Hvad der på dansk kaldes “rastahår”, hedder på originalsproget “dreadlocks”. Dread betyder skræmmende. Sjovt nok tænker rastafarierne det altså med, at det er kontroversielt at have et gudsforhold. Eller som Krishnamurti siger det. Respektabilitet og sandhed går ikke hånd i hånd. Nu er det selveste maorierne, der føler sig krænkede, fordi en blogger på den anden side af kloden synes, de er til grin. Selv Kierkegaard mente, at en person, for hvem det religiøse stadium er virkelighed, ikke udefra kan afsløres i sit gudsforhold. Men lur mig om ikke de opdager det alligevel.

Elgdetektoren præsenteres
i hele sit pragtfulde
register, registrerer
også hjorte foruden
fodgængere og cyklister,
shit, og små
metalgenstande i jorden
og ved en sjælden lejlighed
i yderste nød
hemmelige rum
i gamle møbler.

Helt sort med sorte knurhår,
hist og her et enkelt eller få hvide hår i pelsen,
sidder i vinduet og kigger
på solsort og vintergækker
under bøgehækkens brune løv,
vender sig og vil ud,
da den ser mig,
åbner døren på klem for lyden af en motorsav
akkompagneret af suset fra ringvejen,
det er ikke længere så koldt.

Det er Café Noir.

Farvel med glæde siger
jeg til den falske jord.
Jeg fra din side viger,
til afsked ej et ord.
Jeg længes efter himlen,
hvor Stella Nova står
med ét i stjernevrimlen
herover, hvor jeg går.

Dit gode råd mig leder,
Guds søn, min advokat,
hver gang jeg derom beder
i rige og i stat.
Min time du forvalter,
og lader hjertet gå
i stå foran dit alter
og mig din krone få.

Når mørket overvælder
mig, lyser korset op
imellem brændenælder
forklaret af din krop.
I lyset kan jeg skue,
hvordan du i din død
dig ikke lader kue
i skumringstimen sød.

Jeg skjuler i dit hjerte,
hvor du forløser den,
min egen angers smerte
og bliver din igen.
Du klæder mig i nåde
og i barmhjertighed,
og det er mig en gåde,
at du mit nummer ved.

Du kaster bardehvaler
i havet med et plask
og rejser katedraler
imellem eg og ask.
Nu er jeg Stella Nova,
som fast på himlen står.
Urokkelig Jehova
imellem stjerner går.

Frit efter “Farewell I gladly bid thee” Catherine Winkworth 1863 efter “Val­et will ich dir ge­ben”, Valerius Herberger 1613.

Hør melodi her.

Nu ligger der et punktum
i sneen som en sten,
og derved bliver disse
to vel i grunden én.

Ved vejen står en gravhøj
med fuglerede i
og ser på karavanen,
der ruller let forbi.

Herom har ploven kredset
i mange tusind år;
dengang, vi havde geder,
og dengang, vi fik får.

Da Harald blev discipel
og kristnede sit folk
og rejste stenen denne
op for den store tolk.

Vi kører over grænsen
ad solens svungne vej,
og siger stedets tolder
et ubetinget nej.

Vi intet skal fortolde,
men vent til vi skal hjem,
så har vi købt det halve
af Guds Jerusalem.

Hør melodi her.