Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Klokkesang
Nu er klokken blevet bange
for at tiden går i stå,
og fordi den selv er mange,
slår den på de andre få.
Med en klokke på din tunge
og en viser på din kind
går du mellem andre unge
i den gamle verden ind.
Klokken ni vil vejen svinge
ind til venstre imod Skjern;
hanen har en brækket vinge,
men dens spore er af jern.
Lige nu er klokken lige,
som den er, når den er tolv;
ellers er det svært at sige,
hvad den er, når den er halv.
Klokken er nu blevet stille,
og den venter på et slag,
men der kravler kun en bille
over den en sommerdag.
Vi er kommet langt tilbage
i den tid, vi lever i,
i de gode gamle dage,
hvor en engel gik forbi.
Nu er klokken ikke bange
i den skæve kirkes tårn,
og den breder sine klange
stille over mark og korn.
Med en le i dine hænder
og lade i din drøm
bærer du i dine lænder
barnet ind i Betlehem.
Egen melodi eller denne her.
Kirken i Gyngen 
Meget poetisk og smukt – har det dog lidt svært med de to sidste linier i sidste vers.
Der kunne måske stå:
og du folder dine hænder
i en stille bøn til Gud
Det giver mig jo anledning til at reflektere lidt over, hvad jeg egentlig mener. At folde sine vinger sammen, betyder her at afstå fra selv at flyve. Det er det i stedet insektet, der gør.
Tænkte at det formentlig var noget i den retning, du havde i tankerne, men jeg tror, at en stille bøn til Gud om hjælp til næsten hvad som helst, gør mennnesket flyvefærdigt i overført betydning. Ikke i kraft af sig selv, men i/med kraft og hjælp fra Gud.
Jeg kan dog ikke ofre den intime og autentiske samhørighed mellem bille og menneske og sætte en sætning i stedet, som er en kliche. Den sætning, du foreslår, står allerede skjult i mit vers som en stadie, der overskrides. Dit forslag er ikke helt hen i vejret. Det er en udmærket læsning, men den går kun et stykke af vejen. Billen er netop bønnen – foruden at være sort, har den også en hård skal og løfter sig (som en mariehøne) kun vanskeligt fra jorden.