Kristen humor

I forbindelse med fejringen af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel i 1813 udtalte biskop Kjeld Holm ti Kristeligt Dagblad, at Kierkegaard endte i en blindgyde og optrådte neurotisk under sit voldsomme angreb på kirken i det sidste år af sit liv. Det VAR også et meget voldsomt angreb, og han sagde blandt andet, at den som IKKE gik i kirke havde i det mindste én synd mindre – nemlig den ikke at deltage i at holde Gud for nar. Fra denne periode stammer også skudsmålet for en ung teologisk kandidat: ‘Cand. theol. Ludvig From søger. Mest af alt søger han embede’. Selve angrebspunktet for Kierkegaards angreb på statskirken er også morsomt – eller bliver det i hvert fald i Kierkegaards karikatur. Det var, at den senere biskop Martensen i sin begravelsestale over biskop Mynster kaldte denne et “sandhedsvidne, et i en hellig kæde tilbage til apostlene”. Kierkegaard parodierede det igen og igen. Skulle en biskop med sin fede løn og sikre stilling i samfundet kunne vidne om den fornedrede og korsfæstede? Denne form for sarkasme er såre menneskelig. Men i den store artikel om Kierkegaard i Gyldendals Encyklopædi findes den oplysning, at Kierkegaard ved siden af denne menneskelige humor eller rettere ironi også havde et begreb om en ‘kristen humor’. Jeg skal ikke gøre mig klog på Kierkegaards egen definition af dette begreb. Men det er nok at få tonen slået an, så kan vi selv gå på opdagelse. Når nu talen er om Kierkegaards blindgyde, så falder det mig ind, at jeg selv er vokset op på en såkaldt blind vej, og den var ikke så blind, som man skulle tro. For enden af vejen gik en sti op ad en bakke med et mægtigt pæretræ og et birketræ. Fra en anden blind og mere skummel vej i kvarteret gik en trappe op til bakken, og en tredie asfalteret cykelsti snoede sig derfra mod nord ind i det uvisse i et pænere tavst kvarter. Ingen satte sin fod på bakken uden først at være endt i en blindgyde.

.