Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Den nye jord

Prædiken til 11. søndag efter Trinitatis 2011.

I min lille verden er der i sommerens løb sket det sørgelige, at min kat er blevet væk. En aften kom den ikke hjem som den plejede og heller ikke dagen efter eller den næste igen. Hver eneste dag har jeg ventet at se den komme tilbage. Jeg har holdt øje med om det så ud til at den kunne have ligget i sengen, gået på bordet eller siddet på sin plads i vindueskarmen. Der var én, der sagde til mig, at jeg skulle bede Gud om hjælp. Gud kan gøre meget, sagde hun – og en dag, da jeg samlede fjernbetjeningen til fjernsynet op fra gulvet fik jeg en følelse af, at katten havde været der og siddet netop dér på sin plads i vindueskarmen og derved skubbet fjernbetjeningen ned, hvis jeg havde lagt den der.

Følelsen var så livagtig, at jeg ikke har kunnet løsrive mig fra den, selv om jeg med min fornuft godt kan sige mig selv, at det nok ikke er sket sådan. Måske er oplevelsen af Jesu opstandelse en oplevelse af samme slags – og det at være kristen at have blik for betydningen af en sådan oplevelse og have blik for, at den er både glædelig og virkelig. Min indre oplevelse af at se min kat sidde i vinduet igen bliver en prisme eller et øje, hvorigennem jeg på ny oplever verden. Det er som om hele mit liv med katten – og alt, hvad jeg har forbundet med det – ikke bare er fortid men også nutid og fremtid. Det er som om, hvert øjeblik, jeg nogensinde har oplevet kærlighed, står og venter på mig lige om hjørnet.

Når Paulus taler om Jesu opstandelse, remser han op, at først blev den opstandne set af den og den, og så af så og så mange på én gang, og til sidst blev han også set af ham selv, som i sammenligning med de andre er et misfoster, som der står i den nye oversættelse, eller et ufuldbårent foster, som der står i den gamle, eller måske snarere et foster udenfor livmoderen – for han var jo ikke selv discipel! Fordi han ikke var fortrolig med Jesus i forvejen, så han ikke – som dem, der var dét – den opstandne i skikkelse af Jesus af Nazaret. Han så noget, men han måtte selv slutte sig til, hvem det var; og derved deler han skæbne med alle os andre, som heller ikke har oplevet Jesus gå omkring i kød og blod.

Kunsten at prædike består i at få tekstrækkens tre tekster til at sige noget i en nutidig situation. Jeg har brugt min egen lille ulykkelige situation som billede på alle mulige former for tab og det at miste – og jeg har nævnt den mulighed, at enhver kan bringe sin sag frem for Gud, for “han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles”, som der står i dagens tekst fra Jobs bog. Jeg har også været omkring Paulus´første brev til Korintherne, hvor han fortæller om forskellige tilgange til det at se den opstandne Kristus. Det væsentlige her er, at det er ens egen udsatte position, der er udgangspunkt i enhver henvendelse til Gud. Ingen bliver hjulpet ved som farisæeren i evangelieteksten til i dag at fortælle, hvad han har gjort af godt. Kun i det felt, hvor man ikke slog til, findes det stof, som en bøn er gjort af.

Jeg har valgt også at bringe en anden tekst i spil udover dem, som er foreskrevet i den danske folkekirkes liturgi. I folkekirkens liturgi anvendes der ifølge traditionen foruden den evangelietekst, der prædikes over også en såkaldt episteltekst, ofte af Paulus, og siden 1992 har man i den danske folkekirke også læst en tekst fra det gamle testamente hver søndag. Til disse tre har jeg valgt at føje en tekst af Krishnamurti, der levede i 90 år fra 1895 til 1986. Teksten er tilfældigt valgt som teksten til idag den 3. september fra en bog med et stykke af Krishnamurti til hver dag. Se her. Når jeg har valgt at føje en tekst af Krishnamurti til de allerede eksisterende, skyldes det ikke, at der hos Krishnamurti føjes noget til forkyndelsen af evangeliet, som ikke er der i forvejen. Alle de tilgange til menneskelivet, som vi finder hos Krishnamurti, kender vi allerede fra Indien og Israel eller fra det moderne liv.

Men det specielle ved Krishnamurti er, at alle de tanker, som i tidens løb er vokset frem og har blandet sig med hinanden under store vanskeligheder og med mange omkostninger til følge – disse tanker og følelser synes hos Krishnamurti at folde sig ud med hidtil uset lethed. Langt fra at forkaste traditionen ved mødet med Krishnamurti skal vi tværtimod genopdage den med ny skønsomhed. Krishnamurti er den omstændighed, der gør, at alt det, vi har elsket, nu folder sig ud i en målestok hinsides det, vi er vant til og kendt med. Det findes der et fint udtryk for i en lignelse, som vi kender fra den oldkirkelige teolog Irænæus, som levede fra 130 til 200 efter Kristus. Det er en lignelse, som Irenæus selv har fået fortalt af Papias, som har den fra Polykarp, som har den fra Jesu discipel Johannes, som igen ifølge Irenæus har den fra Jesus selv.

Lignelsen lyder således: “Der skal komme dage, hvor hver vinstok har 10.000 grene og hver gren 10.000 ranker, og hver ranke har 10.000 klaser og hver klase 10.000 druer, og af hver klase skal der presses femogtyve kander vin. Når nogen griber om en klase, så råber den anden klase: “Jeg er bedre, tag mig, velsign Herren med mig”. På samme måde skal et hvedekorn give 10.000 aks og hvert aks skal have 10.000 kerner og hver kerne give ti pund rent mel. Det skal forholde sig på samme måde med de andre former for frugt og urter, og alle dyr skal have deres føde af jorden og leve i fred og fordragelighed indbyrdes og tjene menneskene i lydighed”. Her er der altså tale om en lignelse af Jesus, som er overleveret udenom det nye testamente. I Johannesevangeliet siger Jesus, som bekendt: “Jeg er vintræet, I er grenene”. Men Krishnamurti er jordbunden.

 

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...

%d bloggers like this: