Kirken i Gyngen

Danmark, du er dejlig uden
vind på cykelstien ud
til en kanotur på Guden
med det bedste cykelbud,
der forkynder om en hals
nu, at livet er en vals,
og deri er ingen slinger,
når den går på sine vinger.

Danmark, er der nogen hjemme
på dit middelalderslot,
hører du din datters stemme,
når hun synger for sin drot,
lyden af de nye fly
fra en himmel uden sky
drukner ganske i det lette
skrig af Björk og Anisette.

Danmark, havvindmølleparker
under horisontens rand
er usynlige som lærker
ud over det danske land,
Olafur Eliasson
uden de og uden von
bryder fladen med en kegle
under himlen over Vejle.

Danmark, fra din handelsflåde
har du på de have syv
under vejrs og vindes nåde
fået kending fra dit skiv
af den nåde fra din bro,
som du kender fra din tro,
og du vover at bebude,
at der findes liv derude.

Danmark, dine lyse nætter
er at ligne kun ved vand
på en spættet sæl med pletter
her i midnatssolens land,
kærligheden har en pris
i det hårde fjeld af is,
det kan ingen lykke skjule
helt for dronningen af Thule.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/694/301

Treenige Gud,
hvis billede krones med mørklødet hud
i Afrikas hjerte af inderlig tro
på dronning af Saba og kong Salomo,
der elsker hinanden en lykkelig stund
på gyngende grund.

Her er jeg, send mig,
det siger med lutrede læber nu jeg,
for englen har brændt dem med gloende kul,
og munden har formet sig efter et nul,
o, lad mig forkynde den døende jord
dit levende ord.

Jeg vogter min mund
og omtaler kun det velsignede fund,
jeg gør, når jeg følger din finger og gør
det gode, som er, hvad jeg ønsker og bør
og lader det onde, der overgår mig
forsvinde i dig.

Fra fiskerens båd
forkynder du bud og belæring og råd
og vælde fra dybet i det bæger vin,
hvori du har druknet en horde af svin
og gjort dem til fisk, som du fanger igen
med hjælp fra din ven.
 
O, saligheds ånd,
samhørigheds ånd i de levendes land,
som daler fra himlen i tunger af ild
og saltes på stranden i tønder af sild
med næbbet mod himlen så blank og fuldfed,
o, kristelighed.

Med ord af din mund
opbygger du skibet i skrivende stund,
og bølgernes fråde og isflagers drift
adlyder din røst, og din mindste bedrift
er større end tårne, der synker i grus,
dit skib er dit hus.

Etiopien,
som skjuler Guds ark, som er fundet igen
i hjertet af rytmen på afsides ø,
hvor sangen får vinger, og loven må dø;
du skænker Guds rige til alle, der vil,
fordi du er til.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/321/432/2

Jeg beder Gud at sige det med blomster,
fordi det er et sprog, som jeg forstår.
Han siger, det er ikke nogen hamster,
det hedder marsvin, hvor det kommer fra.
Det springer op som en delfin,
før det forsvinder dybt i havets smykkeskrin.

Hvad skal jeg sige til de mange munde, 
der mættes skal ved jordens runde bord?
Der findes sæler i de blanke sunde
såvel som der i isen højt mod nord.
Der sover bjørnen i sit hi
som her den før så honningtunge humlebi.

Den tumlede sig ør i bonderoser,
i påskeliljer og i vintergæk.
Der er en duft af hyld og abrikoser
i stuen og en lille smule træk.
Jeg tror der står dør på klem
et sted i huset i Det ny Jerusalem.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/591/6

Det er Herrens frelste får,
som i denne trængsel står
i tålmodig altergang
under evig jubelsang,
førend de går ud og hjem
gennem kirkens kattelem.

I det lille våbenhus
gives håndtryk, kram og knus
ud af nådens overflod,
Jesu legeme og blod,
førend de går hver til sit
fastende med faste skridt.

Sikre som et amen på,
Jorden skal en tid bestå
med det gamle fædreland,
sammen modstå tidens tand,
førend de fra fjeld og vig
vokser ind i Himmerig.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/588/488/2

Nu leger Gud igen med sproget
som med det allerførste ler,
og former med sin tunge noget
så let som ingenting og ser,
at det er godt som aldrig før,
når ordet falder, som det gør.

Det falder som en regn i havet,
som om det ingenting forslår,
dog står i himlens stjerner skrevet,
om Gud det vil, og tiden går,
skal vandet stige højt og stort
og stå en dag for himlens port.

Så åbner himlen sine sluser
og lukker overfloden ind,
før den den gamle hvælving knuser,
som var det edderkoppespind
spændt ud fra himmel og til jord
som fælde for det frie ord.

Hver djævel har sin tid, og denne
er bundet nu i tusind år,
og ingen ved, hvor det er henne,
og det er al den tid, han får,
før Herren kommer i sin pragt,
som han det os forud har sagt.

