Lyset falder rundt om tingen

Lyset falder rundt om tingen,
trænger ikke ind i den,
og forvandler heller ingen
engel til en sjæl igen,
det forvolder ene ånden
ved sit bad og ved sit bord,
det betegner ene hånden
ved sit tegn og ved sit ord.

Korsets tegn ved nådens finger
daler som en lærke ned
i sit skjul på sine vinger
på et sted, som ingen ved,
om han luer bag en slåen,
og han tror sig ganske nær,
om han strækker sig på tåen,
og han holder på sit vejr.

Det er ordet over alle,
det er nådens regn og blæst
over stør såvel som skalle,
over degn såvel som præst,
det er håb i hver en dråbe,
det er liv i hvert et frø,
det er kærlighedens kåbe
over hver en øde ø.

Ingen ved, hvordan det ender,
ingen ved, hvor vi går hen,
men til saligheden kender
vi, vor fjende og vor ven,
det er den vi har i sinde,
når vi stævner hid og hen,
raver ikke om i blinde,
når vi finder den igen.

Finder den i sorg og glæde,
finder den i lyst og nød,
finder den i høje sæde,
finder den i liv og død,
finder den ved verdens ende,
finder den i brød og vin,
finder den i ham og hende,
finder den i hans og sin.

Hans er æren, magten, riget,
som det kommer, og det går,
hans er ordet hørt og skriget,
som fra jord til himmel når,
hans er sejren over døden
ved sit legeme og blod,
hans er selve morgenrøden,
som står op i overflod.

Lyset falder rundt om ringen,
ja, det stråler ud af den,
guldet bliver til af ingen
ting og bliver væk igen,
ørnens flugt fra jord til himmel
efterlader intet spor,
ingen ved blandt stjerners vrimmel,
vej ad hvilken op den for.

Melodi:  https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/431/442/2