Kirken i Gyngen

Guds ord er som en vintergæk,
der skjuler sig i sproget,
som melodien, der blev væk,
som om der mangler noget,
et lille forårstegn,
en lille sky med regn,
der kalder smilet frem
med ét imellem dem,
en dorothealilje.

Velsignet er den bly viol,
som blomstrer alle vegne,
vor næstes under midnatssol
såvel som vore egne
for hånd såvel som fod,
dit legeme og blod
til os som brød og vin,
hver tømmer kalken sin
for sine judaspenge.

Guds nåde er en kaprifol
i pæretræets krone,
den slår sin duft ud under sol
i løvets høje trone,
og når det store træ
skal vejres hen som dræ,
opstår en mulighed
for tro og kærlighed 
for hyld og brombærranke.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/336/544/2

Velsign vort barn, du kære Gud,
driv alle onde ånder ud
af os, og lad din gode vilje
slå rod i barnet som en lilje.

Som du velsigner vin og brød
for os med dig i liv og død,
lad kærligheden være dråben,
der flyder over os i dåben.

Lad ingen djævel få et ord
at sige på din grønne jord,
dit land med guld og grønne skove;
du kommer på den vilde vove.

Du frelser os i nødens stund
med ordets sværd ud af din mund,
der kløver luften som et dige,
så storm og hav fra dig må vige.

Det lykkelige øjeblik,
som vi af dig i dåben fik,
det beder vi dig om at skænke
til vores barn i dødens lænke.

Hjælp barnet i din menighed,
omslut det med din kærlighed,
og fyld det med din gode vilje
af chokolade og vanilje.

Velsign vort barn, du kære Gud,
tag menigheden som din brud,
den dag, du kommer her tilbage
i herlighed de sidste dage.

Godheds ubændige vælde,
sandt at sige eller melde,
pibler frem i hver en krog,
ingen holder den tilbage
i de allersidste dage
i det store pilgrimstog.

Hovedrig er hver en synder
er det ord, hvormed begynder
første dag i tusind år
i det kærlighedens rige,
hvorom der er kun at sige
godt for det fortabte får.
	
Ulven går imellem huse
for at se sig om og snuse,
om den her sig fandt en ven;
førend jægeren den rammer,
uden sår og uden skrammer
er den hurtigt væk igen.

Værre er de vilde hunde,
der må have deres grunde
til at løbe hjemmefra
og begå en stor massakre
på de gimmerlam så lækre,
som den gode hyrde har.

Kristus går igennem kornet
over skel og rundt om hjørnet
med sin store hvide hund,
men forsvinder som en måge
i den store hvide tåge
næsten i den samme stund.

Hunden sender han tilbage
som sin talsmand alle dage,
den er vores bedste ven,
til han med sin hundeslæde
til opstandelse og glæde
vender hjem til os igen.

Ellevild af fryd og glæde
springer hunden fra sit sæde
op på Herrens nadverbord;
se Guds lam, som verdens synder
bærer i et væld af ynder
på Guds himmel ny og jord. 

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/484/106

Vor frelsers sol går ned i vest,
på skyen står han ud,
han ridder på sin hvide hest
igennem sne og slud.

Til himlens fugle råber han
som himlens sorte sol,
han råber stær og due an
hertil fra pol til pol.

De efterlader intet spor
på deres vej hertil,
de samles i en skare stor,
fordi de gerne vil.

Hvor silkehalen slår sig ned,
er sneen rød af blod,
det er et sted, som ingen ved
ved Paradisets flod.

Her vågner Adam af sin drøm
om al uskyldighed
og fyldes af evig strøm
af evig kærlighed.

Hans første ord er kvinde min,
han mangler bedre ord,
han mangler også brød og vin
at dyrke på sin jord.

Han går igennem ild og vand
i landet Gud ham gav,
han er en evig sædemand
fra vugge og til grav.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/655/364

Herinde bag hegnet,
hvor intet er hændt,
her haver det regnet,
hvor solen har brændt,
det grønnes på marker,
det grønnes på fjeld,
det vrimler med lærker
og lykke og held.

Vi samles om bordet
og frelserens bad,
vi samles om ordet,
vi kan udenad,
vi spredes for vinde
på vej og på sti
i håb og i minde,
vi har indeni.

Når frelseren kommer
så herlig som før,
en flyvende sommer,
en flyvende dør
kun for at meddele
den yderste dag,
så hejser vi hele
det vajende flag.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/400

Du kom som himlens sendebud
og rækker ret dit scepter ud,
om helt til jordens ender
det i en lige linje når,
det følger buen, hvor den går,
og hjem til folden vender.

Dit rige vokser allenstund,
som morgenstund med guld i mund
i dagen lang opstiger,
det vokser helt i himlen ind,
oplader legeme og sind,
som du i sandhed siger.