Han kommer på de hvide skyer
på flugt hen over land og ø,
som helt og fuldt, imens de flyer,
sig spejler i den blanke sø,
så himlens billede står klart
for os på jorden i en fart.

Det er en drøm, der efterlader
et spor af duft i krop og knæ
ud i de nye bryllupsklæder
på skuldrene af folk og fæ,
der soler sig i brudens glans,
selv om de ved, at hun er hans.

Han taber både mund og mæle
ved synet af den herlighed,
hun bringer i den agt at stjæle
et øjebliks opmærksomhed,
når hun med følge skrider frem
til festen i Jerusalem.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/391/424/2

Alting højnes af dit nærvær,
bjerge skaber du af skærver,
så de rækker ind i himlen,
lige ind i stjernevrimlen,
dybere end mørket selv.

Her er lyset altings kilde,
her er alle blomster vilde
her er blomster, her er bier, 
her er brodden en forbier,
her er herligheden selv.

Herskerinde min og muse,
anemone min og rose,
duften over alle bjerge,
min formynder og min værge,
min forløser og mig selv.

For at elske skal jeg være
nøgen mellem mine kære,
som når træerne udspringer
med et blad på hver en finger
for at klæde skoven på.

Klædt i løv, når det er sommer,
klædt i støv, når tiden kommer,
klædt i ånd, når ånden daler,
klædt i ord, når ånden taler
uden ord på åndens sprog.

Kald det kærlighed for livet,
kald det kærlighed til sivet,
kald det lige, hvad du ynder,
havkat eller helleflynder,
kvækerfinke eller spurv.

Hvor har lykken tabt sit hjerte,
hvor i hele verden er det,
er det lettet som en lærke,
er det det, som jeg kan mærke
i mit eget hjerteslag?

Hør, fra en usynlig kilde
lyder hendes toner milde
som en rislen over marken,
over bølgen imod arken,
hvorfra duen fløj hertil.

Her er lærker, her er duer,
her er dadler, her er druer,
her er vinen i sin fylde
hentet frem fra støvet hylde,
skænket i de store glas.

Lad retfærdigheden fyldest
ske ved kærlighedens hyldest
til hvert enkelt skridt, du tager,
hvor det dig din fod behager
uden sti at finde vej.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/192/217

Hvem skal stenen for os vælte,
så at solen bryder frem,
springer op og spænder bælte
udenfor Jerusalem,
hvor vi lagde ham i graven
lige midt i påskehaven?

Piberenserkrucifikser
vidner om den sande tro,
når de jord og himmel mixer
hist og her i Holstebro,
hvor hun stiger op af graven
lige midt i påskehaven.

Kristus i Vor frue Kirke
i Vor herre Jesu navn
lader sine kræfter virke
overalt i København,
hvor han rejser sig af graven
lige midt i påskehaven.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/515

Syvstjernen samles i lysende klynge,
dyrene samles på himlen i kreds,
fuglenes vrimmel begynder at synge,
skibene føres af forsynets lods.

Havet oplader de glitrende bølger,
frelseren går på den gyngende grund,
underet findes i dag og får følger,
når jeg forvalter mit tildelte pund.

Her har jeg skabt mig en verden af sole
samlet til én i min lukkede hånd
som et insekt, jeg har taget i skole,
flyv fugl udover det vidtstrakte land!

Der, hvor forvandlingen følger sit hjerte,
dagene følger og samles i syv,
dyrene samles med snuder og stjerte,
træerne fyldes af knopper og løv.

Tiden er viklet om skabelsens finger,
lille og vågen til hverdag og fest,  
jomfruen kommer, jeg iler, jeg ringer,
når hun os møder i luften til hest.

Dronningen kommer fra syden til norden,
ørkenens skibe med vuggende gang,
luftsyn på luftsyn er sunket i jorden,
Salomos tempel er bygget af sang.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/392/218/2

Udånder alle munde
det allersidste suk,
og pilgrimsfærden ende.
Nu er det evig nok.

Da du lod døden smage
af kærlighedens liv,
da tog du den af dage,
og evigheden blev.

Indånder alle munde
nu jordens frie luft,
og tankerne udgrunde
den søde blomsterduft.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/176/357

Jeg iler dig i møde,
du min fortabte søn,
som stander op af døde
og kommer hjem igen.

Jeg slagter fedekalven
og holder kæmpe fest
for ræven og for ulven,
som kommer med som gæst.

For levende og døde,
for fattig og for rig,
som kommer mig i møde
i allersidste skrig.

I nye bryllupsklæder
delt ud til hver en gæst
af silke og af læder
til bondeknold og præst.

Hvem holder sine pjalter
og skæve støvler på,
når jeg og min forvalter
har bryllupsklæder på?

Når lignelserne føjer
sig sammen i et net,
og vi os ret fornøjer
med Peters fiskedræt.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/530/357/2