Israel, din Gud højt være lovet,
Herren har igen besøgt sit folk;
selv om det i timen tungt har sovet,
har han nu forløst det ved sin tolk,
og i Davids hus og by skal kornet
vælde af overflødighedshornet.
Som Gud selv til Abraham har svoret,
vil han fri os ud af fjendens hånd,
så vi frit kan synge med i koret
og tilbede ham i sandheds ånd;
du mit barn får lov at synge solo,
imens hele koret spiller polo.
Stå min rose i det store øde
og lad stemmen stige som en duft;
det vil ingen sarte sjæle støde,
de vil bare tro, at du er luft;
men du åbenbares for vort øje
skjult i solopgangen fra det høje.
Hør melodi her.
Efter Zakarias´ lovsang, Lukas 1, 67-80.
