Danmark, du er dejlig uden vind på cykelstien ud til en kanotur på Guden med det bedste cykelbud, der forkynder om en hals nu, at livet er en vals, og deri er ingen slinger, når den går på sine vinger. Danmark, er der nogen hjemme på dit middelalderslot, hører du din datters stemme, når hun synger for sin drot, lyden af de nye fly fra en himmel uden sky drukner ganske i det lette skrig af Björk og Anisette. Danmark, havvindmølleparker under horisontens rand er usynlige som lærker ud over det danske land, Olafur Eliasson uden de og uden von bryder fladen med en kegle under himlen over Vejle. Danmark, fra din handelsflåde har du på de have syv under vejrs og vindes nåde fået kending fra dit skiv af den nåde fra din bro, som du kender fra din tro, og du vover at bebude, at der findes liv derude. Danmark, dine lyse nætter er at ligne kun ved vand på en spættet sæl med pletter her i midnatssolens land, kærligheden har en pris i det hårde fjeld af is, det kan ingen lykke skjule helt for dronningen af Thule. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/694/301
Treenige Gud, hvis billede krones med mørklødet hud i Afrikas hjerte af inderlig tro på dronning af Saba og kong Salomo, der elsker hinanden en lykkelig stund på gyngende grund. Her er jeg, send mig, det siger med lutrede læber nu jeg, for englen har brændt dem med gloende kul, og munden har formet sig efter et nul, o, lad mig forkynde den døende jord dit levende ord. Jeg vogter min mund og omtaler kun det velsignede fund, jeg gør, når jeg følger din finger og gør det gode, som er, hvad jeg ønsker og bør og lader det onde, der overgår mig forsvinde i dig. Fra fiskerens båd forkynder du bud og belæring og råd og vælde fra dybet i det bæger vin, hvori du har druknet en horde af svin og gjort dem til fisk, som du fanger igen med hjælp fra din ven. O, saligheds ånd, samhørigheds ånd i de levendes land, som daler fra himlen i tunger af ild og saltes på stranden i tønder af sild med næbbet mod himlen så blank og fuldfed, o, kristelighed. Med ord af din mund opbygger du skibet i skrivende stund, og bølgernes fråde og isflagers drift adlyder din røst, og din mindste bedrift er større end tårne, der synker i grus, dit skib er dit hus. Etiopien, som skjuler Guds ark, som er fundet igen i hjertet af rytmen på afsides ø, hvor sangen får vinger, og loven må dø; du skænker Guds rige til alle, der vil, fordi du er til. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/321/432/2
Jeg beder Gud at sige det med blomster, fordi det er et sprog, som jeg forstår. Han siger, det er ikke nogen hamster, det hedder marsvin, hvor det kommer fra. Det springer op som en delfin, før det forsvinder dybt i havets smykkeskrin. Hvad skal jeg sige til de mange munde, der mættes skal ved jordens runde bord? Der findes sæler i de blanke sunde såvel som der i isen højt mod nord. Der sover bjørnen i sit hi som her den før så honningtunge humlebi. Den tumlede sig ør i bonderoser, i påskeliljer og i vintergæk. Der er en duft af hyld og abrikoser i stuen og en lille smule træk. Jeg tror der står dør på klem et sted i huset i Det ny Jerusalem. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/591/6
Det er Herrens frelste får, som i denne trængsel står i tålmodig altergang under evig jubelsang, førend de går ud og hjem gennem kirkens kattelem. I det lille våbenhus gives håndtryk, kram og knus ud af nådens overflod, Jesu legeme og blod, førend de går hver til sit fastende med faste skridt. Sikre som et amen på, Jorden skal en tid bestå med det gamle fædreland, sammen modstå tidens tand, førend de fra fjeld og vig vokser ind i Himmerig. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/588/488/2
Nu leger Gud igen med sproget som med det allerførste ler, og former med sin tunge noget så let som ingenting og ser, at det er godt som aldrig før, når ordet falder, som det gør. Det falder som en regn i havet, som om det ingenting forslår, dog står i himlens stjerner skrevet, om Gud det vil, og tiden går, skal vandet stige højt og stort og stå en dag for himlens port. Så åbner himlen sine sluser og lukker overfloden ind, før den den gamle hvælving knuser, som var det edderkoppespind spændt ud fra himmel og til jord som fælde for det frie ord. Hver djævel har sin tid, og denne er bundet nu i tusind år, og ingen ved, hvor det er henne, og det er al den tid, han får, før Herren kommer i sin pragt, som han det os forud har sagt. Han kommer på de hvide skyer på flugt hen over land og ø, som helt og fuldt, imens de flyer, sig spejler i den blanke sø, så himlens billede står klart for os på jorden i en fart. Det er en drøm, der efterlader et spor af duft i krop og knæ ud i de nye bryllupsklæder på skuldrene af folk og fæ, der soler sig i brudens glans, selv om de ved, at hun er hans. Han taber både mund og mæle ved synet af den herlighed, hun bringer i den agt at stjæle et øjebliks opmærksomhed, når hun med følge skrider frem til festen i Jerusalem. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/391/424/2
