Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Den analoge undergrund
Interview med Inger Marie Ørner
i anledning af tildelingen af Poetklub Århus´ Undergrundspoesipris 2014
Lars Hougaard Clausen
Inger-Marie ringer, da jeg sidder i bilen på Nordre Ringgade. Hun venter mig kl. 17, siger hun: Men om jeg kan samle hende op ved VeRi-Centeret ved kiosken? Da jeg når frem, er hun der ikke, og jeg parkerer bilen og går ind samtidig med, at jeg forsøger at ringe. Hun siger mit navn fem meter bag mig, da vi pludselig får analog kontakt.
Da vi senere sidder ved Inger-Maries spisebord, spørger hun, hvorfor det lige netop er en undergrundspris, hun skal have. Hun har nemlig en mening om undergrunden. Den vender vi tilbage til. Men først en analog begyndelse.
Hvornår begyndte du at skrive Inger-Marie?
Da jeg var 14 år skrev jeg sange til børnefødselsdage, og jeg skrev rim i gæstebøger, og hvor jeg kunne komme til det. Jeg holdt også taler på vers. Det gør jeg stadig. I gymnasiet og under min uddannelse til sygeplejerske lå det stille. Der var så meget andet og se til, og jeg fik familie. Men da jeg blev sygeplejerske, begyndte jeg igen. Så begyndte jeg at skrive festsange mod betaling. Jeg fik 400 kr for en sang. Det var i 90´erne. I 98 fik jeg en førtidspension på grund af parkinsons, og da tog det for alvor fart. Det var samtidig med, at digte.dk kom på banen. Det var vældig inspirerende. Det gjorde det muligt for digtere og digt-interesserede at komme i kontakt med hinanden. Det handlede både om litteratur og politik og det sociale i al almindelighed. Det var i nettets fødsel, og det betød, at vi let kunne misforstå hinanden. Vi var ikke vant til at skrive på den måde, og fik nogle over fingrene en gang imellem. Vi lærte hinandens undergrund at kende først, og bagefter mødtes vi i virkeligheden. Der var nogle, der ikke turde sige et pip, når de var sammen med andre. Men på nettet turde de skrive alt.
Synes du, at poetklubben har kontakt til en sådan undergrund?
Ja, i den forstand, at man kan komme ind fra gaden, og vi stiller ingen krav. Men accepterer enhvers måde at udtrykke sig på. Ikke engang en tidsbegrænsning har vi på. Det har de jo i København, og det gør noget ved folk. Det er storbyens skæbne. Det begrænser udfoldelsen. Digte skal ikke bare læses op, de skal smages på. Det skal være mit digt, og så ryger det lige over i en andens hjerte. Det sker ikke, hvis jeg frygter ikke at have tid nok. Jeg har altid øvet mig på oplæsningen, men i selve situationen sker der meget spontant både hvad måden at læse op på og hvad der læses op og hvor længe. Det er et levende materiale, og tilhørerne er også levende.
Hvor tror du lyrikken vil udvikle sig hen i fremtiden?
Jeg tror den vil udvikle sig i spirituel retning. Det spirituelle lever i vores undergrund. Tilgangen til det spirituelle er vores drømmesprog. Drømmesprog er det sprog, vi har inden, vi vågner. Det skildrer en tilstand, som vi ikke er bevidste om. Antydningen og poesien i sig selv vil blive af større betydning end digteren selv. Poesien er øjeåbnende i forhold til undergrunden. Vores egen og hinandens og den fælles undergrund.
Hvad savner du i dansk lyrik i dag?
Jeg savner, at forfatteren ikke kun bruger ord, men også følelser. At der er en mærkbar eksistens til stede i det skrevne. Ellers er det ligegyldigt.
Hvad holder du af at læse?
Jeg kan godt lide Janina Katzs tvetydighed og Klavs Bondebjergs mod. Thøger Jensen er ydmyg og præcis.
Inger-Marie Ørner har budt på kaffe med snaps til mig og Baileys til sig og smørkrans. Hun har fået et stykke og jeg tre. Jeg må gerne tage resten, siger hun. Papiret sidder fast i undergrunden.
Inger-Marie Ørner får hjælp til at holde mikrofonen til Åben Poetisk Scene.
Foto: Henrik Giversen
bænken
du er det sted i haven
hvor jeg ville
have sat en bænk
og ventet på dig
nu går jeg forbi hver dag
(inger-marie ørner)
Kirken i Gyngen 