Følgesvend til Albert Dam

Ib Johansen
Plantens sjæl
Studier i Albert Dams forfatterskab
Aarhus Universitetsforlag 2015

Albert Dam er kendt som forfatteren, der debuterede tre gange, fordi der var så lange mellemrum mellem hans udgivelser, at han blev glemt i mellemtiden. Det giver næsten mening at sige, at han nu er blevet glemt fire gange, for siden hans død på berømmelsens tinde i 1972 er der igen blevet stille om ham, så han igen ikke indtager den centrale plads i dansk litteraturhistorie, som hans forfatterskab kandiderer til.

Denne mangel forsøger Ib Johansen nu at råde bod på med en bog, som er en gennemgang af hele forfatterskabet og en placering af det i forhold til den moderne litteraturhistoriske sammenhæng, som det er en del af på trods af Albert Dams isolerede position i sin samtids litterære miljø.

I indledningen placeres Albert Dam med henvisning til Johannes V. Jensen i den såkaldte jyske bevægelse, som skal forstås bredt som en kreds af ikke nødvendigvis jyske forfattere, hvis slægt kan føres tilbage til bønder. Foruden Albert Dam nævner Johannes V. Jensen bl. a. Jakob Knudsen, Aakjær, Sophus Claussen, Andersen Nexø og Thøger Larsen. I et internationalt perspektiv finder Ib Johansen som noget nyt en parallel mellem den tyske filosof Martin Heidegger og Albert Dam. Albert Dam har selv peget på Nietzsche og Oswald Spengler som inspirationskilder.

Ib Johansen påpeger, at der samtidig sine steder hos Dam optræder en grel metaforik, som snarere må karakteriseres som ekspressionistisk og en tematik, som må betegnes som futuristisk. Albert Dam synes fra forfatterskabets begyndelse at sprænge alle grænser for en sædvanlig kategorisering, selv om han vedgår en bevægelse fra det ydre handlingsorienterede til det indre visionære som en udviklingslinje i forfatterskabet.

Et eksempel på det første er mordet i romanen Mellem de to Søer (1906), hvis hovedperson Karl Bay som Rodion Raskolnikov hos Dostojefskij har begået et mord. Men Albert Dams karakter angrer ikke og afsløres ikke. “Kan du forstå det geniale deri. Der er ikke mage til figur i hele verden”. Siger Albert Dam i et interview herom.

Ib Johansen gør opmærksom på, at Karl Bays og hans elskedes Ingeborgs skæbne tages op igen i en fortsættelse af mordhistorien i romanen I den firlængede gård, (ikke udgivet før posthumt i 1988). Hemmeligholdelsen af mordet ikke ægtefællerne imellem men overfor omverdenen slår indad med fatale konsekvenser i forholdet, og Ingeborg dør, mens Karl Bay emigrerer til Amerika.

For at forstå Dams kredsen om mordet som fænomen og dets følgevirkninger udvikler Ib Johansen begrebet “mordets topologi” parallelt med f. eks. sindets topologi, dvs. opbygning i psykoanalysen hos Sigmund Freud. Ib Johansen nævner det ikke, men det såkaldte Ødipus-kompleks med sit centrale fadermord hos denne kunne være en parallel til Dams mordmysterier.

Hos Dam fører interessen for det kriminelle sind til en række artikler om straffesystem og fængselsvæsen, hvori en omsorg for forbryderens vanskæbne udfoldes med uset rækkevidde. Et udvalg af disse artikler udkom i 1988 under titlen Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, hvorfra Ib Johansen citerer følgende gode refleksion hinsides godt og ondt:

“Vi skal ikke altid kvæle ukrudtet, men se, hvilke kulturplanter der kan fremelskes deraf. Der kan let komme den tid, da man vil trænge til nye, vilde ekstraordinære planters saft i samfundet. Vi har brug for alle kræfter, for alle kræfter har mulighed for at blive gode. Er samfundet ikke nu mægtigt nok til at give dem med tvivlsomme tendenser og ekstraordinære begærligheder deres plads, ikke sejt nok til at omslutte endog de antisociale i sine arme.”

Interesssen for det kriminelle sind er en side af en mere omfattende interesse for det menneskelige, som også de folkelige fortællinger er udtryk for, og Dam citeres for at afvise betegnelsen kunstner til fordel for fortæller. Et stort udvalg af folkelige fortællinger er genfortalt i Morfars by. Fortællingkreds for et Hundredaar siden (1956) i en form, som adskiller sig fra den mundtlige form. Morfars by kan sammenlignes med Johannes V. Jensens Himmelandshistorier men er åbenlyst skrevet i et andet rum end Jensens historier. Hos Dam møder vi en afstandsløs og hensigtsløs identifikation med historiernes personer, et nærvær etableret i kraft af en erkendt absolut afstand. Deri ligger modernismen hos Dam.

Denne frigjorthed i forhold til enhver given sammenhæng gør også Albert Dam i stand til i de sene værker at bedrive, hvad han selv kalder fjernhistorie i en visionær fremstilling af menneskets udvikling, som igen er en parallel til Johannes V. Jensens darwinistiske udviklingshistorie i Den lange Rejse. I modsætning til denne undsiger Dam imidlertid darwinismen på det punkt, at Dam ikke ser mennesket som som have udviklet sig fra aberne. Det menneskelige anlæg spores tilbage til et krybdyrlignende væsen på størrelse med et egern. Aberne er frafald i forhold til den menneskelinje, der rejser sig fra dette væsen. I et tillæg gør Ib Johansen opmærksom på, at ganske den samme opfattelse findes hos antroposofiens grundlægger Rudolf Steiner.

Bogens titel Plantens sjæl refererer til en af Dams inspirationskilder Oswald Spenglers opfattelse af, at planten med sit vegetative væsen er det eneste levende, som helt er, hvad det er. Allerede i dyret er der noget splittet. For mennesket kan splittelsen overvindes momentvis i en farefuld tilnærmelse til plantens vegetative væsen ifølge Ib Johansen symboliseret i det forhold, at Albert Dam selv i høj alder blev påkørt af en lastbil på sin daglige spadseretur til en gammel eg i vejsiden på Silkeborgvej. Han overlevede ulykken og kom sig langsomt til lægernes forundring og døde først 21 måneder senere af en tilstødende lungebetændelse.

En mere munter version af Albert Dams tilnærmelse til plantens sjæl citeres Vagn Lunbye for i digtet Luftguitar med Albert Dam, 2009, der beskriver et besøg hos digteren, “hvor der blev serveret vin – ægte Bourgogne fra Dams gamle forlag, Gyldendal – og de to gamle mennesker (Albert Dam og hans kone Jonna) til sidst danser rundt på stuegulvet: “Gamle festabe’, lo hun glad / og lod sig gribe og føre rundt / og rundt og rundt og rundt og rundt / ‘Da dum, da dum, da dum, da dum / Åh, Jonna, da dum, da dum’.”

Hvortil Ib Johansen konkluderer: “Man kan sige, at havde Dam et klart blik for den vestlige livsførelses – og modernitetens – tragiske implikationer, er der også et dionysisk underlag under hans værk, hvor latter og ekstase dominerer.” Dvs. plantens sjæl findes også i vinens ånd.

Plantens sjæl er en facinerende bog skrevet med stort fagligt overskud og eksistentielt nærvær i analysen. Som sagt gennemgås hele forfatteskabet, og bogen er med sine nedslag og sammenfattende betragtninger en inspirerende følgesvend til Albert Dams forfaterskab.