Alting højnes af dit nærvær, bjerge skaber du af skærver, så de rækker ind i himlen, lige ind i stjernevrimlen, dybere end mørket selv. Her er lyset altings kilde, her er alle blomster vilde her er blomster, her er bier, her er brodden en forbier, her er herligheden selv. Herskerinde min og muse, anemone min og rose, duften over alle bjerge, min formynder og min værge, min forløser og mig selv. For at elske skal jeg være nøgen mellem mine kære, som når træerne udspringer med et blad på hver en finger for at klæde skoven på. Klædt i løv, når det er sommer, klædt i støv, når tiden kommer, klædt i ånd, når ånden daler, klædt i ord, når ånden taler uden ord på åndens sprog. Kald det kærlighed for livet, kald det kærlighed til sivet, kald det lige, hvad du ynder, havkat eller helleflynder, kvækerfinke eller spurv. Hvor har lykken tabt sit hjerte, hvor i hele verden er det, er det lettet som en lærke, er det det, som jeg kan mærke i mit eget hjerteslag? Hør, fra en usynlig kilde lyder hendes toner milde som en rislen over marken, over bølgen imod arken, hvorfra duen fløj hertil. Her er lærker, her er duer, her er dadler, her er druer, her er vinen i sin fylde hentet frem fra støvet hylde, skænket i de store glas. Lad retfærdigheden fyldest ske ved kærlighedens hyldest til hvert enkelt skridt, du tager, hvor det dig din fod behager uden sti at finde vej. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/192/217
Hvem skal stenen for os vælte, så at solen bryder frem, springer op og spænder bælte udenfor Jerusalem, hvor vi lagde ham i graven lige midt i påskehaven? Piberenserkrucifikser vidner om den sande tro, når de jord og himmel mixer hist og her i Holstebro, hvor hun stiger op af graven lige midt i påskehaven. Kristus i Vor frue Kirke i Vor herre Jesu navn lader sine kræfter virke overalt i København, hvor han rejser sig af graven lige midt i påskehaven. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/515
Syvstjernen samles i lysende klynge, dyrene samles på himlen i kreds, fuglenes vrimmel begynder at synge, skibene føres af forsynets lods. Havet oplader de glitrende bølger, frelseren går på den gyngende grund, underet findes i dag og får følger, når jeg forvalter mit tildelte pund. Her har jeg skabt mig en verden af sole samlet til én i min lukkede hånd som et insekt, jeg har taget i skole, flyv fugl udover det vidtstrakte land! Der, hvor forvandlingen følger sit hjerte, dagene følger og samles i syv, dyrene samles med snuder og stjerte, træerne fyldes af knopper og løv. Tiden er viklet om skabelsens finger, lille og vågen til hverdag og fest, jomfruen kommer, jeg iler, jeg ringer, når hun os møder i luften til hest. Dronningen kommer fra syden til norden, ørkenens skibe med vuggende gang, luftsyn på luftsyn er sunket i jorden, Salomos tempel er bygget af sang. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/392/218/2
Udånder alle munde det allersidste suk, og pilgrimsfærden ende. Nu er det evig nok. Da du lod døden smage af kærlighedens liv, da tog du den af dage, og evigheden blev. Indånder alle munde nu jordens frie luft, og tankerne udgrunde den søde blomsterduft. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/176/357
Jeg iler dig i møde, du min fortabte søn, som stander op af døde og kommer hjem igen. Jeg slagter fedekalven og holder kæmpe fest for ræven og for ulven, som kommer med som gæst. For levende og døde, for fattig og for rig, som kommer mig i møde i allersidste skrig. I nye bryllupsklæder delt ud til hver en gæst af silke og af læder til bondeknold og præst. Hvem holder sine pjalter og skæve støvler på, når jeg og min forvalter har bryllupsklæder på? Når lignelserne føjer sig sammen i et net, og vi os ret fornøjer med Peters fiskedræt. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/530/357/2
Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag
Independent blog about literature, philosophy and society in words and images
The greatest WordPress.com site in all the land!
Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades
...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...