Sig sænker da den gyldne stad
på jorden ved dit bord og bad,
en flyvende tallerken
står stille på det runde bord,
som var den et bevinget ord
som spurven eller lærken.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/234

Mellem stjerner syv,
det er ikke lyv,
går Vor Herre for at bede
og sit blide lys at sprede
i sin menighed
i al evighed.

I sin kirke står
Herren med sit får,
og når vi i fåreklæder
kommer luskende og græder,
lukker han os ind,
kærlighed gør blind.

Løven går omkring
ud af ingenting,
bryder alle tiders lænker,
står i røg og damp og tænker
i det sidste slag,
det er sejrens dag.

Fra det fjerne ser
på de ting, der sker,
englene på deres vinger,
som de tegnes af Guds finger
i den rene luft
med et spor af duft.

På den hvide sky,
alle skygger fly,
vender Herren brat tilbage,
det er Antikristens dage,
som en ende får
nu i tusind år.

I sin menighed
fuld af kærlighed
går Vor Herre for at finde
ham og med sin tunge binde
ham på mund og hånd
såvel som på ånd.

Ledestjerne stor,
synger vi i kor,
i et land foruden stier
sværmer vi om dig som bier,
når du træder frem
i Jerusalem.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/601/471/2

Halleluja for juleaften
der i en stald i Betlehem,
halleluja for skaberkraften
her i Rabalderstræde 5.
Her rejser sig en himmelstige,
som når til himlens borgeled,
her må hver sky for øjet vige
for Himmeriges salighed.

Halleluja for påskemorgen
der i Guds by, Jerusalem,
halleluja for fæsteborgen
her i Rabalderstræde 5.
Her sidder en, som lod sig frelse
ret ud af pavens vold og død
og tænker på sit liv og helse,
ret ud som vin og brød det flød.

Halleluja for pinsedagen
her i Det ny Jerusalem,
halleluja for fødselsdagen
her i Rabalderstræde 5.
Her sænker sig på li og fjelde
en himmel over dal og fjord,
vi beder kun med skam at melde
at fæste lid til Herrens ord.

Halleluja for gyldenåret
her i det mindste Betlehem,
halleluja for moderfåret
her i Rabalderstræde 5.
Her samler sig en lille skare,
som Herren tager i sin favn,
sin kærlighed at åbenbare
på hver en sjæl i Jesu navn.

Melodi:
http://m.dendanskesalmebogonline.dk/forside/285/234/2

Nu går det lige O-P, op,
når jeg betaler med min krop
for hver en dag på fjeldet.
Jeg sætter al min styrke ind,
nu er det vind eller forsvind.
Jeg står i gæld til heldet.

Jeg iler did med lynets hast
hen og berører kappens kvast
i helligdommens folder.
Den kraft, du føler gå fra dig,
forsvinder lige ind i mig,
og jeg dit lys beholder.

Gud lær os før dit Paradis
at synge Paradisets pris:
Halleluja for Ordet,
der skabte lys og sol og dag
og himmelsk fryd og velbehag
i vin og brød ved bordet.

Så skal vi ikke døden se
igennem tåge, mulm og sne,
når du en morgen kommer.
Vi ser kun dig, det er fordi,
al synd og død går os forbi
i troen på din sommer.

Nu smelter sneen fra din Pol.
Det er som Treo og Pamol
for vore ømme lemmer.
Du låner os dit øre blidt,
mens vandet stiger bredt og vidt,
og hører vore stemmer.

Vi beder om, at Jorden må
en himmel klar som dagen få.
Det lider imod aften.
Nu stråler stjernerne om kap
med hver en sølvbeslået knap.
Det siger lidt om kraften.

Vi står af vores grave op,
før nogen når at sige STOP
som ejer af matriklen. 
Mit kongerige for en hest!
Fly fra al hungersnød og pest.
Jeg springer op på cyklen.

Her møder jeg min ven og Gud,
nu siger jeg det lige ud,
i luften på pedaler.
Han kommer på sin hvide sky
og svæver over land og by
i kjortel og sandaler.

Vi følges ad til Paradis
og andre går det ligervis
om ikke alle sjæle.
Hvem holder på sin tyrkertro,
når Herren smiler glad og fro,
og står på sine hæle?

Det hele og det halve Rom
går hele vejen uden om
her i de sidste dage.
Men Jesus vender på sin hæl
og henter den fortabte sjæl
ind i sin fold tilbage.

Guds søn og unge,
bevar min tunge,
jeg står foran ham,
som kaldes Guds Lam;
han siger, han så mig forinden
der under et træ
i ly og i læ
for solen og regnen og vinden.

Han så i ånden
på hjertet og hånden,
der er ikke svig
at finde i mig;
det siger han, den nazaræer,
en israelit,
det er ikke tit
at finde en ærlig hebræer.

Guds engle stiger,
og mørket viger,
de daler ned,
og der er fred;
han siger et ord, og det falder
i jorden som sæd,
hvor englene græd,
og spirer igen, når han kalder.