Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
1864
Jeg føler mig godt underholdt af Ole Bornedals “1864”, som løber over skærmen her i 150-året for den dansk-tyske krig. Zigøjnere og tyskere er ganske vist stereotype indslag i en dansk folkekomedielighed, der bringer mindelser om “Frøken Nitouche” med Nicolas Bro i rollen som Dirch Passer. Tyskland er et kontor i himlen, og zigøjnerne er af bedste orientalistiske støbning. Men stereotyperne er lavet med så sikker hånd og holdt ud i så strakt arm, at hensigten ikke er entydig. Men den er nok at bringe den centrale stereotyp i spil, som handler om Danmark, som Guds udvalgte folk. I Grundtvigs udfoldeldse af denne tanke er den specifikt kristen, og udenfor denne kontekst og som politisk ideologi er den naturligvis fatal. Men den havde tilsyneladende greb i Monrad og andre danske politikere – men netop ikke med sin ydmyge kristne begrundelse. Det fremgår af serien, at forherligelsen af Danmark og det politiske overmod skyldtes det forhold, at overgangen til demokrati i Danmark i modsætning til resten af Europa havde været fredelig. Danmark var med andre ord sin tids “moralske stormagt”. Således kan “1864” utilsigtet være en replik til et andet nordisk land, der overmodigt og virkelighedsfjernt går sin skæbne i møde. Måske vender Skåne tilbage til Danmark, når muslimerne slår sig ned som nomader i Finmarken. For nu at blive i stereotyperne, som i “1864” dog indtil videre virker velanbragte, da der netop er tale om optakten til en krig. Allerede i andet afsnit opløses de dog i forhold til zigøjnerne, der jammer forsigtigt med den helt overvældende blæsersektion, der fylder godt op i seriens lydspor. Skulle det ikke have været et par spillemænd med violiner, hvis serien skulle være historisk korrekt? Men det skal den åbenbart med vilje ikke. Jens Jørgen Thorsen sagde, at Jesus ikke interesserede ham men forestillingen om Jesus i europæisk kultur. I de første to afsnit har Bornedal benyttet sig af en lignende tilgang og bragt myterne om 1864 i spil.
Kirken i Gyngen 