Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Stella Nova
Nu lyser op en stjerne ny
på stedet, hvor der var en sky,
og lader sig i mørket døbe
og lader sig i lyset støbe.
Velsign dit barn, du gode Gud,
tag frem din arm og ræk den ud
og slå med dine fingre grande
et kors for øje, fod og pande.
Lad barnet, som du elsker dybt,
i inderlige øjne svøbt,
forære, hvad det selv har blandet,
imens det gik med dig på vandet.
Giv alle børn en smule ånd,
når de har rakt imod din hånd,
og lad dem også hvile øjet
ved billedet af dig på tøjet.
Vi glæder os i denne tid,
hvor regnen falder klar og blid,
og buen ikke er at skue
med ét så klar på himlens bue.
Dér står med ét en stjerne ny
og vidner om en lille by,
en Stella Nova i det høje
sig viser for det blotte øje.
I sin omtale af Simon Grotrians dåbssalme fra SyngNyt-hæftet i Kristeligt Dagblad 13. oktober forholder Morten Skovsted sig eksplicit til Grotrians “underlige metaforer”. Der er en mening med dem hedder det, og Kirsten Nielsen citeres for synspunktet, at vi ender i et “trivialiseret gudsbillede”, hvis salmernes metaforer bliver for ligetil og let tilgængelige. Simon Grotrians metaforer er raffinerede nok, men hvor ikke-trivialiseret et gudsbillede er der alligevel tale om? Moderfølelsen svulmer voldsomt i salmens åbning: “Velsign MIT barn”, og “barnet, som JEG elsker højt” står der i tredie vers (mine fremhævelser). Vi går frit mellem hinanden med uafladeligt nye åbninger som i det underste land med Gustaf Munch-Petersens forløsende syner for en fatal længsel. Men Simon Grotrian standser i modsætning til sin forgænger ved ”Himmerigelågen”. Hermed kunne salmen med fordel slutte, men derved bliver det ikke. Jeg ville foretrække, at de to sidste vers stod først, for når de står sidst, ender salmen noget nedtonet (kristeligt set) med det moderlige vi´s blot venlige imødekommenhed overfor evangeliet, som da også nedskrives til et blot fortrøstningsfuldt billede fra Det gamle Testamente. Det bliver lovsang uden bekendelse. Jeg famler efter mit fadervor og synes, jeg finder det i min egen gendigtning frit efter Ditte Menneskebarn.
Kirken i Gyngen 