Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Krishnamurtis vedholdende bøn
Her gengives de citater, som hver dag lægges ud på http://www.jkrishnamurti.org i let ændret form, så de optræder som bønner. Citaterne i sig selv hentet fra Krishnamurtis mange taler – og der skal kun en beskeden omformning af stilen til, for at de lader sig læse som bønner:
Så længe sindet ikke er følsomt, ikke årvågent og hurtigt, er det ikke i stand til at leve med livets aktualitet, som er så flydende, så uafbrudt undergående forvandling. Psykologisk, indadtil afviser vi at følge livets bevægelse, fordi vore rødder er dybt fæstnede i vaner og tradition, i lydighed overfor hvad vi har fået fortalt, i accept. Hvor ville jeg gerne forstå dette og gøre op med det, for jeg kan ikke se, hvordan jeg skal blive ved med at leve uden kærlighed. Uden kærlighed ødelægger vi hinandden, vi lever stykkevis, den ene del i krig med den anden, den ene del i oprør mod den anden; og vane, i enhver form, må uundgåeligt afstedkomme frygt. Jeg beder dig, lad mig ikke bare acceptere det og sige “Ja, jeg lever i vaner, hvad skal jeg gøre?” men snarere, lad mig selv være klar over dem, være bevidst om dem, være levende i forhold til de vaner, som jeg har; være klar over ikke kun de fysiske vaner som rygning, at spise kød, at drikke, som alle sammen er vaner men også vaner med dybe rødder i psyken, som accepterer, som tror, som håber og fortvivler, vånder sig og sørger. Hvis jeg kunne gå ind i dette vanens og også frygtens problem sammen med dig og måske derved komme frem til sorgens ophør, så kunne der være mulighed for en kærlighed, som vi aldrig har kendt, en velsignelse som unddrager sig nydelsens berøring. – 20. maj 14
*
Lad mig tænke på noget smukt, som jeg har oplevet, noget virkelig smukt: en statue, et digt, en åkande i gadekæret eller en velholdt græsplæne. Når jeg ser en sådan smule skønhed – nej, nej, når jeg ser en sådan, ikke en smule – når jeg ser en sådan skønhed, hvad er det så, der sker? I det øjeblik – lader selve bjergets majestæt mig glemme mig selv. Ikke sandt? Har jeg ikke været dér? Ikke jeg eksisterer der, kun denne vælde eksisterer. Men få sekunder senere eller et minut senere begynder det hele at køre igen, forvirringen, vrøvlet. Så hvor skønheden er, er jeg ikke. Har jeg forstået det? Har De forstået det? Åh, hvilken skare! Hvilken tragedie. Sandheden er, hvor jeg ikke er. Skønheden, kærligheden er, hvor jeg ikke er. Fordi vi ikke er i stand til at se på dette usædvanlige kaldet sandhed. – 19. maj 14
*
Hvad er jeg bortset fra et navn? Måske har jeg penge i banken eller er god til mit håndværk. Men hvad er jeg bortset fra dette. Lider jeg ikke? Eller er lidelse noget, jeg er forskånet for? Frygter jeg? Er jeg angst? Grådig? Misundelig? Tilbeder jeg et billede, som tanken har skabt? Frygter jeg døden? Klynger jeg mig til en idé. Hvilket er selvmodsigende, at sige ét og gøre noget andet. Så er jeg alt dette? Mine vaner, min sindsyge, det endeløse vrøvl i mit hovede, alt dette er hvad jeg er. Og indholdet i bevidstheden avler bevidsthed, og denne bevidsthed har udviklet sig gennem tiden, gennem vældige erfaringer, smerter, sorg, angst, alt dette. Nu spørger jeg: kan jeg blive fri for alt dette? Fri for følelsen af frygt. Fordi hvor der er frygt er der ingen kærlighed. – 18. maj 14
*
Lad ånden komme over mig og lad mig være åben og se tingene, som de er, og ændre dem. Lad mig opdage det, hvis jeg er voldelig, være klar over, at volden er, og hvordan den er. Og selve det at se det vil være at gøre en ende på det. – 17. maj 14
Kirken i Gyngen 