Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Salman Rushdies egne sataniske vers

Salman Rushdies seneste bog hedder “Joseph Anton” efter det dæknavn den britiske efterretningstjeneste bad ham vælge i den periode, hvor han stod under tjenestens beskyttelse på grund af den fatwa/dødsdom, som den iranske ayatolla Khomenei udstedte over ham Vallentins dag d. 14. februar 1989 på grund af bogen “De Sataniske Vers”, der i fiktiv form handler om blandt andet tilblivelsen af en religion, der minder om islam. Navnet fandt Rushdie eller “han”, der i bogen omtaler sig selv i tredie person, på ved at sætte fornavnene på sine to yndlingsforfattere sammen, Josph Conrad og Anton Tjekov.

Den selvbiografiske roman udspiller sig i spændingsfeltet mellem fatwaens udstedelse i 1989 og de. 11. september 2001 i en grad så angrebet på World Trade Center i fortællingens kontekst ligefrem bliver forløsende. Indtil da bærer “han” forbandelsen alene. Mærkeligt nok fandt angrebet i New york sted samme dag som udgivelsen af Rushdies roman “Raseri”, som netop foregår i New York. Bogen var tænkt som et samtidsbillede af en kogende by. Nu blev den i stedet et billede af i går.

I lyset af begivenhederne bliver hans ægteskabelige problemer banale. Situationen på den front var ellers kaotisk nok. Da fatwaen kom var Rushdie blevet skilt fra Clarissa med hvem har har sønnen Zafar, og gift med Marianne. Forholdet til Marianne gik hurtigt i stykker, og mens han var under jorden, mødte Rushdie Elizabeth med hvem han fik sønnen Milan. Den klaustrofobiske indespærring under bevogtning af den britiske efteretningstjeneste var rammen om hans liv med Elizabeth. Under nogle lykkelige ferier i USA havde Salman imidlertid fået smag for de åbenbart friere forhold på den anden side af Atlanten.

Her optræder, hvad Rushdie kalder “hans milleniumillusion”. Under indtryk af den almindelige hype omkring årtusindskiftet forelsker han sig i en indisk fotomodel, som han møder ved foden af Frihedsgudinden! Han har tidligere set et billede af hende i et blad – og her tænkt, at hvis han nogensinde mødte hende i virkeligheden, så var han vist grydeklar. Det sker så nu, og hun kan ikke begribe, at han kender hendes navn. Hun er meget yngre end han, men han forlader sit vaklende ægteskab til fordel for hende, og de får “en slags liv” sammen i otte år. Hun forlader ham til for del for en endnu ældre og rigere mand – en krydsning mellem Joakim von And og en mumie, som Rushdie oplagt kalder ham.

I sin bog er Rushdie overvejende skeptisk overfor dette sit forhold til Padma. Dog har han været velsignet med en kvindes kærlighed både i årene under jorden og i den frihed, der har været mulig for ham at leve i i USA. De færreste kvinder ville nok have haft mod på at stifte familie med ham, mens han levede under beskyttelse med konstante dødstrusler – men det turde Elizabeth. Mon ikke også han i sit dristige forsøg på at genvinde sin frihed fandt en kongenial ledsager i en smuk selvhævdende indisk kvinde uden skrupler.

I “Joseph Anton” er der et interessant kapitel med overskriften “Den fælde at vilde elskes”. Det handler ligesom kapitlet om “Hans milleniumillusion” om at lade sig forføre. Her handler det om en tandlæge ved navn Dr. Heslam El Assawy, som samtidig er præsident for foreningen “Islamisk Forening for Udbredelse af Religiøs Tolerance”! Denne tandlæge optræder som mellemmand mellem Rushdie og en række højtstående muslimske lærde. Rushdie falder kortvarigt til patten og skriver de to essays “I god tro” og “Er intet helligt?”.

Udtrykket “De satanisme vers” er ikke opfundet af Rushie til bogens titel men henviser til nogle vers, som Muhammed hævdede at have fået åbenbaret på linje med Koranens øvrige indhold. I disse vers fandt en anerkendelse af tre kvindelige guddomme hjemmehørende i Mekka sted. Ved dette træk udviste Muhammed imødekommenhed overfor bystyret i Mekka, som han lå i konflikt med på grund af sin strenge monoteistiske forkyndelse. Kort efter fortød Muhammed disse vers og påstod, at de var indgivet af djævelen, og derfor kaldes de herefter for de sataniske vers. Salman Rusdies to essays “I god tro” og “Er intet helligt?” blev hans egne sataniske vers. Siden skammer han sig over dette sit knæfald for intolerancen og beslutter sig for at kæmpe for sin sag. Han smider joggingtøjet og køber en ny habit og bliver klippet. Hans rustning må stråle.

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...

%d bloggers like this: