansens det velvalgte anslag i det uddrag af forordet til ”Lyrical Ballads” med digte af Coleridge og Wordsworth, som er medtaget i udvalget af romantiske tekster. Hvert digt har nemlig sit eget formål i at “udvælge hændelser og situationer fra det almindelige liv og at berette om dem eller beskrive dem, hele vejen igennem…” Det værdige formål er naturligvis ikke bestemt  på forhånd men afslører sig ved digtets tilblivelse. Ved poesiens hjælp at skildre den beskedne livsform hos de fattige i ånden kunne man sige med en anden ynder af lignelsens og fragmentets korte form.

Ib Johansen fører i overensstemmelse med den øvrige forskning begrebet om det sublime tilbage til traktaten Om det sublime (Peri hypsous) skrevet af den ellers relativt ukendte forfatter Longinus i det første århundrede e. kr. De for perioden (romantikken) relevante filosoffer Burke og Kant nævnes også. Det sublime er det ophøjede eller storslåede i en scene, som hæver den over den blotte virkning af behag eller mishag på sjælen. 

For en nutidig læser kunne et eksempel være Vagn Lundbyes “Næsehornsdigte” (1990), der som Guds svar til Job giver giver skikkelse til en ubegribelig skabning, hvis blotte eksistens sætter den tiltaltes egen i relief. I Jobs bog er der to sådanne uhyre skabninger ved navnene Behemot og Leviathan, og hos Lundbye komplementeres næsehornet af sabelkatten, med hvilken næsehornet udkæmper en drabelig kamp på liv og død. I ly af Lundbyes digte har jeg skabt min egen lille vignet:

Jeg har ikke nogen indre svinehund.
Jeg har heller ikke en golden retriever.
Jeg har en indre sabelkat.

En genre, som er typisk for romantikken er den alvorstunge epitaf eller gravskrift. Epitafen samler den afdødes essens i en kort sætning eller et vers. Den gør det lettere for de efterladte, fordi det er lettere at forholde sig til et epigram end til er kaos af erindringer. Epitafen er sorgarbejde. Kirkegården er romantikkens rum.

Romantikkens baggrund er rationalismen og den franske revolution, som åd sine egne børn. Det nævner Ib Johansen ikke direkte, men i Woodswords digt “DER VAR EN DRENG”, som netop er en gravskrift over en tiårig dreng, føjes barndommen og døden sammen i en sætning:

“Den dal, hvor han blev født, dér hænger
Kirkegården over skolen på en skrænt”

Sublimt må være det rette ord for Woodswords digt om London i digtet “LINJER FORFATTEDE PÅ WESTMINSTER BRIDGE”, der med det i titlen angivne sted fra hvilket, der skrives, afslører, at eksistensen af det ophøjede nok så meget muliggøres af betragterens frie valg af udkigspost som af selve genstanden. Den afsluttende linje om byen: “Og fra dens mægtige hjerte lyder der ingen slag!” tilvejebringer en oplevelse af verden som sin egen dagsorden. Romantikkens menneske er åbent overfor det med Kants ord ophøjede, det, som en efterfølger i det tyvende århundrede, inderen Krishnamurti (i Erik Stinus’ oversættelse) kaldte det overordentlige. Det kommer sig af, for nu at lyde som Vilhelm Grønbech, at lidelsen er skiftet ud med lediggangen som livets grundlag.

De sidste digte i “SANGEN OM DEN GAMLE SØMAND og andre romantiske tekster”, som følger efter behandlingen af epitafen, gravskriften som genre, er, hvad man kunne kalde opstandelsesdigte, af Woodsworth. Det er digte, der taler med en fribåren myndighed, og som man skal unde sig at læse. Her bliver den fortvivlelse, man føler ved at høre om det afbrudte og halvfærdige digt om Kublai Khan hos Coleridge gjort til skamme, for her er det hele med! Woodsworth venter ikke på, at inspirationen skal indfinde sig men er på markværdig vis i besiddelse af et omsorgsfuldt jeg, der selv samler den op.

Med eminent fornemmelse for den europæiske litteraturs samklang med Bibelen er denne udgivelse af tekster fra romantikken komponeret i overensstemmelse med strukturen i de fire kanoniske evangelier… Det er et diskret udtryk for ideen i Northrop Fryes arbejde med udgangspunkt i en anden af romantikkens digtere, William Blake, som Ib Johansen også for nylig har oversat og udgivet på Det Poetiske Bureaus Forlag.