Jeg er hyperboræer,
her lever jeg og dør
imod en mur
på sidste tur
mod målet, jeg begærer
med hjertet, og jeg tør!
Jeg er hyperboræer,
her lever jrg og dør.

Men ak, for førligheden
at miste på en studs!
I blinde går
det tabte får
og tænker på forleden
og tænker på en struds.
Men ak, for førligheden
at miste på en studs!

Vi kører i Guds eget
land vores bedste ræs
som liv og død
og hvid og rød,
som altid vi har leget
på banen. Tag og læs:
Vi kører i Guds eget
land vores bedste ræs.

Rejs op dit hoved al kristenhed,
når du for ordet må knæle ned!
Din martyrkrone skal stråle
om kap med den i dit rosenbed,
som du har plukket med kærlighed,
og sig med Herrens måle.

Han har velsignet med livets ord
for sidste gang og ved nådens bord
det purpurbrød, du spiser,
hvor blødt og saftigt det smager dig
med vinen til eller hver for sig,
når han dig vejen viser.

Rejs op dit hoved al kristenhed,
rank ryggen overfor Muhammed!
Din kongekrone skal funkle,
når du forkynder for hjerter knægt
med værdighed og med ordets vægt,
hvad sværdet vil fordunkle.

*

Stå fast, hvor Herren har ladet din fod
dog finde hvile om ej slå rod!
Hans menighed sig bevæger
ved blodet over den ganske jord
og genopstår i det lille ord,
der alle sorger læger.

Tænk vildt som ulvene med deres kuld
af hvalpe over den sorte muld,
når de mod fuldmånen tuder
og skiller sig fra den falske art
i fåreklæder, hvor det er rart,
og dommedag bebuder!

Se frem til dagen, som lader dig se,
hvad der i Jerusalem skal ske!
Der ligger vel guld på gaden
for den, der øjne i hovedet
har for at blive i billedet
af hovedet og staden.

*

Rejs op dit hoved al kristenhed,
og giv så tyrkerne ren besked!
Det er de ting, du siger,
der afgør, om hjertet, det er purt,
om sødt det falder dig eller surt,
og ej for slaget viger.

http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/274/459/2

Kom, kilde af jorden så stille som lyden
af vand imod vand
i dybet, hvor intet kan måles med fryden
af sand imod sand!
Her bygges et tempel af kornene små,
der hvirvles af strømmen
og føjes som sømmen
i kjolerne blå.

Hvor kjolerne løftes i dansen i salen
og knitrer som ild,
har stemmmerne fundet et leje i talen
så mild omend vild.
Her taler vi sammen med venner i lys
i fryd og i gammen,
som året i stammen
bag barken fornys.

I barken på træet er skåret et hjerte
med pil og med navn,
der vokser og vokser og fyldes med smerte
og sorg og med savn.
Her går vi på vejen og taler om sten
med hænderne fulde
og rejser af mulde
os en efter en.

http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/313/319/2

Jeg vejen er og livet
og sandheden om alt,
som tager mig for givet
og selv er Jordens salt,
hvor ingen stier findes,
og du i blinde går
i tryghed for de blindes
og de fortabtes kår.

Jeg vender selv tilbage
i denne versefod
her i de sidste dage,
hvor jeg dig efterlod
en hovedsætnings grundled
med lethed i det ord:
Jeg skaber dig med lethed
en Himmel Ny og Jord.

Jeg lader selv dig sige
med mine egne ord,
at jeg vil ikke vige
min plads ved Herrens bord,
og flygte midt i maden
med hast og gå til dem,
der holder på facaden
omkring Jerusalem.

http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/334

Tak af hjertet for ikke at vælge
salmer fra mørket ved midnat idag,
dem, hvori skyggerne elsker at svælge,
flakke omkring, selvom solen er svag.
Ordet er frit, dit eller mit,
Ordet alene for løgnen er kvit.

Heller ikke fra troen på egne
evner og medvind på stien idag
henter du håbet om ikke at segne
under din byrde, selvom du er svag.
Håbet er grønt, lyset er kønt,
Håbet alene for Troen er skønt.

Om Gud vil, det sagde du så sagte,
som var det den yderste dag idag,
hvor vi skal mødes med alle de vakte
oppe i vinden, selvom den er svag.
Kærlighed nu, ærlighed du,
Kærlighed ene den kommer i hu.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/46/484

Nu vil jeg åbenbare
for dig, hvad du har gjort
mod en af mine små,
det har du gjort mod mig.

Således muliggøres,
hvad før umuligt var,
for jeg er i enhver,
og alle er i mig.

Så snart, at ordet siges
og høres, er det sket,
af nåde er I frelst,
det skænkes jer af Gud.

Jeg kysser de spedalske,
hvor munden den er væk,
og efterlader læber,
som var de kun på træk.
Jeg hører nattergalen
slå ud sin melodi
som af jasminens hjerte
med duftene deri.

Jeg overgår de gamle
og lever af mit kors,
der sidder som en bjælke
i øjet og på tværs.
Jeg er en lille maler
med pensel og palet
i spejlet som en gåde,
og det er ikke let.

Jeg ligger på dit alter,
mens du med støv og ånd
berører mig på øjet
med rutineret hånd.
Jeg ser en rødkælk hoppe
i stuen på din dag
og løfter selv mit øje
til Åbykirkens tag.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/722