Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
En lignelse
Sidst jeg så Flemming Jensen i fjernsynet handlede det om Grønland, hvor han på en aktuel dyster baggrund præsenterede seerne for en gammelmandsagtig forhåbning til den grønlandske ungdom. Hans egen kærlighed til Grønland var på mærkelig vis sat ud af spillet. Til forskel herfra gik det op for den barmhjertige samaritaner, at alt afhang af ham selv. Nu har komikeren så omskrevet lignelsen om denne som en parodi på regeringens restriktive indvandrerpolitik.
Historien i Lukas 10 er i øvrigt ikke den mest oplagte i denne sammenhæng, synes jeg. Historien om bønhørelse på grund af hans påtrænhgenhed i Lukas 11 er mere oplagt:
“Hvis en af jer har en ven og midt om natten går hen til ham og siger: Kære ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er kommet rejsende, og jeg har ikke noget at byde ham, og han så svarer derindefra: Spar mig for det besvær! Døren er allerede låst, og mine børn og jeg selv er gået i seng. Jeg kan ikke stå op og give dig noget – jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget for venskabs skyld, vil han dog på grund af hans påtrængenhed rejse sig og give ham, hvad han har brug for.”
En sammenhæng, hvor det efter min mening giver bedre mening at bringe lignelsen om den barmhjertige samaritaner i spil er Jyllands-Postens muhammedtegninger. Her passer mønsteret. Der er en, der falder i røverhænder og efterlades forslået. En efter en går toneangivende repræsentanter for tidens præsteskab forbi. Endelig er der også en, der standser op og hjælper.
Flemming Jensen skrev i begyndelsen af 2006 på et teaterstykke om muhammedtegningerne. I den forbindelse udtalte han til Berlingske: “Dette er ikke en forestilling, der er vendt mod nogen. Vi undersøger nogle problemer, der berører os selv. Det, synes jeg, er teatrets forpligtigelse. Det er vores alle sammens forpligtigelse”. Af en artikel i Information i september samme år fremgår det imidlertid, at projektet er skrinlagt: “De engelske pengemænd ville ikke have noget at gøre med noget, der havde den mindste tilknytning til Danmark. Vores første reaktion var, at Muhammedtegningerne var en gave for vores historie, men det ændrede sig altså hurtigt.”, siger Flemming Jensen.
Eller med ord fra Flemming Jensens omskrivning af lignelsen: “Han gemte sin olie og sin vin bedre i sadeltaskerne på sit ridedyr, snørede dem grundigt til og skyndte sig væk fra nærområdet, hvor den nødstedte mand lå og forblødte.” Det er vel at mærke den barmhjertige samaritaner, der udsættes for denne karikatur.
Spørgsmålet er, om historien om den barmhjertige samaritaner er en anvisning eller en lignelse. Hvis jeg spørger: “Hvordan skal jeg dyrke min jord?” kunne svaret være: “Her på disse breddegrader skal du så hveden om efteråret, så den kan nå at spire og slå rod inden vinter. Så vil den være klar til at gro tidligt om foråret.” Hvis svaret så efterfølges at et “Gå du hen og gør ligeså”, så er det nøjagtig det, jeg skal gøre.
Når spørgsmålet derimod er: “Hvem er min næste?” som er det spørgsmål, historien om den barmhjertige samaritaner fortælles som et svar på; så kan jeg jo ikke gå ud og finde mig en nødlidende for at gøre ligeså. Sådan er der ganske vist mange der udlægger lignelsen ud fra den formening, at det er en anvisning. Men det er netop en lignelse, og jeg henvises til det nærvær, der griber mig på min vej mellem Jerusalem og Jeriko.
Kirken i Gyngen 