Flere sole

I Simon Grotrians salmesamling “Din frelser blir din klippe” ( Borgen 2007) findes på side 42 en salme på fire vers, hvoraf det første lyder: “Jeg blomstrer som en ugle / imellem potteskår / mit liv i Platons hule / har vendt kyklopens får”. Det er hulen fra Platons hulelignelse, der her optræder som dødsriget, i hvilket jegets liv har skabt en forvandling. Jeget kunne være Kristus men er nok snarere digteren selv og Kristus det du, der optræder i fjerde vers. At Kyklopens får er vendt, må betyde at de er blevet til skyer og svæver (for i tredie vers at være blevet til lam). Den blomstrende ugle er vel gudinden Athene, som hjælper helten Odysseus. Er det uglens krukkelignende form, der blomstrer som en potteplante efter, at krukken er knust som tepotten i H. C. Andersens eventyr af samme navn? En bibelelsker er vel tilgivet for også at skimte Job bag et potteskår som det, hvormed han skrabede sig i askedyngen. I sidste vers optræder Jerusalem som i Johannes Åbenbaring.

Bredden minder om Grundtvig i 1808: “Høje Odin, hvide Krist / slettet ud er jeres Tvist / begge Sønner af Alfader”. Simon Grotrian er en Grundtvig, der endnu befinder sig i “Asa-Rusen”. Det har for mig givet anledning til en salme af mindre vidtløftig karakter:

Her sidder jeg og skraber
mig selv med potteskår,
der føjer sig til huden
og læger mine sår.

Og bjælken i mit øje
er blevet til et træ,
der lægger sine frugter
i reden som et æg.

For himlens fugle kommer
og slår sig ned deri,
og selv den træske slange
går ikke mig forbi.

Men løven er min hyrde,
og ulven er mit lam,
og markerne er hvide
omkring Jerusalem.

Jeg citerer i sidste vers mig selv, idet “Løven er min hyrde” er titlen på min gendigtning af Salme 23 fra Salmernes bog udfra en version med reggaesangeren Buju Banton, der – foruden at være kendt for en problematisk sang om homoseksuelle og i øvrigt for konflikt med straffeloven – også er rasta. Rastafari opstod på Jamaica i 1930 ´erne på grundlag af en overbevisning om, at den nyligt kronede etiopiske kejser Haile Selassie I skulle være Messias. Rastafari er resultatet af et lykkeligt kultursammenstød mellem en klassisk etiopisk rigskirketanke med kejseren som sofistikeret billede på Kristus og en analfabetisk halvkristen men bibelsk funderet blandingstro blandt efterkommere af de sorte slaver på Jamaica. Troen på kejserens guddommelighed lader sig ikke forstå som et dogme men som et dogmatisk greb ligesom Grundtvigs mageløse opdagelse. Grundtvigs opdagelse – i forbindelse med læsning af den oldkirkelige teolog Irenæus omkring 1825 – er den, at Kristus selv stiftede kirken ved at lære disciplene trosbekendelsen i perioden mellem sin opstandelse og sin himmelfart. Ifølge Grundtvig var der tale om ordlyden i den apostolske trosbekendelse, som (i virkeligheden) er et dogmatisk dokument af senere oprindelse. Men hvis man opsøger substansen i Grundtvigs opdagelse, må Jesu egentlige bekendelse være det dobbelte kærlighedsbud om både relationen til Gud og relationen til næsten, som det formuleres i Matthæus 22, 34 – 40.

I forhold hertil er det også muligt at præcisere, hvad Simon Grotrians begrænsning i tilegnelsen af evangeliet går ud på. Den nævnte salme ender med linjen: “jeg ser Jerusalem”. Det er alene jeget, der får lindring via relationen til Gud. Ganske vist er der rent retorisk i salmen “Ja, min ven, vær uforsagt” s. 35 i samme samling en fin næsteinddragelse. Der er vældige løft i linjer som “sådan blir trompeten bred” og “sale dukker op i halsen”. “Åh, min Gud, den er fuld af stjerner!” udbryder astronauten i Arthur C. Clarkes roman: “Rumrejsen år 2001”, da han suges ind i Jupiters røde plet. Han er herefter fanget i noget, der ligner en jordisk bolig og henslæber tiden og ældes. I filmen vælter han ved et uheld et glas. Det er det eneste, der sker. I toeren, “Rumrejsen 2010” vender han genfødt tilbage til rumskibet Discovery og undslipper tilbage til Jorden i trykbølgen fra Jupiter, der eksploderer og bliver til en anden sol i solsystemet, som får navnet Lucifer. Derfor denne fodnote i samme versemål:

Hør min ven, det skal nok gå,
du skal dine ønsker få
opfyldt, når du træder vande
lidt endnu, så skal du sande
stranden under foden din.

Solen daler som et bjerg
ned på jorden, og forarg
selv med troen på din Herre
og på alle dine kære
og på smedens sorte kat.

Løst er dagens kryds og tværs,
flaget vajer højt til vejrs,
fordi han stod op af graven
for at bytte julegaven
til den store pinsefest.

Flyet vender uden lyd
i en bue over syd,
og nu står de hvide striber
over landet, hvor de viber
lægger æg og slutter ring.

Herren kommer, gør nu plads,
han skal hen til sit palads,
ned fra flyet og i vognen
til sit bord med torskerognen,
som han spiser med citron.

Hør, hvordan han kæfter op,
jeg er ved at få en prop,
han skal fylde hele bordet,
ingen andre tager ordet,
eller kan det få ført ind.

Men jeg bryder gerne ind,
rækker hånden mod en hind,
som går rundt med verdens skælven
i sin krop og skjuler kalven
i det høje, lyse græs.

Regnen falder tung og blød,
mens jeg deler vin og brød
ud fra dig på pinsedagen,
som du foldede dit lagen
sammen om Guds billede.

En mulighed er at sammenligne dette blik på Simon Grotrian som salmedigter med den ældre Grundtvigs blik på sig selv som yngre. I den forbindelse vil det være oplagt at citere den ældres store pinsesalme, “I al sin glans nu stråler solen” DDS 290: “Forsamles, alle tungemål, / i takkesangens offerskål!” I overensstemmelse med skildringen i Apostlenes Gerninger formuleres den del af pinsens budskab, der handler om de mange tungemåls istemmen samme forkyndelse. I skikkelse af intertekstualiten er der en parallel hertil i Simon Grotrians salmer. Men den anden del – som er ligeså vigtig – er, hvad der siges i denne forkyndelse. I det følgende vers i Grundtvigs salme er det “Jesus-navnets offerskål”, der er den fællesnævneren. I sidste vers er der plads til flere sole i den Enbårnes herlighed.