Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Skabelsessalme
Gud lod fra sine læber det første ord udgå
og løftede sin tunge og smagte let derpå,
og tungen lå i ganen, der som en hvælving fin
sig spændte over ordet i ordets smykkeskrin.
Og ordet fløj på vinger, og ordet satte skel
imellem jord og himmel, og så alligevel,
for ingen kunne skelne, om to det var for en,
og Gud lod ordet falde fra tungen som en sten.
Så lod han grønne marker og skove spire frem,
og der var urt og andet godt imellem dem,
og der var majs og ærter, og der var stedsegrønt,
og der var røde æbler, og det var godt begyndt.
Og Gud lod solens øje højt over jorden stå,
og månen lod han vokse fra bjerget, hvor den lå,
og til den fulde måne og den opstandne sol
lod stjernerne sig skue omkring den frosne pol.
Gud lod en herlig vrimmel af alle dyr opstå
i havet og på himlen og jorden ligeså,
og han lod dem velsigne med al sin herlighed
og følte, at der fandtes en større kærlighed.
Han skabte mand og kvinde som sine hænders værk
med hænder og med tunge ukuelig og stærk,
og han lod dem befale at herske over alt
imellem jord og himmel og hvert et ord, der faldt.
Da Gud var blevet færdig med himmel og med jord
og dagene, der føjer sig let til hvert et ord,
så lod han den velsigne, den syvende af dem,
så lod han værket være til lykke og gik hjem.
Men da han kom tilbage, var Adam blevet væk,
han skjulte under sneen sig som en vintergæk,
for nu var sneen faldet på Paradisets jord,
og Gud lod gøre frakker med et bekymret ord.
Kirken i Gyngen 